Opulence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2018
  • Opdateret: 4 jun. 2018
  • Status: Igang
Fortællingen om den forførende advokataspirant og rigmandsdatteren fra Manhattan - hvordan et tilfældigt møde med den 18-årige overklassespige, Valerie Britt Robertson, fuldstændig vender op og ned på hverdagen for den populære Harry Styles fra Brooklyn Heights. For selvom Harry og Valerie kommer fra to forskellige verdener, har han ikke tænkt sig at give op på deres forhold - på trods af, at han ikke falder i hendes fine forældres smag. Valerie hader nemlig det udadtil perfekte overklasseliv og vil langt hellere leve som en helt normal teenager, hvilket resulterer i at hun sammen med Harry sniger sig ud i flere måneder, for at udforske det "mindre kendte natteliv" samt de mindre kendte dele af New York, fuldstændig inkognito.

12Likes
2Kommentarer
1179Visninger
AA

2. Ⓗ CHAPTER ONE

CHAPTER ONE - NEW YORK BY NIGHT - OKTOBER


Regnen piskede ned i stride strømme, da jeg løb den korte afstand fra min hoveddør og hen til bilen. I et hurtigt snuptag havde jeg hevet døren op, og smidt mig ind på førersædet. Vejret i New York var som altid utilregneligt, men jeg havde egentlig heller ikke forventet så meget andet - og det var på trods af at det ikke var mere end et par dage siden, at solen havde stået på sit højeste henover byen.

Jeg spejdede forsigtigt henimod det lille digitalur i bilen, som viste at klokken var lidt over et om natten. Jeg var ikke helt sikker på hvorfor jeg sad i min bil eller hvor jeg skulle køre hen, men jeg vidste at jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Alt for at slippe følelsen af, at sidde fast det samme sted.

Der var næsten ingen mennesker eller biler på gaden, på trods af at det var fredag - de fleste havde stensikkert søgt ly på byens diskoteker, eller været fornuftige og var blevet hjemme under dynerne. Og så var der mig. Selvom mine tre bedste venner, Liam, Niall og Louis, havde plaget mig om at tage med dem i byen, havde jeg sagt nej på trods af at jeg ikke havde andre planer. Jeg var bare ikke i humør til det.

Jeg kørte rundt i byen i et stykke tid, uden et specielt formål. Vel i omkring en halv time, eller tre kvarter. Først herefter parkerede jeg bilen på en nærliggende parkeringsplads bag et supermarked, og eftersom at regnen langsomt var stilnet af, gik jeg ud af bilen for at ryge en smøg. Det var en virkelig dårlig vane. 

Jeg lænede mig forsigtigt op af køleren på bilen og fandt min lighter frem, imens jeg scrollede igennem det utallige antal af beskeder jeg havde fået i løbet af den seneste time på min telefon. Jeg svarede ikke på nogen af dem - heller ikke på dem fra min ulidelige ekskæreste, som spurgte om jeg ville komme hjem til hende. Det virkede lidt ligegyldigt det hele. 

Telefonen røg hurtigt tilbage i min lomme, selvom jeg endnu ikke havde sat mig ind i min bil. Jeg prøvede bare at nyde stilheden som havde sneget sig ind på mig, eftersom at jeg var kommet et stykke ud af byen, hvor al larm og musik derfor ikke længere var et problem. Hvis jeg koncentrerede mig nok, kunne jeg faktisk lukke det hele ude. 

Det var først da jeg tog det sidste hvæs og skoddede min cigaret, at et lysglimt fangede mit øje. På bakketoppen et stykke længere væk kunne jeg ane to svage lyskegler, som umuligt kunne komme fra andet end en bil. Jeg kiggede ned på mit armbåndsur som viste at klokken næsten var blevet to, og kunne ikke lade være at spekulere over, hvem der dog ville køre op og holde på en bakke, på denne tid af natten.

Det tog mig ikke mange øjeblikke at bestemme, at jeg ville finde ud af det. 

Jeg satte derfor kurs mod bakken, som var længere væk end hvad jeg ellers lige havde troet. Af frygt for at køre af vejen, sørgede jeg for at trille forsigtigt fremad på det glatte underlag. På toppen af bakken holdt der rigtignok en lille hvid bil med lygterne tændt, og på køleren sad en ung pige svøbt ind i et tæppe. Hun rykkede sig ikke den mindste smule, da jeg parkerede ved siden af hende. 

"Hey, er du okay?" mumlede jeg hæst, da jeg var trådt ud af min egen bil og havde smækket døren bag mig. Hun nikkede, stadig uden at kigge på mig. Jeg ville ikke virke alt for frembrusende, så jeg undlod at gå henimod hende. I stedet kiggede jeg i samme retning som hende, og først her lagde jeg mærke til hvor fantastisk en udsigt der var henover New York. Lysene fra husene, broerne og andre bygninger i byen lyste alting op, i mange forskellige farver. Det var utroligt at jeg aldrig havde vidst, at man kunne komme herop.

"Hvad laver du egentlig her?" mumlede pigen henkastet, da jeg i stilhed havde stået og betragtet udsigten i et par minutter. Jeg kiggede diskret over på hende, og denne gang kiggede hun tilbage. "Jeg kunne spørge dig om det samme". Hun sukkede lavmælt og vendte blikket væk fra mig igen, tydeligt utilfreds med mit svar. Jeg ved ikke hvorfor, men hun fascinerede mig en smule. Hun havde tydeligvis siddet her i et stykke tid, for hendes hår var stadig vådt fra regnen, men jeg kunne ikke helt finde ud af meningen med det hele.

"Jeg så lysene fra din bil" begyndte jeg, og lagde hænderne i lommen. "Og jeg blev simpelthen nødt til at finde ud af, hvem der dog ville køre herop midt om natten, og hvorfor". Den sidste del af sætningen formulerede jeg som et spørgsmål, og håbede på at hun ville forstå en hentydning. Hun smilede forsigtigt og kiggede ned i sit skød, velvidende om at hvad hun havde gang i, var en smule usædvanligt. 

"Jeg tænker" røbede hun, og trak på skuldrene. "Jeg tager altid herop når jeg har brug for en tænkepause". 

Jeg svarede ikke, men gik i stedet henimod hendes bil. Mit blik fangede hendes, og hun kiggede ikke væk. Først da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se alle detaljerne på hendes ansigt - helt fra de små fregner der let strøg henover hendes næse, til det lille ar hun havde på hagen og det udtværerede makeup der løb ned af hendes kinder. Hun var smuk, og jeg kunne ikke lade være at smile ved synet. "Hvad har du gang i?" klukkede hun, og gengældte mit smil. Jeg slog armene ud i vejret, og så opgivende udover byen. "Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg det ikke engang selv".  

Det var som om at hun lige skulle tænke over situationen - og derefter gik der ikke mange øjeblikke før hun rykkede sig længere til venstre på køleren, som tegn på at jeg skulle sætte mig ved siden af hende. Jeg gav hende et forsigtigt 'er du sikker?' blik, og hun nikkede. På trods af omstændighederne, virkede det på ingen måde mærkeligt. Hun rakte mig sit termokrus der var fyldt til randen med kaffe, hvilket jeg taknemmeligt tog imod - og så sad vi der.

To fremmede mennesker, side om side, med New York for vores fødder. 

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun efter et par minutter i stilhed, stadig uden at kigge op. Hun virkede nervøs. En smule uskyldig, faktisk. Hun sad stadig med tæppet omkring sig, hvilket fungerede som en slags barriere mellem os. "Harry" svarede jeg kort, og vendte mig mod hende. "Hvad med dig?"

Hun rynkede brynene en smule og studerede indiskret mit ansigt, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine af. Det bragte også et smil til hendes læber, men hun bevarede alligevel en ved-du-virkelig-ikke-hvem-jeg-er attitude, hvilket fik mig til at tænke over om hun måske gik på samme skole som mig. På et eller andet punkt virkede hun faktisk bekendt. Jeg skulle lige til at spørge ind til det, da hun afbrød mig. "Valerie". Hun kneb forsigtigt øjnene sammen og fangede mit blik, imens hun gentog sig selv. "Mit navn er Valerie". 

Den næste time brugte vi på at tale om alt og intet. Selvom hun var en smule tilbageholdene når det kom til hendes familie, fortalte hun mig alligevel at hun boede sammen med sine forældre, tvillingesøster og lillesøster, nær The Empire State Building på Manhattan. Den dyreste del af landet, hvis jeg ikke tog helt fejl. "Jeg er fra Brooklyn Heights" havde jeg sagt, og peget ned mod broen ved navn 'Brooklyn Bridge', der binder Manhattan og Brooklyn sammen. Vi boede altså på hver vores side af vandet. 

"Så" begyndte jeg, og tog endnu en tår af hendes kaffe inden jeg gav hende kruset tilbage, imens skammede mig en smule over næsten at have tømt det. "Hvilken skole går du på?". Hun kneb forsigtigt øjnene sammen og truttede ubevidst med læberne, inden hun selv tog en tår af kaffen. "Trinity" svarede hun kort, og jeg rynkede brynene. Så vidt jeg vidste var Trinity en high school - en privat high school, for at være mere præcis - og ikke et college. Så hvor gammel var hun egentlig?

Det var næsten som om at hun kunne læse mine tanker, da hun svarede på spørgsmålet før jeg overhovedet havde stillet det. "Jeg er 18 år. Men jeg får tit fortalt, at jeg ser ældre ud". Jeg nikkede med et smil for at indikere at det var rigtigt, for hun så en smule ældre ud - men hun var altså et par år yngre end mig. "Gør det noget?"

Jeg kiggede en smule chokeret hen på hende, og rystede på hovedet. "Det gør ikke spor" udbrød jeg, og talte hende efter munden. Hun vidste godt at jeg var igang med mit andet år af college, så det virkede til at det også var okay for hende. Jeg var ikke helt sikker på om det betød at hun ville se mig igen, men før jeg kunne nå at spørge, var hun allerede hoppet ned fra bilen og kiggede panisk på sit armbåndsur. 

"Undskyld, Harry" begyndte hun da hun så mit forvirrede ansigtsudtryk, og smed sine ting ind på bagsædet. "Men jeg anede ikke at klokken var blevet så mange, og jeg skal tidligt op i morgen". 

Jeg ville have bedt om hendes telefonnummer, det ville jeg virkelig - men hun havde så travlt med at komme afsted, at det slet ikke var en mulighed. De sidste ord hun sagde inden hun kørte var "jeg har virkelig hygget mig", og ikke engang det nåede jeg at svare på. Jeg blev stående præcis det samme sted de næste par minutter og observerede hvordan hun drønede ned af bakken i den lille hvide bil, imens regnen stille begyndte at dryppe fra himlen igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...