Stjålet uskyldighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2018
  • Opdateret: 29 maj 2018
  • Status: Færdig
BASERET PÅ EN SAND HISTORIE. For lidt over 2 år siden var jeg i et forhold med en indvandrer, som ikke lige behandlede mig på den måde, som han burde gøre.
Mine veninder sagde altid, at jeg skulle holde mig fra ham, når jeg havde fortalt dem om nogle små episoder. Til sidst lod jeg være med at fortælle dem noget overhovedet og holdte det for mig selv.
Jeg kunne ikke se noget galt i at komme hjem med blå mærker over det hele, og at være helt knust over de grimme ting han sagde til mig.
Jeg kan stadig mærke hans hænder på min krop og hans sætninger som "slap af. du skal ikke være bange", når han gjorde nogle ting ved mig eller fik mig til noget, som jeg ikke havde lyst til.
Han udnyttede og ydmygede mig den værste måde. Og selv efter alt det var det eneste jeg ville bare at være sammen med ham.

Jeg har brugt et år på at skrive det her med en masse pauser. Det ville betyde meget, hvis i ville læse det og måske komme med en kommentar på hvad i synes om det.
Knus

0Likes
0Kommentarer
193Visninger
AA

2. The heart wants what it wants

 

 

Stjålet uskyldighed

 

Er du okay? Ja, gentager jeg gang på gang.
Som spædbarn bliver man født med et stort, rødt og varmt hjerte med en masse kærlighed i. Men det kan ændre sig. Det kan der være mange årsager som er skyld i. I dit tilfælde var det din barndom. Din far ydede vold på din mor, og det blev han ved med. Du har været til stede i små krige, set folk skyde hinanden, og i har måtte flygte ud og ind af landet. Du har været udsat for et stort svigt. Fået brudt tillid så mange gange, og du var bare et lille barn. Et lille hjerte er ikke længere uskyldigt. Du er fuld af ødelæggelse, hemmeligheder og mørke. Men jeg har ikke ondt af dig, for du ødelagde mit liv. Og nu er jeg også fuld af hemmeligheder og mørke. Alt er forandret, jeg er forandret.

I nogle år før havde jeg det skidt, og jeg var endelig lige begyndt at have det så godt. Jeg følte mig godt tilpas i mig selv, jeg fik de bedste venner. Jeg følte, at alt bare var helt fantastisk. Jeg var så glad, men så kom du ind i mit liv og tog alt fra mig igen. Du var 5 år ældre end mig, du kom fra et andet land og du kom fra en helt anden baggrund end mig. Du var en af de typer, som røg hash hver dag og flere gange om dagen. Du både tog og solgte stoffer. Du kom op og slås hele tiden. Du stjal, og du kørte i bil uden kørekort. Du var en kriminel, og jeg valgte at blive forelsket i dig. Du ydmygede mig og udnyttede mig på den værst tænkelige måde nogensinde.

I starten kunne jeg ikke se, at der var noget galt, selvom alle fortalte mig det. Folk sagde at der intet godt var i dig. Jeg har altid forsvaret dig, når nogle havde grimt om dig. Selv nogle af dem, som du kaldte for dine såkaldte ‘venner’. Jeg var altid ved din side. Jeg lyttede ikke på, hvad de sagde. For jeg holdte af dig, og det gjorde jeg i lang tid. Jeg ved, at jeg også betød noget for dig.. Selvom andre sagde det modsatte, og det kan jeg godt forstå, at de gjorde. For hvem behandler en, som de holder af, på den måde? Men jeg kunne mærke det på dig. Jeg kan ikke beskrive hvordan, jeg kunne bare mærke det. Den måde du holdte om mig, krammede mig, holdte mig i hånden og den måde du kiggede og talte til mig på.

Men jeg tror, at du var bange. Jeg tror, at du var bange for at elske nogle gange. Jeg tror, at det skræmte dig. Du kunne lide ting, der var konkrete, ligesom havet. Noget du kunne pege på, og vide hvad var. Jeg tror, at det var derfor, at du også kæmpede med kærlighed. Du havde ikke oplevet det på den måde før. Du kunne ikke røre det, du kunne ikke holde fast på det, og sørge for at det aldrig ændrede sig. Men ingen bliver nogensinde forelsket, uden at være en lille smule modige. Når du var i godt humør, var du dejlig at være sammen med, du fik mig til at føle mig speciel, og jeg nød at være sammen med dig. Men du havde to sider, og den ene brød jeg mig virkelig ikke om. Du kunne være sød, kærlig og charmerende det ene øjeblik og det næste var du ondskabsfuld, nedgørende og voldelig.

Men alt det er ligemeget nu. Det betyder jo ingenting, at du kun var sød noget af tiden. Men det var det der gav mig håb, og det var derfor jeg blev i længere tid. Det gør ondt at se noget man elsker, omdanne sig til noget, som man burde hade. Man sidder og venter på at det vender tilbage til den originale stand. Men selvom vi ved det, så ignorerer vi det faktum, at det vi ser, altid var der, og det vil altid være der. Jeg blev ved med at fortælle mig selv “han ændrer sig”, men du havde ingen intentioner om at ændre dig. Du var mere ubehagelig end behagelig.

Jeg levede i dit spil hver dag, mens du ændrede reglerne hele tiden. Du tog hårdere fat, og du stoppede ikke, når jeg sagde stop. Det var du normalt ligeglad med, men nogle gange skulle du også lige vise dig frem over for dine venner. Men hvad tænkte de ikke om dig? det ved jeg ikke.. Men hvis jeg havde været en af dem, havde jeg i hvert fald overhovedet ikke tænkt, at du var sej. Men man kan jo sige, at de jo bare mindede mere om dig end mig, for de gjorde ingenting ved det. De kiggede bare, røg deres joint og nogle gange kiggede i på hinanden og lige gav et grin.

Jeg kan stadig mærke dine hænder på min krop. Og når jeg tænker tilbage på alle de ting der skete, kan jeg føle det hele. Jeg kan mærke hver en berørelse og hver en følelse. Jeg kan stadig mærke det, at du står helt tæt på mig og holder om mig. Noget der burde være trygt og dejligt. Men når du så tog mig tættere på dig, og begyndte at røre ved mig.. Du ville ikke lade mig gå, du holdte mig fast til dig. “Slap af. du skal ikke være bange”, jeg vil altid huske den sætning, som du sagde så tit. Du nød at se mig være bange. Du var så magtfuld, var du ikke? Det var bare den klammeste måde, som du var det på.

Du endte med at behandle mig som noget du ejede, i stedet for noget som du fortjente. Forstår du overhovedet, hvad du gjorde? Du behandlede mig som en genstand. En genstand du kunne gøre hvad som helst ved, uden der ville ske nogle skader. Men det gjorde der, for jeg kom hjem med store blå mærker, sår på læben, blå øjne og et snit fra en kniv. Selv efter alt det så kunne jeg stadig ikke se, at der var noget galt. For vi drillede jo hinanden og faktisk godt kunne lide hinanden, ikke? Det troede jeg i lang tid. Det var din måde at vise, at du havde interesse i mig. Men det er ikke sådan man viser interesse. Og det er ikke sådan man behandler et andet menneske, og slet ikke en som man holder af. Du burde have været mere forsigtig med hvordan du spillede dine kort, når du havde en dronning i din hånd.

Ingen fortjener at blive behandlet på den måde, som du behandlede mig på. Hvorfor gjorde du det? Hvorfor? Det hele stoppede så brat uden at have en ordentlig afslutning. Du blev smidt ud af skolen, og jeg prøvede at få kontakt til dig. Men du gad mig ikke mere. Jeg kunne ikke finde ud af, at du lige pludselig ikke var der mere. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg havde brug for dig. Og så var jeg fandme ligeglad om du snakkede grimt til mig eller slog mig, du skulle bare være der. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg begyndte igen at skære i mig selv, og jeg spiste ingenting, hvilket jeg før havde haft kendskab med. Jeg tænkte kun på dig hele tiden.

Til sidst kunne jeg ikke finde ud af at passe på mig selv mere, eller det kunne jeg jo ikke i forvejen.. Men det her var anderledes. Jeg tænkte på alt du havde gjort ved mig. Og jeg tænkte på alt du havde sagt til mig, jeg begyndte selv at tro på alle de ting, som du havde fortalt mig og mig selv. Jeg havde ingen grænser på det tidspunkt, du havde nedbrudt dem alle sammen. Du fik mig til at føle mig så ulækker, forkert og klam.. Du fik mig til at føle mig så forfærdelig, at jeg prøvede at tage mit eget liv. Og jeg kan huske at i lige det øjeblik kørte denne sætning rundt i mit hoved; “jeg gider dig ikke mere din fucking so”.

Da jeg lå i ambulancen tænkte jeg også på dig. Selv efter det var jeg heller ikke sur på dig, jeg savnede dig bare. Jeg har aldrig nogensinde været så bange, som da jeg lå der. Men det der gjorde mig bange var den her følelse af at være bange. I meget meget lang tid havde jeg ikke kunne mærke andet end bare smerte. Jeg havde ikke kunne mærke mine egne følelser, indtil den dag jeg lå i ambulancen med slanger, drop i hånden og lyden af ambulancens sirener. Først der, så langt ude, kunne jeg første gang mærke en af mine egne følelser. Jeg ville ikke dø, jeg ville bare have smerten til at forsvinde. Hvis jeg bare kunne vise dig, hvor ulækker og forkert du fik mig til at føle, så ville du aldrig kunne få dig selv til at se mig i øjnene igen.

Takket være dig bliver jeg aldrig den samme pige igen. Men hun lever stadig inde i mig, og giver mig håb. Håb til et bedre liv, uden dig. Jeg finder det sjovt, hvordan et smil kan skjule et knust hjerte. Og hvordan maskeringen af ens følelser er en hemmelig kunst.

Du var en mester i manipulation. 

Du ødelagde mig, og jeg var den der undskyldte.

Det her var ikke kærlighed.

Husk på det. Husk det hele. Husk mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...