Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 8 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

71Likes
367Kommentarer
43912Visninger
AA

7. Face To Face..

 

Location: Gågaden, Seattle. Dato: Fredag d. 19. Januar, 2018. Kl. 16.03.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Vi stod begge som forstenede med vores blikke frosset fast direkte imod hinanden. På ét sekund havde mit hjerte sat i fuld galop og følelsen af usikkerhed og utilpashed væltede mere og mere indover mig, jo længere tid vi bare stod her uden at sige noget.

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, men samtidig tænkte jeg, at jeg var nødt til at sige et eller andet eftersom, at det blev mere og mere akavet bare at stå her og se på hinanden uden at sige noget.. Ja, jeg kunne jo ikke bare gå videre selvom jeg lige nu nok mest havde lyst til at gemme mig langt ind i et musehul og bare forsvinde!. 

’’Hej..’’ Sagde jeg med en stemme, så jeg slet ikke var i tvivl om, at han kunne høre min usikkerhed, og det blev slet ikke bedre, da jeg samtidig, og uden selv at styre det, brød vores øjenkontakt og så ned i jorden imens jeg kørte en tot af mit glatte hår om bag øret.

’’Hey..’’ Svarede Justin bare stille og helt koldt, så en knude vred sig i min mave.

Jeg kiggede roligt op, da tanken om, at jeg ikke bare kunne stå og glo ned i jorden, hurtigt kom ind i mit hoved. Jeg fandt hans øjne og fik igen øjenkontakt med ham. Ja, jeg måtte sku lige mande mig op og ikke bare stå og gøre det hele endnu mere forfærdeligt end det var i forvejen..

’’Det er længe siden..’’ Var det eneste jeg kunne komme på at sige, da jeg lod min hjerne finde på noget, der kunne bryde tavsheden. Ja, det var tydeligt, at det var mig der havde fået opgaven om at køre den her samtale, da Justin bare stod helt køligt og intet sagde..

’’Mm..’’ Mumlede han bare og nikkede svagt, så der igen blev stille imellem os og jeg følte, at han nok ikke ville tale med mig, hvilket fik knuden i min mave til at vride sig kraftigt.

’’..Du ser godt ud..’’

I forhold til, hvordan jeg havde det indeni idet han sagde sådan til mig, så var jeg faktisk overrasket over, hvor rolig jeg kunne virke. Jeg fik et godt sug igennem kroppen, og blev utrolig glad for, at han faktisk havde noget at sige til mig.. Men ærligt, så kunne han have givet mig en sviner og jeg ville stadig blive lettet over, at han i det hele taget gad sige mere end 1 ord af gangen til mig.. Men nu var det heldigvis ikke en sviner jeg fik, og det fik mit hjerte til at springe et slag over imens jeg kort holdt vejret og bare smilede svagt.

’’I lige måde..’’ Svarede jeg ufattelig roligt og gav ham kort elevatorblikket og kunne se, at han havde en jakke på med ’’Sea Monster Lounge’’ skrevet småt henover højre bryst.

’’Er du på vej på arbejde?’’ Spurgte jeg ham og så op i hans øjne igen og så ham nikke kort.

’’Ja.. Jeg skal hjælpe med at gøre klar og sådan inden vi åbner..’’ Svarede han helt roligt og fik mig til at nikke bekræftende imens panikken steg lidt i mig, da jeg fornemmede stilheden snige sig ind imellem os.

’’Har du det godt?’’ Røg det roligt ud af mig, så panikken fortog sig lidt i mig.

’’Ja.. Stille og roligt.. Hvad med dig?’’ Svarede Justin køligt og roligt, så jeg faktisk fik tanken om han nu talte sandt. Optimistisk lød han i hvert fald ikke..

’’Jo, jeg har det fint..’’ Sagde jeg og fik Justin til at nikke kort imens alle de røde lamper, der indikerede den rene løgn, begyndte at blinke og larme helt sindssygt i mit hoved. Ja, dér kunne jeg ikke lyve for mig selv. At sige, at jeg havde det fint, var nok den største løgn jeg nogensinde havde fyret af, men helt ærligt, så havde jeg ikke lyst til at stå overfor ham og bare tudbrøle, som jeg inderst inde allermest havde lyst til fra det øjeblik jeg så ham.

’’Nå, men.. Jeg må videre..’’ Sagde Justin kort og brød tavsheden imens en lille ’’øv-følelse’’ straks ramte mig som et slag i hovedet. Dog nikkede jeg bare forstående og tog en dyb indånding ind.

’’Du må have det godt så..’’ Indskød jeg kort.

’’I lige måde..’’ Svarede Justin helt enkelt igen uden nogen særlig pause, hvorefter vi stod et kort øjeblik og så hinanden i øjnene, før han brød vores øjenkontakt og drejede udenom mig..

’’Justin?’’

Jeg gik næsten selv helt i chok, da jeg pludselig og helt ukontrolleret kaldte hans navn og vendte mig om for at se efter ham. Han stoppede straks op og så tilbage på mig med et spørgende og afventende blik imens jeg panikkede fuldstændig indeni og sank en klump i halsen. En ting var at tænke over det jeg havde lyst til at sige.. Noget andet var faktisk at sige det.. Men lige nu havde jeg ikke noget særligt valg længere!.. Hvorfor helvede skulle jeg også bare sådan kalde på ham?!. Jeg havde jo slet ikke tænkt det igennem.. Eller forberedt mig på om jeg kunne tåle det svar jeg ikke ville høre!.

’’Øhm?..’’ Tøvede jeg og kiggede ned i jorden og lavede endnu engang bevægelsen som om, at jeg kørte en tot hår om bag øret. Der var bare ikke nogen tot at sætte bag øret, for den sad der i forvejen, men et eller andet skulle jeg gøre..

’’Og så laver du den bevægelse i hele verden, som er kendt for at vise allermest usikkerhed?!.. Come on, Molly!’’

Jeg tog en dyb indånding og så op på Justin igen og mentalt rystede den spydige bemærkning i mit hoved væk.. Jeg kunne ligeså godt få det overstået og bare spørge ham.. Det værste der kunne ske var, at han sagde nej, og efter de måneder jeg havde haft, så var et simpelt lille nej nok det nemmeste at overleve.. Selvom det ville gøre utrolig ondt at få at vide..

’’Jeg tænkte på..’’ Startede jeg og tøvede lidt, men sparkede mig selv mentalt over skinnebenet, da jeg slet ikke følte, at det var tiden til at tøve.

’’BARE SIG DET!!’’

’’..Kunne du måske have lyst til at mødes?.. Altså, bare så vi kan få talt lidt og sådan?’’ Spurgte jeg og mærkede, hvordan min krop begyndte at ryste en smule. Men samtidig var det også en god fornemmelse at høre mig selv tage det initiativ, som jeg havde gået og overvejet at tage efter min snak med Becca.

Jeg havde været meget i tvivl om jeg skulle gøre det eftersom, at jeg i mig selv så oddsene som meget små, når jeg tænkte på, at Justin ville tale med mig nu, hvor det var så længe siden og han havde fået en kæreste.. For hvad skulle det hjælpe at tale om noget som helst, når han var videre?.. Men noget i mig følte også bare, at det mest også var for min egen skyld. Så jeg kunne få ryddet op i alt det jeg havde kørende rundt i mit hoved og få lagt låg på og komme videre ligesom ham..

’’Jo.. Vi kan da bare tale nu?’’ Svarede Justin med en spørgende tone, uden at tøve særlig meget, imens han gik tilbage imod mig.

Okay, what!?. Han ville gerne?.. Og så allerede nu?. Det forbavsede mig sku ærlig talt, at det ikke krævede mere at få ham overtalt. Jeg havde faktisk regnet med, at jeg skulle please ham og kigge bedende på ham, eller noget..

’’Skal du ikke på arbejde?’’ Spurgte jeg mundlamt og overrasket idet han stoppede op foran mig.

’’Tjo, men jeg tror ikke, at de dør af, at jeg kommer en halv time for sent’’ Svarede Justin køligt og fik mig til at smile meget svagt imens mit hjerte blev helt ustyrligt.

’’Hvad skal du nu?’’ Spurgte han mig roligt og lød ikke nær så kold som i starten.

Jeg skulle lige til at åbne munden, men stoppede straks og fik et lynende stød igennem kroppen, da det gik op for mig, at jeg faktisk var på vej videre.. Pis man!.

’’Shit..’’ Hviskede jeg lidt og vendte blikket ned i jorden og lukkede kort øjnene imens ubehaget spredte sig i hele kroppen på mig.

’’Hvad er der?’’ Spurgte han roligt imens jeg bed mig i læben og så op på ham.

’’Altså.. Jeg har en aftale..’’ Sagde jeg forsigtigt og kiggede op på Justin, som stod og så spørgende på mig med et helt bestemt blik, og på ingen tid føltes det som om, at han læste mig som en åben bog. Det skift han fik i øjnene, da han så min usikkerhed var kun alt for tydelig og bekræftede mig i, at han tænkte præcis på den eneste person som jeg slet ikke havde brug for at skulle nævne overfor Justin!. Hvorfor helvede kunne jeg ikke også bare have haft en aftale med Becca, min mor, min far.. Ja, bare en hvilken som helst anden!. Og hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeså pisse god til at lyve overfor Justin, som overfor de andre, som jeg uden problemer havde stukket den lille hvide løgn, at jeg skulle hjem til mine forældre!.

’’Okay..’’ Mumlede Justin og tog et skridt tilbage imens han kiggede lettere køligt på mig igen, hvilket gjorde mig rigtig trist.

’’Justin, vent lige.. Det er ikke fordi..’’

’’Molly, bare stop. Du skal ikke forklare noget, okay?.. Det er fint.. Hav det godt, ikke?..’’ Afbrød han mig helt køligt imens han gik lidt baglæns, men straks vendte sig om og gik videre ned af gågaden imens Sea Monster, som lå længere dernede af.

Jeg vendte ryggen til ham og kneb øjnene sammen imens jeg tog mig til hovedet.

’’Fuck!..’’ Mumlede jeg hviskende for mig selv og trak derefter mine hænder væk fra ansigtet og så frem for mig imens jeg spændte helt op i min kæbe for at holde tårerne inde..

 

*Justins Synsvinkel*

 

Hold da kæft man!.. Så gik man og troede, at hun havde cuttet os af, og så var det i virkeligheden kun mig hun havde valgt at skrotte!. Så mange timer jeg havde spildt på at tænke på hende og på muligheden for at snakke med hende igen!.. Spild af tid man!.

Men jo da.. Jeg forstod hende da virkelig godt.. Det måtte sku være svært at sige farvel til så mange goder, som Jamie kunne give hende!. Hvorfor skulle hun også det, når han stod der på motellet og var parat til at tilgive hende for at have været sammen med mig, da han sad inde!. Ja, det kunne sku godt være, at hun valgte at vende ryggen til og gå fra os begge den dag, men mon ikke hun bare var skredet hjem til Jamie?!.. Tydeligvis, siden hun var sammen med ham igen!.

Og så ville hun tale med mig?.. Var det bare for at komme af med et eller andet, eller hvad?!. En dårlig samvittighed over, at hun trods alt, havde valgt Jamie?!. Var det det hun ville fortælle mig og som vi skulle tale om?!. Hold kæft, hvor var jeg pludselig glad for, at vi ikke engang nåede at aftale en dag at tale sammen, for hvad fanden skulle jeg glæde mig til en aftale med hende, når det bare var det hun ville fortælle mig!?.

’’Føj man..’’ Brummede jeg for mig selv imens jeg gik med hurtige skridt ned imod Sea Monster. Jeg håbede fandme ikke, at der kom nogen provokerende stive idioter i aften, for så var jeg sku ikke sikker på, at jeg kunne styre temperamentet!..

-Det eneste gode ved det her var det, at jeg nu for alvor kunne slippe tankerne.. Og før eller siden slippe hende, så jeg slap for alt det her pis i mit hoved!. Fuck følelser man!.

_________________________________________________

Heeey Skønlinger :D 

Så fik jeg plads i kalenderen til at dele endnu et kapitel med jer...

Eller...

Jeg gav mig selv plads til det, ved at vælge at ligge forberedelserne lidt på hylden :D 

 

Har en mundtlig Dansk eksamen på tirsdag, og en mundtlig Engelsk på fredag,
og selvom jeg indtil nu ikke har været nervøs, og fortsat havde tænkt mig, at jeg ikke skulle være det,
så må jeg nok indrømme, at de mundtlige eksamner jeg mangler, bider lidt i mig. 

Jeg prøver virkelig at trække vejret og tage den med ro, men den nervøsitet, der før lå på 1 ud af 10, ligger nu omkring de 3 ud af 10. 
- Den skulle helst ikke stige mere, da jeg frygter at det vil blive en svaghed for mig.. 

 

Hvor mange af jer er også igang med eksamnerne, og har i måske nogen gode råd i vil dele, ikke kun med mig, men os allesammen herinde, så nervøsiteten kan falde igen?.
Hvordan tackler i eksamnerne, og hvad er jeres plan og ''fremgangsmåde'', for selve eksamen, når i forbereder jer? 

 

Kunne virkelig godt bruge et par gode råd..

Måske nogen gode hjælpende hænder og gode råd kunne udløse en ''belønning''? ;) 

 

Massere af krammere herfra :D 

Love <3 

-NetteC :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...