Ilden

- Min mor og hendes skiftende interesser var som en bi og blomster. Min mor hoppede bare skiftevis fra blomst til blomst. Indtil der en dag blev sat ild til den blomst hun sad på. Men det snakker jeg ikke om.

1Likes
0Kommentarer
47Visninger

1. Ilden

 

Jeg sidder på kanten af min uredte seng, med en skoæske i hånden. Omhyggeligt løfter jeg låget af, og lægger det i skødet. Det er ikke bare hvilken som helst skoæske. Fordi inde i æsken ligger mit bedste køb. Mit kæreste eje. Mit håb for dagen i dag. Et par sorte lakerede spids sko. De sko der skal bære mig, når folk messer mit navn. De sko der skal bære mig, når aftenen bliver min. De sko der skal bære mig i dag. Fordi i dag skal jeg vise, at jeg er ingen kujon. I dag skal jeg vise, at der skal meget mere end ild og vand, til at skræmme mig. Det er i dag, og verden kan bare komme an.

Jeg lægger låget på æsken igen og lader den så stå på min seng. Klokken er ved at være for mange. Jeg springer ud af sengen,  ned i køkkenet, og hælder noget vand i elkedlen. Jeg kan ligeså godt få mig en dampende kop te, før den store aften. Mit livs aften. Da vandet er sat over, finder jeg min morfars aflagte jakkesæt. Det er mørkeblåt og går perfekt til det glitrende sorte slips, jeg har valgt i aftenens anledning. Efterfølgende finder jeg et strygebræt og jern frem. Selvom jeg i løbet af den sidste måned har strøget jakkesættet om og om igen, kan det vel ikke skade at gøre det en gang til. Bare for at sørge for at det er helt perfekt. Alting skal være helt perfekt. “Klik” lyder det fra elkedlen. Det er mit signal. Jeg trækker stikket ud fra strygejernet, og hopper i jakkesættet. Det er lidt for stort, men ikke på en måde så man ligger mærke til det. Det er kun fordi jeg har brugt timevis foran spejlet, og studeret mig selv i det, at jeg ved det.

Iført jakkesæt? Tjek. Slips? Tjek. Sorte lakerede spids sko? Tjek. Jeg hælder noget vand op i den kop, som min mor havde lavet engang for længe siden, da hun tog keramik lektioner. Min mor og hendes skiftende interesser var som en bi og blomster. Min mor hoppede bare skiftevis fra blomst til blomst. Indtil der en dag blev sat ild til den blomst hun sad på. Men det snakker jeg ikke om.

Et te brev fra Puk med en teske honning, og min kop te er klar. Men så lyder der et højlydt bil dyt. Det er Kim der dytter. Det er ham der skal køre mig i aften. Jeg lader min te stå og hiver en jakke over jakkesættet. Det er for koldt ikke at have en ordentlig jakke på. Så løber jeg ud af døren og ind i passagersædet. Da jeg har smækket døren kigger Kim over på mig. “Er du sikker på at det er en god ide at gøre det her?”Jeg nikker bestemt. “Kim, jeg ved hvad jeg gøre. Bare køre” Så det gøre han. ‘Claire de Lune’ køre i baggrunden og lyder nærmest ironisk taget i betragtning af det trafikkaos vi befinder os i. Den ene sure bilist efter den anden giver os fingeren og til tider en næve. Men vi når det. Og vi når det i god tid. Kim er grunden til at jeg tror på mirakler. Fordi uanset hvor kaotisk tingene ser ud, får han mig igennem dem.

Parkeringspladsen er i gåafstand fra haven vi skal ind i, og i et rask tempo sætter vi kurs mod indgangen, og får betalt for billetter.


Og så er tiden inde. Det sker. Jeg gøre det, og det har været alle forberedelserne værd. Pressen er her. Kim er her. Og en flok mennesker har samlet sig under mig. De bliver mindre og mindre jo højere jeg kommer op. Det nye pariserhjul er endnu større end det gamle. Men der er ikke nogen der snakker om det gamle. Det var en forfærdelig ildebrand. Jeg overlevede den med bare et par mærker og en angst for pariserhjul. Det var dog ikke alle der var så heldige. Men her sidder jeg. Og det er min aften. Min helt perfekte aften. I dag kan verden bare komme an fordi jeg sidder i et pariserhjul igen, med min mor der våger over mig mellem de glimtende stjerner. Ingen ild kan holde mig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...