Hvilken fantastisk verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2018
  • Opdateret: 30 maj 2018
  • Status: Igang
Jeg er på flugt, og har været det i mange år. Tiden er knap, og jeg ved ikke længere, om jeg kan gemme mig fra den frygtelige skæbne, jeg er født med.
For en dag vil de fange mig, og jeg vil få det, jeg har fortjent, hvis ikke værre.

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. Prolog

Vi er alle opvokset med historien.

 

“For 100 år siden, var den verden vi kender til nu, ramt af krig og ødelæggelse. Ingen af de magiske væsner kunne enes. De ville alle have planeten for dem selv. Efter 20 års krig, død og næsten udslettelse af planeten, slog nogen af væsnerne sig sammen. De besejrede de sidste magiske væsner, og planeten var deres. Det er den planet vi nu lever på. Og vi skal være taknemlige for, at de magiske væsner slog sig sammen og sluttede krigen. “

 

Men hvor taknemlige kan vi have lov at være? For den lille korte historie udelukker, hvilken grusom skæbne der fulgte med de væsner, der blev besejrede. Og hvilke væsner der vandt.

For den krig der var der for 100 år siden, var en krig mod det gode og det onde. Elverne, feerne og englene mod Dæmonerne, vareulvene, troldmændene, havfruerne og endnu flere onde væsner. Vi var i undertal. Vi prøvede at beskytte vores egen planet, og feerne og englene kom for at hjælpe, men de mørke væsner var i stort overtal, og vi tabte. De dræbte alle englene og feerne, dem med magiske kræfter. Og os, elverne, vi blev skånet. For vi elvere har ingen magi tilbage, vi lever af solens magi, men siden de mørke væsner har overtaget vores planet, er der ikke længere sol, og derfor ikke længere en kilde til vores magi. Derfor var vi ikke en trussel mod deres magt, og derfor er vi blevet slavere for dette usle liv.

 

Jeg er 18, og har i så langtid jeg kan huske, prøvet at løbe fra min skæbne. Men man kommer til et punkt, hvor man ikke længere kan stole på sine egne, man ikke længere kan gemme sig, og frygten for at blive fanget, næsten kvæler livet ud af en.

Der er jeg ikke noget endnu.

Jeg har nu i 3 dage levet i forladt gyde, gemt under skrald og pap, for ikke at blive fanget. Jeg tror næsten hele planeten er efter mig, for jeg er den første i 90 år, der har prøvet at flygte.

Men denne flugt er ved at tage mig ud. At bo under skrald og skidt i mange år, er ikke længere så fedt. Jeg har ikke spist i flere uger, og jeg kan mærke, hvordan det begynder at påvirke mine kræfter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...