Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

73Likes
385Kommentarer
47537Visninger
AA

25. Loaded With Questions.. And Nerves!.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Kl. 03.18.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg trak lidt luft ind, så mine skuldre hævede sig en anelse, da den dingende lyd fra elevatoren lød i mine ører og gav mig kuldegysninger hele vejen ned langs ryggen.

Med rolige skridt bevægede jeg mig ud af elevatoren med Jamie bag mig, som jeg fornemmede gik hen til væggen til venstre, hvor han trykkede på nogen knapper, så lyset i hele lejligheden langsomt lyste mere og mere op og gav et varmt og dejligt skær i mørket.

Jeg bed mig blidt i underlæben imens jeg med langsomme skridt bevægede mig over marmorgulvet i entréen og ned af marmortrapperne til stuen. Jeg lagde min jakke med mine ting i, henover en af sofaernes ryg og fik en, for tiden, sjælden god fornemmelse i kroppen ved tanken om, at nogen af Jamies drenge havde fundet min jakke og min mobil ude i huset og havde taget dem med til hospitalet, hvor Jamie havde mødtes med dem for blandt andet at få en opdatering på hele situationen, som jeg ikke engang var helt klar over, hvordan var.

Jeg tog en dyb indånding og bevægede mig roligt imod vinduerne og samtidig kiggede lidt rundt. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle forholde mig. På den ene side føltes det som at være på en anden planet, at være her igen, men på den anden side, så havde jeg ikke følt mig så meget hjemme i meget lang tid, som jeg gjorde lige nu. Ikke engang hjemme hos Becca havde jeg følt mig så meget hjemme, som jeg gjorde her.. Men om det var godt eller dårligt, var jeg ikke helt så sikker på?..

’’Dig og vinduer med god udsigt, huh?..’’

Jeg nikkede svagt med blikket fast udover byen og armene krydset blidt under mit bryst, og undlod at svare yderligere. Hvad skulle jeg også sige?. Skulle jeg starte en samtale om udsigt og det jeg altid plejede at få ud af at se på en flot udsigt?. Nej, det var ikke lige det der fyldte mit hoved lige nu, skulle jeg ærligt indrømme, og det var Jamie sikkert også helt bevidst om.. Men det var nu sødt af ham at forsøge at få mig på andre tanker.. Hvis det altså var han hensigt ved at kommentere på det sådan?.

’’Molly?..’’ Spurgte Jamie meget roligt med sit blik vendt imod siden af mit ansigt, så jeg fornemmede, at han ville have mig til at kigge på ham, hvilket jeg kort efter gjorde med et afventende blik.

’’Hvad fortalte du politiet, da du snakkede med dem?’’ Spurgte Jamie og så et kort øjeblik ned, da han var omkring halvvejs i sin sætning, som om han frygtede, at det var et dårligt tidspunkt at spørge. Men ærligt, så kom det slet ikke bag på mig. Jeg havde set den komme for længst, så jeg var forberedt på, at han ville spørge mig før eller siden, men det forhindrede ikke mig i at blive fyldt med knuder i maven og dårlig samvittighed over at have løjet..

’’Det du bad mig om at sige..’’ Svarede jeg og kiggede lidt ned imellem os før jeg igen drejede ansigtet frem og istedet så ud af vinduet foran mig imens Jamie fortsat kiggede afventende på mig.

’’..Og så sagde jeg, at jeg ikke vidste, hvorfor de tog mig..’’ Fortsatte jeg kort og kunne tydeligt høre, at jeg lød præcis ligeså fjern, som jeg følte mig, da mine tanker drejede sig i retningen af de spørgsmål jeg stadig havde ubesvarede i hovedet.. Måske et passende tidspunkt at få nogen af dem besvaret?.

Jeg skulede svagt imod spejlingen af Jamie i vinduet og så ham nikke kort imens han tog en dyb, men meget lydløs indånding og kørte sin hånd igennem sit mørke hår. Han virkede lettet over mit svar. Som om det var det han havde håbet, at jeg havde sagt, så der ikke opstod forskellige forklaringer til politiet, som i sidste ende kunne fælde Jamie og give ham en 10 gange højere straf end den han i forvejen stod med. Det var sådan set også fint, at han var lettet over det, men det afholdte mig ikke for de spørgsmål, der lå klar på tungen af mig.

’’Du har aldrig fortalt mig, hvordan du og Ryan egentlig fik det her fjendskab til hinanden?..’’ Startede jeg roligt og holdte mit blik ude på byen og bevarede mine krydsede arme under mit bryst.

’’Sådan har det altid været..’’

Det stak mig straks i kroppen, da Jamie efter lidt tøven endelig svarede mig. Jeg sukkede tungt og vendte blikket lidt nedad, så jeg, istedet for at se på toppene af husene, så ned imod Seattles gader.

’’Det var ikke det Ryan fortalte mig..’’ Indrømmede jeg ærligt og helt roligt og bemærkede ud af øjenkrogen, at Jamie straks vendte blikket imod mig og det fik mig til roligt at dreje mit blik op på ham, så han kunne se, at jeg ikke havde brug for flere løgne nu.. Bare det, at han startede den her samtale med at lyve for mig, gjorde virkelig ondt, og derfor fortjente han et blik, hvori han kunne se, at det skulle stoppe nu!.

’’I var venner engang..’’ Sagde jeg køligt og selvsikkert, men meget stille og rolig i tonen imens jeg så ham lige i øjnene.. Indtil han vendte blikket frem for sig og tog en dyb indånding og så lidt ned imod gulvet imens han kørte sin hånd igennem sit hår indtil den endte i hans nakke, som han kløede sig lidt på.

’’..Indtil den dag du bad ham skyde en uskyldig person, som skyldte dig 1000 kr.?’’ Fortsatte jeg, så Jamie kiggede lige op og ud af vinduerne med et tørt og opgivende blik, så jeg slet ikke var i tvivl om, at han havde fanget den.. Det var sandhedens time nu!.

’’That’s the name of the game..’’ Sukkede Jamie og så køligt på mig imens han krydsede sine arme og forsøgte at virke sikker. Jeg nikkede kort, men gjorde mig slet ikke forstående for hans sætning, og det kunne han sikkert sagtens se på mit blik.

’’Er det også en del af gamet, at du stak Ryan til politiet for det bankrøveri han lavede, så han kunne betale sin egen og hans brors gæld hos dig af?’’ Spurgte jeg måske en anelse spydigt og med kæmpe hjertebanken, men hvad skulle jeg ellers gøre?. Hvis det var rigtigt, så.. Ja, hvor meget jeg så end brød mig om at indrømme det, så forstod jeg godt, hvis Ryan havde følt en trang til hævn.. Hvis alt det Ryan havde fortalt mig ude i huset den dag, var sandt, så var hans had til Jamie ret forståeligt..

Den urolige hjertebanken kom sig af min frygt for svaret. Allermest havde jeg jo lyst til at høre Jamie sige, at Ryan var fuld af lort i hans forklaring til mig, og ikke mindst da han hentydede til, at det skulle være Jamie, der havde stukket ham for det bankrøveri.. For det havde jeg bestemt ikke glemt.. Ryan, der sikkert og alvorligt forklarede, hvordan ’’nogen’’ havde stukket ham for bankrøveriet med et blik i øjnene, hvor jeg tydeligt kunne se Jamies ansigt langt inde i pupillerne på ham. Men dog var jeg langt fra sikker på, at Ryan havde ret, men alligevel spurgte jeg Jamie som jeg gjorde. Havde jeg spurgt på en anden måde, ville han kunne benægte, så jeg var nødt til at spørge som om, at jeg allerede vidste det, for at være sikker på, at han snakkede sandt og ikke bare benægtede, hvis han så min usikkerhed og fandt ud af, at jeg ikke var sikker på om det virkelig var rigtigt..

’’Jeg havde ikke så mange til at arbejde for mig dengang, og Ryan var en af de bedste jeg havde..’’ Svarede Jamie og prøvede fortsat at virke sikker og kølig, men brød illusionen, da hans stemme virkede mere desperat for at forsvarer sig end sikker i, at det han havde gjort, var helt okay og var forståeligt. Det gjorde mig dog slet ikke rolig eller tilpas. Tværtimod, så fik jeg et kæmpe stød i kroppen idet han indrømmede, at det var sandt!.

’’Var det derfor du tilbød din hjælp, da han kom ud af fængslet?’’ Spurgte jeg stille uden at slippe hans øjnene ét eneste sekund.

’’Han tog ikke imod den’’ Svarede Jamie hurtigt og fik mig til at ryste svagt på hovedet.

’’Og derfor gik du til hans lillebror og manipulerede ham til at tro, at du bare ville hjælpe, så hans bror endte med en kæmpe gæld hos dig endnu engang?..’’ Spurgte jeg hurtigt og måske lidt for skarpt, så jeg straks havde lyst til at trække det tilbage og spørge lidt på en anden måde.. Det skulle jo ikke være et angreb imod Jamie, det her, men hans svar og indrømmelser brændte mig så dybt ind i sjælen, så jeg ikke kunne lade vær med at mærke følelserne boble, så det blev svært for mig at styre min frustration, og ikke mindst, min skuffelse..

Jamie sukkede tungt og drejede sit blik ud imod udsigten igen imens han blidt lod sin tungespids kilde ham i mundvigen, så jeg ikke var i tvivl om, at det jeg sagde var rigtigt..

’’..Og så sørgede du for, at Ryan ikke kunne skaffe pengene nogen andre steder i håb om, at det ville få ham til at opgive og komme tilbage og arbejde for dig?’’ Fortsatte jeg mit spørgsmål og sank en ordentlig klump i halsen, da Jamie igen tøvede længe, men til sidst nikkede tomt og så lidt ned.. Og præcis dén reaktion ramte mig.. Det blik han havde skuffede mig virkelig!. Var det virkelig så pinefuldt at være ærlig overfor mig?..

Først nu så jeg væk fra ham. Jeg vidste knap nok, hvad jeg skulle gøre af mig selv idet jeg sukkede og tog mig lidt til min næseryg med to fingre imens jeg bøjede ansigtet lidt ned, men da jeg ud af øjenkrogen, efter mit suk åbnede øjnene igen, så den grå divastol et stykke fra mig, besluttede jeg mig for at træde et skridt baglæns og sætte mig tungt ned.

Jeg placerede mine albuer på mine lår og lagde mine hænder op i en bedene stilling foran min mund og næse, og så ud af vinduerne igen med et tomt blik og uden at sige noget et godt stykke tid. Hvad skulle jeg efterhånden også sige?. Turde jeg overhovedet spørge mere?. Jeg mener, af frygt for at blive endnu mere såret end jeg følte mig lige nu. Én ting var det han havde gjort. Trods alt, så var det slet ikke så overraskende endda, selvom jeg ikke havde regnet med det. Men dét, at jeg ikke havde regnet med det kom sig af den anden ting jeg var totalt skuffet og mundlam over nu.. Han havde løjet for mig og holdt det her skjult. Selvom han havde overbevist mig om før, at jeg vidste alting.. Hvor meget mere var der jeg ikke vidste?.

’’Sikkert en hel del!’’

Ja, det havde jeg sku nok ret i. Uanset, hvor mange gange den mand havde sagt, at han ikke havde flere hemmeligheder for mig, så blev der ved med at dukke noget nyt op..

’’Du sagde engang til mig, at man i den her verden er nødt til at være iskold og aldrig indrømme, at et drab er et uheld, hvis man vil have folks respekt.. Men det er ikke rigtigt, vel?.. Det er bare sådan du har valg at skabe din respekt.. Så folk frygter dig og derfor ikke tør at gå imod dig af bar frygt for deres liv..’’ Sagde jeg uden at fjerne mit stirrende og tomme blik udover byen.

Jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden blev tømt for ubesvarede spørgsmål efterhånden som jeg fik stillet dem imens jeg fik flashback til alt hvad Jamie engang havde fortalt mig, og ikke mindst til det Ryan havde fortalt mig ude i huset. Og det spørgsmål jeg netop havde stillet kom sig af noget jeg havde tænkt meget over efter Ryans forklaring. Endnu en hentydning til, at det ikke var sådan ’’den her verden’’ hang sammen, men at det var sådan ’’Jamies verden’’ hang sammen..

’’..Du har ikke kun været indblandet i 3 drab, vel?’’ Spurgte jeg meget stille, da Jamie slet ikke svarede mig, hvilket jeg derfor tog som et svar.

Jamie forholdte sig stadig stille og pludselig fik jeg følelsen af, at han kun var stille, da han ville have mig til at se på ham.. Så det gjorde jeg. Roligt vendte jeg mit blik op på ham og så hans tomme blik på mig, og bare ved at få øjenkontakt med ham, kunne jeg se, at jeg havde ret.. Hvis ikke det jeg sagde var rigtigt, hvorfor så forholde sig så stille som han gjorde?..

Jeg tog en opgivende og skælvende dyb indånding imens jeg kneb øjnene blidt sammen og vendte blikket væk fra ham. Jeg rystede på hovedet og valgte at rejse mig fra divaen jeg sad på. Det var nok nu. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ikke havde brug for mere af det her nu.. Og helst ville jeg gerne være alene..

’’Forhelved, Molly.. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal sige til det’’ Lød det lettere opgivende bag mig, så jeg stoppede roligt op og vendte mig imod ham og så opgivende på ham.

’’Du behøver ikke at sige noget, Jamie..’’ Sagde jeg meget stille.. Og meget skuffet..

’’..Hver gang du siger noget jeg tror er sandt, viser det sig alligevel at være løgn før eller siden..’’ Fortsatte jeg og mærkede alle de sårede følelser blusse sig mere og mere op i mig imens jeg vendte mig om og fortsatte min gang op af trappetrinene og hen imod vinhylden, så jeg kunne komme rundt om den og ud på badeværelset.. Det eneste sted jeg følte, at jeg kunne ’’flygte’’ hen lige nu og bare være mig selv..

Jeg låste døren efter mig, da jeg kom ud på badeværelset, og holdte et øjeblik fast i låsen imens jeg stødte panden op af døren og tog en dyb indånding imens jeg lukkede øjnene og rystede svagt på hovedet.

Jeg følte mig virkelig som et stort nervevrag lige nu. Jeg følte slet ikke, at jeg overhovedet kunne hænge sammen længere. Og oven i alt det, så skulle jeg endnu engang deale med alle Jamies løgne, som trods alt, virkelig sårede mig. Jeg forstod slet ikke, hvordan han kunne få sig selv til at blive ved med at holde de løgne kørende overfor mig, når han flere gange havde set mig i øjnene og fået mig til at tro på, at det han sagde var sandt og at han ikke skjulte mere for mig.

Ja okay, denne gang virkede det til, at han lagde kortene på bordet, men hvad hjalp det, når hans intension i virkeligheden var at holde det hemmeligt for mig?. Hvis det ikke havde været for Ryan og hans udtalelser, så havde jeg aldrig fundet ud af, at Jamie ikke kun stod bag 3 drab!.. Hvordan kunne han gøre sådan noget?.. Hvordan kunne han være så sød ved mig og så farlig for alle andre?..

Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud og fjernede mig fra døren for at aflede mig selv og ignorere den skælvende følelse jeg fik i kroppen ved de uhyggelige tanker om Jamie.

Jeg vendte mig om og begyndte at hive mit tøj forsigtigt af min ømme krop, da jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle have et bad. Jeg brugte god tid på at hive det af, for at spare mig selv for de ømme smerter, men måtte se i øjnene, at det var lidt af en umulig opgave at gøre uden at mærke til smerterne.

Jeg fik min bluse og mine bukser af og kiggede tilfældigt frem for mig, da jeg langsomt tog mine hænder om på ryggen for at åbne min bh. Jeg stivnede næsten ved synet jeg fik i spejlet, men igen, så blev jeg slet ikke overrasket, da jeg så mærkerne og ridserne rundt omkring på min krop og i mit ansigt. Heldigvis var mit ansigt det der så mest uskadt ud, men alligevel syntes jeg slet ikke om synet af mig selv.. Uhyggeligt store mærker, der mindede mig om hvert eneste spark. Fedtet hår der mindede mig om det iskolde lokale jeg var låst inde i uden chance for at få varmen med ét eneste bad. Min tørre og blege hud, der mindede mig om hvor lidt energi jeg havde fået lov at indtage og hvor lidt luft og sollys min krop havde fået..

Jeg sank en klump i halsen og så straks væk fra spejlet imens jeg åbnede min bh og smed den på flisegulvet, hvorefter mine trusser fik samme tur og jeg derefter bevægede mig forbi badekarret og hen til brusekabinen. Normalt var det skønneste et dejlig varmt karbad, men lige nu havde jeg mest lyst til et varmt brusebad der kunne spule mig.. Og så skulle jeg ikke tænke på ulempen i et badekar, hvor vandet efter kort tid blev koldt og konstant skulle skiftes så man kunne holde varmen..

Jeg tændte bruseren og holdte min hånd ind under vandet, så jeg kunne mærke det skifte fra iskoldt til dejlig varmt, og da det var den temperatur jeg ønskede, tog jeg en indånding ind og stillede mig ind under bruseren, så vandet omkransede mig og væltede nedover mig.

Det sitrede i hele min krop, da jeg langsomt blev helt varm i kroppen, men desværre nåede jeg kun at nyde det i få sekunder, for som altid, så var det i badet, at mine tanker kunne få frit spil til at ’’rense’’ sig ud og jeg kunne slippe alt..

’’Det er ikke slut endnu.. De er stadig derude.. De kan tage dig når som helst!’’

’’Jamie løj for dig.. Han manipulerede dig!. Og så fik han dig til at lyve for politiet blandt andet for at redde hans røv!.. Du kan ikke stole på nogen længere!. INGEN!. Ikke engang når du tror de fortæller dig sandheden!’’

’’Justin advarede dig allerede dengang imod Jamie, men du lyttede ikke.. Alle vidste det, men ingen fortalte dig noget.. Kun Justin forsøgte, men du ville ikke høre.. Først da Ryan sagde det lyttede du!. Stoler du mere på ham end Justin?!..’’

’’Du kunne have været derude endnu, hvis det ikke var for dem!.. Trods alt hvad du har gjort imod de to, så er de der stadig for dig!.. Og prisen for Justin kan være dyr!.. Kun pga dig!’’

’’Du tog et menneskes liv!.. Du fortjener din dårlige samvittighed.. Din skræk og rædsel.. Din panik!.. Velkommen til helvede!.. Du kan aldrig mere kalde dig selv for et ordentligt menneske!.. Hvordan kan du være skuffet over Jamie efter hvad du har gjort?!’’

’’Nu får du endelig som fortjent, din forbandede lille luder!.. BANG!!’’

Jeg tårerne væltede ud af øjnene på mig og hulkende ville ingen ende tage. Uanset, hvor meget jeg prøvede ville mine tanker bare ikke holde op.. Men det værste var lyden.. Det høje brag der gav genlyd i mit hoved og gentog sig igen og igen imens billederne af hans sidste sekunder kørte i sløjfer på min nethinde.

’’Omg!..’’ Pev jeg skræmt og hulkede imens jeg tog mine hænder op foran ansigtet og lænede mig op af væggen bag mig med ryggen, inden jeg mærkede mine ben langsomt forsvinde under mig og bukke sig sammen, så jeg gled langsomt ned af væggen imens det varme vandt fortsat skyllede ustoppeligt nedover mig.

Jeg hulkede og græd ned i mine rystende hænder imens jeg, i halsen, kunne mærke, at det var lidt svært at trække mit gispende vejr ordentligt, da dampen blev tykkere og tykkere herude.

Hvad fanden skulle jeg gøre ved mig selv efter det her?!. Hvordan kunne jeg leve med det her?. En så utilgivelig ting, som jeg havde gjort?!..

___________________________________________________

Heeey mennesker.

Undskyld, at der er gået så lang tid før der er kommet et nyt kapitel, men den varme har virkelig fået alt for meget opmærksomhed fra min side af. Man skal nyde det mens det er der, og alligevel slår det mig helt ud, at det er så varmt, haha :D 

Næste kapitel kommer forhåbentlig snart :) 

Skøn sommer til alle derude :)

Love <3 

NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...