Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

73Likes
385Kommentarer
47155Visninger
AA

11. Just Run!.

 

Location: Et ukendt sted... Dato: Ukendt... Klokkeslæt: Ukendt...

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg gispede kort og rynkede panden lidt, da følelsen af kulden på min krop vækkede mig og gjorde mig opmærksom på, at noget var galt..

Jeg åbnede øjnene op og sugede straks lidt luft ind og holdte vejret, da jeg blev mødt af et fuldstændig tomt og slidt rum.

 


 

Jeg satte mig straks gispende op på det kolde betongulv, som jeg var vågnet på, og trak vejret hurtigt idet mit hjerte begyndte at slå voldsomt imod mit bryst og min frygt gik fra 0-100 på under 2 sekunder. Jeg nåede ikke engang at tænke på, hvor jeg egentlig var, før billederne kom ind i mit hoved!..

’’2 to mænd.. De tog mig og smed mig ind i bilen.. Og hvad skete der så?.. Var det?. Nej?.. Gjorde de.. Ej, jeg kan fandme ikke huske det!’’

Jeg kiggede ned af mig selv og tjekkede om jeg var kommet noget til nogen steder. Intet!. Det eneste jeg kunne mærke var noget ømhed på...

’’Balden!.. De stak mig!’’

Jeg rejste mig hurtigt op fra gulvet og gik direkte imod de 2 vinduer, som var det eneste der lyste rummet op for mig og som gjorde det klart for mig, at det trods alt var dag udenfor, hvilket jeg kunne se på det lyse våde gråvejr.

Jeg kiggede straks ud igennem ruden, men mærkede et jag i maven, da mit håb om, at jeg ikke var så skide højt oppe, som det så ud nede fra gulvet, hvor jeg kun kunne se himlen, forsvandt fuldstændig. Shit!.

Hvor højt oppe jeg var, var ikke til at sige præcist.. Måske 6. sals højde?. I dont know. I hvert fald var der alt for langt ned til at kunne flygte ud af vinduerne, hvis jeg nu tog en af de brosten, der lå på gulvet, og smadrede ruden..

Jeg vendte mig om og tog en dyb indånding for at få styr på alt i min krop. Hjertebanken, panikken og ikke mindst de svage rystelser i min krop, hvilket man tydeligt kunne se, hvis jeg rakte hænderne frem og forsøgte at holde dem stille.. Ja, det var sku umuligt at gøre det lige nu..

Jeg kiggede hen imod den lukkede dør og skubbede mig selv væk fra vindueskarmen og farede hen til døren. Jeg nåede at tænke negativt mindst 10 gange på vej derhen, trods det, at der kun var omkring 4-5 meter fra hvor jeg stod.

’’Den er låst.. Den er låst.. Den er låst..’’

Jeg lagde hurtigt min hånd på håndtaget og trak ned i det og fik det vildeste sus i kroppen, da jeg uden problemer kunne rive døren op og komme ud af rummet!.

’’What the fuck?!..’’

Uden overhovedet at tænke mere, panikkede jeg hen og greb en af brostenene, for derefter at storme ud på gangen, hvor jeg som det allerførste så en trappe, der førte ned til etagen nedenunder.

 


 

Jeg stoppede lidt op ved første trin og gav mig til at lytte om jeg kunne høre nogen former for tilstedeværelse, men her var fuldstændig dødt. Jeg tog det første skridt ned af trappen, som knirkede kraftigt, så jeg kneb øjnene sammen og bed mig kort i læben.. Ikke at det overhovedet hjalp på den knirkende lyd at lave en grimasse, men altså... Fuck det!.

’’Bare løb, Molly!’’

I alt min panik, gjorde jeg mig ikke engang den ulejlighed at tænke på, om det nu var smart at gøre lige præcis det jeg tænkte på at gøre. Nej, jeg rettede bare ind og lyttede til tanken, som i det næste fik startet mine ben, som nærmest kastede mig ned af trapperne, så jeg kunne komme væk.

Jeg holdte et fast greb om brostenen i min hånd, da jeg som det eneste tænkte på, at jeg bare ikke måtte tabe den, da det var det eneste jeg havde at forsvare mig med, hvis jeg skulle støde på nogen.

Jeg kom ned på etagen nedenunder, hvor der også var et par rum på begge sider af trappen. Jeg nåede lige at registrere, at her ikke var nogen, men dog kunne der godt ligne, at der havde været nogen her, da der var slået klapstole op i et par rummene.

Jeg fortsatte hurtigt rundt om trappen, hvor en ny trappe kom til syne og uden overhovedet at være forsigtig eller på nogen måder tænke om der muligvis var nogen nedenunder denne etage, fløj jeg bare videre nedad og talte hver en tom etage jeg løb forbi.

Jeg nåede 2 etager længere ned og her valgte jeg hurtigt at stoppe op foran den sidste trappe, som jeg kunne fornemme, at der var her. Jeg trak panisk og småforpustet efter vejret imens jeg så ned imod den nederste etage, hvor der var næsten helt sort af mørke. På alle de andre etager jeg havde løbet igennem, havde der været rum, hvor alle dørene stod åbne, og vinduer, hvor jeg kunne se lyset udefra, men den nederste var helt anderledes, og jeg fik straks en tøvende følelse og en kæmpe frygt for at løbe videre, eftersom, at jeg ikke kunne se, hvad der var dernede..

’’Du har ikke andet valg!. Bare løb!’’

Min tanke havde 100% ret. Jeg havde ikke andet valg, men forhelved man!. Hvad nu, hvis der var noget dernede, som var værre end at blive her?!.

Jeg mærkede de paniske tårer presse sig på, så jeg kneb øjnene sammen og tog min frie hånd op til hovedet imens jeg forsøgte at holde styr på min vejrtrækning, som på ingen måder hjalp min panik, eller mig selv, med at falde til ro.

Jeg tog nogen meget tunge og dybe indåndinger efter hinanden og fjernede så hånden fra mit ansigt idet en tåre gled ned af min kind og jeg derefter begyndte at løbe ned af trapperne.. Ærligt, hvad havde jeg at tabe lige nu?. Jeg anede ikke, hvor jeg var, hvor længe jeg havde været her, og hvad der ville ske, hvis jeg blev, og et eller andet måtte jeg gøre for at komme væk, for jeg tvivlede sku på, at jeg bare kunne lukke øjnene og ønske mig hjem!.

Jeg kom ned af trapperne og så straks lyset udefra igennem den åbne dør bryde ind i det mørke rum, som dog blev lidt mere belyst, da jeg kom ned i det og vænnede mine øjne til mørket. Her var ligeså tomt som på alle de andre etager. Dog var det her bare et stort rum med graffitimaling udover alle vægge.. Og så var der kun den ’’ramme’’ af en dør, som gav lys. Ikke ét eneste vindue..

Mit håb for at slippe væk herfra voksede ekstremt, da jeg bemærkede, at rummet var fuldstændig tomt, og uden at tøve mere, løb jeg imod den lysende udgang.

Tårerne begyndte at vælte ned af kinderne på mig idet jeg mærkede luften fra døråbningen komme ind i rummet. Ja, det var koldt, da jeg ikke engang havde min jakke, men ærlig talt, så var jeg fuldstændig ligeglad!. Jeg havde heldigvis stadig mine sko på som jeg kunne løbe i, så jeg var fuldstændig ligeglad om jeg skulle klare mig igennem det kolde vejr kun iført bukser og en stropbluse!. Hellere det end at blive her!.

Jeg nåede helt hen til døråbningen og skulle lige til at fortsætte ud af den, da jeg straks spjættede i hele kroppen, tabte brostenen i min hånd og skreg af bare chok, da jeg så 4 gutter stå kun et par meter foran mig.

Jeg hulkede straks og klæbede mig til dørkarmen imens jeg kneb øjnene sammen og hørte en af gutterne klappe langsomt i hænderne.

’’Det må jeg give dig, Molly.. Du er ikke bange for at tage chancer, hva?’’

Selvom jeg mildest talt var rædselsslagen, så tvang jeg alligevel mine grædende øjne op og så hen på mændene, som hverken var maskerede eller var iført alt det mørke tøj, som de mænd der tog mig havde.. Okay, de var så heller ikke maskeret sådan helt, men jeg havde alligevel ikke set deres ansigter eftersom, at de havde hætter over hovedet og da det var mørkt udenfor.

’’Kan du huske mig?’’ Spurgte fyren der kort forinden stoppede med at klappe og bevægede sig frem imod mig fra en af pladserne i midten af den række de 4 mænd stod på.

Jeg så grundigt på fyren, som stoppede op, godt og vel, 2 meter fra mig. Jeg kunne godt se, at han virkede bekendt, men ærlig talt, så havde jeg ingen anelse om, hvor fanden jeg var stødt på ham henne.

’’Tro mig. Jeg kan huske dig..’’ Fortsatte han og sendte mig et smil, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

’’..Du er Jamies dame..’’

Det gippede straks i mig, da jeg pludselig fik stikordene, der fik mig til at huske ham!. Og nu stod han pludselig meget klart for mig, da det var en dag, som havde sat sig fat i mig og som jeg havde meget svært ved at glemme..

’’Ryan..’’ Hviskede jeg bange og trak mig væk fra dørkarmen og tog et skridt tilbage idet han gik tættere på mig og nærmest pressede mig tilbage ind i det mørke rum.

Jeg tog endnu et skridt og gispede højt, da jeg ramte noget med min ryg, og hurtigt vendte jeg mig om og skreg panikslagent op, da det gik op for mig, at jeg havde trådt direkte tilbage i armene på 2 andre fyre, som straks greb fat i mig, da jeg forsøgte at komme væk fra dem.

’’Tag hende ovenpå..’’ Lød det fra Ryan imens jeg vred mig så meget jeg overhovedet kunne i armene på de 2 fyre, men lige lidt hjalp det. Selvfølgelig kunne jeg ikke hamle op med dem, og dårlig nok 2 sekunder efter, havde de løftet mig fra gulvet i overkrop og ben, og slæbte mig hen til trapperne, hvor de bar mig op igennem alle etagerne, hele vejen op på 5. og øverste etage, i det rum, hvor jeg startede med at være.

Fyren der havde fat i mine ben, slap dem pludseligt, så jeg gispede og kort efter blev skubbet hårdt ind i rummet af fyren der havde fat om min overkrop, så jeg mistede balancen og nærmest fløj igennem luften og landede som dødvægt lige ned på en af de resterende få brosten der lå tilbage i rummet.

Jeg ømmede jeg kraftigt imens jeg holdt vejret, da skubbet og landingen på stenen havde slået alt luften ud af mig. Det føltes som flere minutter, hvor jeg ikke kunne trække vejret, men bare kunne vride mig rundt på det kolde betongulv af bar smerte. Dog heldigvis fik jeg endelig hul til lungerne, hvor jeg hurtigt tog en dyb indånding og begyndte at hulke svagt imens jeg både kunne se svagt og høre, at fyrene kom ind i rummet.

Jeg kiggede op imod dem og blev straks helt låst i mig selv, da det pludselig gik op for mig, at endnu et ansigt i flokken var ret genkendeligt for mig og som gjorde mig virkelig bange!. Mit fokus flyttede sig dog hurtigt fra ham, da jeg så Ryan komme ind i rummet. Jeg satte min hånd i jorden og løftede min overkrop op, så jeg kom op at sidde i havfruestilling imens jeg trak tungt efter vejret, græd og så Ryan sætte sig på hug foran mig.

’’Hvorf.. Hvorfor gør du det her?’’ Spurgte jeg grædende og virkelig bange.

’’Arg, det tror jeg godt du ved.. Du var der jo selv den dag.. Du hørte vel efter hvad der blev sagt, ikke?’’ Spurgte han mig helt afslappet og flabet, så det løb koldt ned af ryggen på mig imens jeg så lidt ned i gulvet og tænkte mig lidt om indtil det blev klart for mig..

’’Det er hævn.. Over din bror?’’ Spurgte jeg stille og så op på Ryan igen.

’’Dygtig pige..’’ Svarede han nærmest helt optimistisk og løftede øjenbrynene lidt.

’’Hvad har jeg med det at gøre?.. Jeg er ikke sammen med Jamie mere!’’ Svarede jeg uforstående og lettere panisk, og snøftede lidt imens flere tårer løb ned af mine kinder.

’’Nej.. Men du har en helt særlig betydning for ham, og det er alt, hvad jeg har brug for..’’ Svarede Ryan koldt og rejste sig op fra sin hugstilling..

’’Vi snakker ikke engang sammen mere!. Jeg har slet ikke noget med ham at gøre!’’ Løj jeg grædende og panikkede fuldstændig, da jeg godt kunne høre, hvor det her bar hen.. Derfor så jeg kun en mulighed i at lyve fuldstændig!.

Ryan så bare på mig og smilede flabet med lidt lyd på imens han igen satte sig ned i sin hugstilling og kom lidt mere i øjenhøjde med mig. Jeg gispede straks, da en kæmpe flad ramte min kind, så mit hoved blev drejet til siden.

’’Drop de løgne der, okay?!. Hvor dum tror du jeg er?. Vi har holdt øje med dig, Molly!. Fulgt dig stort set alle steder.. Blandt andet hjem til Jamies lejlighed igår aftes, hvor du gik fra ham efter ca. halvanden times tid..’’

Jeg så skræmt tilbage på ham og fik øjenkontakt med ham imens endnu en tåre gled ned af min, nu, brændende kind.

’’Han smed mig ud.. Han vil ikke se mig igen, så det her får du ikke meget ud af’’ Svarede jeg stille og småhviskende og prøvede at virke selvsikker og slet ikke så bange, som jeg var.. Men det var sku en umulig opgave. Jeg havde slet ikke det der skulle til for at overvinde min frygt og slet ikke vise nogen former for frygt overfor de her drenge..

’’Et er hvad han siger.. Noget andet er, hvad han føler..’’ Svarede Ryan helt køligt og rejste sig derefter op og drejede sig væk fra mig.

’’Jeg kører nu, og i tager med mig..’’ Sagde Ryan til fyrene og pegede på 2 af dem.

’’..I andre. Hent hendes mobil og sørg for, at den bliver åbnet, så den er klar.. Og lås døren herind til denne gang..’’ Fortsatte han, hvorefter han forlod rummet som den første, hvorefter drengene han først havde peget på fulgte efter ham, og derefter de sidste gutter. Jeg kiggede hurtigt efter dem.. Specielt efter en af dem.. Den sidste, der gik imod døren og som tydeligvis havde nøglen til den, da han trak den op af lommen.

’’Jake..’’ Sagde jeg stille idet han vendte sig om i døråbningen og tog fat i dørhåndtaget for at lukke og låse døren efter dem. Han så på mig et kort øjeblik, men blot efter få sekunders øjenkontakt, hvor jeg kiggede bedende på ham, kunne jeg godt se, at jeg ikke kom igennem til ham. Han var iskold.. Ligesom han plejede..

____________________________________________________________

Yaaay!.2 kapitler idag!. :D 

Og ved i hvorfor?..... 

FORDI JEG FIK FU..... 10 I MUNDTLIG ENGELSK!. 

-Hvem havde dog troet det?!. :D 

Det skal så meget fejres med 2 kapitler! :D 

Og så er det bare skønt, at jeg har fået overstået alle eksamner nu og har en dejlig lang sommerferie for døren :D 

Hvad med jer der også har været oppe til eksamner?. Er det gået godt, eller går det godt indtil videre? :D 

 

Håber i kunne lide kapitlerne :) 

Men hey... Hvem er Jake?.. Nogen bud?.. 

Let me know in the comments below - like they say on Youtube ;) :D hahah 

 

Massere af krammere herfra!. 

Love <3 

-NetteC :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...