Dawnbreaker: Elathian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2018
  • Opdateret: 11 sep. 2018
  • Status: Igang
"Livet er, og skal ikke være nemt." Cait så op, mod det hun forestillede sig var Jake som talte med hende, men som i virkeligheden var hendes egen fantasi og tanker blandet sammen.

"Jeg ved det godt." Svarede hun.. "Burde jeg vende tilbage? Burde jeg lede efter Amy?" Jeg forestillede mig hvordan Jake ville ha' trukket på skuldrene og funderet over spørgsmålet.

"Hvad er bedst for hende?" Spørgsmålet gjorde mig kun mere forvirret. Én ting var efterhånden hvad der var bedst for hende, og en anden var hvad der var bedst for mig..


Tiden var ved at løbe ud for os alle sammen..


I Elathian, afslutningen på Dawnbreaker serien, følger vi Amy, Caleb og Damien i deres søgen efter Pugna hovedkvarteret, og den resterende del af modstands bevægelsen.

Er Cait stadig i live? Vil det lykkes dem at overvinde Ashley og hendes hold af Vendetes? Og hvilken pris må betales i tilfælde af sejr?


Lad krigen begynde.

0Likes
0Kommentarer
583Visninger
AA

4. ~ 4 ~

Caleb

 

Caleb trak på smilebåndet mens han gik rask afsted for at indhente de resterende foran. Amy og Damien skulle nok komme når han han havde fået luftet det han ville sige.

 

Han blev nok aldrig sin “svigerfars” kop the (for pokker, ingen i dalen havde nogensinde skulle tage sig af det når de hentede én ind udefra!!) men i og for sig var det Damiens problem, og ikke hans. Amy var stærk nok til at sige fra, hvilket han slet ikke var i tvivl om at hun nok skulle gøre.

 

Men forestillingen om Amy med hans hvalpe… Tanken tiltrak ham kun mere jo mere han tænkte på det. Hun ville blive en fantastisk mor, det var han slet ikke i tvivl om. Han gik lidt i sine egne tanker da Amy kom løbende op på siden af ham.

 

“Nå, hvordan gik det så?” Amy gryntede noget uforståeligt og så væk.

 

“Så godt? Ok” Han prikkede lidt til hende, nok ikke det smarteste med hendes dårlige humør men han kunne ærlig talt ikke lade være. Hun var så kær når hun var irriteret.

 

“Jeg vil stadig gerne vente.” Sagde hun lavt. Først var han ikke helt med på hvad hun talte om, men fik hurtigt sporet ind på deres forrige samtale igen.

 

“Det er også ok, men jeg kan ikke vente for evigt.” Lod han hende ærligt vide - han havde svært nok ved at vente allerede nu. Ulven i ham, Fenris, længtes efter det.

 

“Jeg…” Hun tav, og så op på ham med sørgmodige øjne. “Caleb du havde en normal opvækst. I hvert fald de første 6 år - og derefter havde du trods alt Abigail og Jeremiah. Jeg ved ikke hvad normalt er - før jeg mødte dig var jeg på flugt hele livet. Jeg ved ikke hvordan jeg opfostre et barn, for slet ikke at tale om opdragelsen.” Som hun talte blev panikken mere tydelig i hendes stemme som bekymringerne flød ud af hende.

 

“- for slet ikke at tale om hvor vi skulle bo!! Caleb!!” Hun nærmest sukkede hans navn opgivende, og så bedende på ham “Jeg.Kan.Ikke.Blive.Gravid.nu!” Hun skar det ud i pap, og hendes panik blot ved tanken om at skulle starte en familie nu gled over i Calebs sind, og han sukkede.

 

“Vi venter… Men jeg er ikke vild med det.”

 

“Behøver du heller ikke at være.” Svarede hun mut, og gik med armene over kors. Han troede lige at han havde brudt igennem hendes værn, fået lidt af den gamle Amy tilbage, men måtte se sig snydt. Det kunne kun gå for langsomt med at komme til Pugna så der kunne komme ro på!

 

~*~

 

“Ok, vi slår lejr her for natten. I morgen tager vi det sidste stræk og når frem til Pugna.” Bekendtgjorde Tomas. Alle omkring dem tog deres oppakning af ryggen og begyndte at sætte teltene op.

 

Pugna kvarteret lå omkring en uges rejse fra New York City. Langt nok væk til at Ashley og Superi ikke lige fandt dem, men tæt nok på til at et evt. angreb ville være muligt.

 

“Jeg er straks tilbage.” Lovede han, efter at teltet var blevet rejst. Amy nikkede blot uden at se på ham, hun var stadig muggen. Hun kravlede ind i teltet, klar til at sove allerede.

 

Han sukkede lydløst og så sig omkring. Han havde fået en idé, og han var nødt til at vende det med én han ikke havde ret meget lyst til at tale med. Men for at få det her afsluttet hurtigst muligt, så han og Amy kunne begynde at leve deres liv, var han villig til at sluge en hvilken som helst kamel. Caleb gik rundt i lejren til han fandt personen han ledte efter.

 

“Damien, kan jeg låne dig i 2 sekunder?” Caleb stod med armene over kors, og afventede Damiens svar. Han var kun nogle få centimeter højere end Caleb, men Calebs fysisk var langt bedre og mere iøjnefaldende, han følte sig ikke det mindste truet af sin svigerfar (eller en hvilken som helst anden dawnbreaker)

 

“Selvfølgelig.” Damien nikkede en enkelt gang som en afsked, til Sarah, menneske kvinden han fulgtes med (Caleb forstod stadig ikke helt hvad hun lavede her, og hendes lugt tydede også på at hun var mere end menneske, men han kunne ikke helt placere det) og fulgte efter Caleb. De gik hen til udkanten lejren hvor de kunne tale uforstyrret.

 

“Hun er stadig sur?” Spurgte Damien med et smørret smil og så ud mod horisonten. Caleb svarede med et grynt. “Jeg kan ikke fortælle dig hvor mange gange hun gav mig den kolde skulder når vi var oppe at skændes.” Huskede Damien tilbage. “- Det tog som regel ikke ret meget mere end et par timer for hende at blive god igen, men i mellemtiden fik man lov til at syge i sit eget fedt.” Caleb nikkede indforstået.

 

“Men jeg tænker ikke at du ville tale om Amy?” Damien skævede mod Caleb.

 

“Nej.” Caleb foldede armene foran brystet og vendte sig for at stå med fronten mod Damien. “Hvis Superi er halvt så stærke og mægtige som i har givet udtryk for, så får vi brug for hjælp.”

 

“Hjælp?” Damien løftede et øjenbryn i delt forvirring og interesse mens han afslappet stod med hænderne i lommerne.

 

Caleb nikkede. “Der er mindst 3 store territorier af varulve i nærheden. Jeg kan besøge deres alpha og bede om deres hjælp.”

 

Damien fnøs da han forstod hvad det var Caleb mente. “Og hvorfor skulle de dog hjælpe os?” Han så ud mod horisonten igen uinteresseret.

 

“Fordi Superi er en ligeså stor trussel mod dem, som de er for jer og menneskene. Det er ikke lutter eventyr de ting Amy har fortalt.” Caleb blev lettere irriteret over at Damien på den måde fejede hans idé af vejen. “- Men hvis du ikke mener at mit folk er stærke nok til at hjælpe skal i fandme nok også blive fri.” Caleb vendte sig vredt og havde allerede taget 3 skridt væk.

 

“Vent! Det var ikke det jeg mente.” Han så sig over skulderen mod Damien som nærmede sig langsomt. “Varulve er nogle af de mest brutale kæmpere jeg længe har set, stærkere og hurtigere end de fleste hunters.” Caleb kunne høre oprigtigheden i hans stemme. “- og hvis du mener at du kan få dem overtalt skal du være mere end velkommen. Jeg er bare ikke vild med at blande flere ind i denne interne fejde, men du har ret… Vi har brug for hjælpen.”

 

“Bare…” Damien så ned i jorden med armene i siden. “Vent med at sige noget til nogen. Indtil videre holder vi det mellem os to. Jeg vil ikke have at rygtet spredes i lejren at vi får hjælp af varulvene hvis de ikke kommer. Det vil kun ødelægge moralen yderligere.” Caleb forstod ham uden problem - han var selv klar over den opgave han stod overfor. Alphaerne her i Amerika var uden tvivl opmærksomme på Dawnbreakerne, og var nok ikke interesseret i at hjælpe - Men Caleb var nødt til at prøve. For Amy’s skyld.

 

“Selvfølgelig.” Caleb nikkede og gik tilbage mod lejren. Han måtte planlægge hvordan han kunne slippe uset væk, og hvad han skulle fortælle Amy. Han hadede at han måtte lyve overfor hende, men hvis det lykkedes var han sikker på at hun ville forstå.

 

Han vendte tilbage til teltet til en Amy der lå og krammede den ene rygsæk mens hun sov trygt. Han hev trøjen over hovedet og lagde sig ned bag hende. Hun sukkede blidt i søvne og skubbede sig bagud tættere til ham. Caleb fejede blidt håret væk fra hendes pande og kyssede hende blidt der.

 

“Jeg elsker dig.” Hviskede han og lagde sig til at sove ved hendes side.

 

~*~

 

At have troet at Amy’s humør var blevet bedre dagen efter når de nu var så tæt på Pugna havde været utopi. Hun havde praktisk talt en konstant mørk sky over sit hovedet, selv Damien holdte afstand, men han var nok også lige så nervøs som Amy. Ingen af dem havde set Amy’s mor i 13 år.

 

I stedet for at love hende at alt nok skulle gå, nøjedes Caleb med at flette sine fingre ind i hendes og knuge hendes hånd. Hun klemte tilbage og trak vejret dybt.

 

“Jeg er nervøs.” Hviskede hun stille.

 

“Det forstår jeg godt.” De var ved at være meget tæt på, Caleb undrede sig over at de endnu ikke var blevet mødt af en form for vagt eller lignende. De var vel ikke så dumme at de lod det omkringliggende område være ubevogtet? Medmindre at der ikke var flere ved Pugna??

 

Han havde knap tænkt tanken til ende før at de til dels var omringet af omkring 20 vagter. Amy og Caleb var i fronten sammen med Damien og Sarah. Tomas havde ledt an med enkelte vagter.

 

“Tomas.” Et af vagterne nærmede sig ham med faste skridt, tog hans hånd og lagde mod sin pande. “Vel mødt, vi var ikke sikre på at flere ville komme.”

 

“Flere?” Spurgte Tomas lettere forvirret, mens han gav tegn til at gruppen atter skulle bevæge sig.

 

“Indenfor de sidste par måneder har flere og flere grupper fra hele landet sluttet sig til os - det samme har gjort sig gældende for Superi. Det er svært at sige hvem af os der er flest.” Tomas nikkede vidende.

 

“Men vi er glade for at i er her. Følg med, vi tager jer til lederne.” Caleb kunne mærke hvordan Amy’s hjerte fór afsted, hurtigere for hvert skridt de tog.

 

Vi gør det her, sammen. Mindede Caleb hende om i sindet, og gav hendes hånd et klem. Amy nøjedes med at nikke, med øjnene fikseret foran dem.

 

De nærmede sig noget der lignede nogle gamle bunkere, og da de var omkring 50 meter derfra åbnede portene. I løbet af ingen tid havde Amy sluppet hans hånd, skubbet sig forbi de forreste og løbet imod portene. Caleb stak i løb efter hende og da hun stoppede op omkring 10 meter derfra, gjorde han det samme men holdte sig lidt bag hende.

 

Selv derfra kunne han se hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig mens hun spejdede ind i mørket i tunnelen som portene havde gemt på.

 

De hørte skridtene først, og kort efter kom skikkelserne til syne i mørket.

 

“Tomas! Velkommen!” En ældre dawnbreaker, sandsynligvis fra samme tidsalder som Tomas, hilste dem. Flere skikkelser kom til syne i porten og Caleb fornemmede hvordan Amy blev mere og mere mismodig, for til sidst og falde ned på knæ.

 

Hun er her ikke… Hulkede hun i sit sind, mens hun udadtil var relativ upåvirket. Damien var oppe på siden af siden af hende næsten samtidig med Caleb og lagde trøstende en hånd på hendes skulder.

 

“Det er ok…” Hviskede Damien, satte sig ned på hug og hev Amy ind i sin favn.

 

“Damien?” En kvindestemme fik dem alle 3 til at se op mod tunnelen. En slank kvinde, med langt brunt hår var stoppet op udenfor porten og så på de 3 som om hun ikke troede sine egne øjne. Kort efter dukkede en høj, mørkhåret mand ud af tunnelen og stillede sig beskyttende bag hende.

 

“Det var lige godt sørens” Klukkede han smørret.

Damien så kort på Caleb, som et lydløst spørgsmål om han havde Amy og rejste sig mod de mennesker han tydeligvis kendte.

 

“Jennifer! Drew!” Han hev dem begge ind i sin favn og de stod sådan længe. Caleb holdte Amy hårdt ind til sig, hendes indre mismod var stille begyndt at sive igennem.

 

De løsrev sig fra hinanden, og hende som hed Jennifer så hen på Amy og Caleb med hovedet let på skrå. Hun nærmede sig med forsigtige skridt.

 

Hun satte sig på hug foran dem og så interesseret på Amy. Caleb lagde beskyttende sine arme omkring hende og knurrede let. Jennifer holdte en hånd op mens hun så blidt på Caleb.

 

“Du er Amy.” Konstaterede hun, uden at nogen havde fortalt hende det. Caleb så uforstående på hende, og dernæst bag hende da endnu en skikkelse viste sig i døren.

 

Amy så det også, og fjernede sig blidt fra Calebs favntag mens hun rejste sig. Jennifer matchede hendes bevægelser og rakte en hånd frem mod tunnelen med et smil for at lede Amy på vej.

 

Amy gik med tøvende skridt nærmere. Da hun talte var hendes stemme mere håbefuld og sårbar end han nogensinde havde hørt hende før.


 

“Mor??”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...