Dawnbreaker: Elathian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2018
  • Opdateret: 13 aug. 2018
  • Status: Igang
"Livet er, og skal ikke være nemt." Cait så op, mod det hun forestillede sig var Jake som talte med hende, men som i virkeligheden var hendes egen fantasi og tanker blandet sammen.

"Jeg ved det godt." Svarede hun.. "Burde jeg vende tilbage? Burde jeg lede efter Amy?" Jeg forestillede mig hvordan Jake ville ha' trukket på skuldrene og funderet over spørgsmålet.

"Hvad er bedst for hende?" Spørgsmålet gjorde mig kun mere forvirret. Én ting var efterhånden hvad der var bedst for hende, og en anden var hvad der var bedst for mig..


Tiden var ved at løbe ud for os alle sammen..


I Elathian, afslutningen på Dawnbreaker serien, følger vi Amy, Caleb og Damien i deres søgen efter Pugna hovedkvarteret, og den resterende del af modstands bevægelsen.

Er Cait stadig i live? Vil det lykkes dem at overvinde Ashley og hendes hold af Vendetes? Og hvilken pris må betales i tilfælde af sejr?


Lad krigen begynde.

0Likes
0Kommentarer
413Visninger
AA

2. ~ 2 ~

Damien, nutid

 

“Hallo, jorden kalder?” Damien så op forvirret og mødte Sarahs øjne.

 

“Undskyld, jeg var helt-“

 

“Ja du var fuldstændig fortabt i dine tanker, det kunne enhver idiot se” Hele holdet af rejsende holdte en kort pause, og Damien havde fundet læ under et stort grantræ, mens sneen dalede langsomt omkring dem. De nærmede sig den Canadiske/Amerikanske grænse hurtigt. Sarah bredte et lille tæppe ud ved siden af Damien og satte sig.

 

“Så…” Begyndte hun. “Amy og Caleb?” og nikkede over mod parret der stod lidt fra dem. Damien fnøs i misbilligelse.

 

“Hun er slet ikke gammel nok.” Sarah lagde hovedet på skrå og så spørgende på Damien.

 

“Gammel nok til hvad? Til kærlighed??” Spurgte hun kritisk. “Bare fordi hun ikke er som sin far og venter 600 år-“ Damien blev så overrasket at han spyttede den kaffe ud han netop havde taget en slurk af. “Hvad??” Spurgte hun lettere fornærmet.

 

“Først og fremmest er jeg ikke hendes f… hendes rigtige far.”

 

“Nej det er jeg godt klar over - men ingen er i tvivl om det bånd i har imellem jer.”

 

“Dernæst!” Fortsatte han, og så lidt mere strengt på Sarah. “Det andet er imellem os.”

 

“Er det ikke altid?” Spurgte hun kækt og blinkede. Hun så sig omkring, og snød sig til et hurtigt kys på hans kind som efterlod Damien mere rød i hovedet end hvad han egentlig brød sig om, mens han forbløffet holdte hånden over hvor hendes læber havde brændt ham få sekunder forinden.

 

Han anså sig selv som en leder, et forbillede. Han måtte fortsætte med at være det gode eksempel, selvom det betød at holde det mellem ham og Sarah hemmeligt… I hvert fald lidt endnu.

 

Han lænede hovedet tilbage mod stammen, lukkede øjnene og huskede tilbage på dén aften.

 

~*~

 

Måneder tidligere

 

De sad små 100 meter væk fra Aiden’s hold. Damien trak vejret langsomt, men dybt mens han talte modstanderne. Dawnbreakeren der skulle ha’ holdt vagt var selv døset let hen, og var et let mål for de to. Han lå nu bag dem, med hovedet uhyggeligt vredet omkring.

 

“10 i alt.” Hviskede han til Sarah, som efter at have opdaget sine kræfter pludselig så farlig ud, især med hendes øjne fikseret på den sovende Aiden.

 

“Han er min.” Hviskede hun arrigt, og før han kunne nå at stoppe hende var hun sunket i knæ og hoppet meget højt, i retningen af hvor deres mål lå og sov.

 

“For h…” Damien skyndte sig frem fra sit skjul, og fik knækket nakken på de første 3 sovende elathians. Han nød ikke at dræbe sine egne, men for at beskytte Amy og Sarah ville han gøre hvad end der var nødvendigt.

 

“Y’aaaaarh!!!” Sarahs vrede skrig rev gennem luften da hun landede hårdt med en fod på hver side af Aiden og hendes hånd stramt om hans strube. Dét træk fik resten af holdet til at vågne.

 

I løbet af ingen tid var 3 hunters på benene og var næsten ved hende. Aiden løftede hånden og gav tegn til at de skulle stoppe.

 

“Gør det bare. Du vil jo gerne.” Lokkede Aiden, med en kold stemme og et smørret smil. Sarah trak vejret hurtigere og klemte til omkring hans hals.

 

“Du tror ikke at jeg kan!” Konstaterede hun retorisk og hendes ansigt nærmede sig hans. Resten af holdet var nu på benene og stod omkring dem i en kreds, parat til kamp.

 

“Selvfølgelig kan du ikke det. Du er alt for sød Sarah. Du sagde aldrig imod, ikke på noget tidspunkt. Ikke engang da jeg dræbte hele din familie og tog dig med.” Hendes krop stivnede, og tårer vældede op i hendes øjne.

 

“Du…Det var ikke en drøm…” Hviskede hun for sig selv vantro. Han udnyttede situationen, og i et ryk fik han skubbet hende hårdt af sig, så hun faldt 2-3 meter væk. Damien løb over til hende og hjalp hende op at stå. Sarah skælvede voldsomt og trak vejret i hurtige hvæs.

 

“Hvor meget vi end havde brug for at i førte os til barnet, skal jeg være ærlig at sige at jeg håbede på dette.” Proklamerede Aiden og lænede hovedet fra side til side mens han rullede med skuldrene.

 

“Og hvad med dette?” Spurgte en stemme flere meter bag dem. Før nogen af dem havde lagt mærke til dem stod der 3 hvid-camouflerede dawnbreakers ved hver af Aidens kæmpere, samt 1 hos Damien og Sarah.

 

“Tænk, jeg troede aldrig at jeg skulle se dig så langt nordpå.” Damien vendte sig langsomt.

 

“Tomas…” Både sagt som en konstatering og en hilsen, vist ved at Damien bøjede hovedet let.

 

“Hvad angår dig.” Tomas rettede blikket mod Aiden, som så nonchalant tilbage på Tomas, umiddelbart upåvirket af situationen.

 

“Du er ikke velkommen her. Det samme gælder din gruppe. Forsvind.” De camouflerede krigere trådte et skridt tilbage fra Aidens hold.  

 

“Er du sikker på at du vil det her? Et åbent opgør mod Superi?” Spurgte Aiden, næsten som en invitation.

 

“Du fortæller Ashley hvad end du har lyst til. I får nøjagtig en time til at nå grænsen, ellers vil mine hold finde jer. Og tro mig, i vil ikke opdage dem før det er for sent.” Aiden holdte hænderne oppe i overgivelse.

 

“Efterlad ligene” Proklamerede han til sit hold, hvorefter han langsomt gik baglæns.

 

“Vi ses igen.” Sagde han henført, med blikket fæstnet på Sarah. De gled bagud i skyggerne fra træerne og var væk kort efter.

 

“Med dem af vejen…” Startede Tomas og vendte sig mod Damien og Sarah. “I trænger vist til noget varmt.” Sagde han medfølende og hans øjne hvilede kort på Sarah, og nikkede derefter respektfuldt til Damien.

 

Hans hverv som træner på Alaska gjorde at han havde kontakter i stort set alle grupper, og blev respekteret af mange. Noget som sikkert var deres redning i netop denne situation.

 

De gik efter Tomas og hans camouflerede kæmpere (som Damien af en eller anden grund ikke kunne fornemme hvilken gren de tilhørte. Måske på grund af camouflagen?) Sarah gik nærmest i en trance ved hans side mens hun fortsat skælvede. Han holdte armen lidt tættere omkring hende, for på en måde at skærme hende for den smerte hun måtte føle lige nu.

 

Efter omkring en times gang i sneen nærmede de sig nogle store porte udhugget i bjergsiden. Han havde hørt om Canada gruppens overdådige tilholdssted, men havde aldrig før set det med egne øjne. De 2 vagter stationeret ved portene åbnede for dem da de nærmede sig.

 

“Er det normalt for jeres matriark at følge med ud på opgaver?” Spurgte Damien den nærmeste dawnbreaker. Vedkommende hev huen ned, tog ski brillerne af, og tørklædet der dækkede munden.

 

“Ikke udpræget” Hun rystede hovedet så hendes hår blev revet fri fra den tykke jakke. “Men ved truslen fra Superi kan hverken vi, eller Tomas, blive ved med at vende det blinde øje til.” Damien huskede hende klart. Fra den 2. sidste årgang, et af de bedste kvindelige hunters han nogensinde havde haft fornøjelsen af at træne.

 

“Det er længe siden Carla.” Hun smilede skævt.

 

“Det må man sige. Små 300 år? Tiden går stærkt.”

 

“Ja, desværre.” Kommenterede en soulhealer som gik foran dem. De vidste alle at eftersom de var dødelige var tid nu noget som rent faktisk løb ud for dem. Og det hurtigere end hvad nogen af dem brød sig om.

 

“I trænger til hvile. I kan være her i nat” Tomas stod ved en åben dør og holdte hånden ud for dem.

 

“Vi ses.” Sagde Carla blinkende, og fortsatte ned af gangen med resten af holdet.

 

“Vi bliver nødt til at ta-” Tomas holdte en hånd op, og afbrød Damien.

 

“I har behov for en nats søvn. Vi kan tale i morgen. Vi skal nok hjælpe jer med at finde Amy og få hende i sikkerhed.” Damien så spørgende på Tomas, hvordan kunne han nogensinde ha’ fundet ud af det? Selv Ashley’s bedste elathians kunne ikke trække den information ud af hans sind.

 

“Hvordan…?” Tomas smilede vagt, og klappede Damien venligt på skulderen.

 

“Et spørgsmål til i morgen.” Han gik ud og lukkede døren bag sig. I samme sekund døren lukkede faldt Sarah’s ben sammen, Damien holdte fast i hendes overarme for at afbøde det værste fald.

 

“Han… Han…” Hulkede hun lavt, uden at have megen lyst til at fuldende sætningen.

 

“Shh... “ Sagde Damien stille, mens han løftede hende op i sin favn og over til den store seng, som var en udhugget i sten med masser af pelse ovenpå.

 

“Jeg har ingen...” Hviskede hun trak sig væk fra Damien for at ligge sig om på den anden side. Han lagde en hånd på hendes skulder og drejede hende blidt tilbage igen.

 

“Jeg er her, og jeg går ingen steder!” Han lagde blidt sin ene hånd på hendes kind. Hun rykkede sig tættere på ham, hendes krop helt tæt på hans.

 

“Jeg er træt af at føle mig bange, usikker. Jeg er træt af at føle at jeg ikke fortjener noget eller nogen. Dét er Aiden og Ashleys skyld.” Hviskede hun hæst.

 

“Hjælp mig med at føle noget igen. Noget godt.” Bad hun, og lænede sit ansigt op mod hans hvor deres læber mødtes i et blidt kys…

 

~*~

 

“DAMIEN!” Han vågnede brat af Amy som stod og sparkede til hans fødder. “Sikker på at du ikke skulle ha’ sovet noget mere i nat, i stedet for at døse op af det her træ? Det kan umuligt være behageligt.” Han glippede med øjnene og så sig omkring. Alle var oppe at stå og klar til at gå igen, det var praktisk talt kun ham de ventede på.

 

“Kom så.” Hun rakte ham sin hånd og hjalp ham op at stå.

 

De havde omkring 10 dages rejse mod Pugna, hovedkvarteret for de dawnbreakers som kæmpede imod Ashley og hendes følgere. Han var mindst lige så ængstelig som Amy for at komme dertil, for at finde ud af om Cait først og fremmest var der, og dernæst om hun havde overlevet.

 

Sarah gik op på siden af ham og hendes hånd gled stille ind i hans. Hun så bedende op på ham, et u-udtalt ønske om ikke at afvise hende. Han flettede sine fingre ind i hendes uden at tage øjnene fra vejen foran dem.

 

Hvad end der skete, var de sammen. Alle sammen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...