Opulence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2018
  • Opdateret: 4 jun. 2018
  • Status: Igang
Fortællingen om den forførende advokataspirant og rigmandsdatteren fra Manhattan - hvordan et tilfældigt møde med den 18-årige overklassespige, Valerie Britt Robertson, fuldstændig vender op og ned på hverdagen for den populære Harry Styles fra Brooklyn Heights. For selvom Harry og Valerie kommer fra to forskellige verdener, har han ikke tænkt sig at give op på deres forhold - på trods af, at han ikke falder i hendes fine forældres smag. Valerie hader nemlig det udadtil perfekte overklasseliv og vil langt hellere leve som en helt normal teenager, hvilket resulterer i at hun sammen med Harry sniger sig ud i flere måneder, for at udforske det "mindre kendte natteliv" samt de mindre kendte dele af New York, fuldstændig inkognito.

12Likes
2Kommentarer
1162Visninger
AA

4. Ⓗ CHAPTER THREE

CHAPTER THREE - MASA - NOVEMBER


Jeg drejede en enkelt omgang rundt foran spejlet der hang på væggen, for at se om mit jakkesæt sad ordenligt og ikke havde nogle tydelige folder. Skoene var nypudsede og håret var sat, men alligevel kørte jeg en hånd igennem det, for at tæmme de undslupne krøller. "Du går sandelig meget op i dit udseende, Styles" mumlede Niall fra sofaen bag mig, hvor han sad og spillede fifa med Liam og Louis. Jeg trak på skuldrene. 

"Valerie er en overklassespige. Jeg vil gerne gøre et godt indtryk"

Jeg kunne næsten fornemme hvordan drengene himlede med øjnene, men de kommenterede det ikke. Den eneste grund til at Valerie overhovedet var gået med til at tage på date med mig i dag, en uge efter jeg havde rendt ind i hende i tennisklubben, var fordi hendes forældre var ude af byen, og vi derfor ikke kunne risikere at rende ind i dem. De måtte åbenbart ikke vide at deres datter skulle ud med en mindre velhavende fyr. 

"Jeg forstår bare ikke hvorfor du går så meget op i det" brummede Liam, uden at vende sig om fra sofaen. "Du har altid kunnet få de piger du pegede på, du er Harry Styles for fanden. Hvorfor vil du så bruge tid med sådan en snob, som tydeligvis ikke er med på ideen? Hvorfor finder du ikke bare endnu en ny pige fra skolen og knalder hende?"

Man skulle tro at jeg ville være blevet sur over den kommentar, men det rørte mig ikke. Jeg vidste godt at Liam havde ret, når han hentydede til at jeg havde været lidt rundtomkring. Jeg tror såmænd bare jeg var nysgerrig når det kom til Valerie, uden helt at vide hvorfor. Var det fordi at hun levede et overklasseliv? Var det egentlig bare det, der gjorde mig nysgerrig? "Jeg ved det ikke" mumlede jeg kort som svar på Liams spørgsmål, og gentog efterfølgende mig selv. "Jeg ved det virkelig ikke". 

18:30

Jeg rullede forsigtigt ned ad villavejen med de enormt dyre huse, og prøvede at spotte hvilket der tilhørte Valerie og hendes familie. Jeg havde trods alt set billeder af det online, i diverse artikler omhandlende hendes forældre og deres luksuriøse liv. Min uduelige GPS var ikke til nogen hjælp, så den havde jeg smidt om på bagsædet for længst. Det tog ingen tid at finde - det var det største af dem alle sammen, placeret lige akkurat i midten.

Langsomt kørte jeg op til den store sorte port der skulle holde ubudne gæster ude, og trykkede knappen til speakersystemet i bund. Der gik ikke lang tid før en herrestemme kunne høres igennem den lille højtaler, som spurgte efter mit ærinde. "Jeg skal mødes med Valerie" svarede jeg højlydt, hængende halvt ude af mit bilvindue for at kunne tale ind i mikrofonen. "Oh, ja. Miss Robertson er klar om et øjeblik" svarede manden kort, og jeg kunne høre hvordan han skramlede med nogle ting i baggrunden. "Hvis du parkerer bilen ude på vejen, skal jeg straks lukke dig ind".

Jeg gjorde som jeg fik besked på, og parkerede min bil ude på vejen i stedet for at køre den ind bag porten. Det var vel egentlig også nemmere når vi skulle køre, at jeg ikke behøvede bakke den ud. Da jeg trådte ud af bilen, åbnede en smallere låge på porten sig, hvor man kun lige akkurat kunne komme igennem. Jeg gik med faste og bestemte skridt hen til hoveddøren, hvor jeg blev taget imod af den selvsamme mand som jeg lige havde talt med igennem speakersystemet.

Han introducerede sig selv som "John Owen" og gav mig hånden, imens han tydeligvis nærstuderede mit udseende for at finde selv den mindste fejl. Forhåbentlig var der ikke nogen, men det var svært intimiderende alligevel. "Harry Styles" svarede jeg, og fulgte efter ham ind i huset. Det første man stødte på når man trådte ind, var en kæmpe entré med skabe, knager og bøjler til overtøj. Lige midt i det hele var en enorm trappe der delte sig i to, og ledte op til første etage. Hvis jeg havde talt rigtigt da jeg gik udenfor, burde der være tre etager udover stueetagen i alt. Det var et gigantisk hus jeg befandt mig i, og jeg ville uden tvivl kunne fare vild her. 

"Du kan bare tage plads. Miss Robertson kommer ned når hun er klar" indskød John Owen, og pegede på en af de utallige stole der også stod placeret i entréen. Jeg takkede og satte mig, inden jeg kastede et hurtigt blik på klokken. Der var stadig god tid. 

Fra hvor jeg sad, kunne jeg se igennem den store døråbning ud til det enorme køkken. Under den todelte trappe løb en lang gang, med døre på hver sin side. Stuen måtte næsten være på den modsatte side bag den lukkede dør, men jeg havde ikke fået en chance for at kigge, da en husholderske havde lukket den bag sig. Jeg sad og grublede over huset i et stykke tid, da jeg ud af øjenkrogen fangede et glimt af en blondine på trappen, på vej ned af trappen til stueetagen. Det var ingen andre end Valerie, selvfølgelig. 

I den smukkeste, bordeaux kjole, med sorte stilletter, håret sat op i en stram knold og smykker der sikkert kostede mere end min families hus, kom hun gående ned af trappen og tog fuldstændig pusten fra mig. Jeg rejste mig langsomt op og lagde højre hånd på hjertet, som var jeg blevet ramt. Hun smilte ved synet. 

"Du ser fantastisk ud" mumlede jeg, og kørte endnu engang en hånd igennem krøllerne. Hun takkede og bukkede en smule. "Du ser heller ikke helt værst ud". 

Efter at have sagt farvel til John Owen, fulgte jeg hende ud til min bil. Hun havde nok fået indtrykket af at jeg var fuldstændig flad, med jeg ejede altså en Audi, og det overraskede hende en smule. Jeg åbnede bildøren for hende, og hun satte sig hurtigt tilrette på lædersædet. "Hvor skal vi egentlig hen?" spurgte hun da jeg langsomt trillede ned af vejen, og gav mig ikke mulighed for at svare før hun fortsatte: "Du sagde kun at jeg skulle tage fint tøj på, men ikke hvorfor". 

Jeg kunne mærke hvordan glæden langsomt boblede i maven, da jeg fortalte hende at det var lykkedes mig at skaffe os et bord på Masa. Egentlig skulle man bestille bord flere uger i forvejen, men Louis kendte en af tjenerne der arbejdede der, og han havde fået os ind. Jeg holdte øje med Valerie ud af øjenkrogen, og hvis jeg skulle være helt ærlig, var hendes reaktion var en smule skuffende. Hun drejede ikke engang hovedet for at kigge på mig, men udstødte bare et forsigtigt "Oh, cool" og formede et forsigtigt smil. 

Jeg kommenterede det ikke men fortsatte bare med at køre, hvilket tog kun omkring et kvarter eftersom hendes hus lå så centralt. Jeg havde egentlig tænkt mig at smutte om på den anden side af bilen og åbne døren igen, men knapt nok havde jeg fået et ben på jorden, før hun svang selv svang den op, trådte ud og smækkede den bag sig. Hendes smil var falmet en hel del siden vi var kørt fra huset, og jeg kunne ikke gennemskue hvorfor.

"Navn?" spurgte tjeneren høfligt, efter vi havde stået og ventet på betjening i et par minutter. Jeg nåede kun lige at nævne mit fornavn, før han fik øje på Valerie og straks smed armene i vejret. 

"Miss Robertson, hvilken ære!" udbrød han, og løftede hendes hånd for at give den et kys. "Jeg må straks se hvad jeg kan gøre, for at få fingrene i deres sædvanlige bord". Hun gav tjeneren et smalt smil og nikkede, hvorefter han spænede hen til det bedste tomandsbord i restauranten, og nærmest smed det ægtepar væk som sad der. Han viftede os ivrigt over til sig, og Valerie tøvede ikke med at gå derhen. Jeg selv, derimod, blev stående et øjeblik i chok. Louis havde fortalt mig at det eneste bord hans ven i restauranten kunne skaffe med så kort varsel, var nær toiletterne - og nu fik vi bordet ved vinduet, med udsigt over hele New York, bare fordi Valerie var med?

Jeg prøvede at ignorere tanken da jeg gik hen til bordet, hvor Valerie allerede havde sat sig ned. Jeg satte mig overfor, og bladrede igennem menukortet. "Ved du allerede hvad du skal have?" spurgte jeg lavmælt, uden at kigge op fra menukortet. Jeg kunne fornemme at hun nikkede, stadig uden at sige noget. Havde jeg gjort noget galt?

"Bare det sædvanlige, Miss Robertson?" spurgte tjeneren da han kom tilbage til vores bord, og hun gav ham et forsigtigt nik. "Ja tak, Raoul". Han vendte sig om mod mig og bad om min bestilling, hvilket jeg straks gav ham. Da han tog imod vores menukort og vendte rundt for at hente en flaske vin, kiggede hun for første gang op og direkte på mig.

"Så, Harry" begyndte hun, og rømmede sig. "Jeg ved egentlig ikke specielt meget om dig". Jeg trak på skuldrene, for hvad var der egentlig at fortælle? Mit liv var ikke specielt interessant, men det virkede ikke som om at hun gad tale om sig selv eller sin familie, så jeg lod en talestrøm af informationer forlade min mund.

"Well, jeg er vokset op I Holmes Chapel i Cheshire, men flyttede til Brooklyn Heights da min mor fik arbejde herovre. Jeg flyttede hjemmefra da jeg fyldte nitten, men min lejlighed er ved at blive renoveret, så for tiden bor jeg sammen med hende og min storesøster. Jeg studerer på St. Francis College og igang med mit andet år, sammen med tre af mine barndomsvenner. Planen er at læse til advokat bagefter".

Jeg kunne se at det interesserede hende, af en grund jeg ikke helt kunne forstå. De piger jeg plejede at gå ud med, ville altid kun tale om dem selv - så det var rart at opleve noget anderledes.

Valerie og jeg blev siddende på restauranten i halvanden time, og som tiden skred frem, løsnede hun sig lidt op. Hun virkede virkelig intelligent og havde stensikkert humor, men det var som om at hun kedede sig. Et par gange faldt hun i staver, imens hun sad og kiggede udover byen. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at spørge ind til det, men gjorde det alligevel da vi sad i bilen og jeg var ved at køre hende hjem. 

"Jeg kedede mig bestemt ikke!" udbrød hun med et lille smil, og drejede sig rundt mod mig. "Jeg var bare træt". 

Det slog knuder i maven da hun kom med den undskyldning, for det lød på ingen måde troværdigt. Jeg havde selv brugt den et utal af gange, når jeg ikke gad ud. 

Da vi kom til hendes hus, steg jeg ud af bilen for at følge hende ind. Hun var dog hurtig til at stoppe mig og sige, at hun sagtens kunne gå ind selv - at hun havde hygget sig, og tak fordi jeg havde betalt for maden. Jeg ved hun mente det godt, men jeg kunne sagtens se hvor tilbageholden hun var, hver gang hun åbnede munden. Hun gav mig et forsigtig kys på kinden og buzzede på speakersystemet, hvorefter John Owen lukkede hende ind. Da hun kom ned af den lange indkørsel, vendte hun sig halvt om og vinkede farvel. Jeg var ikke vant til at blive efterladt på den måde, og slet ikke af en date - derfor gik det mig på. 

"Det gjorde næsten ondt at se på" klukkede en ukendt stemme bag mig, og da jeg vendte mig om, blev jeg mødt af en pige der lignede Valerie på en prik. Det kunne jo kun være hendes tvillingesøster - jeg havde nær overset pigen der gemte sig halvt bag hendes ben, som umuligt kunne være mere end ti år gammel. Det lignede en yngre version af Valerie, så det måtte jo passende være deres lillesøster. De havde begge en vaffelis i hånden, og siden Valerie og jeg var kørt forbi en lille lokal isbod på vejen ned til Masa, måtte de jo næsten have været dernede og hente is. De var dog begge iført fine kjoler, hvilket virkede en smule overdrevet. 

"Du må være Sophia" mumlede jeg som svar, og ignorerede fuldstændig at hun egentlig havde gjort grin med mig. Hun nikkede, og jeg skiftede derfor fokus til den lille pige bag hendes ben. "Og du må være Mila". Det var som om at hun fik mere mod da hun hørte hendes navn blev nævnt, og hun trådte derfor et skridt til siden så jeg kunne se hende ordentligt. "Og hvem er du?" spurgte hun forsigtigt, hvilket jeg ikke kunne lade være at grine af. Jeg satte mig ned på hug så jeg var i hendes højde, og gav hende hånden. "Mit navn er Harry. Jeg er en af din storesøsters venner". 

Hun kiggede forvirret op på Sophia, som grinende rystede på hovedet. "Den anden storesøster, Mila. Han er venner med Valerie". Hun vendte blikket tilbage på mig, som om hun prøvede at gennemskue hvem jeg var som person.

"Jeg er overrasket over at little-miss-altid-på-tværs overhovedet har nævnt os" sukkede Sophia efter et stykke tid, og jeg rynkede brynene. Hvad mente hun med det? Hun kunne se at jeg stod og grublede over hendes ord, og tog sig derfor den ulejlighed at forklare det selv. 

"Altså, jeg elsker Valerie - hun er den bedste tvillingesøster man kunne ønske sig. Men hun hader vores luksuriøse liv, og hvis jeg skal være ærlig, er jeg en smule overrasket over at du ikke har opdaget det selv. Hun hader at hun altid skal gå i noget bestemt tøj, ikke må være sammen med bestemte personer og skal opføre sig på en bestemt måde. At vi skal bo i sådan et kæmpe hus, når vi kun er fem mennesker. Hun hader at vi har behov for en tjener, en privatchauffør, en poolrenser og tre husholdersker. Hun hader alt der er glamourøst. Hun interesserer sig en del for sport og elsker at feste, men det er sjældent hun får lov til at vise det. Hvis det stod til hende, skulle vi hellere bo i en lille alsidiges hytte, langt ude i skoven. Eller endnu værre, i Brooklyn!"

Sophia grinte et stykke tid over sine egne ord, indtil jeg rømmede mig og sagde at jeg var fra Brooklyn Heights. Så var det pludselig ikke så sjovt mere. Men så gav hele aftenen pludselig mening - jeg havde ændret mig fuldstændig, taget mit fineste tøj på og prøvet at spille en overklassedreng for at komme ind på livet af Valerie, når jeg i virkeligheden bare skulle have været mig selv. Alt det Sophia sagde at Valerie ville have, det havde jeg. Og jeg havde fuldstændig ødelagt mine chancer, ved at ændre mig selv.

"Selvom det var super hyggeligt at møde dig Harry, tror jeg at Mila og jeg smutter indenfor igen. Kom sikkert hjem"

Jeg kiggede op og nikkede, eftersom jeg måtte have stået i mine egne tanker. Jeg løftede hånden en enkelt gang for at signalere farvel, og pigerne listede hurtigt ind igennem lågen i porten. Selv satte jeg mig ind i min bil og funderede over aftenen en enkelt gang mere, inden jeg satte kursen mod Brooklyn Heights. Valerie havde vækket min nysgerrighed, og jeg blev nødt til at rette op på tingene. Det blev jeg simpelthen bare nødt til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...