Dawnbreaker: Elathian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2018
  • Opdateret: 13 aug. 2018
  • Status: Igang
"Livet er, og skal ikke være nemt." Cait så op, mod det hun forestillede sig var Jake som talte med hende, men som i virkeligheden var hendes egen fantasi og tanker blandet sammen.

"Jeg ved det godt." Svarede hun.. "Burde jeg vende tilbage? Burde jeg lede efter Amy?" Jeg forestillede mig hvordan Jake ville ha' trukket på skuldrene og funderet over spørgsmålet.

"Hvad er bedst for hende?" Spørgsmålet gjorde mig kun mere forvirret. Én ting var efterhånden hvad der var bedst for hende, og en anden var hvad der var bedst for mig..


Tiden var ved at løbe ud for os alle sammen..


I Elathian, afslutningen på Dawnbreaker serien, følger vi Amy, Caleb og Damien i deres søgen efter Pugna hovedkvarteret, og den resterende del af modstands bevægelsen.

Er Cait stadig i live? Vil det lykkes dem at overvinde Ashley og hendes hold af Vendetes? Og hvilken pris må betales i tilfælde af sejr?


Lad krigen begynde.

0Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

1. ~ 1 ~

Cait, 8 år tidligere

 

Det er en varm sommerdag, og solen står højt på himlen. Cait sidder ved kanten af en sø og nyder den varme brise med lukkede øjne. Forvirringen overtager hurtigt hendes tanker. Hvad lavede hun for lidt siden? Hendes eget spørgsmål bliver afbrudt af et hvin fra Amy og hun vender sit blik mod lyden.

 

Damien og Amy plasker rundt ude i søen. Hun er lige omtrent 5 år.

 

“Hun er smuk.” Cait vender sig mod stemmen og Jake sidder ved siden af hende. Hans cardigan er åben, og hans mørke øjne er rettet mod søen. “Det har vi gjort godt.”

 

“Det har vi” Hun nikker med et smil. Smilet falmer hurtigt, og erstattes af en sorg som lægger sig omkring hendes hjerte som en tung dyne. “Jeg savner dig…”

 

“Og jeg dig… Men du passer på vores pige, og det er det vigtigste lige nu.” Cait rynker brynene i forvirring, da erkendelsen rammer hende.

 

“Jeg… Jeg er ikke hos hende. Jeg, forlod dem.” Jake ser på hende med et udtryksløst ansigt, som kun gør hendes forvirring større.

 

“Hvorfor?” Cait graver i sin hukommelse for at finde svaret. Hvorfor gjorde hun det?

 

“Det var ikke sikkert - hun var ikke i sikkerhed med mig i nærheden. Jeg udsatte hende for fare!” Cait bider sig selv i læben, forlegent. Hun rækker ud efter Jakes hånd, men den går lige igennem hans.

 

“Har du glemt det min skat? Jeg er død. Den eneste du har er Amy - og hende forlod du” Jake forsvinder som dug for solen, og da hun ser tilbage ud mod søen er Amy og Damien også væk.

 

“Amy?! AMY!!!” Panikken griber hende, hun står helt alene på engen mens store grå skyer glider ind foran solen. Det bliver meget hurtigt koldt, og kort efter dalen sneen ned omkring mig. Og hun er alene.

 

Jake's ord runger i hendes hovedet en sidste gang. “Du forlod hende…”

 

~ * ~

 

Cait vågnede med et klynk. Jake var begyndt at hjemsøge hendes drømme mere og mere. Hun satte sig roligt op fra det hårde underlag hun havde fundet hvile på og tog sig selv til hovedet. 5 år alene, og vandren rundt på må og få havde ikke gjort meget for hendes mentalitet, men alt andet lige mente hun at det var bedre end at hun udsatte Amy for fare.

 

Amy… Tanken om hendes datter greb hårdt fat om hendes hjerte og hun knyttede den ene hånd hårdt mod brystet for at lindre noget af smerten. At forlade dem, for 5 år siden, havde været det hårdeste hun nogensinde havde gjort i hendes liv. Og det hjemsøgte hende stadig. Det ville det aldrig holde op med at gøre.

 

Det første år efter at hun havde forladt dem var hun blevet angrebet 2 gange. Efter det andet angreb havde de nøjedes med at følge efter hende nogle dage af gangen, formodentligt i håb om at hun ville føre dem tilbage til Amy. Selv Ashley havde nok aldrig forestillet sig at Cait ville efterlade sit barn sådan. Et halvt år med det, og så tyndede selv dét ud, for til sidst at forsvinde. Ashley blev nok enig med sig selv om at hun ikke ville miste flere folk på dén konto.

 

Cait rejste sig med besvær fra jorden, og med hænderne i ryggen bøjede hun overkroppen bagover for at lindre lidt af smerten. At blive ældre, og de skavanker der fulgte med var ikke noget hun glædede sig over. Overhovedet. Hun havde på afstand set andre dawnbreakers som var ældet væsentligt mere end hende selv. Uden at kende deres alder var det svært at sige om det var forskelligt fra årgang til årgang. Var Damien måske allerede død? Og hvad med Jennifer og Drew? Hun trak vejret dybt og holdte vejret for at viske tankerne bort fra hendes sind.

 

Det hjælper ikke at tænke sådan. Formanede hun til sig selv. De er ok, alle sammen. Det er Amy også. Hun trak vejret dybt endnu en gang og åbnede døren til laden som hun havde overnattet i og gik ud i den tykke tåge der lå som en dyne i daggryet.

 

~*~

 

“12 timer! Jake, det er hvad det er kommet til! 12 sølle timer kan jeg holde til nu.” Talte hun højt for sig selv, og sukkede dybt da hun satte sig ned for 3. gang den dag, på et væltet træ i skoven. Hendes udholdenhed var bestemt ikke hvad den havde været engang, hvor hun før kunne have løbet 3 dage i streg uden hverken mad eller søvn var det nu formindsket til en dag. Hun vidste at mennesker var svagere i sammenligning med… Ja, med det dawnbreakers engang var…

 

Hun krængede rygsækken af, og satte dem mellem sine ben på jorden for at undersøge indholdet. Hun hev et stort kort ud af tasken og undersøgte det nærmere.

 

“Ok, hvis jeg er her.” Mumlede hun for sig selv, mens hun markerede sin cirka position på kortet. “Så er den gamle hytte omkring en time væk” Fortsatte hun, mens hun trak fingeren op mod det nærmeste kryds, som efter flere år var falmet.

 

Det var efterhånden blevet en tradition at hun tog rejsen til Amazonas når Amys fødselsdag nærmede sig. Rejsen derfra, og helt op til canadas grænse, og tilbage igen tog omtrent et år. På kortet havde hun markeret de steder hun efterhånden havde fundet hvor hun kunne overnatte uforstyrret, og med så mange af dem at hun havde 4-5 ruter at vælge imellem hver vej.

 

“Ok… Afsted igen.” Sukkede hun, pakkede kortet i tasken igen, og hev den med besvær på ryggen.

 

Efter omtrent en time nåede hun sin destination. Hytten synede at brase mere og mere sammen for hver gang hun besøgte den - men det var også det som holdte andre væk. For hver gang hun kom blev der sat nye støttebjælker op indvendig, så hun havde omtrent 2x2 meter at hvile på.

 

Hun kiggede forsigtigt ind gennem døren og kunne konstatere at det ikke var nødvendig med en udskiftning denne gang. Langsomt åbnede hun døren, som protesterede med en høj knirken, smed tasken ind først og derefter kantede sig ind gennem sprækken i døren, og lukkede den langsomt efter sig igen. Hun trak vejret dybt (noget hun var begyndt at gøre mere med alderen) og dumpede ned på de pelse der lå på gulvet.

 

Hun var udmattet, og dødsulten. Hun hev tasken nærmere og åbnede en sidelomme hvor der lå nogle proteinbars hun havde hugget sidst hun var i nærheden af en by. Grådigt flåede hun papiret af og spiste den hurtigere end hvad godt var. I en anden lomme i taske hev hun en flaske vand op, som hun slukkede tørsten med.

 

Da både tørst og sult var stillet (så’n, nogenlunde) lagde hun tasken bag sig, og prøvede at skubbe den så godt sammen hun kunne så den dannede noget der lignede en hovedpude og lagde sig langsomt ned med hovedet derpå.

 

Duften af træ, råd og pelse fyldte luften, og bragte hende tilbage til den hytte Jake og hende byggede. Hvis de aldrig var blevet fundet, hvor havde de så været i dag? Ville Jake stadig ha’ været i live? Ville de alle 3 have levet lykkeligt i Alaska?

 

Hun lod sig fange af selvpineriet, dagdrømte hvordan tingene kunne ha’ været. Det gled langsomt over i en sælsom drøm mens hun faldt i søvn.

 

~*~

 

“Er du syg?” Jake rynkede forvirret brynene, mens hans blidt holdte Caits hår væk.

 

“Jeg ved det ikke.. Jeg tror ikke at dawnbreakers kan blive syge?” Hun rejste sig langsomt og tørrede munden af i sit ærme. “Jeg tror at vi er nødt til at besøge Tomas.” Jake foldede armene og så ængstelig i retningen af grænsen.

 

“Jeg er ikke vild med det.. Vi er her for at gemme os! At tage til Canada, tage til hans gruppe, vil kun sætte os i større fare!” Hun smilede skævt, han var så kær når han var beskyttende. Hun tog hans hånd og lagde mod sin pande, det kolde metal fra ringen kølede hendes feber let.

 

“Vi kan også tage over i dalen. Måske nogle der kan hjælpe?” Han nikkede, tilfreds med kompromiset.

 

Måneder senere

 

“Klarer hun den?” Jake gik frem og tilbage ude foran Jeremiah og Abigails hus, hvori Cait nu lå i fødsel med Abigail til hjælp. Jeremiah, som sad på bænken og fingerede ved et blad, så hurtigt op på Jake medfølende.

 

“Hun er stærk Jake, hun skal nok klare den.” Jake nikkede, ikke helt overbevist, og fortsatte sin rastløse gang frem og tilbage over græsset. Barnegråd fik dem begge til at se op mod overetagen, og Jake styrtede ind af døren og op af trappen.

 

Han stoppede i døren til synet af Cait som halvt lå, halvt sad op i sengen med en masse puder bag sig, og sad med en bylt mod hendes bryst. Hun så lykkelig og forvirret ud på samme tid.

 

“Abigail, kan vi få et øjeblik?” Abigail nikkede med et stort smil, aede barnet blidt over håret, og gik herefter.

 

“Det har i gjort godt.” Hviskede hun på vej ud af døren til Jake, og lukkede stille døren efter sig.

 

Jake tog langsomme skridt hen mod sengen, og satte sig ned ved siden af lejet.

 

“En datter.” Hviskede Cait, mens hun blidt skubbede tæppet tilbage så Jake bedre kunne se hende. Pigen så op med store øjne, ét isblåt, som sin mor, og et brunt som ham selv.

 

“Jeg…” Cait bed sig selv i underlæben og så på Jake bekymret. “Jeg kan ikke helt forklare det, men da hun skreg første gang…”

 

“Jake, jeg er dødelig…”

 

År senere

 

De var for længst flyttet ind i dalen, hovedsageligt for at beskytte Amy. Ingen kendte, heldigvis, til hendes eksistens, og af en eller anden grund var der ikke kommet nogle dawnbreakers for at lede efter dem. Cait havde forventet dem for mange år siden, og gjorde det stadig.

 

“Mor!” Amy kaldte nedenunder, og Cait rejste sig med besvær fra lænestolen der stod i hjørnet af deres soveværelse. Maven var begyndt at kunne ses, og der gik ikke længe før Amy ville regne det ud. At hun blev gravid første gang var noget nær et mirakel, anden gang var i hendes bog umuligt.

 

“Ja?” Kaldte hun tilbage mens hun bevægede sig nedenunder.

 

“Vil du med ned i dalen og få fat i noget aftensmad?” Hun vidste godt hvad det var Amy fiskede efter. På cirka dette tidspunkt ville en bestemt ulv gå selvsamme tur.

 

“Ja, hvorfor ikke.” Smilede Cait for sig selv, velvidende om sin datters skjulte planer.

 

De gik ved siden af hinanden ned af skrænten mod fælles bygningerne. Amy sendte lange blikke efter den sorthårede dreng der gik lidt foran dem. Joe og Rebeccas søn, Caleb, var allerede ved at være en af dalens mest populære drenge blandt pigerne, selv Amy var hoppet på den vogn selvom han var 6 år ældre.

 

Cait var nervøs for at Amy i sidste ende ville såre sig selv, eller endnu være at Caleb ville gøre det, hvis hun ikke slap den tilbedelse af drengen. Hendes bange anelser blev opfyldt hurtigere end hvad hun havde forventet. Alphaens datter, Eve, løb over mod Caleb som gengældte hendes store smil og deres hænder flettede sig ind i hinanden. Det unge par kyssede hinanden blidt, uden at skjule det for nogen. Amy stoppede op, og med tårer i øjnene så hun ned i jorden, forlegen.

 

“Jeg har ombestemt mig, lad os bare gå hjem.” Hun vendte sig uden at vente på Cait’s svar, og gik hjem med armene omkring sig.

 

Samme aften

 

“Den kærlighed. Det er ikke nemt.” Konstaterede Jake mens han sparkede bukserne af, og lagde sig ned i sengen ved siden af Cait.

 

“Nej det ved jeg. Men, hun er ikke andet end 12 Jake! Hun…. Hun så, så knækket ud.” Cait trak tæppet tættere omkring sit bryst og så sørgmodigt på Jake.

 

“Hun skal nok klare sig. Hjertesorger er noget vi alle må igennem, før eller siden.” Cait nikkede, velvidende at han havde ret, men brød sig ikke om at hendes datter var i smerte.

 

Månen skinnede ind og grenenes skygger dansede over Jakes overkrop, og Caits arme som var snoet omkring ham.

 

Cait følte mig blive trukket ud af den Cait, som lå på sengen, og stod nu som en tilskuer og så på dem. Hvad var det her? Hun så ned på sine hænder, så på sig selv og Jake i drømmen. Hun vendte sig i rummet, mod hvad hun gættede sig til var Amy’s værelse. Hun måtte se hende.. En sidste gang.

 

Hun bevægede sig med tøvende skridt ud af soveværelset hvor hendes andet jeg og Jake lå i, og ned af gangen. Dæmpede hulk og snøften kom fra bag en dør og hun åbnede den forsigtigt. På sengen lå Amy, med hovedet gemt nede i puden.

 

“Åh min skat…” Hviskede Cait, og som om Amy hørte hvad hun sagde så hun forskrækket op, hendes øjne fangede Caits.

 

“Hvem er du?” Forvirret rynkede Cait brynene, og sætte sig på hug ved siden af Amy’s seng, hvor Amy tilsvarende trak sig længere op på den og hev knæerne op til sin hage.

 

“Jeg er din mor” Amy så forvirret på hende, og rystede på hovedet.

 

“Du er ikke min mor.. Hvem er du? Hvad gør du her?!” Forfærdet rejste Cait sig, og bakkede langsomt bagud.

 

“Jeg… Jeg ér Cait!” Forsøgte hun igen, nu med tårerne trillende ned af kinderne. Hendes egen datter kunne ikke genkende hende.

 

“Forsvind! Du er ikke min mor!” Proklamerede Amy lidt modigere, mens hun rejste sig fra sengen og pegede på døren. Cait hørte skramlen fra soveværelset, de havde nok hørt Amys råben. I næste nu brasede både Jake og hendes andet jeg ind af døren, så først på Amy og derefter på hende.

 

Før hun kunne protestere var Jakes hænder omkring hendes hals og havde presset hende op af muren. Caits hænder slog og hev panisk i hans for at få ham til at give slip.

 

“I får hende ikke! Hverken Amy eller Cait! Ashley var dum nok til at sende dig alene.” Han hev hende ned af væggen, vendte hende rundt, og med en hånd under hendes hage og en ovenpå hendes hovedet lavede han et hurtigt vrid og brækkede nakken…

 

~*~

 

“ARH!” Med et skrig satte hun sig op i mens sveden perlede ned af hendes pande og ned af  brystet. Lyset stod allerede højt på himlen udenfor, hun havde sovet i meget lang tid.. Eller, havde hun sovet??

 

Forvirret hev hun hurtigt jakken af, så sveden hurtigere kunne forlade kroppen. Hun græd  højlydt ved minderne fra hvad hun havde været vidne til. Ville det være sådan hvis hun nogensinde fandt Amy? Ville hun ikke genkende hende? Ville Cait overhovedet være velkommen blandt nogle mere??

 

Hun havde hørt om Elathians som var i stand til at se visioner for fremtiden, men at se en fremtid som aldrig blev… Dét var tosset, for ikke at sige umuligt!

 

Cait pakkede sine ting sammen og masede sig vej ud af huset igen. Det her var simpelthen for….

 

Hun tøvede da hun mærkede et sind der pressede sig på hendes, prøvede at presse en besked igennem… Cait kunne ikke tro det!

 

Cait… hjælp!


 

“Jennifer!!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...