Shattered Pieces

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2018
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Justin Bieber og Amara Carter - de er begge lige kommet ud af hver deres forhold. Hun blev udnyttet, og han udnyttede. Hun er knust og det drager han fordel af. Men før eller siden kommer sandheden frem, og helvede bryder løs.
(Anbefalet 13+)

25Likes
12Kommentarer
3161Visninger
AA

6. 5 ▸ First Kiss

 

Kapitel 5  First Kiss

Jeg vågnede op, og først var jeg en smule forvirret. Konfust kiggede jeg rundt i rummet, og intet var til at genkende. Et par bank på døren lød, og jeg satte mig op i sengen. ”Ja?” sagde jeg, mens jeg snoede dynen rundt om min talje. Døren åbnede, og Justin kom ind. ”Godmorgen” sagde han med et lille smil. I hånden havde han en kop kaffe, som han rakte mig. ”Tak” smilede jeg, og tog forsigtigt en tår af den varme kaffe. Han satte sig ned i sengen, og jeg rykkede mig så han bedre kunne sidde der. ”Det er ikke for at smide dig ud men…” han nåede ikke at sige mere før jeg afbrød ham med et grin ”Men du smider mig ud?” Han grinede kort, men nikkede så. ”Eller, nej jeg smider dig ikke ud. Jeg kører dig hjem” Jeg rystede svagt på hovedet ”Det behøver du ikke” Insisterende nikkede han ”Men jeg vil gerne” Jeg grinede kort og rystede på hovedet af ham ”Okay så”

Han kneb øjnene en smule i og spurgte ”Hvordan har du det efter i går?” Jeg vidste at han hentydede til det med Alex, men det burde være mig der spurgte ham om det spørgsmål. ”Det burde jeg hellere spørge dig om” Et lille smil viste sig på hans læber, og jeg bad ham om at rykke tættere på mig ved at vinke ham over med min pegefinger. Han rykkede sig frem mod mig, så en sad en smule tættere. Forsigtigt lagde jeg tommelfinger ved hans mundvig og strøg fingeren over såret der var kommet. Det gibbede ikke i ham som i går da jeg rensede det, og det betød at det var ved at blive bedre.

I stedet for at rykke sig tilbage, blev han siddende tæt på mig. ”Nej jeg mener det, hvordan har du det efter i går?”

”Lige nu? Fint”

Han nikkede ”Godt”

Jeg drak min kaffe færdig, og rejste mig fra sengen. Jeg så ned ad mig selv og hev ud i hans t-shirt ”Din t-shirt?” spurgte jeg, men han rystede på hovedet ”Bare behold den” Han rejste sig fra sengen og gik ind på sit værelse. To sekunder efter kom han ud med et par sweatpants i hånden ”Her-” sagde han ”Det er rarere at have på” han kiggede ned på gulvet og hentydede til min kjole. Jeg smilede taknemmeligt.

Jeg tog hans sweatpants på, og stoppede den lange t-shirt ned i bukserne. Jeg tog mine ting i hænderne, og fulgte med ham ud til garagen hvor hans bil holdt. Han åbnede døren til passagersædet, og med et smil satte jeg mig ind. Han satte sig ind bag rattet, og jeg dirigerede ham mod mit hus.

Ind i mellem mens han kørte, kiggede han ud af øjenkrogen over på mig. ”Må jeg spørge om noget?”

Jeg vendte mit blik mod ham ”Om hvad?”

”Om Alex”

Jeg fnøs, og tøvede lidt med at svare. Det var for tiden ikke mit yndlingsemne. ”Hvad vil du vide?” spurgte jeg usikkert.

”Hvordan du endte med at stole på ham? Jeg mener, med det ry han har”

Jeg lænede hovedet mod vinduet, og kiggede igen væk fra Justin. Sådan som vores forhold var endt, følte jeg mig ret dum, for som Justin sagde havde han et dårligt ry og alligevel stolede jeg på ham. Han havde et ry for at være sammen med flere piger på samme tid, men alligevel var jeg endt med at se over det.

Jeg trak på skulderen ”Det var hans ry der gjorde at jeg følte at jeg kunne stole på ham – ironisk nok. Jeg havde godt hørt at han havde noget kørende med flere piger på samme tid, og det var derfor jeg følte mig speciel, når han sagde at han kun ville have mig. Ikke et eneste sekund tænkte jeg at det var løgn, for han var altid sød over for mig. Jeg havde ikke noget grundlag for at tvivle på ham, med den måde han behandlede mig på. Så at jeg så ham være utro gør vel, at jeg kun være sur på mig selv, over at jeg troede på de løgne han fortalte”

Justins blik var anderledes nu. Han stirrede tomt på vejen, og det var som om at hans krop stivnede. Jeg vidste ikke hvad det var jeg havde sagt, men åbenbart havde jeg sagt noget der havde ramt ham.

”Men jeg kan ikke lide at snakke om det” sagde jeg, for at bryde den tavshed der havde skabt sig.

”Fair nok” mumlede han, og flyttede ikke sit blik fra vejen et eneste sekund. Resten af vejen kørte vi i stilhed, og det var endt med at blive en smule akavet. Derfor var jeg lettet da jeg kunne pege ind mod postkassen på fortovet og sige ”Det er lige her”

 

*

 

Jeg lå derhjemme i min seng. Udenfor min dør kunne jeg høre mine forældre gå og skramle med en masse ting, som jeg egentlig var ret ligeglad med. Jeg lå på ryggen og så op i loftet, mens tankerne galopperede afsted. I stilheden var det svært ikke at lade tankerne løbe, og somme tider endte de triste steder. Mine tanker endte på Alex, og tårerne pressede sig på.

Ikke at have ham gjorde mig ensom, og selv om at det er sygt at tænke, så savnede jeg ham faktisk. Selv efter alt det han havde gjort, så savnede jeg ham helt sindssygt. Noget inden i mig havde lyst til at skrive til ham, men da jeg kiggede over på sengebordet, lå min telefon der ikke. Jeg kiggede rundt i rummet, men kunne hverken se den eller huske hvor jeg havde lagt den. Det ville jeg takke mig selv for senere, for intet godt ville komme ud af at skrive til ham. Selv om jeg vidste det, havde jeg bare brug for hans opmærksomhed. Jeg havde brug for ham.

Jeg kom til at tænke tilbage på vores første kys. Faktisk var det mit første kys, men det fortalte jeg ham aldrig. Det var sent om aftenen – egentlig nok tættere på nat – og jeg var på vej hjem fra en fest. Jeg havde drukket, og kunne sagtens mærke det på min balance. Regnen silede ned, men fordi at jeg var fuld, lagde jeg ikke rigtig mærke til det. Min krop rystede, men alkohollen gjorde at jeg ikke frøs. En bil kørte op på siden af mig, og vinduet rullede ned. ”Amara?” sagde fyren bag rattet, mens han kneb øjnene sammen for at se om det virkelig var mig. ”Ja?” spurgte jeg forvirret, og kunne ikke se hvem der kørte bilen. ”Amara, stop” sagde han, og jeg stoppede straks. Han stoppede også sin bil, for at gå ud i regnen til mig. ”Hvad har du gang i?” spurgte han med et grin. ”Jeg skal hjem” svarede jeg.

Han grinte lidt igen, og i situationen forstod jeg ikke hvorfor, men nu vidste jeg at han grinte fordi at jeg var fuld. ”Du bliver bare syg, hop ind i bilen” bad han, og jeg rystede på hovedet. ”Jeg bliver ikke syg” sagde jeg med klaprende tænder. Jeg begyndte at gå fra ham, og mine sokker i skoene var drivvåde nu. ”Amara, stop” gentog han, men jeg gik bare videre. Han løb efter mig, og greb ud efter mit håndled. Han hev mig ind til ham, mens han holdt om begge mine håndled ”Hvad?” spurgte jeg med en lav stemme. Han lænede sig ned mod mig, og først var jeg ret forvirret men da hans pande lå mod min, forstod jeg at han ville kysse mig. Regnen haglede ned omkring os, og dråber gled ned ad vores ansigter. Han ventede på en form for accept til at kysse mig, men jeg stod frosset til stedet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville gerne kysse ham, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var kun 16, og havde i de år ignoreret alt der havde med drenge at gøre. Men så skete det, han lagde sine læber mod mine og kyssede mig i regnen. Det var ret romantisk, men det kom nærmest ud af ingenting. Jeg vidste nu, at han var ligeglad med om jeg blev syg eller ej, han ville bare gerne have fat på mig.

En tåre trillede ned ad min kind, for jeg vidste at ingen af hans intentioner havde været ægte. Han havde haft mig ved siden af hans andre piger, hvilket gjorde mig ligegyldig for ham. Jeg prøvede at slette mine følelser for ham, men det var umuligt. Jeg prøvede at gemme mine følelser for ham, men det var svære. Jeg prøvede at lyve omkring mine følelser for ham, men jeg vil nok altid kunne lide ham.

Det bankede på døren til mit værelse ”Amara, det er til dig”

Jeg satte mig forvirret op i sengen og vidste først ikke hvad det betød. Hektisk tørrede jeg tårerne væk, men mine øjne var stadig røde da jeg så mig i spejlet. Stadig i Justins tøj, gik jeg ud af mit værelse og ind i gangen. Jeg stoppede brat op og stirrede på ham. Han så også selv chokeret ud, og det var som om han mistede ordene ved synet af mig. Jeg så ret ked af det ud, og det var nok derfor at hans reaktion var sådan der. Jeg sank en klump, og alt jeg kunne sige var ”Justin?”

Jeg prøvede fortsat at tørre mine øjne for beviser på at jeg havde grædt, men jeg vidste godt at det var umuligt at tørre de røde øjne væk. Han trådte et skridt frem mod mig, med et blik fyldt med medlidenhed ”Er du okay?”

Først prøvede jeg at nikke, men det var for svært for mig at lade som om. En tåre trillede ned ad min kind, og jeg holdt om hans tøj jeg havde på for at finde komfort. Jeg så ned i jorden, og vidste ikke hvad jeg skulle sige eller hvorfor at han var her.

 

*

 

Beklager ventetiden, jeg har skam ikke glemt jer;) Her for tiden er der bare en masse eksaminer og årsprøver, men jeg prøver at finde tid til at skrive. Snart er sommeren her, og så har jeg masser af tid til flere kapitler. Men indtil da, god fornøjelse til jer der også har eksaminer, jeg føler med jer<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...