The lesson

Azia havde aldrig været den populære pige. Hun havde en ven. En bedste ven. De havde været naboer hele deres liv. Deres mødre var bedste venner, indtil den dag Azias mor gik bort. Den eneste som kunne få hende til at smile igen, efter den trafik ulykke var hendes bedste ven, Jackson. Med hvad sker der når Jacksons storebror pludselig kommer tilbage til byen? Hvad sker der når der kommer hemmeligheder frem, som Azia aldrig havde forudset?
Alt hun kendte, alt hun havde...forsvandt

0Likes
0Kommentarer
114Visninger
AA

4. Dinnertime

Kapitel 2  

 

Det var blevet tid til aftensmad og mama Joyce ville altid have alle skulle sidde ved bordet og spise sammen. Så jeg sad ved siden af Jackson og overfor Chris. De lignede næsten hinanden på en prik. Dog havde Chris fregner og så ældre ud, men ellers var de identiske. Det var utroligt. “Hvordan gik det så i skolen i dag, Azia” spurgte Joyce, som sendte mig et smil.  “Det samme som altid” sagde jeg bare og trak lidt på skulderne. Det var altid det samme. Dag ind og dag ud.  “Hvad med spring formal?” Spurgte hun videre indtil. Hun ville selvfølgelig vide om jeg havde fundet en date. Men som altid var jeg ikke blevet spurgt.  “Der er længe til” sagde jeg, selvom der kun var en måned. Det føltes som lang tid, når det var det samme hele tiden.  “Har Julian ikke spurgt dig endnu” drillede Jackson og jeg kiggede mopset på ham. Ad. Bare ad!  “Og du skulle jo følges med Becca ikke sandt? Jeg håber virkelig ikke du kommer til at side fast i hendes bøjle” svarede jeg igen.  “Hvem er Julian?” Lød det både fra Chris og Joyce. “Det er hendes kemipartner. Han laver alt arbejdet for hende, fordi han er helt væk i hende” grinede Jackson og tårerne løb næsten ned af kinderne på ham af grin.  “Og Becca bruger dagen lang på at sidde og savle på dig. Bogstavelig talt” svarede jeg igen.  “Må vi se ham Julian og hende Becca?” Lød det fra Joyce. Jeg kiggede over for mig og fik øjenkontakt med Chris. Jeg kunne ikke tyde hans blik. Men han i hvert fald ikke denne samtale sjov.  “Okay. Jeg kan godt se han ikke er din type, skattepige” sagde Joyce, hvilket gjorde så jeg endelig kom ud af mine tanker og kiggede på hende i stedet.  “Præcis!”  “Hvad er din type?” Lød det fra Chris næsten før jeg overhoved havde snakket færdigt. Hvad var min type, dig, lød det fra min underbevidsthed. Stop! Sådan skal jeg ikke tænke.  “Det ved jeg ikke helt rigtig” sagde jeg bare og trak på skulderne.  “Du er bare kræsen. Aldrig har jeg hørt en med så mange krav, han er for høj, for spinkel, for lav, for store øjne, forkert navn, bla bla bla” kom det fra Jackson som prøvede at efterligne min stemme. Så kræsen var jeg da ikke!  “Det passer overhoved ikke!” Sagde jeg hurtigt og selvfølgelig grinede både Chris og Joyce af os.  “Hvis i alle er færdige med at spise, hvem vasker så op?”  Jeg tog opvasken. Vi skiftes altid når jeg kom over og spise hvilket var tit. Min far var næsten aldrig hjemme, så jeg brugte meget tid herovre.  Ud af det blå kunne jeg mærke en muskuløs krop som stod lidt for tæt op af min ryg og to store hænder tog fat i køkkenbordet på hver side af mig. En dejlig duft af mandig parfume fyldte mine næsebor og han varmenånde mærkede jeg blidt mod mit øre.  •••  

 

Hvad synes i indtil videre? Hvad tror i der vil ske i næste kap

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...