Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

73Likes
381Kommentarer
45781Visninger
AA

12. Kun Denne Mulighed.

 

Location: Jamies højhus, Seattle. Dato: Lørdag d. 20. Januar, 2018. Kl. 11.42.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Dom, come on man..’’ Sagde jeg opgivende og så mildt sagt frustreret på ham.

’’Jeg beklager, Justin, men jeg kan ikke lukke dig ind. Du kender Mr. Bieber’’ Svarede Jamies bodyguard, Dom, mig og rykkede sig ikke en eneste millimeter, så jeg kunne komme forbi og ind i elevatoren, som dog ikke var hernede.

’’Ja tak, men forhelved man. Du kender også mig, og du ved sku da godt, at jeg ikke er nogen fucking trussel for nogen her man!’’ Forsøgte jeg at presse ham, da jeg nægtede at give op!. Jeg var overbevist om, at Molly var oppe ved Jamie, og jeg skulle have fat i hende.. Derfor skulle jeg bare ind.. På den ene eller anden måde.

’’Ja, men jeg har fået besked på ikke at lukke dig ind, så det kan jeg ikke’’ Svarede han køligt og standhaftigt.

’’Hvornår har du fået det at vide?. For flere måneder siden?. Som om der sker noget ved, at du lige..’’

’’Justin, jeg kan ikke lukke dig ind, så drop de søforklaringer, okay..’’ Afbrød han mig lettere bestemt, så en irriteret følelse bredte sig i maven på mig.

’’..Smut nu med dig’’ Fortsatte han kort og hintede med hovedet diskret hen imod hovedindgangen til højhuset.

Jeg sukkede irriteret, da jeg godt kunne se, at manden på ingen måder havde tænkt sig at give sig. Seriøst man!. Hvad fanden skulle Jamie også lige have alle de vagter for man!. Og hvorfor kunne han ikke bare lige idag have givet dem alle fri?!.

Jeg vendte mig om og forlod bygningen med den mest gnavende og irriteret følelse jeg længe havde haft. Men selv med de følelser, så gav jeg sku ikke op.. Jeg skulle derop, og heldigvis tog det mig ikke lang tid, før det slog mig og en lysende pære poppede op over mit hoved..

Uden at virke som en, der havde fået en idé, gik jeg rundt langs med bygningen, ned af den ene sidegade og om i ’’baggården’’ til højhuset. Ja, eftersom jeg havde boet hos Jamie temmelig længe, så kendte jeg også godt huset ret godt.. Især den såkaldte ’’brandtrappe’’, som der jo skulle være i ethvert hus i tilfælde af brand!.

Jeg stoppede op ved indgangen til brandtrappen og tog ned i håndtaget og trykkede døren ind, men stoppede straks, da det gik op for mig, at den var låst. Pis!. Efter så fandens lang tid, hvor den dør havde stået ulåst, så havde de selvfølgelig fået den lavet nu?!.

Jeg kiggede mig lidt til hver side og lidt over skulderen for at tjekke om her var nogen mennesker i nærheden. Da der ikke var et øje at se, så jeg frem på døren igen og tog et lille skridt tilbage, hvorefter jeg tog en dyb indånding og i næste øjeblik lossede hårdt til døren med et ordentligt trygspark med min fod. Den larmede lidt, men gav sig ikke, så jeg tog en ny indånding ind og sparkede igen, denne gang lidt hårdere, så døren straks fløj op og bankede op i væggen indenfor.

Jeg gik hurtigt ind og smækkede døren efter mig, men kunne godt fornemme, at døren slet ikke lukkede rigtigt, da jeg lige havde smadret låsen i den.. Eller jo, døren lukkede, men jeg tvivlede meget på, at den låste.

Jeg begyndte at småløbe op af trapperne og blev allerede nu næsten helt opgivende ved tanken om alle de forbandede trin jeg skulle op af. Jamie boede jo forfanden øverst, så der var fandme langt op!.. Men hvad helved skulle jeg ellers gøre, når manden specifikt havde sagt til sine folk, at de ikke skulle lukke mig ind uanset hvad?.. Åbenbart havde han gjort det så klart for dem, at de ikke engang gad kalde op til Jamies lejlighed for at tjekke om jeg måtte komme ind. Der var bare lukket..

Det føltes som en evighed på de trapper, og jeg var mildest talt helt knækket, da jeg nåede op til øverste etage, hvor jeg ikke kunne komme længere. Jeg trak hårdt og tungt efter vejret og følte min hals brænde voldsomt. Ja, det kunne sku godt være, at jeg var i sygt god form for tiden, men trappegang i så højt tempo vænnede man sig aldrig nogensinde til. Jeg gjorde i hvert fald ikke!.

Jeg støttede mig til gelænderet imens jeg stod et stykke tid og fik styr på min vejrtrækning. Jeg måtte få mig selv og min vejrtrækning i ro før jeg bankede på døren, så jeg ikke lød som en eller anden med astma, som ikke kunne sige én eneste sammenhængende sætning.

Da vejrtrækningen var på plads, tog jeg en sidste dyb indånding og pustede hårdt ud, så jeg fik helt ro på. Jeg gik hen til døren, som selvfølgelig var låst og bankede så en smule hårdt på, da jeg vidste, at lyden skulle kunne høres helt ind i stuen. Bagdøren herud til bagtrappen var placeret omme bag vinhylden i stueetagen for enden af den lille skjulte ’’gang’’, hvor Jamies badeværelse var. Det var så sjældent at døren blev brugt, så det var også sjældent, at man overhovedet lagde mærke til, at den var her..

Jeg bankede igen, da jeg havde stået et stykke tid uden at der var sket noget. Men det gjorde det nu, for ikke engang 5 sekunder efter mine bank, hørte jeg låsen blive låst op, så jeg tog et skridt tilbage, så jeg ikke fik døren i hovedet, da den blev åbnet udad imod mig.

’’Justin?’’ Spurgte Dylan lettere køligt og rettede sig op i døråbningen. Bare det at se hans blik, kunne jeg se, at han tænkte på, hvad fanden jeg lavede her. Ja, han arbejdede jo for Jamie, så det var soleklart, at han selvfølgelig også vidste, hvordan tingene stod imellem mig og Jamie for tiden..

’’Ja, jeg skal lige tale med Jamie’’ Sagde jeg insisterende og trådte imod ham for bare at gå ind.

Dylan var hurtig og satte en hånd på dørkarmen og spærrede vejen for mig, hvilket jeg var forberedt på, at han ville gøre, så uden at tøve én eneste gang, tog jeg hurtigt fat i hans arm og vred den en smule og skubbede ham væk fra døråbningen, som hvis han havde været en af de idioter der af og til forsøgte at tilkæmpe sig adgang til klubben.

Jeg sendte ham et kort og irriteret blik og gik så hurtigt forbi ham og ned af den lille skjulte gang, forbi Jamies badeværelse og derefter rundt for enden af vinhylden, så jeg kom ud i selve stueetagen af Jamies lejlighed, hvor jeg hurtigt fandt Jamie siddende i sofaerne sammen med en hel del af både venner og folk der arbejdede for ham. Okay, mange af hans venner arbejdede også for ham, men lad nu det ligge..

Det var tydeligt, at de allesammen havde fuldt fokus på mig. Ja, det var sku da heller ikke normalt at nogen kom og bankede på bagdøren, så selvfølgelig sad de helt klar til at reagere. Dog var det kun Jamie, der rejste sig, da jeg kom gående imod stueområdet.

’’Hvad fanden tror du, at du laver?..’’ Spurgte Jamie mig virkelig storebroragtigt imens han trådte op af trappetrinene nede fra stuen, så jeg stoppede op og så køligt på ham.

’’Er Molly her?’’ Spurgte jeg ham koldt og fuldstændig ligeglad med, hvad han sagde. Han blev lidt stille og så køligt og tænksomt på mig.

’’Det skylder jeg ikke at fortælle dig, gør jeg?..’’ Svarede han koldt efter hans korte stilhed.

’’Hendes venner render rundt og leder efter hende, og hun fortalte mig igår, at hun skulle herhjem, så sig nu bare forhelved om hun er her eller ej man!’’ Vrissede jeg irriteret, da jeg fandme ikke var kommet for at lege små julelege. Hvis Molly var her, ville jeg vide det, så jeg kunne fortælle hendes venner, at de ikke skulle bekymre sig.. Og så jeg måske kunne få en snak med hende på et tidspunkt, hvor Jamie så ikke lige var i nærheden..

’’Hun er her ikke..’’ Sagde Jamie kort imens han krydsede armene.

’’.. Du talte med hende igår?’’ Spurgte han kort og køligt ind og rynkede øjnene lidt, så jeg slet ikke var i tvivl om, at netop den bemærkning var dét der påvirkede ham allermest..

’’Ja..’’

’’Undskyld.. Mr. Bieber?..’’

Egentlig vidste jeg godt, at den afbrydelse slet ikke var til mig, men alligevel så jeg mig over skulderen imod Tony, som kom gående hen imod mig og Jamie med blikket rettet imod Jamie.

’’Hvad er der?’’ Spurgte Jamie og virkede virkelig irriteret, hvilket jeg ikke kunne lade vær med at nyde lidt. Det var jo pga mig og det jeg sagde, at han blev så irriteret. Det lyste ud af ham at tanken om, at jeg og Molly snakkede sammen, frustrerede og irriterede ham. Og det var bare fedt!. Det var sku helt perfekt og fantastisk godt timet, at Tony kom og afbrød os lige der, så jeg ikke ’’nåede’’ at sige, at Molly og jeg stødte tilfældigt på hinanden og faktisk slet ikke havde talt sammen siden igår. Ja, jeg vidste sku godt, at det var ondt at tænke sådan her, men for min skyld måtte Jamie sku gerne tro, at Molly og jeg talte sammen.. Måske han så ville droppe hende?.. Eller, droppe sit forsøg på at have kontakt med hende, hvilket jeg havde forstået på Becca, var sådan det hang sammen?.. 

’’Der er 3 fyre der beder om adgang.. Og den ene er ham Ryan’’ Sagde Tony kort, så jeg straks så imod Jamie, som stod iskoldt og løftede svagt et undrende øjenbryn.

’’Bed dem om at skride..’’ Kommanderede Jamie uden særlig meget tøven. Tony nikkede kort og trykkede på knappen i hans øresnegl, så han kunne få kontakt ned til Dom og alle de andre der, som altid, var fordelt i henholdsvis kælderen, stuen og heroppe.

’’..Og du gør det samme..’’ Sagde Jamie og kiggede køligt på mig og vendte sig halvt om, men stoppede sig selv, da Tony igen vendte sig imod os og kiggede imod Jamie.

’’Ham Ryan siger, at du kun har denne her mulighed for at få fat i ham.. Før det er for sent..’’

Jeg rynkede panden lidt og så på Jamie, som slet ikke overraskede mig, da han bare stod og så køligt på Tony. Dog vidste jeg, at indeni tænkte han sig godt om og var langt fra ligeså kold og ligeglad som han så ud. Sådan var det altid med ham. Altid facader, men fuld af eftertænksomhed indeni. Ja, han var sku en klog mand. Det kunne man ikke tage fra ham ligemeget, hvor meget man så prøvede..

’’Send ham op..’’ Sagde Jamie kort og vendte sig imod alle drengene, der sad og så til nede i stuen.

’’Drenge..’’ Sagde han kort til dem og lavede en kort bevægelse med hånden, så drengene straks rejste sig fra sofaerne helt diskret og fordelte sig lidt rundt i både stue- og entréområdet.

’’Hallo?. Hvad sagde jeg lige til dig, huh?’’ Lød det fra Jamie, som fik mit blik vendt tilbage på ham, hvor han stod og så skarpt på mig.

’’Pis af med dig!’’ Småvrissede han og vendte ryggen til mig og gik ned i stuen og fortsatte over imod sit tv på endevæggen, hvor han havde en række med skuffer under nede ved gulvet. Han åbnede den højre yderste skuffe og trak en pistol op af, som han satte omme bag i hans jeans imens han igen vendte sig om og gik tilbage op af trappetrinene til entréen.

’’Justin!.. Fuck af, når jeg siger det til dig man!’’ Vrissede Jamie og hævede stemmen idet han så, at jeg ikke havde rykket mig en meter. Jeg pustede irriteret og vendte mig om for at gå imod elevatoren.

’’Hey!’’ Stoppede Jamie mig, så jeg så tilbage imod ham.

’’Samme vej som du kom ind!’’ Sagde han bestemt og hintede diskret imod vinhylden, så jeg himlede lidt med øjnene af ham og drejede mig imod vinhylden og begyndte at gå derhen af, men stoppede hurtigt op og så mig tilbage igen, da elevatoren dingede og gik op bag mig.

Jeg kiggede kort imod Jamie, som sendte mig et irriteret blik, men sagde denne gang ikke noget, da Ryan og 2 andre gutter kom ud af elevatoren. Ja, hvad skulle han gøre?. Begynde at diskutere med mig foran dem, eller hvad?. Ej, det var sku ikke Jamies stil. Men måske bagefter kunne jeg nok se frem til at få en på låget?.. Ikke, at det var sket før, men tro mig. Det kunne det fandme sagtens, og lige pt. havde den mand nok ikke hverken sympati eller broderskab for mig.. Og jeg forstod han sku godt..

Det gippede lidt i mig, da jeg pludselig fik øjenkontakt med Ryan, som gik med sine 2 kammerater bag sig, og smilede lettere flabet imod mig kort før han kiggede frem imod Jamie, som han stoppede op foran, så han stod ca. 2-3 meter fra ham.

’’Nå?. Ser man det?. Har du tilgivet lillebror for at have knaldet din dame, eller hvad?’’ Spurgte Ryan spydigt Jamie. Jeg rystede diskret og latterligt på hovedet imens jeg himlede med øjnene. Ja, selvfølgelig var den historie også noget til Ryan!.

’’Hvad vil du, Ryan?’’ Brummede Jamie køligt og ignorerede fuldstændig Ryans spydige bemærkning. Dog vidste jeg, at allerede nu var Jamie ved at springe i luften indeni. Han kunne ikke fordrage Ryan, og når han så oven i købet kom med sådan en bemærkning.. Ja, så forvandlede han sku Jamie til en springfarlig bombe..

’’Nå, jeg vil bare sludre lidt. Sådan for godt gammelt venskabs skyld. You know?’’ Svarede han spydigt og stak helt afslappet sine hænder i sine bukselommer og virkede helt chill i sit kropssprog.

’’Hvordan går det med dig?. Har du det godt?..’’ Spurgte Ryan videre, da Jamie slet ikke svarede ham, men bare så køligt til siden med et svagt løftet øjenbryn hen imod Sammy, der stod et stykke fra ham i den retning og var totalt forberedt, ligesom alle de andre, til at hjælpe Jamie, hvis det blev nødvendigt.

’’..Det må sku være hårdt, når man bliver ramt på sit svage punkt’’ Blev Ryan ved, da Jamie stadig ikke svarede ham, men bare stod og så iskoldt og lidt undrende på ham. Det forstod jeg sådan set også godt, at han gjorde. Hvor fanden ville han hen med det der?!.

’’Jeg kender ikke til svage punkter hos mig selv..’’ Svarede Jamie helt køligt og uden at trække én eneste mine i ansigtet. Ryan smilede med en meget spydig og pustende lyd, så jeg kneb øjnene kort og undrende sammen og så afventende på ham.

’’Men det gør jeg så til gengæld, kan man sige..’’ Svarede Ryan, hvorefter der ikke blev sagt en lyd, hverken fra Jamie eller nogen af os andre.

’’..Tænk engang, at jeg skulle opleve det. Selveste Jamie Bieber.. I knæ.. For en skide tøs?. Hvem fanden havde set den komme?’’

Mit hjerte begyndte straks at pumpe, da Ryan drejede samtalen ind på Molly.

’’Har du talt med hende for nyligt?’’ Spurgte han videre imens Jamie trak lidt luft ind og prøvede at forholde sig helt kølig. Dog kunne jeg sagtens se på ham, at han blev stærkt påvirket af det Ryan sagde.. Præcis ligesom mig!.

’’Hun var forbi igår, ikke?.. Hvad sagde hun?. At det var slut?.. At hun ikke havde brug for dig mere?’’ Spurgte Ryan og tog et skridt tættere på Jamie.

’’..Hun så ret ked af det ud, da hun gik herfra igår aftes..’’

’’Hvor er hun?!’’ Brød jeg skarpt ind, da jeg for alvor fik lagt 2 og 2 sammen, og stod hurtigt ved Ryan og Jamie, hvor kun Ryan vendte hele ansigtet imod mig og Jamie nøjedes med kort at vende sit blik imod mig, men beholdte stadig sit ansigt fast frosset imod Ryan.

Ryan smilede det mest spydige og flabede smil til mig, så jeg havde allermest lyst til at springe i flæsket på ham og ødelægge hver en del af hans usle ansigt!. Han vendte blikket tilbage på Jamie og tog en dyb indånding imens han krydsede sine arme helt overlegent.

’’Ring til hende, Jamie.. Noget siger mig, at hun har ombestemt sig..’’

Min verden sortnede fuldstændig over Ryans ord til Jamie, som kort efter trak sin mobil op af lommen og tog en hård indånding ind og holdt vejret..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...