Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

71Likes
380Kommentarer
44754Visninger
AA

19. No Hope..

 

Location: Et ukendt sted udenfor Seattle. Dato: Torsdag d. 25. Januar, 2018. Klokkeslæt: Ukendt.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg krøb mig sammen og holdt mig om maven imens jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at trække vejret igen efter endnu et hosteanfald. Det var så pinefuldt, når jeg mærkede, at jeg havde behov for at hoste og rense mine luftveje, da min hals efterhånden var så slidt, at det gjorde ondt, når jeg bare snakkede, hostede.. Eller græd..

Der var ingen tvivl om, at jeg var blevet syg. Alt den kulde og fugt der var her, kunne bryde igennem ethvert immunforsvar og havde i den grad også fået skovlen under mig og havde sat sig i halsen på mig. Det værste var næsten følelsen af at hele tiden skulle hoste, men ikke have andet at hoste op end den der klassiske tørre lyd der var kendetegnet for en rigtig god omgang halsbetændelse.

Jeg åbnede mine trætte øjnene langsomt, efter at have ligget lidt på det iskolde betongulv og trukket vejret langsomt og dybt, så jeg kunne få luft til lungerne uden at bryde ud i endnu et hosteanfald.

Langsomt og udmattet drejede jeg mit blik op imod vinduerne, og mærkede den klistrede følelse, der stadig sad omkring mine øjne. Først frygtede jeg, at det var øjenbetændelse, men med tiden var det gået op for mig, at det ikke var det, men derimod en blanding af søvn og størknet blod der havde sat sig fast. Det havde jeg set en af de gange, hvor jeg havde stået oppe i vinduet om natten og se mit eget spejlbillede, når gadelamperne nede fra parkeringsarealet, der hørte til huset her, ramte mig helt korrekt og skabte en spejling af mig i ruden, så jeg svagt kunne se, hvordan jeg så ud.. Efter hvad jeg så sidst, så var jeg faktisk ret taknemmelig for, at der ikke var nogen spejle jeg kunne se mig selv i..

Det var ikke fordi, at jeg havde forestillet mig, at jeg så meget bedre ud, men alligevel blev jeg ret forskrækket, da jeg så, hvordan jeg så ud, trods det at Ryan få gange havde bedt en af sine drenge om at ’’rengøre’’ mig med nogen vådservietter. I sidste ende var det nok ikke for at gøre noget godt for mig, men for at vise sin magt over mig og over det faktum, at han kunne bestemme alt helt ned i mindste detalje.. Såsom, hvornår og hvor meget jeg skulle have lov til at blive gjort ren og blive lidt mere pæn at se på..

Bare tanken om de sidste dage, som i mig føltes som flere år, fik det til at nive i tårekanalerne. Dog kunne jeg godt mærke, at der ikke var én eneste tåre på vej.. Jeg var fuldstændig tømt for tårer overfor det her. Jeg havde brugt dage på at tude mig selv i søvn.. Eller, i det hele taget, så havde jeg bare brugt dage på at tude, så efterhånden var der ikke mere væske tilbage i min krop, som kunne laves om til tårer..

Apropos væske i min krop, så var det tydeligt at se på de steder på min hud, som stadig var forholdsvis uberørte, at jeg ikke havde fået det min krop normalt behøvede. Aldrig havde min hud været så udtørret og rynket, som den var nu, og jeg vidste, at det handlede om alt den manglende mad og vand. Jeg var heldig, hvis jeg fik 1 liter vand om dagen, og efterhånden var jeg også begyndt at værdsætte, hvis jeg fik lidt tørt knækbrød eller hvad de nu kunne finde på lige at kaste ind til mig.. Det var så ydmygende. Og hvad værre var, at Ryan virkelig nød at se, hvordan jeg kravlede og kæmpede mig hen til maden han kastede ind på det beskidte gulv, som jeg samlede op og begyndte at spise af, trods det havde ligget på gulvet.. Det var så langt under min værdighed, men hvad kunne jeg gøre?. Jeg måtte tage det mad jeg kunne få, og Ryan havde nærmest gjort en ære i at se mig i så ydmygende en position.

Jeg holdt vejret lidt og lukkede øjnene igen og forsøgte at få tankerne væk, men det var så godt som umuligt, når man stadig var midt i det hele. Jeg kæmpede hver dag med at tælle og huske dagene jeg havde været her. Hvis jeg ikke havde talt helt forkert, så var det torsdag idag, hvilket betød, at jeg var her på 6. dag. Det havde jeg regnet ud efter min fødselsdag, som jeg var klar over, hvornår var, men trods mit ihærdige forsøg, så var jeg alligevel i tvivl. Jeg faldt jo i søvn sådan helt tiden og på alle tidspunkter af døgnet og uden nogen former for tidsfornemmelse, så var det umuligt at sige, at der ikke havde været et tidspunkt, hvor jeg havde sovet meget længere end hvad jeg havde regnet med og derfor måske havde sprunget en dag over, eller noget i den stil?..

’’Det er også ligemeget..’’ Mumlede jeg meget stille med min hæse stemme, men nød alligevel lyden af en stille stemme. Det var virkelig ensomt at være her og den eneste jeg havde at tale med, var mig selv.. Når Ryan ikke lige var herinde for at skulle pine både mig og Jamie med endnu en af de videoer han sendte af mig til Jamie.

Bare tanken om de videoer, gav mig en knude i maven og fik mig til at få flashback til de forrige dage. Samtidig blev jeg igen bevidst om den konstante rysten i min krop, som jeg i første omgang mistænkte for at være en ryst der kom pga kulden, som fik mig til at fryse virkelig meget. Det var det sikkert også, men det var også pga frygt.. Og overlevelse, ikke mindst..

Ja, jeg var 100 på, at det var en mekanisme i min krop, som man kunne definere som en form for ’’overlevelsesmode’’. Med så lidt indtag af væske og mad, og med så meget energi som min krop brugte på at klare sig igennem hvert eneste slag jeg fik og bagefter den energi den brugte på at hele og falde til ro igen, ja, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det handlede om ren overlevelse og at det var det der fik min krop til at ryste så svagt og ukontrolleret.

Og frygten?.. Ja, det var næsten det værste ved det hele. Bare at høre fodtrin på trappen udenfor det her aflåste rum, fik alle mine alarmklokker til at ringe og alle mine tanker begyndte straks i mit hoved. Husets eneste funktionelle toilet befandt sig lige udenfor det lokale jeg befandt mig i, så hver eneste gang en af drengene skulle på toilettet, så skulle de jo herop, men trods min viden om toilettet, så frygtede jeg alligevel, at det var nu, at de ville komme herind igen for at knække mig.. Selvom enhver kunne se, at det var sket for længst, så stoppede det ikke.. Ryan var pisse ligeglad!.

Alle de tæsk jeg havde fået i dagevis, som Ryan fik sine drenge til at filme fra min mobil, havde knækket mig for længst. Jeg hørte konstant Jamies stemme i mit hoved, som bestemt prøvede at nå ind til mig med sine ord om, at jeg ikke måtte lade dem knække mig.. Men helt ærligt, så var jeg sikker på, at han kunne forstå, hvorfor jeg var knækket, hver eneste gang han så de videoer, som Ryan sendte ham efter at have brugt lang tid på at psyke mig, slå på mig og få mig til at føle mig som en mus i en endeløs Labyrint.

Jeg var slet ikke i tvivl. Ryan var en ægte psykopat. Alene den måde han kunne skifte humør på var så skræmmende og fik mig kun til at tænke ordet ’’psykopat’’!. At han først kunne sidde og tale så ondt til mig, bruge sin magt på mig ved at holde mig oppe at sidde, ved at have et fast greb i mit hår og komme med spydige bemærkninger omkring hvor lidt håb der var for, at jeg slap ud af det her i live, til pludselig at slippe mig og sige at hvis jeg ville gå, så var døren åben og jeg kunne forlade lokalet, hvis jeg havde lyst, hvilket jeg selvfølgelig prøvede pga det håb jeg trods alt havde haft, men måtte opgive, da min krop var så smadret, at jeg måtte kravle og vride mig hen til døråbningen, hvor Ryan endte med at stå ude foran og til sidst endte med at trække mig tilbage i lokalet i mit hår, for så at gennembanke mig igen pga mit ’’flugtforsøg’’. Den måde at lege med mig på var bare ikke normal.. Han var psykopat!.

Og så det med at rengøre mig med vådservietter. Én gang havde Ryan selv påtaget sig den opgave og havde sat sig ned ved mig og begyndt at ’’vaske’’ mit ansigt, mine arme og min brystkasse med vådservietter for at fjerne noget af alt det blod og snavs jeg havde fået på mig efter Ryans pinsler. Det var så let at se på ham, at han nød at se mig være så magtesløs. At han kunne gøre med mig hvad han ville uden, at jeg gjorde nogen former for modstand.. Det lyste ud af ham, at han nød det, og det var faktisk i den her situation, at jeg for alvor blev enig med mig selv i, at han var psykopat.. At han ’’hjalp’’ mig med at blive rengjort, så han nærmest som en belønning, fordi jeg havde gjort så lidt modstand imens han havde kastet rundt med mig og drengene havde filmet det på min mobil.

Trods det, at min krop havde sat i overlevelsesmode og jeg konstant frygtede for, hvornår jeg næste gang ville få tæsk, så havde jeg virkelig opgivet. Jeg lå bare her.. Og ventede.. Ventede på at dø, hvis jeg skulle være helt ærlig..

Det stak pinefuldt i min krop at tænke sådan, men det var sådan jeg havde det. Efter så mange dage i helvede havde jeg ikke længere noget håb tilbage og jeg kunne mærke, at jeg snart måtte give op. Jeg var knækket. Ødelagt. Jeg kunne ikke slappe af. Jeg frøs. Jeg var udsultet.. Jeg havde ikke en chance, så hvad skulle jeg bevare et håb for?.. Hånden på hjertet, så var jeg nået helt derud, hvor jeg bare tænkte:

’’Kan de ikke bare få det overstået?..’’

Jeg kunne ikke holde pinslerne ud længere.. Jeg ville ikke mere.. Jeg kunne ikke klare mere..

 

~

Location: Sea Monster Lounge, Seattle. Dato: Torsdag d. 25. Januar, 2018. Kl. 22.12.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Det her var nok det mest nytteløse for mig for tiden, og ærlig talt, så forstod jeg fandme ikke, hvorfor jeg gjorde det!. Jo, det var for ikke at blive fyret, men forfanden, hvor havde jeg meget andet jeg langt hellere skulle lave istedet for at stå her og lukke fulde idioter ind på klubben!. Seriøst, Molly var væk på 6. døgn og så var jeg tvunget til at arbejde istedet for at bruge alt den dyrebare tid på at finde hende!.

Jeg kunne ikke engang bede min chef om fri, for hvad fanden skulle jeg sige?. Jeg kunne aldrig nogensinde fortælle den egentlige grund.. Okay, så kunne jeg melde mig syg, men eftersom, at jeg i forvejen havde ’’ligget syg’’ i de sidste par dage, så kunne jeg ikke bruge den undskyldning eftersom, at min chef krævede en lægeerklæring, hvis ikke jeg dukkede op på arbejde i aften.. Så jeg var tvunget..

Heldigvis havde jeg en kæmpe hjælp i form af Elliot og Mason, som konstant havde været på denne her opgave med mig. Desværre havde det ikke givet os en skid at holde øje med de steder som Zac havde sendt til mig. Desuden var de steder allerede under opsyn i form af Jamies egne folk, hvilket jeg havde set, når jeg selv havde holdt og observeret områderne.

Jeg havde været nødt til virkelig at skjule mig, så de ikke opdagede mig og fortalte Jamie, at jeg også var på opgaven, men igen, så havde jeg heldigvis Elliot og Mason, som ingen af Jamies folk anede noget om. Okay, det kunne da være, at de kunne genkende dem som Mollys venner, hvis de havde set dem sammen med hende, i dont know, men uanset hvad, så var jeg sikker på, at de ville se det som et tilfælde, hvis de skulle ’’opdage’’ dem ved de steder, hvor Ryan og hans folk var blevet set. Det var jo nogen ret offentlige steder, hvor alle kunne komme forbi, såå..

Jeg værdsatte selvfølgelig drengenes hjælp, men efterhånden var jeg også begyndt at tænke på at sige til dem, at de ikke behøvede det længere. Jeg opgav bestemt ikke, men var med tiden begyndt at miste håbet for, at Ryan eller nogen af hans folk ville dukke op de steder vi holdte øje med.. Måske var de så smarte og overvågede selv stederne og havde for længst bemærket, at der altid holdte nogen og skyggede stederne?.. Eller måske havde de bare slet ikke behov for at dukke op de steder for tiden..

Bare tanken fik mig til at sukke. Det var topfrustrerende, og trods mit ene ben i Jamies lejr, så følte jeg mig stærkt u-informeret!.

Jeg havde ikke hørt et ord fra Zac siden den dag vi tilfældigt stødte på hinanden og han gav mig de informationer, så tidligere idag besluttede jeg mig for at ringe til ham for at høre om der var noget nyt. I telefonen havde han lydt meget overbevisende, da han sagde, at de ikke havde noget nyt, og selvom jeg pressede ham, så holdt han fast i sin forklaring, så jeg til sidst måtte opgive. Men fuck, hvor havde jeg en klar fornemmelse af, at han løj for mig!. Jeg nægtede at tro, at Jamie fik sine folk til at arbejde i døgndrift uden at få én eneste ny information på så mange dage som der efterhånden var gået. Det lignede ikke Jamie, og hvis det virkelig var tilfældet, så var jeg slet ikke i tvivl om, at han havde fyret hele banden og byttet dem allesammen ud med nogen der kunne give ham de informationer han havde behov for!.

Den eneste information jeg fik fra Zac tidligere, var faktisk ikke engang til nogen hjælp eftersom, at jeg kunne regne den ud selv. Jeg havde spurgt ind til alt det jeg regnede med at Jamie havde gang i. Blandt andet havde jeg spurgt om de sporede Ryans telefon og til det havde Zac svaret, at hverken Ryan eller nogen af hans folk havde deres telefoner tændte eftersom, at de kun brugte Mollys telefon til at kontakte Jamie med såkaldte ’’videoer’’ af Molly. Dem spurgte jeg slet ikke ind til eftersom, at jeg kunne regne ud, hvad de videoer gik ud på. Værst af alt frygtede jeg det der var værre en tæsk!. Den tanke skulle hurtigt ud af mit hoved igen, så jeg kneb kort øjnene sammen og tog en dyb indånding imens jeg lænede vægten over på det højre ben istedet for det venstre.

Zac havde forklaret mig, at de ikke engang kunne spore Mollys telefon, da de andre ringede til Jamie mere. Mollys telefon var stort set altid slukket, med undtagelse af, når de brugte den til at lave videoer og sende dem til Jamie, og hvornår de gjorde det var jo umuligt at sige, så derfor kunne de ikke engang spore Molly selv.

Det var sku noget lort det her!. For hver dag der gik fik jeg en større og større følelse af at vi allesammen bare spildte tiden imens Ryan mishandlede og pinte Molly mere og mere.. Den værste tanke jeg havde haft var det faktum, at Ryan udmærket var klar over, hvad der foregik og bare kørte os allesammen rundt i manegen og sørgede for ikke at dukke op de steder, som han vidste, at vi holdte øje med..

Samtidig tænkte jeg på, at manden jo slet ikke var klar over, at jeg havde fået Elliot og Mason med på den, men så tænkte jeg, at Ryan så mig oppe hos Jamie og hvis han bare tog alle sine forholdsregler, så holdte han også øje med mig og derfor havde set mig sammen med Elliot og Mason flere gange i løbet af ugen, hvor han derved kunne få nogen til at holde øje med dem også.. Hvem fanden kunne vide, hvad den mand foretog sig?!. Han var som sunket i jorden sammen med Molly og hans egne folk!. Ingen var til at finde i eller udenfor byen.. Og det vidste jeg eftersom, at både Elliot, Mason og jeg selv havde brugt uendelige timer på at køre byen tynd og lede efter både Ryan, hans folk og ikke mindst det sted, som Molly havde beskrevet at hun var og som Zac havde fortalt mig om. Men det var jo umuligt. Uanset hvor meget Molly havde prøvet at hjælpe, så kom ingen udenom, at hendes hints stadig gjorde det område hun befandt sig i, utrolig stort. Det kunne være hvor som helst, vest fra byen jo?..

Noget positivt i alt det her var i det mindste, at Zac i søndags, hvor jeg stødte på ham, havde holdt sit ord og sendt mig de informationer han fik samlet op hos Jamie. Udover adresserne på Ryans tilholdssteder, så var der også få billeder af Ryans folk. Et overvågningskamera i gaden, hvor Molly blev taget havde jo fanget dem og pga Jamies kammerat, Bryan, som havde fulgt bilen igennem alle systemerne til overvågningerne i gaderne, var det lykkedes ham at få nogen billeder af de gutter der tog Molly fra tidligere på dagen, hvor de ikke var maskeret og pakket ind i sort tøj, som Zac havde fået at vide, at de var, da de tog Molly.

Zac havde sendt mig billederne og jeg havde sendt dem videre til Elliot og Mason, som derved også kunne se, hvem de skulle kigge efter og ikke bare hvilken bil og hvilke områder de skulle opholde sig i. Desværre var det ikke lykkedes mig at skaffe et billede af Ryan. Jeg havde egentlig håbet at kunne finde ham på de sociale medier, hvor enhver person i verden nærmest havde en profil efterhånden, men det var komplet umuligt. Han var totalt slettet fra alle steder. Selv Facebook var han ikke engang på længere. Dér havde jeg faktisk regnet med at have størst chance for at finde ham, da jeg vidste, at han engang havde haft Facebook, men nope.. Manden var som sunket i jorden på de sociale medier..

Mine ukontrollerede og rodede tanker blev afbrudt, da jeg pludselig mærkede min mobil vibrere i min bukselomme. Jeg så mig kort omkring og så ingen ’’kunder’’ i nærheden, så jeg trak mobilen op og så Elliots navn på skærmen.

’’Elliot?’’ Spurgte jeg kort, da jeg havde taget røret og sat mobilen op til øret.

’’En af de gutter fra billederne er lige gået ind på mit lokale pizzeria..’’ Lød det fra Elliot meget stille imens min adrenalin straks steg i vejret og satte min krop og hjerne i første gear!.

’’Hvor er du nu?’’ Spurgte jeg hurtigt og stivnede i kroppen, da jeg blev helt anspændt.

’’Jeg sidder på pizzeriaet og venter på min og Beccas pizza..’’ Svarede Elliot kort og fik mig til at nikke kort for mig selv, men nåede ikke at svare før han fortsatte.

’’Jeg følger efter ham, når han smutter. Han er ved at bestille nu, så der går nok 10-15 minutter måske’’

’’Nej, jeg ringer til Mason!. Han sidder udenfor Ryans stam-bar og holder øje. Hvis ham der gutten opdager, at du følger efter ham kan det spolere det hele. Bare lad som ingenting indtil han er gået’’ Forklarede jeg hurtigt.

’’Jeg så ham da han kom. Han kom fra retningen nede imod dig, så jeg tror, at han går forbi dig, når han går tilbage’’ Sagde Elliot og fik mig til at nikke forstående og tilfreds, da den information var virkelig god!. Jeg vidste godt, at Elliots ’’lokale pizzeria’’ lå her i gågaden, så jeg vidste, at han ikke var langt væk fra mig, men at Elliot heldigvis havde set, at han kom fra denne her retning. Det var virkelig godt!. 

’’Godt.. Jeg ringer til Mase nu og beder ham om at køre herhen af med det samme. Hvis ham gutten er i bil, så skal vi have en til at følge efter ham uden han ved det..’’ Sagde jeg kort.

’’Hvordan finder vi ud om han er i bil, hvis jeg ikke kan følge efter ham?. Der er trods alt et pænt stykke vej ned til parkeringspladserne for enden af gåden?’’ Spurgte Elliot, hvis slet ikke overraskede mig.

’’Jeg er på vej..’’ Svarede jeg helt kort og så mig kort over skulderen, hvorefter jeg forlod min plads foran trapperne ned til klubben og med hurtige skridt bevægede mig ned igennem gågaden.. Ned imod pizzeriaet..

_____________________________________________________

Så kom næste kapitel endelig efter Tinse gættede alle 5 svar rigtige på min quiz :D Flot gået!. 

Næste kapitel kommer snart :) 

Krammer til alle herfra!. 

Hav en fantastisk dag!. 

Love <3 

-NetteC

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...