Hvilken fantastisk verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2018
  • Opdateret: 30 maj 2018
  • Status: Igang
Jeg er på flugt, og har været det i mange år. Tiden er knap, og jeg ved ikke længere, om jeg kan gemme mig fra den frygtelige skæbne, jeg er født med.
For en dag vil de fange mig, og jeg vil få det, jeg har fortjent, hvis ikke værre.

0Likes
0Kommentarer
66Visninger

2. Flugten

Efter at have boet i gyden i næsten en uge, med kun skrald at spise, har jeg besluttet mig for, at drage videre. Jeg har fået samlet lidt kræfter, i den uge jeg har boet i gyden. Men det er ikke nok til, at få mig langt væk. Min mave rumler, og jeg har besvær med at få vejret, da bare de 10 min jeg har gået er udmattende. Jeg er ynkelig, og jeg er måske døden nær, men jeg vil ikke opgive. Det har jeg lovet mig selv.

 

Da jeg har gået i 20 min, falder jeg sammen tæt på en forladt bygning. Jeg skal blot gå 500m mere, så er jeg i sikkerhed. Men de 500m virker næsten umulige, i det stadie jeg er i. Alligevel finder jeg kræfter til at hive mig op fra jorden, og komme ind i bygningen. Jeg har klaret så mange år, uden at blive fanget, og jeg skal bare klare lidt mere.

Bygningen er stor, næsten 3 etager højt. Men dem kan jeg ikke komme op på endnu. Jeg må blive hvor jeg er. Jeg kravler over i et hjørner og gemmer mig der.

Bygningen er mørk, og ikke et glimt af lys kommer ind gennem træpladerne der er sømmet til vinduerne. Det eneste lys der kommer ind, er fra det lille hul jeg kravlede ind af.

Bygning er tom, og der ligger sten og træ over det hele. Intet spiseligt, intet vand. Ingenting.

Jeg læner hovedet tilbage mod den kolde beton mur og falder hen.

 

Da jeg vågner igen er intet forandret, andet end en masse postyr ude på gaden. Jeg hører råben, skrigen og fødder der løber over grussen. Panikken finder vejen ind i mig, og jeg farer på benene. Jeg skal væk. Hvis der er væsner her, så bliver jeg helt sikkert fundet. Men jeg kan ikke løbe ud på gaden og finde et nyt sted.

Mit blik ryger op mod taget. Jeg skal op. Jeg begynder at kravle op af trapperne, der fører op til første sal, så til anden. Da jeg kommer op på tredje sal er jeg nød til at stoppe. Jeg kan ikke få luft, og det hele svimler for mig.

Jeg hører flere skridt, nu endnu tættere på. Hvis jeg ikke tager fejl, er de inde i bygningen.

“Hun må være her inde! “ råber en kraftig mande stemmme.

“ Det var det de sagde” Råber endnu en stemme.

De er flere mænd, og skrækken lammer mig, da jeg hører den første, der begiver sig op af trappen.

Jeg prøver at kravle væk fra den trappe der er lige ved mig, så de ikke kan se mig. Jeg er for udmattet, og når lige at flytte mig 50m maksimum, før der bliver klappet i hænderne, og den første der begav sig op af trapperne skriger ned til de andre.

“Drenge!!! Jeg har fundet hende”

De andre skriger igen, og jeg kan høre flere der nu løber op af trapperne.

Panisk prøver jeg ta komme endnu længere væk, men der er ingen vej væk. Manden der var den første der fandt mig, gør ikke noget. Jeg kan høre ham stå og grine, indtil de andre er samlet hos ham, og det ene grin bliver til flere.

Jeg mærker tårerne løbe ned af mine kinder, og panikken der tager alle mine kræfter.

Det er enden tænker jeg. Nu er det slut.

"Det bliver kongen nok rigtig glad for"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...