Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

73Likes
382Kommentarer
46124Visninger
AA

14. Ryans Side Of The Story..

 

Location: Ukendt sted udenfor Seattle.. Dato: Lørdag d. 20. Januar, 2018... Klokkeslæt: Ukendt..

 

*Mollys Synsvinkel*

 

’’Arg..’’ Mumlede jeg hviskende imens jeg sugede lidt luft ind og derefter spyttede proppen på vandflasken ud i min hånd efter at have tygget forkert på den, så den havde revet mit tandkød en smule.

Det eneste jeg havde fået hele dagen var en enkelt flaske vand som jeg allerede havde tømt. Jeg havde spurgt efter noget mad, men de drenge, der var her, fnøs bare af mig og sagde, at jeg sagtens kunne klare mig uden mad indtil videre.. Min mave mente dog noget helt andet, så for at stille sulten lidt og prøve at snyde maven til at tro, at den fik noget, gav jeg mig til at tygge i proppen fra vandflasken. Det plejede at hjælpe på min sult at tygge tyggegummi, så måske en prop også ville virke, men der tog jeg fejl. Jeg var stadig pisse sulten..

Jeg skruede den næsten ødelagte prop på flasken igen og kastede den opgivende fra mig imens jeg sukkede tungt, hvilket kunne høres tydeligt i det lille tomme aflåste lokale jeg befandt mig i. Jeg vidste sku snart ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg kunne høre drengene smågrine og småsnakke nedenunder imens noget musik spillede svagt indover deres stemmer.  Hvad de snakkede om kunne jeg dog ikke høre, men af og til kunne jeg fornemme hvilken sang der blev spillet, og det hjalp lidt eftersom, at jeg kunne sidde og nynne lidt med..

Følelsen af ikke at have nogen former for tidsfornemmelse var i sig selv også dræbende, og jeg var næsten klar over, at når jeg følte, at der var gået en time, så var der kun gået måske 5 minutter. Her var absolut intet at lave. Jeg kunne ikke engang se ud af vinduet og op på skyerne og forme og fantasere om skyernes forestilling ligesom jeg gjorde, da jeg var lille og kedede mig, for himlen var totalt afdækket af en kæmpestor mørkegrå sky, som var umulig at forme noget som helst ud af.

Gid der var almindelige skyer og sol på himlen. Så kunne jeg få en fornemmelse af, hvad tid på dagen det var nu ved at se efter solen. Måske solens stråler også kunne skinne ind i lokalet her og give mig en smule varme, for her var satanedeme koldt skulle jeg hilse at sige!. Jeg havde konstant kuldegysninger på min krop og små indre rystelser som jeg slet ikke kunne få til at holde op, da det var min krops måde at holde sig lidt varm på. Betongulvet var iskoldt, væggene var iskolde og jeg havde ikke engang et tæppe, der kunne give mig lidt varme!. Selv min jakke havde de taget fra mig og selvom jeg spurgte drengene om dem, da de var herinde for lidt siden, så fik jeg den ikke. De fik hvad de kom efter og så skred de bare igen.

Om det var Ryan der havde bedt dem om at gå herop, anede jeg ikke, men i hvert fald havde de brast herind og med en truende adfærd bedt om mine koder til min mobil, så de selv kunne åbne den efter at de havde haft den slukket.. Og ja, selvfølgelig gav jeg dem mine koder til min mobil selvom jeg hadede tanken om, at de kunne sidde og rode i hele min mobil uden jeg kunne gøre noget, men hellere det end at få flere knytnæver i ansigtet.

Nu havde jeg ikke noget spejl, men jeg var alligevel næsten sikker på, at jeg ikke så for køn ud. Jeg havde siddet og mærket lidt på mit ene kindben og det var virkelig øm. Jeg kunne dårligt nok trykke på det uden at føle smerte, så jeg var ret sikker på, at der var kommet et blåt mærke.. Hvis ikke, så var der i hvert fald et på vej..

Mine tanker og min opgivende stirren over imod vinduerne blev straks afbrudt, da jeg hørte flere tunge fodtrin komme nærmere op af trappen udenfor den låste dør. Jeg trak mine ben op til mit bryst og lagde mine krydsede arme ovenpå mine knæ imens mit hjerte begyndte at slå, da nøglen blev sat i døren, som kort efter gik op.

Et afslappet og småskævt smil mødte mig, da jeg fik øje på Ryan der, som den første, kom ind i lokalet efterfuldt af 2 af hans venner. Jeg var bange!. Det var der ingen tvivl om, men jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at Ryan ikke skulle se det, så istedet for at vise frygt, kiggede jeg bare køligt på ham et øjeblik før jeg vendte blikket tilbage imod vinduerne.

’’Hva så, hygger du dig?’’ Spurgte han mig virkelig flabet, så jeg blev vildt provokeret og kiggede på ham imens jeg rynkede øjnene lidt.

’’Jeg har aldrig haft det federe..’’ Mumlede jeg køligt og fik Ryan til at smile med lidt lyd på imens han gik hen til mig og satte sig på hug foran mig, ca. en meter fra mig.

’’Blev du glad for det opkald jeg skaffede dig?..’’ Spurgte han helt afslappet, så det straks gav et sug i mig. Dog forholdte jeg mig helt kølig udvendigt og fnøs bare af ham imens jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet imens jeg så lidt væk fra ham.

’’Utaknemmelig.. Ligesom Jamie.. Han virkede heller ikke særlig begejstret..’’ Fortsatte Ryan og rejste sig fra sin hugstilling imens jeg bare sad og tænkte: ’’Tja, hvorfor mon?!’’..

’’Men det kommer han til at ændre på.. Jeg er sikker på, at han vil takke mig for at have fået lov til at høre din stemme en sidste gang..’’

Det føltes som tusind nåle der sprang ud overalt indeni mig og straks vendte jeg blikket op imod Ryan, som gik med rolige skridt imod døren, hvor de 2 drenge stod og så til.

’’Hvad har du tænkt dig at gøre?..’’ Spurgte jeg og kunne tydeligt høre på min stemme, at min nervøsitet tog over og brød min kølige facade. Ryan vendte sig om og så imod mig og gav mig den mest ubehagelige følelse, da han bare smilte virkelig skummelt til mig, så jeg nærmest fik svaret uden at han behøvede at sige det.

Jeg trak lidt luft ind og bed tænderne sammen imens jeg mærkede mine øjne blive fugtige. Mente han virkelig, at han havde tænkt sig at slå mig ihjel?. Jeg var klar over, at det her var hævn over hvad Jamie havde gjort, men.. Var det her virkelig øje for øje?. Indtil nu havde jeg konstant tænkt, at før eller siden ville Ryan lade mig gå, da han sikkert bare vil have Jamie til at betale.. Men det var åbenbart den største fejlvurdering nogensinde.. Det her var ikke en normal kidnapning!.

’’Hey, shh. Du skal da ikke græde?..’’ Sagde Ryan helt blidt imens han gik tilbage til mig og satte sig på hug foran mig, denne gang lidt tættere på mig, så han kunne nå min kind med hans hånd, som jeg dog hurtigt skubbede væk imens de første par tårer gled ud af øjnene på mig.

’’Du skal ikke være bange, smukke..’’ Fortsatte han helt beroligende og blidt, så jeg vendte blikket imod ham og så ham smile roligt til mig.

’’..Jeg har brug for dig.. Dit yndige ansigt er det, der kan få Jamie helt ud af kurs, og så længe du er her, kan jeg styre ham fuldstændig.. Jeg ville elske at se ham sprælle i nettet uden at have nogen chance for at kunne hjælpe dig ud af det her som han er skyld i, at du sidder i nu.. Ligesom han er skyld i, at jeg ikke havde en chance for at hjælpe min bror..’’

Mit hjerte stoppede fuldstændig med at slå og jeg blev helt låst i kroppen imens mine grædende øjne låste sig fast på Ryan. Han var jo fucking psykopat!. Uden tvivl!.

’’Så bare rolig.. Det er langt fra ovre, det her..’’ Afsluttede Ryan og rejste sig igen og vendte sig om for at gå.

’’Det var et uheld!’’ Græd jeg højt, så Ryan stoppede op og så på mig ligesom de 2 drenge også gjorde.

Min første tanke var, at Jamie ville tage opgaven fra Ryan og slå mig ihjel selv, hvis han fandt ud af, at jeg sagde det her nu, men ærlig talt, så var jeg pisse ligeglad!. Hellere hans omdømme end mit liv!. Og det var jeg også sikker på at Jamie mente i sidste ende, uanset hvordan vi så ellers skiltes sidst vi sås.

’’Jeg ved godt, at du ikke tror på mig.. Men det var et uheld.. Det med din bror..’’ Sagde jeg ærligt, da jeg tydeligt kunne huske, at det var det Jamie fortalte mig dengang Ryan havde opsøgt Jamie derhjemme. Bagefter havde Jamie indrømmet overfor mig, at det var et uheld, at hans bror blev dræbt, men at han ikke kunne sige det, da det ville ødelægge hans omdømme og da han ville miste respekten hos folk og alt det der.. Jeg huskede det som var det igår, at Jamie fortalte mig det.. Og fortalte mig, at det ikke engang var ham der havde slået ham, så han faldt ned i de glasskår som dræbte Ryans bror..

’’Et uheld?..’’ Spurgte Ryan med rynkede øjne og gik tilbage imod mig, så jeg krøb mig lidt sammen, da han havde ændret sit kropssprog fra stille og rolig til mere truende og anspændt.. Og det gjorde mig nervøs!.

’’..Er det et uheld, når man heller aldrig finder liget?’’ Spurgte han mig imens han satte sig ned foran mig igen på hug og så skarpt og spørgende på mig imens jeg tænkte på Justin, som også engang havde stillet mig et lignende spørgsmål. Jeg tog en dyb indånding og snøftede kort ind.

’’Jeg ved godt, hvordan det hænger sammen i jeres verden. Man kan ikke indrømme, at det var et uheld, så man må få folk til at tro, at det er bevidst det man gør, og derfor skille sig af med liget som om, at det var meningen..’’ Svarede jeg og så Ryan nikke svagt og meget køligt.

’’Og præcis derfor er det ikke et uheld mere..’’ Svarede han køligt og så afventende på mig, sikkert for at få et modsvar.. Men sådan et havde jeg ikke rigtig, da manden jo havde ret. Det havde jeg tænkt på før, da Justins spørgsmål den gang selvfølgelig satte sig fast, men ærlig talt, så havde jeg totalt lukket øjnene for den del af det.. Måske var den fejltagelse en af grundene til, at jeg sad her nu?..

’’Din bror fik et slag i hovedet dengang, så han faldt ned i nogen glasskår, hvor et af dem uheldigvis ramte hans hjerte.. Men det var ikke Jamie, der slog ham’’ Sagde jeg stille og så Ryan i øjnene imens mit hjerte pumpede derudaf og min hjerne kørte på højtryk for at finde noget, der kunne redde mig ud af denne her situation.

’’Det var en af Jamies folk, ikke?’’ Spurgte Ryan mig køligt og fik mig til at nikke svagt, hvilket han straks spejlede meget hurtigt, som om, at han var helt sikker på, at jeg ville nikke.

’’Så er Jamie også skyld i det. Ingen omkring ham gør noget uden tilladelse fra Jamie selv..’’ Svarede Ryan kort og selvsikkert.

’’Hvor ved du det fra?’’ Spurgte jeg ham og rynkede panden lidt. Ryan så lidt på mig uden at sige noget, så der blev helt stille i lokalet, hvor det var lige før, at man kunne høre, hvor højt mit hjerte bankede.

’’Har han ikke fortalt, hvor vi kender hinanden fra?’’

Jeg rystede straks på hovedet og så Ryan løfte øjenbrynet svagt og virkede måske en smule overrasket imens han kort så tilbage på drengene, der stod og lyttede på vores samtale henne ved døren. Ryan så tilbage på mig og fugtede kort sine læber med sin tungespids.

’’Jeg arbejdede selv engang for Jamie.. Ja, vi var vel venner dengang.. Indtil den dag han bad mig om at skyde en uskyldig for skide 1000 kr..’’ Sagde Ryan kort og fik det til at gippe i mig. Skyde en for 1000 kroner?.. Are you kidding me right now?!.

’’..Fra det øjeblik jeg nægtede, var jeg ude, og jeg endte med at skylde ham en masse penge, for når man ikke arbejder for ham mere, så ryger der renter på den gæld man har fået, men som egentlig startede som en vennetjeneste..’’ Fortsatte han imens jeg spidsede ører for at få hvert et ord med.

’’..Jeg røvede en bank for at få både min og min brors gæld ud af verden. Min bror arbejdede aldrig for Jamie, men jeg havde lavet en aftale med Jamie om, at så længe jeg arbejdede for ham, røg der heller ikke renter på min brors gæld.. Så jeg påtog mig ansvaret for min brors gæld, da han aldrig nogensinde ville kunne betale de høje renter Jamie satte på hver eneste dag..’’

’’Jeg fik betalt både min og min brors gæld, men blev så taget for bankrøveriet fordi nogen havde stukket mig kort efter jeg havde brugt pengene på min og Marcus’ gæld..’’ Forklarede Ryan kort, og gjorde mig slet ikke i tvivl om hans teori omkring hvem denne ’’nogen’’ var, som havde stukket ham. Jeg havde virkelig lyst til at svare igen og sige, at det ville Jamie selvfølgelig ikke gøre, men ærligt, så ville jeg hellere høre hans historie.. Måske jeg kunne bruge noget af det han sagde til noget?.

’’Jeg fik 2 år. Jeg mistede alt, og da jeg kom ud stod Jamie der og tilbød at hjælpe mig.. Men jeg takkede nej, da jeg kendte hans hjælp. Alting ville starte forfra, hvis jeg tog imod den hjælp, men så langt havde min bror så ikke tænkt, for imens jeg havde været inde og sidde, fik Jamie manipuleret min bror til at tro, at han bare ville hjælpe, så Marcus var endt med en ny kæmpe gæld, som han ikke kunne betale.. Jamie prøvede selvfølgelig at få mig til at skifte mening og så arbejde for ham igen, men jeg nægtede.. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre..’’

’’Var det det Jamie mente dengang han sagde, at du opgav at hjælpe din bror fordi du ikke ville hjælpe Jamie?’’ Spurgte jeg forsigtigt ind, da jeg tydeligt i mit hoved stadig kunne høre Jamie sige det sådan, den dag Ryan dukkede op hjemme ved Jamie.

’’Jeg prøvede at skaffe pengene andre steder fra, men Jamie har forbindelser overalt, så det var en umulig opgave for mig at hjælpe!. Og det resulterede så i, at Marcus ikke kunne betale sin gæld og måtte være på flugt fra Jamie, som selvfølgelig havde folk overalt til at lede efter ham..’’ Forklarede Ryan og lød lidt køligere og hård i tonen, så jeg fik mistanke om, at han led kraftigt af både frustration og skyldfølelse.

’’Hvorfor arbejdede du ikke bare for Jamie, så du kunne sikre din bror?. Du kunne bare få jobbet som dealer på natklubberne?’’ Spurgte jeg ind og fik straks Ryans blik på mig.

’’Hvad ved du overhovedet om Jamies business?!’’ Spurgte han brummende, så jeg holdt vejret lidt og blev lidt mundlam.

’’Jamie bestemmer hvad du skal lave, når du arbejder for ham!. Du har ikke nogen idé om, hvor mange gange jeg har hjulpet den mand med at skille sig af med lig, som han har noget at gøre med!’’ Brummede Ryan lidt mere ophidset end før.

’’Jamie har kun haft noget at gøre med sådan noget 3 gange.. Inklusiv det med din bror’’ Svarede jeg hurtigt, men uden så meget som at hæve tonen en lillebitte smule.. Jeg turde sku ikke!.

’’Tss..’’ Fnøs Ryan og begyndt at smile, så han så helt ond ud, og det skræmte mig!.

’’Så naiv du er, lille skat.. Tror du Jamie har fået så meget respekt alle steder pga han står bag 3 drab?.. Han er skyld i flere drab end du overhovedet forstår.. Og ved langt de fleste har han trykket på aftrækkeren..’’ Svarede Ryan så selvsikkert, at jeg ikke kunne andet end at tro på ham.. Men det ville jeg ikke tro på!. Han løj!. Sådan var Jamie ikke!. Han havde ikke løjet overfor mig!...

’’Hvorfor tvivler du og bliver så ramt af det Ryan siger, hvis du ikke tror på, at det kan være rigtigt?’’

Min spydige tanke pinte mig og selvom jeg hørte den virkelig tydeligt, så nægtede jeg stadig at lytte efter og indrømme!.

’’Det kan godt være, at han har fortalt dig, at det ikke var ham der direkte slog min bror ihjel.. Men han bestemmer alting.. Han skilte sig af med liget!.. For sådan er det i hans verden!.. Pga ham har jeg måtte stå overfor hele min familie og fortælle dem, at min bror aldrig kan blive begravet fordi politiet eller nogen andre ikke har kunne finde hans lig!. Jeg har måtte fortælle dem, at min brors morder aldrig vil blive fundet og straffet fordi ingen har de beviser som politiet bad om, så de kunne stå i retten og fortælle, at det var Jamie der slog min bror ihjel!. Og hvis beviserne endelig kom, så ville Jamie kunne kringle den og betale en af sine folk for at påtage sig skylden for drabet!’’ Brummede Ryan fuld af aggressioner og med et stenhårdt og ondt blik imod mig.

’’Han gjorde min brors sidste tid til et helvede.. Han fik min familie og mig til at lide ved at tage Marcus fra os, og det skal han bøde for!. Han skal mærke, hvordan det føles ikke at have kontrol over noget overhovedet!. Han skal vide, hvordan det føles ikke at kunne stille noget op!. Hvordan det føles ikke at have nogen krop at begrave.. Eller nogen grav at besøge!.. Han skal sidde tilbage og ærgre sig i resten af hans modbydelige liv over, at han var skyld i hans øjestens skæbne!..’’

Ryan aggressioner skræmte mig så meget at tårerne væltede ned af kinderne på mig. At høre ham sige alle de ting og give mig et lidt for klart billede af hans plan med mig, gjorde mig nærmest hysterisk og fik mig til at hulke med massere af lyd på.

’’Hvad græder du for?!’’ Råbte Ryan og rejste sig og gik imod mig imens jeg gispede og gemte mit ansigt i mine krydsede arme på mine ben.

’’HVAD TUDER DU FOR MAN!.. KAN DU IKKE FORSTÅ, HVAD DEN MAND ER SKYLD I, HVA?!. KAN DU FORSTÅ, HVORFOR JEG GØR DET HER!’’ Råbte han arrigt imens han greb mit hår og tvang mit ansigt opad, hvor jeg hurtigt forsøgte at nikke imens mine hulk og min hysteriske gråd fortsatte uden nogen som helst kontrol.

’’STOP DET DER HYSTERI MAN!’’ Råbte han arrigt, hvorefter jeg mærkede hans knyttede hånd hamre sig ind i mit ansigt, så alt slørrede for mig et kort øjeblik inden der blev helt slukket og sort..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...