Bliv hjemme Peter

Peter vil gerne ud og patroliere, men hans far nægter at lade ham. Tony kan dog ikke altid kontrollere hvad hans søn fortager sig. Godt at fars nye kæreste har en lille ven der kan tage sig af sagerne.

0Likes
0Kommentarer
20Visninger

1. Epic battle

- Nej du skal ingen steder unge mand. 

- Jamen far. 

- Ikke noget "jamen far". Du kommer ikke ud i aften. Hav det sjovt herinde. 

- Jeg kom jo ikke engang til skade. Rino rørte meget næsten ikke. 

- PETER. Han brækkede dit HÅNDLED. 

Peter så ned på sin venstre hånd der stadig var i gips. 

- Det var altså bare min tommelfingre. 

- Din arm er i gips. Du skal ingen steder i aften. Slut færdig.

Peter lage armene over kors. Tony var altid så overbeskyttende. Han kunne sagtens klare sig, men Tony stod med armene over kors og Peter viste der var ikke mere han kunne sige. I stedet vende han opgivende øjnene mod loftet. Tony sukkede og satte sig ned på kanten af sengen. Med sin højre hånd støj han Peters hår. 

- Jeg er bekymret for dig når du går ud og får dig selv slået i stykker. Jeg er din far og brude være i stand til at beskytte dig. 

- Undskyld far. 

- Det er ikke din skyld Peter. Så længe du bliver her og tager dig lidt af dig selv så skal alting nok blive godt igen. 

- Okay far. 

- Tony?

Det var Stephens stemme. Han stod lænet op af dørkarmen med armene over kors. Hvor længe havde han stået der?

- Ja Stephen?

- Jeg er ked af at afbryde, men vi er sent på den. 

- Okay. Jeg kommer nu.

Peter gav sin far et kram før Tony rejste sig. Han var klædt i et sort jakkesæt klar til at indtage byen. Strange var også klædt i et jakkesæt med en lille butterfly til forskel fra Tonys slips. Stephen og Tony kyssede hinanden da de mødtes i døren. Så vinkede Stephen til Peter. 

- Hav en god aften Peter. 

- I lige måde og tak fordi du speedede heling processen op. 

- Til hver en tid, Peter.

Så gik de arm i arm ud af Peters værelse. Peter var glad for at Tony havde fundet Stephen. Selvom Peter kun havde kendt ham i to uger var Stephen allerede blevet en fast del af deres liv. Han kom ofte flyvende ind gennem vinduet og fik tallerkener og glas til at flyve omkring ham. Han drillede dem begge med at hans magi gjorde ham i stand til at forstå universet på en måde de aldrig ville kunne, men når de så prøvede at få ham til at forklare noget fysik kunne han aldrig rigtig sætte ord på det. Han var en sær snegl, men han gjorde Tony glad og det var det vigtigste for Peter. Desuden var hans healing magi i topklasse. Peter kunne sikkert tage gipsen af om få dage i stedet for at vende måneder på at knoglerne healede.

Peter lå der i et stykke tid og tænkte. Så smed han tæppet af sig for at gå ud og lave sig en snack. Fra køkkenet af kunne han se Stephens kappe svævede frit inde i stuen. Det var der intet nyt i. Stephen brugte altid kappen til at flyve til Stark Tower. Stephen havde sikkert efterladt den her fordi den ville være for iøjefaldende for det velgørenhedarrangement de var på vej til nu. Peter blev bare aldrig tæt af at se på den. Han og Tony havde forsøgt at finde ud af, hvordan den svævede. Ikke fordi de troede der var snyd med i spillet, men mere om det var et naturfænomen. Stephen havde bare leet af dem specielt da kappen begyndte at slå ud efter dem. Peter rystede på hovedet. Det der magi var slet ikke hans boltgade. 

Han lavede sig en sandwich og så på uret. Der var gået 20 minutter siden hans far og Stephen havde forladt tårnet. Så måtte de være taget afsted. Peter spiste færdigt i en fart og løb så ind på sit værelse. Hurtigt fandt han sin dragt og tog den på. Det gjorde lidt ondt at trække den ned over venstre hånd, men det lykkes. Han fastgjorde webshorterne omkring armene og gik derefter hen til vinduet. Han åbnede det og skulle lige til at kravle ud da det røg i med et brag. Peter sprang tilbage. Lydløs havde kappen sneget sig ind på ham og lynhurtigt lukket vinduet. Peter så undersøgene på kappen, men den svævede bare vægtløst som om intet var sket. Forsigtigt åbnede Peter vinduet igen. SLAM. Kappen slog vinduet ned igen. Peter pustede ud. 

- Okay Kappe. Hør her. Det er ikke fordi jeg gerne vil være umulig teenager, men folk har brug for min hjælp. Så hvis du bare...

Han lirkede vinduet op igen og måtte øjeblikkeligt trække fingrene tilbage før kappen hamrede vinduet i igen. 

- Okay. Den vej er udelukket. Den er feset ind. 

Peter bakkede langsomt bagud og forlod sit værelse. Han holdt hele tiden øjne med om kappen forfulgte ham, men den blev, hvor den var. Okay hvis han ikke kunne komme ud af sit vindue måtte han finde en anden vej. Der var adskillige vinduer i lejligheden. Stuen havde fire. Peter listede derind og... 

Kappen bevægede sig som et lyn og spærrede vejen. Peter barkede bagud. Okay så han kunne ikke ud den vej, men der var flere veje. Hurtigt løb han ud på toilet. Der var et lille loftsvindue. Peter sprang op på toiletkommen og skulle lige til at åbne vinduet. 

Kappen slyngede sig omkring hans hånd og rev den bagud. 

- Oh Come On!

Peter prøvede igen med sin venstre hånd, men det gjorde for ondt i hans fingre. Kappen træk ham ned fra toilet og ud af badeværelset. Peter stirtede imod det bedste han havde lært, men kappen var for stærk. 

- Giv slip, den vaskeklud. 

Kappen slog ham over hoved med sin krave. Så slap den ham. Peter rystede hurtigt hovedet klar og stirrede op på kappen med ild i blikket. 

- Okay. Hvis det er krig du vil havde så er det krig du må får. 

Peter gjorde en hurtig håndbevægelse. Kappen fløj gennem lokalet før den stoppede i loftet klisteret fast med spindelvæv. 

- Det må du meget undskylde, men jeg skal nok få dig ned før Stephen og far kommer hjem, lovede Peter. 

Godt tilfreds med sit påfund gik Peter ind i stuen. Så hørte han pludselig nogen høje vridelyde inde fra gangen af og så gik hans Spidersans amok. Peter nåede kun lige at springe op på loftet før kappen var over ham. Kappen blev dog hurtig klar over, hvor han var og så begyndte den vildeste tagfadt leg Peter nogensinde havde leget. Han svingede rundt i stuen, køkkenet og gangen, imens kappen jagede ham i stigende tempo. Peter prøvede at sende mere spindelvæv efter kappen, men den var forberedt nu og undvej ham hver gang. Peter så efterhånden kun en udvej. Han måtte ud af lejligheden. Han kunne undslippe i byen. Peter smækkede hoveddøren op på vid gab med sin webshoter og sprang afsted mod døren med alt sin kræft. Han var bare ikke hurtig nok. Kappen nåede først hen til døren og fangede ham i sine folder. 

- NEJ! skreg Peter. 

Han kæmpede imod kappen, men den havde ham nu og den var meget større end ham. Kappen slyngede sig om hans arme så de stak ud til hver side. Hans ansigt blev helt dækket til så alt blev rødt. Til sidst var det kun hans ben der var frie. Så puffede kappen ham i ryggen. Den ville havde ham til at gå. Åh den var god. Peter begyndte at løbe. Han havde ingen ide om hvor han løb hen, men han håbede han fandt en væk snart. Et øjeblik efter gjorde han netop det og ramlede ind i væggen med et højt bravo. Kappen gav sig en smule og Peter kæmpede sig fri med alt sin magt. Hans højre arm kom fri. Peter skød spindelvæv mod loftet og rev sig fri endelig. 

- Nu skal jeg lærer dig din karklud. 

Peter og kappen sprang samtidig. Peters udstrakte arm begyndte at skyde spindelvæv, men kappen undveg. Spindelvævet ramte Peters skrivebord. Peter træk til og løftede bordet op. Et øjeblik efter forstod han, hvor dum en ide det egentlig var. Bordpladen ville kollidere med hans ansigt om få sekunder. Peter nåede lige at skrige, da verden pludselig bevægede sig meget hurtigt. Han mærkede igen kappen slynge sig om hans ben. Med et sving havde kappen svunget sig op foran ham og slået bordet ud af kurs. Peter var helt lam af overraskelse. Det udnyttede kappen. Den slyngede sig omkring Peters krop og smækkede ham ned på sengen. Peter pustede. Kappen fangede hans arme og vinklede sig derefter rundt om sengen. Peter rev og vente sig, men kappen var urokkelig. 

- Okay. Den er feset ind. Du vandt. Tap out. 

Kappen blev, hvor den var. Peter prøvede et par gange til, men opgav til sidst. Der lå han og så op i luften lige til Tony og Stephen kom hjem. 

- Han har virkelig kedet sig, var. Det spindelvæv kommer han til at gøre rent i morgen. 

- Sover Peter, spurgte Stephen?

- Jeg tjekker lige. 

Nu kæmpede Peter endnu mere, men lyset blev tændt før han nåede ud af kappens greb. Tony stod i døren. Han så åbenbart i med det samme væltede bor for han råbte bare - Din raket karklude, hvad laver du? Vent til jeg... oh Peter, hvorfor har du dragten på?

Peter kunne ikke andet end at smile uskyldigt. Tonys øjne gled nu endelig hen over værelset, der tydeligt fortalte historien om aftens hendelser. Et forurettet-far blik dukkede frem i hans øjne.

- He he sorry far, grinede Peter nervøst.  

- For helvede Peter. Jeg sagde du ikke måtte forlade lejligheden. 

- Ja, men jeg forlod jo aldrig lejligheden så. 

- Det er vist kun takket være levitsationkappen, lo Stephen der var dukket op bag Tony.  

- Vi må virkelig finde et bedre navn til din kamerat der. 

Stephen lo og gjorde en kort håndbevægelse. Kappen gav endelig slip på Peter og fløj hen for at sætte sig på Stephens skuldre. Samtidig løftede bordet sig fra gulvet og stillede sig ret op og ned. Peters computer, tegninger og billeder følg også op på bordet igen.   

- Så... 

- Stuearrest indtil den arm er i orden. 

- Jamen far. 

- Og kappen der er din babysitter fra nu af, indtil du kan bevise, at jeg kan stole på dig. 

- Åh nej. 

Stephen kunne ikke lade være med at le 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...