Festen

En pige midt i sine teenageår bliver meget påvirket, da en dreng pludselig viser interesse. Hun kan næsten ikke få armene ned, og hun er måske også lidt for naiv. Hun har aldrig haft en kæreste, og den mindste interesse gør hende derfor rigtig spændt. Hun vil rigtig gerne, men er i tvivl om hans interesse.

0Likes
0Kommentarer
24Visninger

1. Festen vol. 1

Jeg mærker en hofte i siden og ryger ind i drengen, der står ved siden af mig. ”Undskyld” siger jeg, idet jeg opdager, at halvdelen af min Mokaï er gået tabt på jorden. Pis. Jeg er nødt til at bunde resten inden kropsvisiteringen. De andre piger har Vodka i BH’en. Ikke mig. Jeg består kropsvisiteringen og fremviser min billet ved indgangen. Jeg skal allerede tisse helt vildt. Jeg stormer som det første ned til garderoben, og derefter sætter jeg kurs mod toilettet. Okay, nu er jeg klar. Eller hvad? Jeg vil have noget mere at drikke. Jeg synes allerede ikke alkoholen virker mere. Mine penge ligger i garderoben. Flot, mega flot. Jeg starter med at holde mig til dem, jeg kom med fra min klasse. Jeg keder mig. De gider ikke med ind og danse. Jeg kan ikke sidde stille og venter egentlig bare på, at noget spændende sker. Eller rettere sagt, jeg sidder og tænker på, om det kunne være i aften jeg får mit første rigtige kys. Det er faktisk det eneste, jeg kan tænke på lige nu. Viktoria kommer hen til mig. Hun spørger, om jeg ikke lige vil snakke. Det vil jeg gerne. Hun virker, som altid, meget fuld. Men ikke nok til, at vi ikke kan have en ok samtale. Jeg kigger lidt rundt. Gad vide om Phillip er her? Jeg mødte ham til en fest for nogle uger siden – sammen med Viktoria. Jeg tror også gerne hun vil finde ham. Han var ret sød, og vi snakkede sammen i lang tid sidst. Men han snakkede også med hende. Hun har sagt, at han kom ned, hvor hun arbejdede næste dag. Jeg tror mine chancer her er totalt ikkeeksisterende på baggrund af det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg håber jeg møder ham, og kan snakke med ham alene. Det sker ikke. Viktoria hiver mig konstant med ind på dansegulvet, for at hun kan lede efter sine venner. En dreng kommer over. Han begynder at snakke med hende og jeg tænker at det måske er ham fra hendes arbejde, som hun har fortalt om. Han driller hende lidt. Jep, det er ham. Rasmus, hedder han. Hun introducerer mig, men jeg kan ikke være med i deres samtale. Tredjehjul. Typisk. Hvorfor sker sådan noget SÅ tit. Og hvorfor kan man ikke være tre personer i en samtale, uden nogen er tredjehjul? Jeg hygger mig ikke så meget her, og jeg kommer i værre humør. Rasmus går endelig. Viktoria går da med til at lægge ud for en Breezer. Jeg finder mine venner igen. Vi sidder og snakker. Viktoria har fundet sine, og jeg aner ikke, hvor hun er. Jeg er egentlig også lidt ligeglad. Jeg kan langsomt mærke fase 3 melde sin ankomst. Fase 3. Når man føler, at alkoholen er stoppet med at virke, og man kommer i dårligt humør. Jeg vil hjem. Før jeg får set mig om, er jeg tredjehjul igen. Fantastisk. Lige det jeg manglede, for at komme i bedre humør. Jeg er så tæt på at sætte kurs mod garderoben, for at kunne ringe efter mit lift. Jeg gør det ikke. For Viktoria kommer hen og afbryder mine tanker. ”Kom, du skal hjælpe mig finde mine venner”. Seriøst? Igen. Og jeg har på fornemmelsen, at det bestemt ikke er sidste gang, at det kommer til at ske. Jeg bliver slæbt med ind på dansegulvet. Trukket igennem mængden af dansende, hoppende og skubbende mennesker. Jeg får en eller andens hår i munden og ramt af noget, som helt sikkert giver til et blåt mærke, på armen. Vi finder dem. Står og danser lidt. Jeg kender dem ikke. Viktoria danser mere med dem end mig. Jeg ligner bare den der ensomme type, som tror, de har venner, men faktisk ikke har. Vi går ud igen. Sætter os på en mur og snakker. Nej, se hvem der kommer der. Er det ikke… jo det er det da! Rasmus! Jubii. Eller noget. Det var det sidste, jeg havde brug for lige nu. Han trækker hende ned af muren, og prøver at få hende med ud og danse. ”Er det okay?” spørger hun, mens han trækker i hendes arm. ”Ja ja” svarer jeg, ”jeg finder bare nogle af mine venner”. Irritation presser sig på. ”Er du sikker?” Ja ja… Går lidt rundt alene. Finder heldigvis hurtigt nogen jeg kender. Stadig irriteret på Viktoria. Hun hiver mig med rundt, og jeg ender med at være tredjehjul, eller så skrider hun med hendes venner. Fed fest. En af pigerne fra min klasse kommer over og siger, at hun lige har danset med én fra 3.g. Hun er helt oppe at køre. ”Han hedder Harald”, siger hun. Vent. Han er gode venner med Phillip. Han var sgu da også med til den der fest for et par uger siden. Pudsigt. Vi sætter os ned på muren. Jeg har fået øjenkontakt med den samme dreng et par gange i løbet af aftenen. Han sætter sig pludselig på muren et par meter væk. Han er ret flot faktisk. Min ryg gør ondt. Jeg sætter mig ned på gulvet, i håb om at eg kan bruge muren som ryglæn. Sidder faktisk meget bedre hernede. ”Er du okay?” først går det ikke op for mig, at de snakker til mig, men jeg drejer hovedet, og det er ham den søde og hans ven. Snakker de virkelig til mig? Jeg svarer at jeg har det fint, men at jeg er glad for, at de spurgte. ”Er du sikker? Skal du have noget vand?” jeg nikker. ”Jeg klarer mig, tak”. De var vildt søde at spørge ind til mig. Jeg ville gerne have holdt samtalen kørende, men det er jeg simpelthen ikke interessant nok til. Jeg tør heller ikke for den sags skyld. Jeg ser pludselig Viktoria og Phillip komme gående forbi. Shit. Det var jo meningen, at jeg skulle finde ham først! Jeg må tænke hurtigt. Jeg skynder mig op og løber efter dem. ”Så fandt du ham”, hvisker jeg i Viktorias øre. Han hilser. Han kan endda huske mit navn. ”Kan du huske, hvad jeg hedder?” spørger han. Jeg joker lidt. Siger, at det ikke siger mig noget. Vi griner. ”Ej, selvfølgelig kan jeg det. Phillip, ikke?”. Han ser meget forbavset ud. ”Det er da ret godt klaret, i forhold til at jeg kun tror vi snakkede sammen i sådan… to minutter sidst”. To minutter? Jeg er lidt fornærmet. Vi snakkede i langt mere end tre minutter. Han virker kun interesseret i Viktoria. Jeg prøver at lade være at tage mig af det. Det er svært. Sikke en overraskelse. Tredjehjul. For tredje gang i aften. Chok. Vi går ind og danser. Bare os tre. Ham og Viktoria snakker meget. Jeg prøver at være med. Næsten umuligt. Hvad gør jeg? Hjernen kører på højtryk. Viktoria siger pludselig, at hun skal hjem. Hun krammer mig og går hen til Phillip. Siger at hun skal hjem. ”Ej vel? Allerede?” spørger han. De står pludselig meget tæt. Deres ansigter er faktisk utrolig tæt på hinanden. Kysser de nu? Helt ærligt. De gør det ikke. I stedet følger han med hende ud fra dansegulvet. Nu står jeg her alene. Hvad fanden skete der lige der? Hvad har de tænkt sig, at jeg skal gøre nu? Så forlader de mig bare lige sådan uden videre. Tak for lort. Jeg går ud for at finde nogen fra min klasse. Jeg finder dem hurtigt. Igen plantet på vores sædvanlige sted på muren. Lige idet jeg sætter mig, får vi øje på en fra vores klasse, som står og kysser med en 3.g’er ovre ved væggen. ”Øh, er det ikke Karoline?” jeg peger. De andre er lige så chokerede som jeg er. Det er hendes første kys. Endnu en der har overhalet mig. Hvornår sker det for mig? Aldrig. Jeg tror allerede godt, jeg kan forberede mig på, at det nok ikke sker lige foreløbigt. Fedt. Deprimeret ser jeg Phillip og Viktoria komme gående forbi sammen. Han følger hende ud, ser det ud til. Jeg prøver at se, hvornår han kommer tilbage, men han gør det ikke lige umiddelbart. Hvad hvis de står og kysser et eller andet sted? Så tager jeg hjem. Det gider jeg ikke det der. Jeg lægger slet ikke mærke til det, men pludselig kommer han gående den anden vej fra. Prøver ikke at kigge på ham, men vil inderst inde gerne have, at han kommer herover. Det gør han. Jeg lader som om, jeg har det fint. En pige fra min klasse snakker med. Det er ret hyggeligt faktisk. Vi snakker i noget tid og så kommer en af Phillips venner over til os. Harald. ”Det var ham Karoline kyssede med”, hvisker jeg til hende fra min klasse, imens de to drenge snakker lidt. Hun griner. Phillip sætter sig på muren ved siden af mig, og de to andre står op. De er supersøde. Pludselig rejser Phillip sig op. Harald snupper hans plads, så jeg nu sidder ved siden af ham. De to andre går. Nu er det bare Harald og jeg. Jeg var egentlig forberedt på, at han ville gå, da Phillip gik, men han blev siddende. Vi snakker i lang tid. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad det er, vi venter på længere. Men jeg har skam ikke noget imod at blive siddende. Han virker ret fuld. Han er god til at holde samtalen i gang, i modsætning til mig, så socialt akavet jeg er. Han løber heldigvis aldrig tør for emner. ”Ej, det her bliver mellem os, ikk’, men man kunne altså sådan lidt godt mærke, at det var hende der Karolines første kys”, siger han pludselig. Jeg er helt forbavset. ”Hun blev sådan ved med at bide mig i læben, og jeg tror ikke, det var med vilje”. Tænk at han fortæller mig det her. Nu får jeg helt præstationsangst, for hvad så når jeg får mit første kys? Jeg prøver ikke at lyde som om, at jeg heller ikke har fået mit første kys endnu. Jeg leger med. ”Okay, så hvor dårligt var det sådan i forhold til, at det var hendes første kys?” spørger jeg med et smil. Han svarer, at det var sådan under, under middel. Shit. Hvad nu hvis mit også bliver det. Forbliv rolig, prøv ikke at lade dig påvirke, må jeg sige til mig selv. På et tidspunkt kommer Phillip over og siger, at han skal hjem. Vi krammer og jeg ser ham forsvinde rundt om hjørnet. Men jeg har allerede glemt alt om ham. Vi fortsætter snakken. Han er vildt sød, ser ikke dårligt ud, og han er derudover også sjov – måske lidt fordi han er ret fuld. Jeg ved heller ikke, hvorfor han sidder og fortæller mig alt det her. Alle de her ting, som jeg ikke må fortælle videre. Men det får mig til at føle mig speciel. Det kan jeg godt lide. ”Shit, mit lift”, siger han pludselig og tjekker sin mobil. Han har fået en besked fra hende, han skal køre med hjem. Han siger, at hun meget gerne skulle stå i kø ovre ved garderoben. Men han er ikke sikker. ”Det er det, der sker, når man er i godt selskab”, siger han og smiler til mig. Jeg griner og siger tak. Det var åbenbart det bedste, jeg kunne finde på lige der. Flot. Ikke noget i lige måde, men bare tak. Så selvglad som jeg jo er. Dumt. Pisse dumt altså. ”Skal I have noget i garderoben?” en vagt står pludselig foran os. Klokken er 00:00 og festen er slut. Vi har snakket i lang tid. ”Ja”, svarer jeg, men Harald har allerede sine ting, og hun beder ham derfor gå udenfor. Vi rejser os og går hver vores vej og smiler til hinanden på vejen. Jeg ville egentlig gerne have blevet ved med at snakke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...