Opulence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2018
  • Opdateret: 4 jun. 2018
  • Status: Igang
Fortællingen om den forførende advokataspirant og rigmandsdatteren fra Manhattan - hvordan et tilfældigt møde med den 18-årige overklassespige, Valerie Britt Robertson, fuldstændig vender op og ned på hverdagen for den populære Harry Styles fra Brooklyn Heights. For selvom Harry og Valerie kommer fra to forskellige verdener, har han ikke tænkt sig at give op på deres forhold - på trods af, at han ikke falder i hendes fine forældres smag. Valerie hader nemlig det udadtil perfekte overklasseliv og vil langt hellere leve som en helt normal teenager, hvilket resulterer i at hun sammen med Harry sniger sig ud i flere måneder, for at udforske det "mindre kendte natteliv" samt de mindre kendte dele af New York, fuldstændig inkognito.

12Likes
2Kommentarer
1159Visninger
AA

3. Ⓥ CHAPTER TWO

CHAPTER TWO - UPSTATE RENDEZVOUS - OKTOBER


Jeg kørte forsigtigt fingrene igennem mit sammenklistrerede hår og vaskede resten af balsammen ud, inden jeg lukkede for det varme vand og trådte ud af brusekabinen. Fra knagen ved siden af vasken greb jeg det ene af mine håndklæder, og sørgede for omhyggeligt at tørre spidserne af håret til det var helt tørt. Det andet bandt jeg rundt om min nøgne krop, og det tredje blev udelukkende brugt til fødderne.

På den anden side af badeværelsesdøren kunne jeg høre hvordan Diego, min tvillingesøsters kattekilling, desperat kradsede på møblerne for at få min opmærksomhed, hvilket irriterede mig grænseløst. I en fart fik jeg revet døren op og stormet ud fra toilettet, hvor han rigtignok var ved at flå mit sengetæppe i småstykker igen. I et snuptag tog jeg fat i nakkeskindet på ham, og traskede mod Sophias værelse der lå på etagen under min. 

Det var ikke fordi jeg havde noget imod katte, men hvis jeg absolut ville have ødelagt alle mine møbler, alle mine ting og alt mit tøj, ville jeg have anskaffet mig en selv. Jeg havde gentagende gange fortalt Sophia at hun skulle holde Diego inde på hendes eget værelse, men det virkede ikke som om at mit budskab trængte igennem - for hvis han ikke kunne finde ud af at blive derinde, måtte hun jo lukke ham ude på hendes eget toilet. Vi havde trods alt alle sammen hvert vores, her i huset. 

"Sophia, jeg gider simpelthen ikke have ødelagt flere ting!" vrissede jeg irriteret, da jeg brasede ind på hendes værelse med Diego under armen. Hun vendte sig uforstyrret om fra spejlet hun stod foran, og sendte mig et oprigtigt undskyldende blik. "Jeg ved det, Val" mumlede hun og beklagede. "Af en eller anden grund kan han bare godt lide at rende op på dit værelse, og jeg kan jo ikke holde øje med ham hele tiden". Jeg sukkede og accepterede hvad der skulle forstille at være hendes undskyldning, inden jeg forsigtigt satte mig på kanten af hendes seng for at studere hendes tøjvalg. 

Hver eneste gang vi skulle til et arrangement eller havde en fornem aftale, hvilket i dette tilfælde var en brunchaftale med familien Jenkins i den private tennisklub oppe nordpå, krævede vores mor at vi tog "lyst og luftigt" tøj på. Det betød egentlig bare at vi skulle klæde os på efter årstiden, men at vi altid skulle være iført enten en kjole eller nederdel og at ødelagt/slidt/beskidt tøj ikke blev godtaget. Nu hvor det var efterår, betød det altså neutrale farver - og derfor havde Sophia selvfølglig fundet en passende kjole med matchende støvler frem, som lå ved siden af mig på sengen.

"Den er fra mors nye fallxunited kollektion" mumlede Sophia, da hun kom over til sengen og smed badekåben for at tage kjolen på. Jeg nikkede og lod som om at jeg godt vidste det, men hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg ikke fået kigget ordentlig på alle billederne som mor havde vist os af hendes designs.

Selvfølgelig var der status og prestige i at have en mor der var anerkendt verden over for hendes tøjdesigns, men efter hun havde fået sit eget tøjmærke for et par år siden, var hun begyndt at gå alt for meget op i hvordan andre folk så på vores familie. Det var også dengang hun klippede sine elskede lange lyse lokker af, da man som tøjdesigner i fyrrene "så mere professionel ud på den måde". Man skulle tro at det og have en far der var direktør for sit eget verdensomspændende firma ville gøre tingene mere komplicerede - men tværtimod. Han gik knapt så meget op i hvordan familien fremstod, så længe at vores palæ, vores pool og alle hans biler bare var okay. Han bekymrede sig nemlig kun om det materielle. 

Jeg måtte have siddet i mine egne tanker, for Sophia klappede pludselig i hænderne som tegn på at jeg skulle gå ned på mit eget værelse og gøre mig klar, hvilket jeg gjorde. Sukkende traskede jeg nedenunder, og lukkede soveværelsesdøren bag mig så Diego ikke ville følge med.

Jeg prøvede længe at finde ud af hvilket tøj jeg selv ville have på, da der pludselig lød tre korte bank på døren.

"Miss Robertson?" mumlede en velkendt herrestemme på den anden side, som jeg straks identificerede til at tilhøre min fars højre hånd og tjener, John Owen. Jeg åbnede forsigtigt døren på klem, og som altid stod han klædt i jakkesæt med håret redt tilbage. "Jeg skulle spørge fra Mrs. Robertson, om denne ville falde i deres smag?". Han strakte straks armen og rakte mig en bøjle, hvorpå der hang en lysebrun cowboynederdel med knapper. "Den er fra hendes nye kollektion" tilføjede han, og jeg tog sukkende imod den. Hvorfor var jeg den eneste der ikke vidste, at mors kollektion var udkommet?

Jeg takkede og lukkede døren, hvorefter jeg skyndte mig at tage den på. Den var flot, det var den virkelig - hun havde altså øje for den slags. Jeg valgte at sammensætte den med en helt normal hvid t-shirt, og et par hvide gummisko. Mor var egentlig mest til støvler og "mere feminine sko" som hun selv kaldte det, men sneakers klædte outfittet ret godt, så det burde ikke være et problem. 

Jeg klarede hurtigt makeuppen ved bare at tage et enkelt lag mascara på mine allerede fyldige øjenvipper og dække mine fregner med noget pudder, selvom de egentlig var bittesmå og næsten usynlige at spotte. Mit lange lyse hår blev - efter mors ønske - sat op i en stram knold. Normalt var mit hår egentlig mørkebrunt, noget jeg havde arvet fra min far som den eneste i familien, men min mor havde tvunget mig til at farve det lyst siden jeg var helt lille, da det åbenbart så bedre ud. Det fik mig bare til at ligne Sophia endnu mere, da hun var naturligt blonde. 

Efter at have svunget min lille sorte Lana Marks skuldertaske over skulderen, var jeg klar til at gå. Ifølge mit armbåndsur, var der et lille kvarter til at vi skulle afsted. 

Jeg slentrede langsomt nedenunder og satte mig tilrette på en af højstolene ved køkken-øen, hvor resten af min familie pånær min mor allerede sad klar. Sophia havde travlt med at tale i telefon med en af hendes veninder, imens vores far sad og læste avisen i sit jakkesæt. På stolen ved siden af ham lå en sportstaske med hans tennistøj, for selvfølgelig skulle ham og mor spille en tenniskamp mod Clint og Karen Jenkins. Det gjorde de altid efter vi havde spist brunch, imens Sophia, vores ni-årige lillesøster Mila og jeg, talte med deres to sønner.

"Er du spændt, Mila?" spurgte jeg med et smil, og hev min overbegejstrede lillesøster ind i et kram. Hun grinede let og nikkede, inden hun hoppede ned fra stolen for at vise mig hendes nye kjole som også var fra mors fallxunited kollektion. "Og jeg har selv valgt mine sko!" hvinede hun, og pegede ned på de hvide ballerinasko med palietter. Dem havde mor stensikkert ikke haft noget med at gøre.

"I ser godt ud, piger!" udbrød vores mor og hentydede til tøjet vi havde på, da hun kom gående ud i køkkenet iført en løs, lysebrun jumpsuit. Jeg smilede forsigtigt imens Sophia takkede, og jeg kunne allerede se hvordan hun begyndte at skæve ned på mine sneakers - dog uden at kommentere på dem, for én gangs skyld. "Skal vi se at komme afsted?"

Vi fulgtes i samlet flok ud til bilen, hvor John Owen endnu engang stod klar til at hjælpe - denne gang ved at åbne bildørene for os, som om vi ikke selv kunne finde ud af det. På førersædet sad Ramirez, fars privatchauffør, og løftede en enkelt gang på hatten for at hilse, da vi satte os ind. Jeg sukkede.

Jeg forstod ikke nødvendigheden i at have en privatchauffør, en tjener, en poolrenser og tre husholdersker, når vi kun var fem mennesker i familien - og for at være ærlig, var jeg for længe siden blevet træt af det. Jeg kunne hverken lave mad, vaske tøj eller gøre rent selv, uden at husholderskerne kom løbende for at gøre det for mig. Det var trættende, men det virkede ikke som om at det gik hverken mor, far, Sophia eller Mila på. 

Derudover var der bestemte personer jeg skulle holde mig fra, bestemte steder jeg ikke måtte vise mig og bestemte butikker jeg ikke måtte shoppe i. Det samme galdt Sophia og Mila, og det var også en af grundene til at vi alle tre gik på privatskoler - på den måde havde lærerne mere kontrol over os, og kunne rapportere tilbage til vores forældre. 

Det tog en lille time at køre op til tennisklubben, hvor Clint og Karen Jenkins kom ud og tog imod os. "Hvor ser i bare fine ud, piger!" hvinede Karen, og gav os alle sammen kindkys da vi trådte ud af bilen. Selvom klokken kun var lidt i elleve om morgenen, kunne jeg mærke at det ville blive en lang dag. 

"Jenkins-tvillingerne ser godt ud i dag, ikke sandt?" grinede Sophia da ingen kunne høre os, og hentydede til Clint og Karens sønner, der var et lille år ældre end os. Jeg daskede hende over armen og bad hende holde mund, af frygt for at der alligevel skulle have ligget nogen på lur og hørt det.

Vores mor havde mødt Karen til et modeshow for et par år tilbage, og de var blevet tætte veninder. De syntes det var sjovt at gøre grin med at Sophia og jeg skulle date Charles og Henry, fordi vi var to sæt tvillinger på omtrent samme alder. Det var ikke andet end snak selvfølgelig, men sandheden var bare, at jeg for et halvt års tid siden havde haft noget kørende med Henry, uden nogen af vores forældre vidste det. Det var ikke velset at luske rundt på den måde, men vi var begge enige om at vi ikke gad have andre end os selv og vores tvillinger inde over forholdet, når nu vi var født ind i to så skøre familier. Dog endte vi hurtigt med at stoppe det, da vi ikke kunne få det til at fungere.

Derfor var det super akavet at vi skulle mødes med dem så tit, men der var ikke noget jeg kunne gøre ved det. Vi kom op til det sædvanlige bord, krammede drengene og satte os på de pladser vi plejede at sidde på. Min plads var selvfølgelig ved siden af Henrys, og vi udvekslede ikke et eneste ord imens vi sad og spiste, pånær når vores mødre sad og kommenterede på hvor søde vi ville se ud sammen. Det fandt Charles og Sophia hylende morsomt, og med god grund.

Det var der jeg fik øje på ham.

Han kom gående ud fra toilettet og var ved at tørre sine hænder af i sine bukser, da han også fik øje på mig. Harry, hvis efternavn jeg aldrig fik fat i. Det måtte være to uger siden jeg havde set ham den nat. Havde han ikke sagt at han var fra Brooklyn Heights? Hvad lavede han så her, en time nord for Manhattan?

Jeg kunne se at han ikke helt vidste om han skulle komme over til bordet og sige hej, så jeg prøvede for alt i verden at signalere til ham, at det skulle han ikke. "Hvad laver du, Valerie?" mumlede min far bagfra med munden fuld af mad, og jeg drejede hurtigt rundt på stolen igen. Jeg sank en klump og tørrede min mund af i servietten, samtidig med at jeg forsigtigt skubbede stolen væk fra bordet og rejste mig. Alle havde øjnene på mig, imens jeg stod og måbede. "Jeg skal bare på toilettet" begyndte jeg, og gik bagom stolen. "Jeg er tilbage om lidt". 

Jeg gjorde store øjne til Harry da jeg gik forbi ham på vejen, som tegn på at han skulle følge med. Han skævede forsigtigt over mod bordet jeg havde siddet ved, og da ingen kiggede, smuttede han efter mig.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg koldt, da vi var trådt ind på handicaptoilettet og havde låst døren bag os. Han tog hurtigt hænderne op i forsvarsposition som om at jeg havde sagt noget forkert, og jeg sukkede. "Jeg ved godt det virker mærkeligt" begyndte jeg, og rettede de små vildfarende hår i spejlet. "Men du kan godt huske at jeg fortalte dig om min familie og hvor skøre de er, ikke?". Han nikkede og lænede sig op af dørkammen, imens jeg fortsatte.

"De vidste ikke at jeg var væk, den nat. Og de må ikke vide det. Så hvis du var kommet til at tale over dig, havde jeg fået røven på komedie - bogstaveligtalt. Og så ville de bare tro at vi så hinanden i smug, at vi var kærester eller noget helt tredje, på trods af at intet af det er tilfældet. Tro mig når jeg siger, at de er sindssyge!"

Harry grinede let, og fugtede sine læber. "Du fortalte mig ikke at dine forældre var Marc og Bree Robertson". 

Jeg trak på skuldrene. Det var ikke løgn når jeg sagde, at stort set alle i landet kendte mine forældre. "Jeg ved det" mumlede jeg, og sukkede for femogtyvende gang på to minutter. "Det var bare rart at have en at tale med, som ikke betragtede mig som en rigmandsdatter. Der findes så mange falske mennesker derude, som kun vil tale med mine søstre og jeg for at komme tæt på vores forældre". 

Harry nikkede forsigtigt, hvilket fik mig til at klappe en enkelt gang i hænderne og puste den overskydende luft ud af lungerne. "Ihvertfald" mumlede jeg, og gik hen til døren. "Jeg ville bare lige informere dig om det. Det var rart at se dig, og held og lykke med alt, ikke?". Med de ord drejede jeg låsen rundt, men før jeg kunne nå at gå ud, greb han fat om min arm og snurrede mig rundt. 

"Vent, Valerie" udbrød han, og låste døren igen. "Jeg ved godt at vi ikke kender hinanden, men det var virkeligt rart at tale med dig den nat, og jeg vil rigtig gerne lære dig bedre at kende. Jeg ville have spurgt efter dit telefonnummer, men du forsvandt så hurtigt at det ikke var en mulighed."

Jeg stoppede en smule op, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle svare. "Hør, Harry" mumlede jeg, og gav ham et forsigtigt smil. "Du er virkelig sød, men vi kender ikke hinanden. Og mine forældre er ikke særlig modtagelige over for fremmede drenge, medmindre de er sindssygt velhavende og har status. Jeg ved det er åndssvagt, men det er sådan landet ligger". 

Jeg havde lidt forventet at han ville forstå budskabet, men han fjernede ikke hånden fra låsen. Det virkede også lidt pudsigt at han spurgte nu, hvor han havde fundet ud af hvem mine forældre var. Det virkede ikke helt troværdigt. Jeg kiggede bedende op på ham, og han rystede på hovedet. "Nej" svarede han, kort og kontant. Jeg skød ham et forvirret blik, og han gentog sig selv. "Nej, jeg godtager ikke en afvisning. Du er atten år gammel, og bestemmer selv hvem du vil hænge ud med. Så enten siger du ja, eller også går jeg ud og beder din far om tilladelse". 

Jeg var tom for ord, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. "Du ved godt at min far ville afvise den tilladelse, ikke?" mumlede jeg, og han nikkede. Af en eller anden grund var det fascinerende, og jeg kunne ikke helt finde ud af hvorfor - men han havde jo ret. Det var mit liv, og jeg bestemte selv over det. OG - bare fordi jeg hang ud med Harry, betød det jo ikke at det skulle blive til mere? Han virkede oprigtig, og af en eller anden grund gav hans lille tale mig lyst til at høre mere.

"Okay så" svarede jeg efter en lang pause, og strakte hånden frem for at få hans telefon. Det så ud til at han selv var lidt overrasket over at jeg faktisk gik med på ideen, og imens jeg kodede mit nummer ind i hans telefonbog, kunne jeg se hvordan han studerede mit ansigt. "Hvorfor har du dækket dine fregner til?" spurgte han, koldt og kontant. Havde han virkelig lagt mærke til at jeg havde fregner den nat? Jeg kunne ikke lade være at le, hvilket også bragte et smil til hans læber.

"Min mor kan ikke lide dem" svarede jeg kort, og han så helt forbavset ud. Jeg kunne ikke gøre det mere klart nu, hvor åndssvag min familie var. Jeg rakte ham hurtigt hans telefon, og for første gang lod han mig passere ham og gå ud fra toilettet. 

"Jeg skriver til dig, Robertsen-komma-Valerie-Britt" grinede han, og hentydede til navnet jeg havde skrevet da jeg gav ham mit nummer. Jeg smilte forsigtigt, og vendte mig halvt om. "Og jeg svarer, Harry". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...