Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

71Likes
381Kommentarer
44776Visninger
AA

13. ’’I’ll Fucking Kill You!’’

 

Location: Ukendt sted udenfor Seattle.. Dato: Lørdag d. 20. Januar, 2018... Klokkeslæt: Ukendt..

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så fortabt som jeg gjorde lige nu. Jeg var magtesløs. Opgivende.. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Låst inde i et fuldstændig tomt rum uden hverken en seng at sove i eller noget at spise eller drikke. Ja, det var nok de 3 ting jeg havde allermest brug for næst efter at blive vækket fra det her mareridt!.

Ud fra min samtale med Ryan tidligere, var det gået op for mig, at det var lørdag idag, da han nævnte, at jeg igår aftes var gået hjemme fra Jamie af. Det var selvfølgelig rart at finde ud af, hvad dag det var og hvor længe jeg havde været væk, men det hjalp mig alligevel ikke rigtig noget, så i virkeligheden kunne det vel være ligemeget?.

Jeg stod og så ud af vinduet, men ikke engang det kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvad klokken var. Normalt kunne man jo fornemme det på solen, men hvad nyttede det, når man boede i en by, hvor der primært altid var gråt og overskyet om vinteren?..

Trods den manglende tidsfornemmelse, så ville jeg alligevel skyde på, at jeg havde stået her og kigget ud af vinduet i, i hvert fald, en halv times tid. Der var absolut ikke andet at lave her, så det var det eneste jeg kunne tage mig til.

Jeg havde fundet ud af, at jeg var kommet et godt stykke ud af byen eftersom, at den bygning jeg befandt mig i, var placeret på en lille bakketop helt ude på kanten, hvor der nedenfor løb en masse togskinner, hvor der af og til kom et tog forbi der larmede og gjorde god genlyd i det tomme rum jeg var i.

Jeg kunne ikke se om der var noget på den anden side af huset, men jeg tvivlede lidt eftersom, at jeg huskede på, hvordan der så ud, da jeg tidligere havde forsøgt at flygte herfra. Ryan og hans folk stod på en lille tom graffitifyldt plads, hvor der ikke var andre huse at se i nærheden.. Desværre.. Men okay, af hvad jeg kunne se på udsigten her, så befandt jeg mig i hvert fald 20-30 kilometer fra selve downtown Seattle, og det var bare i lige strækning, så langt øjet rakte. Hvem fanden gad at bo herude på, hvad der virkede, som det mest forladte sted i hele Seattle?. Men jeg kunne tage fejl. Måske boede her nogen, men de huse kunne jeg slet ikke se herfra. De tætteste huse jeg kunne se herfra, ville ikke engang kunne høre mig skrige, hvis jeg så skreg direkte ud af vinduerne!..

I starten havde jeg faktisk tvivlet lidt på, om den storby jeg kunne se langt ude i horisonten, mon var Seattle, men heldigvis havde vores by et kendetegn, som ikke var til at tage fejl af!. Det berømte Space Needle, som jeg svagt havde fået øje på og som jeg længe havde stået og stirret på for at sikre mig, at det var det jeg kunne fornemme i det åbne spot imellem de store højhuse som ellers smeltede godt sammen med hinanden, så det nærmest var umuligt at tælle, hvor mange højhuse der egentlig var i byen..

Men Space Needle tog jeg efterhånden ikke fejl af. Dog tænkte jeg, at jeg ville tjekke efter i aften, hvis jeg var her til den tid.. Det var jeg nok, men håbet for, at jeg ikke var levede endnu!. Om aftenen lyste Space Needle op og var temmelig tydelig fra næsten alle spots i byen. Især var det et skidegodt pejlemærke, hvis man skulle finde rundt, da det hver eneste aften efter mørkets frembrud, sendte end lyskegle langt op i luften ud af den spids den havde på toppen.. Jeg havde aldrig tænkt over det før, men lige nu var jeg faktisk virkelig taknemmelig for, at de havde bygget Space Needle sådan.. Så kunne jeg sikre mig, at det virkelig var Seattle jeg stod her og så ind på..

Jeg gispede lidt og røg straks ud af mine tanker, da der pludselig lød en raslen ved døren, som blev låst op. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så derover imens døren blev nærmest skubbet ind, hvor Ryans 3 folk, der var tilbage efter han selv og 2 af dem var kørt herfra, kom bragende ind og direkte imod mig, så min panik steg voldsomt. 

’’Lad mig..’’ Mere nåede jeg ikke at sige før en af fyrene nåede hen til mig og hurtigt svingede sin hånd igennem luften og stak mig en helt perfekt flad.

’’Hold din kæft!’’ Brummede han efter hans flad, der kastede mig baglæns ind i væggen, som jeg gled ned af imens jeg tog mig til min brændende kind og mærkede tårerne bryde frem i mine øjne.

Jeg trak tungt efter vejret, men nåede dårligt nok at suge luft ind mere end én gang, før fyren stod helt ovre ved mig og hårdt klaskede sin hånd ned på mit hoved, hvor han lukkede sin hånd om mit hår og trak hårdt i det.

’’Arrrgh!’’ Hvinede jeg grådkvalt og bange imens tårerne gled ned af kinderne på mig og jeg blev tvunget op at stå på benene.

’’Åbn din mobil!’’ Brummede han ind i mit øre og holdte min mobil op foran mig, så jeg kunne se, at den var tændt, men manglede selve simlås-koden som kunne give adgang til telefonen.

Uden indvendinger tog jeg min mobil og skrev koden imens fyren så til og hurtigt tog telefonen fra mig igen og samtidig slap mit hår og gik væk fra mig, så jeg kunne trække vejret igen. Jeg ærgrede mig helt vildt over, at fyrene havde været herinde og fjerne de få brosten der lå her. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde haft nogen at kaste rundt med.. På den anden side?.. Hvis nu de fyre havde samme tanke, hvis der lige lå en sten at tage fat i, så ville jeg virkelig fortryde det ønske!.

’’Hva så nu?..’’

’’Ja, nu venter vi bare på, at de ringer.. Ken skrev før, at de er på vej derop nu, så det kan ikke vare længe..’’

Jeg kiggede over imod fyrene der talte indbyrdes og fik hurtigt øjenkontakt med det sæt øjne, som jeg havde set allermest på af de 3 gutter der stod der. Jeg sendte ham et bedende blik i håb om, at han ville få sympati med mig.. Men hvad havde jeg regnet med?. Han havde aldrig sympati for nogen.. Og slet ikke for mig.. Ikke længere i hvert fald!. Det var 100!.

Det gippede i mig, da jeg hørte min ringetone begynde at ringe. Jeg vendte hurtigt blikket hen på fyren med min mobil og så, at han hurtigt vendte sig imod mig og gik over til mig, så mit hjerte begyndte at banke voldsomt.

’’Du har et indgående opkald, skatter..’’ Brummede han imens jeg pressede mig diskret og så meget op imod væggen, at jeg nærmest var ved at gå lige igennem den. Han vendte skærmen imod mig og straks så jeg Jamies navn på displayet. Han drejede kort telefonen imod sig selv og gled sin finger over skærmen og tog røret af. Han trykkede på medhør-knappen og holdte derefter telefonen imod mig imens han så koldt på mig.

’’Molly?..’’ Hørte jeg Jamies vrede stemme sige meget lavt i røret og straks eksploderede alt i mig.

’’JAMIE!!’’ Skreg jeg i alt mit gråd og med alle følelser udenpå tøjet, så han kunne høre, at jeg havde virkelig brug for hjælp lige nu!.

Jeg hørte en raslen i telefonen, som lød som en tabt telefon, hvorefter en svag stønnen kort kunne høres for fyren med min mobil lagde røret på igen.

’’Lad mig tale med ham!’’ Skreg jeg hysterisk og trådte frem imod fyren og greb ud efter min mobil. Han skubbede hårdt til mig, så jeg igen blev banket op af væggen og nåede ikke engang at reagere før jeg så en knytnæve komme flyvende ind i min synsvinkel fra højre. En voldsom smerte på mit kindben spredte sig straks til hele mit hoved imens jeg faldt hulkende til jorden og så de 3 fyre forlade rummet, hvor de låste døren efter sig og efterlod mig helt alene, grådkvalt.. Og helt fortabt!..

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’I’ll fucking kill you!’’ Vrissede Jamie med den ondeste tone og sammenbidte tænder efter han havde hørt Mollys stemme skrige efter ham. Ja, mere behøvede Jamie ikke at høre, før han havde kastet telefonen fra sig og sprang i hovedet på Ryan og plantede pistolens mund midt i panden på ham imens han holdte om hans hals og ’’låste’’ ham til gulvet ved at sidde over ham.

Personligt havde jeg mest lyst til at råbe til Jamie, at han bare skulle trykke på den fucking aftrækker lige nu!. Bare det at høre Mollys skrigende stemme fik alt i mig til at eksplodere af raseri. Ja, havde Jamie ikke sprunget på Ryan så hurtigt, så havde jeg fandme gjort det!.

’’Det ville være temmelig dumt.. Så får du hende aldrig at se igen..’’ Svarede Ryan helt afslappet, hvorefter hans 2 gutter trak deres pistoler og pegede direkte imod Jamie, som ikke engang behøvede at kigge op for at fornemme, at de begge stod med fingeren på aftrækkeren begge to.

Jeg følte mig virkelig magtesløs lige nu. Samtlige mennesker der var her, havde deres pistoler fremme og stod og pegede rundt på deres mål.. Undtagen mig!. Som den fucking eneste havde jeg ikke en skide pistol.. Men okay, det var måske meget godt, for så var jeg sikker på, at jeg ikke pludselig bare pløkkede hovedet af Ryan af bar vrede over de fucking spydige kommentarer han havde. Kæft det generede mig, at han var så afslappet og følte sig så meget ovenpå!. Okay, indrømmet!. Han havde fat i den lange ende ved at have Molly.. Men om jeg så skulle bruge resten af mit liv på at finde hende, så gav jeg aldrig nogensinde op!. For mit vedkommende skulle vi nok finde hende uanset hvad!.

’’Hvis du trykker, trykker de.. Og ja, så pløkker dine folk dem da sikkert, men du finder stadigvæk ikke Molly.. For hvis mine folk finder ud af, at jeg ikke kommer tilbage.. Hvad tror du så der sker med Molly?’’

Jamie spændte i kæben over Ryans ord og tøvede virkelig længe, men endte med at fjerne pistolen fra Ryans pande imens han rejste sig op fra ham.

’’Jamie..’’

’’Hold kæft, Justin!’’ Afbrød Jamie mig hurtigt, så jeg ikke nåede at sige, hvad jeg tænkte!. Forhelved man!. Han lod ham kræftedeme ikke gå man!.

Ryan rejste sig helt roligt op fra gulvet og rettede lidt på sin jakke imens han og Jamie havde øjenkontakt. Han vendte sig kort efter om for at gå, men stoppede kort på halvvejen, da han og jeg fik øjenkontakt. Helt køligt gik han hen imod mig imens jeg bare stod og så afventende, koldt og meget vredt på ham.

’’Bare svar mig på én ting, Kiddo..’’ Sagde Ryan og klappede sin hånd ned på min skulder, som jeg dog hurtigt skubbede af mig ved at tage fat om hans håndled og nærmest kaste hans hånd væk fra mig. Han smilede bare flabet med lidt lyd på.

’’Var det virkelig det værd at stikke din egen bror, som altid har været der for dig, i ryggen?’’ Spurgte Ryan mig. Udenpå var jeg iskold, men indeni eksploderede jeg af vrede over hans ord!.

’’Ligeså kølig som sin bror, huh?.. Noget har du da lært, lillebror..’’ Fortsatte han flabet og drejede sig derefter til siden og gik imod elevatoren med sine 2 drenge, som stadig var her på etagen og klar til brug.

’’Du hører fra mig..’’ Mumlede Ryan kort imod Jamie, hvorefter dørene lukkede sig i og elevatoren begyndte at køre, og straks så jeg, hvordan de allesammen pakkede deres våben væk og begyndte at samle sig.

’’Tony!. Kald Dom og Hugo!. Sig de skal følge efter bilen!’’ Kommanderede Jamie hurtigt til Tony, som straks nikkede og trykkede på den lille knap på hans øresnegl og begyndte at tale diskret i mikrofonen der hang i den spiralformede ledning i hans headsæt..

’’Jeg skal vide alt hvad i kan finde på Ryan!. Giv mig navne på alle han kender!. Billeder, tilholdssteder.. ALTING!. Kom igang!’’ Kommanderede Jamie, hvorefter de allesammen spredte sig rundt i hele lejligheden som om de havde ild i røven!.

’’Jamie?!’’ Sagde jeg hurtigt, så Jamie vendte blikket imod mig.

’’Uanset hvad du har at sige, så gider jeg ikke høre på dig, okay!. Gør som jeg bad dig om og fis af med dig..’’ Brummede han koldt, hvorefter han vendte sig om og gik imod sit kontor, hvor nogen af de andre netop var smuttet ind..

____________________________________________

Ohh, det tegner ikke godt, hva.. :/ 

Hvad tror i Jamie og Justin gør nu?. Og hvad sker der med Molly? 

Skriv bud i kommentaren..
Måske næste kapitel kommer hurtigere, hvis der kommer nogen gode bud ;) 

 

Massere krammere herfra!.

Og rigtig god sommerferie til alle jer andre som også har sommerferie nu :D 

Love <3 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...