Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

72Likes
381Kommentarer
45358Visninger
AA

5. Kom Videre!..

 

Location: Beccas lejlighed, Seattle. Dato: Tirsdag d. 1. Januar, 2018. Kl. 23.20.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

’’Vil du høre min ærlige mening?’’ Spurgte Becca mig med hendes helt kølige og selvsikre blik vendt direkte imod mig.

’’Mm?’’ Mumlede jeg bare kort og nikkede svagt imens jeg lå halvt nede på sofaen i havfruestilling med min overarm hvilende på armlænet, hvor jeg havde sat min hånd op til siden af mit ansigt for at støtte mit hoved på den.

’’Jeg tror bare han har taget den første og den bedste.. Jeg tror ikke en skid, at det der er ægte’’ Svarede Becca så selvsikkert, at jeg faktisk fangede mig selv at tro i få sekunder på, at det hun sagde var rigtigt. Dog ødelagde tanken om, at Becca jo hverken talte eller havde set Justin i månedsvis, det hele meget hurtigt, da det gjorde mig bevidst om, at hun ingen beviser havde for, at det var sådan det var. Det var ren gæt fra hendes side af og desværre hjalp det mig slet ikke..

’’Hvorfor skulle han bare tage en eller anden tilfældig?’’ Spurgte jeg hende opgivende og med en kæmpe knude i maven over alt det her, som vi igen var kommet ind på.. Eller.. Det var nok mere mig, der i bund og grund havde fået samtalen over på emnet ’’Justin’’ endnu engang, trods det, at Becca hele dagen havde forsøgt at fjerne mit fokus fra det.. Men det var vidst gået op for hende, at det var en lidt umulig opgave siden hun valgte at bringe det på banen.

Det var helt tydeligt at se hele dagen, at Becca havde gjort alt hvad der stod i hendes magt for at samtalerne imellem os allesammen ikke skulle handle om Justin. Selv når jeg havde nævnt lidt, der kunne pege en samtale i den retning, så havde hun nægtet at lade mig gå den vej. Men da vi kom hjem her til aften havde hun opgivet, hvilket var tydeligt at fornemme på hende, da hun sukkende satte sig ned og kiggede seriøst på mig og sagde: ’’kom med alt du har derinde. Lad os bare tage den nu..’’. Og jeg greb straks hendes ord og lod alt jeg havde gået rundt og tænkt på hele dagen, komme ud.

I første omgang tror jeg, at Becca havde tænkt, at hvis vi bare ikke snakkede om emnet, så ville mit humør nok blive bedre og jeg ville komme ovenpå, men heldigvis – kunne jeg måske sige – gik det hurtigt op for hende, at hvis jeg bare gik med det selv, så fik jeg det bare endnu værre, så taktikken hun ellers havde sat sig for at bruge, virkede ikke..

Men som altid var Becca en helt fantastisk støtte at have hos mig. Jeg havde startet med at fortælle hende om de følelser jeg fik, da Elliot og Mason overbeviste os andre om, at hende pigen på Ben&Jerry’s var Justins nye kæreste, og som den fantastiske støtte Becca var, så lagde hun slet ikke skjul på, at hun havde følt og tænkt nøjagtig det samme, som jeg gjorde, hvis det var en af hendes tidligere fyre der havde fundet en ny så hurtigt..

Det gav mig selvfølgelig en bedre følelse at vide, at jeg ikke var den eneste der kunne tænke og føle sådan, men det var slet ikke nok for mig. Følelsen af at indse, at Justin var så meget videre, kunne slet ikke blive overskygget af forståelse og opbakning..

’’For at komme over dig selvfølgelig..’’ Svarede Becca på mit spørgsmål og virkede på intet tidspunkt usikker eller tøvende i hendes svar.

’’Ej, det tror jeg ikke..’’ Svarede jeg opgivende og rystede lidt på hovedet og så hen imod tv’et som stod tændt uden lyd, da Becca havde slået lyden fra, så vi kunne snakke uden noget i baggrunden der kunne forstyrre eller gøre os ufokusserede.

’’Nej, selvfølgelig gør du ikke det..’’ Sukkede Becca og himlede lidt med øjnene af mig, da jeg så hen på hende igen.

’’Med alt det du har fortalt om Justin og det han har sagt til dig, da i sås, der kan jeg simpelthen ikke tro på, at han bare kan komme videre, bare sådan..’’ Fortsatte Becca og knipsede med fingrene, da hun sagde ’’bare sådan..’’.

Jeg tog en dyb indånding og så lidt ned imod gulvet, da jeg ærlig talt ikke rigtig havde noget svar til hende. Selvfølgelig havde jeg selv tænkt den tanke, men desværre var den ikke særlig overbevisende mere. Efter at have gået i over 2 måneder uden at have hørt en lyd fra ham, og så også finde ud af, at han havde fundet sig en kæreste, så tvivlede jeg virkelig på, at jeg havde været så vigtig for ham, som han gav udtryk for..

Jeg lukkede øjnene og tog begge hænder ind foran mit ansigt og gned mig opgivende i hovedet imens jeg sukkede tungt.

’’Hvorfor har jeg det ligesom dengang jeg mødte ham?..’’ Pustede jeg ud og kiggede tilbage imod gulvet og satte igen min hånd tilbage som støtte til mit ansigt imens jeg rystede lidt frustreret og uforstående på hovedet.

Ja, det føltes på mange måder som dengang jeg mødte Justin. Der havde jeg også siddet og håbet, at han ville kontakte mig, men det gjorde han ikke.. Nu var det selvfølgelig lidt anderledes, men alligevel?.. Han havde stadig en grund til at ringe til mig!. Men hvorfor havde jeg ikke lært af det?. Hvorfor huskede jeg ikke på det før nu, at Justin aldrig kontaktede mig, når vi var adskilt?. Jeg vidste det jo godt..

Jeg begyndte faktisk at spekulere på, hvorfor jeg overhovedet havde haft håbet?.. En ting var, at han selvfølgelig ikke ringede, når han havde fundet en ny pige, men.. Han vidste, at jeg.. Ikke var alene, hvis man kan udtrykke det sådan, da jeg valgte at gå.. Men han var måske bare som alle andre fyre i denne her forpulede verden, trods det, at han ellers havde fået mig overbevist om, at han var noget helt specielt!?. Han skred måske bare fra problemerne, så han slap for at tage stilling til det?.

Den tanke brændte mig virkelig i hjertet, men samtidig gjorde den mig også en smule stædig. Jeg fik sådan en lyst til bare at opsøge ham og fortælle ham lige præcis, hvad jeg havde på hjertet og hvad jeg var endt med at gøre pga ham!.. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke få mig selv til. Sådan var jeg jo ikke, når det kom til stykket.. Og nu, hvor han havde en kæreste, så skulle jeg slet ikke begynde at stille mig op og måske ende med at ødelægge noget for dem.. Heller ikke selvom jeg inderst inde håbede, at det ikke ville holde længe, det forhold der..

’’Fordi du er et ægte nervevrag lige nu, som trækker på alle de ting du kan for at have det skidt..’’ Meldte Becca klart ud imens jeg vendte blikket over på hende og ikke kunne sige så meget til det hun sagde.. I bund og grund var det vel rigtigt, men hvad kunne jeg gøre ved det?. Mine tanker var ustyrlige og mit hjerte var knust. Hvordan kunne jeg hamle op med det og tage styringen?..

’’Hvad hvis det her er hele pointen og meningen med hele lortet?’’ Spurgte Becca mig ærligt.

’’Hvad mener du?’’ Spurgte jeg en smule undrende og rynkede panden lidt.

’’Du fortalte mig, at da i var ude på den yacht der, der havde han givet udtryk for, at sidste gang, var han bange for at blive afvist af dig og at det var derfor han ikke ringede til dig.. Hvad hvis det er det samme nu?. Det var jo dig der gik, og eftersom at han er en fyr, så har han en kyllingehjerne som alle andre fyre, så hvad hvis han tænker, at du er sikker på dit valg om at gå og derfor lader han dig bare være imens han i virkeligheden selv går og håber på, at du vil kontakte ham?’’

’’Og hvad er pointen så i det?’’ Spurgte jeg lettere undrende.

’’Pointen er, at det er dig der skal tage dig sammen og steppe op og ringe til ham.. Du vil jo gerne snakke med ham, så hvorfor gå og pine dig selv og være ked af, at i ikke snakker sammen, fordi han ikke ringer, når du ikke engang selv tager initiativ til at snakke med ham?’’ Svarede Becca mig hudløst ærligt og vendte hendes forklaring til et spørgsmål, som jeg ærlig talt ikke rigtig kunne svare på.. Dog satte tanken sig hurtigt i mig, men overvejelsen om faktisk at gøre det, kom ikke.. Og jeg vidste hvorfor..

’’Måske skulle jeg have haft ringet til ham.. Men nu er det jo for sent.. Han er videre, og det må jeg også bare se at komme..’’ Svarede jeg hende opgivende og mærkede igen knuden gnave i min mave.. Denne gang måske også lidt pga fortrydelse over, at jeg ikke havde steppet op, som Becca udtrykte det..

 

~

Location: Ude foran Sea Monster Lounge, Seattle. Dato: Onsdag d. 2. Januar, 2018. Kl. 00.35.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Skrid nu med jer!.. Hvad fuck er det vi skal være uenige om?’’ Sukkede jeg efterhånden irriteret over de små unger, der stod flabet og skabte sig, fordi de ikke måtte komme ind trods det, at de vidste ’’gyldigt ID’’..

Ja, de troede jeg var snotdum. Jeg så deres ID og spurgte om deres fødselsdag og det kunne de ikke engang svare på, så derfor vidste jeg, at de ikke var en dag over 21, som man skulle være for at komme ind her. Men de fattede tydeligvis ikke, at de var blevet afvist og ikke kunne gøre noget for at komme ind eftersom, at de blev hængende og insisterede på at blive lukket ind og skabte sig som små syge aber, når jeg holdte fast i, at der ikke var noget de kunne gøre for at komme ind.  

’’Vi har krav på at blive lukket ind, når vi viser ID!’’ Brummede en af drengene der tydeligvis kun pustede sig så meget op og spillede så smart fordi ham og hans ven havde 2 tøser med. Ja, jeg kendte det alt for godt. Hvis man ville imponere en pige, så bøjede man sku ikke nakken. Så gjorde man som den lille nørd og spillede smart..

’’Ikke når det ID du viser ikke er dit’’ Svarede jeg iskoldt og meget træt af at høre på ham.

’’Det er mit man!’’ Fortsatte han og fik mig til at trække et flabet smil op på læben, hvilket jeg kunne se, fik hans øjne til at lyne af irritation.

’’Du kan ikke engang huske din egen fødselsdag, forhelved’’ Smågrinede jeg bevidst flabet, da jeg hellere så, at han blev mere rasende end jeg nemt kunne ende med at blive lige nu.

Ja, det var tit en metode jeg tit brugte overfor sådan nogen flabede typer som ham. På den måde fik jeg selv lettere ved at håndtere min egen irritation og mit eget temperament, som i den grad blev sat på prøve temmelig tit. For kunderne var jeg jo bare en kontrolleret dørmand, men de kendte mig jo heller ikke, og de glemte tydeligvis tit at inde bag dørmand-’’uniformen’’, gemte der sig en rigtig person, som sagtens kunne dele ud af næverne, hvis nogen var lidt for flabet eller bevidst provokerede mig til en vis grænse..

Det var på sådan nogen tidspunkter her, at jeg kom til at tænke på Toby og drengene og virkelig begyndte at overveje om jeg mon skulle prøve at få kontakt med dem igen.. Normalt, når jeg havde aggressioner i kroppen, så fik jeg dem ud sammen med dem, på vores helt egen måde, men nu måtte jeg desværre nøjes med at få dem ud, når jeg tog op i fitnesscenteret og trænede min røv i laser.. Trods det, at en simpelt kamp virkede meget bedre end træning.. Ja, jeg savnede det sku nogengange.. Det indrømmede jeg sku gerne!..

Det var sådan set min egen skyld, at jeg ikke snakkede med drengene mere. Det var efter jeg tog beslutningen om ikke at tage med til de baseballkampe, som vi havde tradition for.. Eller, baseballkampene ville jeg egentlig gerne med til, men når det var med drengene, så vidste jeg bedre end nogen andre, at jeg ikke bare kunne tage med til selve kampen. De yderligere kampe var en del af det og det var dem jeg besluttede mig for at cutte af den dag.. Men set i bakspejlet, var det nok ikke det bedste move jeg kunne lave. Det som jeg havde håbet jeg ville få ud af det, fik jeg sku ikke..

Mindet om den dag sad stadig i mig og gav mig en gnavende følelse i kroppen. Det var på mange måder en rigtig lortedag fra start til slut. Jeg mistede min bedste ven, som så mig som en forræder ved at træde ud af vores gruppe ’’for en skide pige!’’, som han udtrykte det.. Og så mistede jeg hende det hele handlede om, og som jeg havde besluttet mig for at gå all in på.. Og hvad fik jeg ud af det?. Ikke en skid!. Jeg satsede og failede på alle måder!.

Jeg kunne selvfølgelig ikke give Molly skylden for, at jeg ikke længere snakkede med mine venner. Nej, det kunne jeg kun blame mig selv for, da det var mig selv der tog den beslutning, men jeg kom ikke udenom, at hvis det ikke havde været for hende, så havde alting set meget anderledes ud. Hvis ikke hun havde sagt alle de ting dagen før alt smuldrede imellem hænderne på mig, så havde jeg aldrig taget det valg jeg gjorde..

Det stod stadig helt tydeligt for mig. Som hvis det var igår hun troppede op på motellet og var helt grædefærdig og rasende, fordi Jamie havde fortalt hende, hvad jeg rendte rundt og lavede med drengene inden og efter en baseballkamp. Alle de ting hun sagde til mig gav mig indtrykket af, at hun så mig som en tro kopi af Jamie, og det ville jeg ikke have, at hun skulle, så jeg besluttede mig den aften, efter hun var gået, for at bevise overfor hende, at jeg var parat til at gøre alt for hende og droppe alt hvad jeg lavede, som hun ikke brød sig om.. For det vidste jeg nemlig, at Jamie ikke ville kunne gøre for hende, og det havde forsøgt at forklare Molly..

Den aften lå jeg og huskede på dengang, hvor jeg forsøgte at forklare hende, at uanset, hvor meget hun så end prøvede og håbede, så ville Jamie aldrig ændre sig, og han ville aldrig nogensinde droppe sin forretning, selvom Molly stod og pleasede ham om at lade vær.. Det ville jeg vise Molly, at jeg ville kunne gøre for hende uden at blinke, så dagen efter tog jeg ned til Toby i hans garage og forklarede ham, at jeg ikke længere var en del af holdet, der tog ud til alle de slåskampe inden en baseballkamp.. Og det faldt selvfølgelig ikke i god jord. Specielt ikke, da han nærmest selv regnede ud, hvorfor jeg droppede ud.. Det var dog heller ikke svært for ham at regne det ud, for som jeg allerede havde en lille fornemmelse af, så vidste han godt, at jeg havde et eller andet for Molly.

Flere gange havde jeg haft små diskussioner med ham over telefonen, fordi jeg ikke dukkede op til kampene, og han ikke forstod, hvorfor. Dog begyndte han at lægge to og to sammen, men sagde det aldrig direkte, når jeg gang på gang kom med undskyldninger om, hvorfor jeg ikke kunne tage med til en kamp.. Men den dag fjernede han virkelig filteret og spurgte mig lige ud og eftersom, at han var min bedste ven, så kunne jeg ikke lyve overfor ham, så uden at sige noget, blev han bekræftet i sin mistanke om, at jeg droppede vores faste kampdage og i sidste ende droppede helt ud fordi jeg hellere ville være sammen med hende..

Toby følte, at jeg valgte Molly frem for ham, og det forstod jeg ærlig talt godt, for uanset hvor meget det pinte mig at indrømme, så var det jo det jeg gjorde.. Så han bad mig skride af helvedes til.. Og selvom jeg gik derfra med en frustreret følelse og et voldsomt ubehag over lige at have mistet min bedste kammerat, så opgav jeg på ingen måder min plan..

Jeg tog ned til søen, som jeg havde planlagt, for at tale med Molly.. For at gå all in.. Og for at fortælle hende, hvad jeg havde gjort, så hun kunne se, at jeg ikke var som Jamie. At jeg var parat til at gøre alt for hende.. Og for at vise hende, at jeg virkelig ønskede at rette op på det hele, for det var blandt andet den hemmelighed om mine kampe sammen med drengene, som hun ikke brød sig om og som gav nogen seriøse ridser i lakken.. Og som gjorde, at hun tvivlede på mig.. Men jeg vidste det jo godt fra starten af. Molly hadede hemmeligheder, men igen, så havde hun jo ikke spurgt ind til de kampe på den måde, så jeg havde ikke tænkt over at fortælle hende det.. Men som sagt ville jeg rette op på det hele og gå all in på hende.. Desværre endte det bare helt anderledes end jeg havde forudset.

Hvis det var gået som jeg havde forudset, så havde jeg nok til at starte med, ikke været helt så vred idet hun kom over til mig.. Men det var bare det at se hende sidde derovre med Jamie, der fik min jalousi til at koge totalt over, så da hun endelig kom over til mig, så startede jeg vores samtale helt forkert.. Min fejl, ja, men jeg blev da bevidst om det og skiftede hurtigt taktik i håb om at få samtalen i den retning jeg ønskede, at den skulle.. Men så jeg Jamie stå og lytte og istedet blev jeg mere ivrig efter at få hende til at indrømme sine følelser for mig imens han hørte på det, frem for at fortælle hende, hvad jeg havde gjort for hende.. Og ja, så endte det hele helt forkert og samtidig gik jeg derfra med så meget vrede og frustration, at jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op. Og det blev slet ikke bedre, da hun dukkede op om aftenen..

Bare det at mærke ærgrelsen igen over, at jeg ikke bare var ærlig overfor hende og sagde, at jeg faktisk så Jamie stå der og høre alt, hvad vi havde talt om, og derefter prøve at overbevise hende om, at det jo var fuldkommen ligemeget fordi vi bare havde hinanden nu og frit kunne være sammen uden at bekymre os om nogen andre. Ja, det skar sku lidt i mig stadigvæk, men omvendt set, så havde jeg jo ikke lige forudset, at Jamie ville dukke op og kaste det i hovedet på Molly på en måde, så hun blev så såret og vred på mig, så hun til sidst valgte at gå uden at lade mig forklare rigtigt.

Jeg kunne stadig mærke, hvordan jeg slog mig selv lidt i hovedet over det, for igen, så var det noget jeg valgte at holde skjult for hende lidt for længe.. Jeg vidste, at hun hadede hemmeligheder, så jeg forstod fandme ikke, hvorfor helved jeg ikke bare sagde det med det samme og spillede totalt med åbne kort, da hun dukkede op på motellet den aften.. Så havde alting måske set anderledes ud?.. Men hvad kunne jeg gøre ved det nu?. Sket var sket og jeg havde taget nogen valg, og som jeg var totalt bevidst om, så havde alle valg en konsekvens.. Dog havde nogen valg konsekvenser, som var lidt nemmere at håndtere end det her som jeg havde stået med..

Jeg pustede tungt over igen at stå og få flashback til den dag. Nu havde jeg i månedsvis kæmpet for at fokusere på alt andet end det, men så så jeg hende igår og så føltes det bare som om, at alting startede forfra..

At se hende igennem vinduet på det pizzeria lige overfor var som at blive kastet fuldstændig tilbage til start. Ikke, at jeg havde fuldstændig glemt alt indtil igår nat - tværtimod faktisk – men det var endelig lykkedes mig at kunne fokusere på noget helt andet uden at blive mindet om hende hele tiden.. Og nu var det bare totalt smadret, for allerede nu kunne jeg mærke i mig selv, at fra nu af, når jeg stod her på min vagt og så over på pizzeriaet lige overfor, og som var umuligt at overse, så ville jeg blive mindet om hende.. Og det havde jeg ærlig talt slet ikke brug for..

Hvad værre var at se hende fuld i nattelivet igen.. Det gav mig et tydeligt billede af, hvor hun var i sit liv nu. Hun var glad.. Kommet videre.. Og tydeligvis havde hun ikke brug for at tale med mig!.

Ja, ærlig talt, så blev jeg sku lidt sur ved den tanke. At se Elliot og Mason komme over og hilse på mig med kæmpe smil, og så få øje på hende og pigerne, som gik ind på pizzeriaet?.. Kunne hun ikke engang sige hej til mig, eller hvad?. Var det virkelig sådan det skulle være?. Bar hun stadig nag?!..

Inderst inde havde jeg virkelig lyst til bare at ringe til hende og spørge om hvorfor helved hun ikke havde ringet til mig og talt med mig, som den voksne kvinde hun jo var, men det der holdte mig tilbage var frygten for at blive savet fuldstændig af hende og høre hende sige ting, som jeg slet ikke havde lyst til at høre.. Eller få bekræftet!..

Desuden, så var det også hende der gik, så hvis hun virkelig ville have noget med mig at gøre, så kunne hun jo bare ringe, men det havde hun så valgt at lade vær med, og det fik mig til at tænke, at hun klarede sig helt uden mig.. Og nu her efter 2 måneder, så var det for sent.. Hun var videre, og det burde jeg også bare se at komme..

______________________________________________

Endnu et kapitel til jer skønne læsere! :D

Tusind tak for jer!. 

All Love <3

-NetteC :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...