Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

73Likes
381Kommentarer
45764Visninger
AA

26. ’’Can’t You See I’m Sad?’’

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Kl. 04.20.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Trods, hvor tung min krop føltes, så var det alligevel imponerende, at mine trin på trappen var så lydløse som de var. Først føltes det som om, at mit lange varme bad, hvor jeg virkelig brugte tid på at skylle og vaske min krop godt og grundigt, havde kvikket mig lidt op, men imens jeg, kun iført en morgenkåbe, var gået op i mit gamle walk in closet, som stadig var fyldt med alt det tøj Jamie havde købt til mig, havde alt energi igen forladt min krop, og jeg blev igen klar over, hvor træt jeg faktisk var.

Jeg havde lånt noget af det undertøj, der lå i walk in closettet, og udenpå havde jeg taget en hvid morgenkåbe, som jeg havde lånt nede fra badeværelset inden jeg gik ud derfra.

Jeg kom ned i stueetagen og drejede med rolige skridt rundt om trappen, så jeg havde kurs imod køkkenet. Ja, uanset hvor træt jeg var, så blev jeg også klar over, hvor sulten jeg virkelig var, da jeg stod ovenpå og tog mit undertøj på. Jeg var nødt til at få bare et eller andet ned. Ikke noget overdrevet, eller særlig meget. Bare så jeg lige havde nok til at kunne klare mig til imorgen, for ærlig talt, så havde jeg slet ikke lyst til at spise nu. Jeg ville bare sove!. Ja, var det ikke for Justin, så ville jeg være tilbøjelig til at sige, at jeg bare ville sove i uendelighed..

En knude vred sig i maven på mig, da jeg tænkte på Justin. At tænke på ham og hans tilstand, startede tusindvis af andre tanker og billeder i mit hoved, som i min verden ellers altid kun havde eksisterede i mine mareridt.. Men nu var det blevet til virkelighed!.

Jeg trak en portion luft ind og holdt vejret imens jeg åbnede køleskabet og forsøgte at aflede mine tanker, som jeg virkelig havde haft nok af ude i badet, og istedet fokusere på, hvad for noget jeg kunne spise hurtigt. Det gik hurtigt op for mig, at der ikke var så meget man kunne vælge.. Eller jo, køleskabet var proppet, men det var alt sammen noget der skulle laves og tilberedes først. Ikke engang en lille yoghurt eller noget, så jeg endte med at vælge appelsinjuicen i lågen, som jeg hældte over i et stort glas imens jeg tænkte på de vitaminer der var i det og som min krop helt sikkert havde brug for.

Jeg satte juicen på plads igen og tog mit glas med mig hen i stuen, hvor jeg satte mig i divaen henne ved vinduerne, og kiggede udover byen. Jeg tog et par slurke af juicen og mærkede, hvordan min krop sugede alle de vitaminer og den energi, der var i hver en dråbe, til sig.

Jeg var næsten i bund, da jeg stoppede med at drikke for at få luft. Jeg tog en dyb indånding og satte glasset fra mig på gulvet imens jeg pustede tungt ud. Som sagt, føltes det virkelig skønt at få noget næring i kroppen og få stillet sulten bare en lille smule, men samtidig, så var det også lidt underligt. Jeg kunne tydeligt mærke, at min mave var tom og sulten, men efter at have haft det sådan i dagevis, så var det som om, at min mave helt havde opgivet at prøve at fortælle mig, at den var sulten. Den hverken knurrede eller gjorde ondt.. Det havde jeg aldrig oplevet før, så det var sku lidt underligt. Men okay. Jeg havde heller aldrig prøvet kun at leve af et par få skiver brød i løbet af en hel uge!.

’’Godt at s..’’

Jeg gispede straks idet jeg pludselig hørte hans stemme ved siden af mig og spjættede i hele kroppen, hvorefter jeg hurtigt kiggede imod højre og så ham så og kigge en smule overrasket på mig.

’’Shit’’ Hviskede jeg skælvende og tog mig til ansigtet imens jeg tog en dyb indånding og mærkede mit hjerte ræse derudaf.

’’Undskyld..’’ Sagde Jamie roligt, men ærligt, og satte sig ned ved siden af mig, hvilket jeg kunne mærke på divaen der gav sig lidt, da han satte sig tæt ved mig og derefter lagde en hånd på min ryg, som han nussede blidt.

Jeg pustede tungt og så op fra gulvet og ud imod udsigten imens mine tanker kræsede om det der lige skete. Var det virkelig sådan det skulle være fra nu af?. Var det min reaktion fremover, når nogen kom i nærheden af mig?. Jo, jeg vidste da godt, at alle kunne få et chok, hvis der pludselig stod en ved siden af en, men.. Det her.. Den her følelse, da Jamie pludselig stod der og roligt forsøgte at snakke blidt til mig.. Den var helt anderledes end normalt.. Normalt fik man et chok, grinede lidt af at have fået et chok, og så var man videre, men sådan føltes det her ikke.. Jeg var reelt bange og min krop rystede. Selv nu rystede den, og den rysten gav mig direkte flashback til ude i huset, hvor jeg konstant var forberedt på, at der skulle ske noget som jeg ikke anede om bare var en snak, tæsk eller om det var nu de ville komme ind og give mig en kugle i panden.. Den følelse var den samme jeg havde nu, og det brød jeg mig slet ikke om!.

’’Hvad tænker du på?..’’

Jeg vendte roligt mit blik fra vinduet og hen på Jamie, som jeg så i øjnene. Skulle jeg være ærlig, eller bare sige, at jeg ikke tænkte på noget?.. Egentlig ville jeg helst bare sige ’’ikke noget’’, men idet jeg fik øjenkontakt med ham, var det som om, at jeg ikke kunne. Hans blik trak bare ærligheden frem i mig, så jeg til sidst ikke engang kunne sige ’’ikke noget’’, uanset hvor meget jeg prøvede..

’’At jeg er bange..’’ Svarede jeg hviskende og sank en klump i halsen og mærkede, at mine tårer i mine tårekanaler var totalt parate til at starte et løb op til mine øjne.

Jamie reagerede straks efter mine ord. Det var som om, at jeg kunne læse i hans øjne, at han tænkte ’’please don’t!’’ imens han roligt tog sine hænder op til mit ansigt og nussede mig blidt på kinderne med sine tommelfingre.

Jeg sukkede tungt og brød vores øjenkontakt ved at kigge ned, og mærkede så Jamie trække lidt i mit hoved, så jeg kom tættere på ham og han derved kunne placere et blidt kys på min pande. Samtidig mærkede jeg hans ene hånd glide op i mit hår om bag ved øret, hvor han begyndte at nusse mig blidt, hvilket fik mig til at lukke øjnene. Det var virkelig dejligt, når han nussede mig i håret, og jeg kunne ikke lade vær med at nyde det.. Men, da jeg mærkede hvordan mine tårer pressede sig længere og længere op igennem mine tårekanaler, trak jeg mig blidt fra ham imens jeg rystede på hovedet og blidt greb fat om hans håndled, så jeg kunne trække hans hånd ud af mit hår.

’’Lad vær, Jamie..’’ Hviskede jeg kort og stille imens jeg slap hans håndled og kiggede frem og ud på udsigten.

’’..Jeg begynder bare at tude..’’ Indrømmede jeg ærligt, så han ikke pludselig troede noget som ikke var der. F.eks. at jeg ikke kunne lide det.. For det kunne jeg virkelig godt!.

’’Jeg prøvede bare at gøre dig rolig.. Det plejede at virke at gøre sådan..’’ Svarede Jamie. Jeg nikkede bare svagt som svar og så lidt længere nedad på udsigten, så istedet for at se over hustagene og ud imod bjergene, så jeg mere ned imod gaderne.

’’Vil du ikke nok lade vær med at være sur på mig?..’’

Udvendigt reagerede jeg slet ikke på hans sætning, men indeni blev jeg straks opmærksom på hans ord. Jeg spidsede ørerne og rynkede mine indre øjenbryn i undring, men udvendigt holdte jeg mig helt i ro.

’’..Molly, forhelved. Jeg vil jo bare gerne hjælpe dig, ikke?.. Du bliver nødt til at give mig en chance, så jeg kan vise dig, at jeg kan være præcis den samme for dig, selvom jeg har lavet, og stadig laver noget lort engang imellem.. Det var jo før jeg overhovedet mødte dig, at jeg s..’’

’’Jeg er ikke sur på dig, Jamie..’’ Afbrød jeg ham imens jeg kneb øjnene lidt sammen og kort trak lidt luft ind for ikke at miste min styrke til at sige nogen ting, som jeg virkelig havde brug for at komme ud med..

’’Hvad er du så?’’ Spurgte han mig roligt, men samtidig en smule uforstående, så jeg vendte blikket imod ham igen og pustede lidt ud imens jeg så trist på ham.

’’Jeg er ked af det.. Kan du ikke se det?’’ Spurgte jeg ham ærligt og mærkede en klump i halsen, som satte mine tåre i startportion i mine tårekanaler.

Vi sad bare og så hinanden i øjnene uden at sige noget. Indeni sagde jeg en masse ting, men de var slet ikke så vigtige, at de skulle siges nu.. Og det var slet ikke de ting jeg havde brug for at rippe op i. Alt det med Jamie og alt hans business kunne rage mig lige nu!. Ikke mindst fordi.. At jeg ikke var en skid bedre selv nu!.

Tanken rev mig helt ind i sjælen og straks mærkede jeg et ordentligt tryk i mit bryst, som bare voksede sig større og større, så jeg til sidst måtte give slip, hvilket også gjorde, at tårerne fik grønt lys i tårekanalerne.

’’Jeg skød ham, Jamie..’’ Hviskede jeg pivende og pinefuldt imens jeg rynkede panden og mærkede den første tåre i mit øje, som hurtigt gled nedover min kind, hvorefter jeg opgav helt at holde tilbage og derfor bare valgte at bryde sammen.. Igen..

’’Jamie, jeg skød en person!’’ Græd jeg og bøjede nakken og tog mig til hovedet med den ene hånd, men nåede dårligt nok at trække vejret ind før Jamie havde taget fat i mig og trukket mig helt ind til sig, hvor han holdte stramt om mig.. Og lige dér, der kunne jeg bare ikke lade vær med at føle mig tryg. Lige i det moment, i hans arme, var det umuligt for mig at føle frygt og rædsel, men desværre ændrede det ikke på mine følelser og tanker.

Det føltes virkelig godt at være tryg.. Efter så mange dage uden nogen former for tryghed, kunne det slet ikke beskrives. Det eneste jeg kunne gøre for at vise, at han godt måtte holde om mig, var at give helt slip, gøre mig lille i hans arme og bare græde.. Græde af sorg, men bestemt også græde af lettelse over den følelse han gav mig.

Jeg kunne godt mærke, at min krop rystede, men efter lidt tid i Jamies arme, hvor der intet blev sagt, mærkede jeg langsomt roen, der igen sank sig i mig. Jeg græd stadig, men langt fra så hulkende og nedbrudt som før. Og Jamies dejlige kys i mit hår fik mig til at lukke øjnene og i et kort øjeblik nyde det her moment, men mine tanker var ikke til at stoppe, så derfor nåede jeg ikke at nyde det mere end få sekunder..

’’Hvor ramte jeg ham?..’’ Spurgte jeg stille med kinden presset imod Jamies bryst imens hans arm var viklet om mig og hans mund og næse lå i mit hår, så jeg kunne mærke, at han tog en dyb indånding istedet for kun at høre det.

’’Jeg vil vide det, Jamie..’’ Indskød jeg kort, da jeg fornemmede en vis tøven i den dybe indånding.

’’Du ramte ham i midten af brystet..’’ Sagde Jamie og lød ærlig, men langt fra som en der havde lyst til at være det.

’’Hvad skete der med dem allesammen?..’’ Spurgte jeg videre imens jeg svagt lyttede til Jamies hjerte, der bankede i hans bryst i et helt normalt tempo.

’’De stak allesammen af.. Nogen af drengene prøvede at løbe efter dem, men tabte dem inde i skoven’’ Forklarede Jamie igen ærligt.

Jeg vidste godt, at jeg selv spurgte, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at mærke frygten stige kroppen på mig imens en masse nye spørgsmål udløste sig, men dem havde jeg slet ikke lyst til at tage hul på lige nu.. Det ville blive en alt for lang samtale..

’’Hvad skete der så med Jake?..’’

Det var nok det spørgsmål jeg havde allermest trang til at få svar på!. Det havde gnavet voldsomt i mig lige siden jeg så Jamies drenge ’’tage sig af Jake’’, som Jamie bad dem om med ordene: ’’..Og fjern ham der herfra.. I ved hvor han skal hen!..’’

Jamie forholdte sig stille, og jeg mærkede på hans bryst, at han tog endnu en dyb indånding. Dog denne gang uden at fortsætte med at svare mig, så jeg løftede roligt ansigtet og rettede mig op og så på ham med tårer ned af kinderne, hvilket Jamie tydeligvis også så, da han blidt tog sin hånd op til min ene kind og nussede et par tårer væk.

’’Jamie?’’ Spurgte jeg hviskende og så han i øjnene med kæmpe hjertebanken.

’’Jeg synes ikke du skal vide det hele.. Det er bedst, at du ikke ved det, okay?’’ Sagde Jamie helt roligt og næsten hviskende imens han så mig i øjnene imens jeg fik flere tårer i øjnene og var på randen til at bryde sammen endnu engang, da hans svar i sig selv gav mig tydeligt svar på, at det ikke var noget godt der var sket med Jake..

’’Du er træt, babe.. Gå ind og få noget søvn. Det hele er lettere at håndtere imorgen. Det lover jeg’’ Sagde Jamie og lukkede dermed ned for emnet, og samtidig mine spørgsmål. Jeg rystede opgivende på hovedet og snøftede, hvorefter jeg tog en dyb indånding og kiggede væk fra ham.

’’Jeg kan ikke sove nu..’’ Pustede jeg hviskende min indånding ud. Jo, jeg var træt, men allerede nu kunne jeg høre i mine tanker, at jeg ikke kom til at få ro, hvis jeg lagde mig ned helt stille. Mine tanker ville eksplodere og skrige rundt inde i mit hoved, så jeg umuligt ville kunne få lukket et øje.

’’Jo, du kan.. Kom’’ Sagde han roligt og blidt, men samtidig meget beslutsomt imens han rejste sig og greb min hånd og trak mig op fra divaen.

Uden overhovedet at gøre modstand i andet end i mine tanker, gik jeg med ham op af trappetrinene med kursen direkte imod hans værelse, hvor han åbnede døren og trak mig med ind. Han slap først min hånd, da vi begge var nået ind af døren, som han lukkede efter os.

Jeg opgav, og overgav mig fuldstændig med et ordentligt suk og spændte så stofbæltet om livet på mig selv op, så den trygge hvide morgenkåbe løsnede sig og min krop, der kun var dækket af et sæt sort undertøj, kom til syne.

Jamie var hurtig til at rive sengelagnet af sengen og vippe den store dobbeltdyne til side, så jeg havde nemt til at lægge mig i sengen og putte dynen over mig imens han selv trak sine bukser og bluse af, så han til sidst kun var iført sine mørke boxers.

Jeg lagde mig ned i sengen og trak dynen over mig imens Jamie gik om på den anden side af sengen og lagde sig ned derovre. Jeg lagde mig på siden med ryggen til ham og krøb lidt sammen imens jeg samlede en lille del af dynen imellem mine hænder og knugede den ind til mig.

Duften af Jamies sengetøj var skarp i mine næsebor og i et kort øjeblik fangede jeg mig selv i at lukke øjnene og nyde duften imens den undrende tanke om, hvorfor Jamie ikke lagde sig ind til mig, som han ellers altid plejede at gøre, når vi lå sammen, kom ind i mit hoved. Ja, et eller andet sted havde jeg regnet med, at han ville gøre det, men samtidig kunne jeg også godt forstå, hvorfor han ikke gjorde det. Vi var jo ikke sammen længere, så i virkeligheden kunne han ikke tillade sig bare at gøre det, men samtidig, så var Jamie normalt pisse ligeglad med den slags. Han gjorde hvad han havde lyst til.. Men måske han prøvede at vise mig, at han gav mig noget plads, som jeg hele tiden havde skreget så højt efter?..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Kl. 06.43.

 

Jeg vågnede med et kæmpe spjæt og et ordentligt gisp. Jeg lå badet i sved og min hjertebanken var voldsommere end nogensinde. Jeg trak tungt efter vejret imens jeg så rundt i det totalt mørkelagte lokale imens billederne fra mit mareridt stadig sad på min nethinde og mindede mig om grunden til, at jeg vågnede på den måde og måtte trække så tungt efter vejret.

Bare mindet om hans øjne der stirrede på mig imens hans hænder om min hals strammede sig mere og mere, så min vejrtrækningen blev mere og mere lukket, gjorde det klart for mig, hvorfor min krop langsomt begyndte at ryste svagt.

’’Det var bare et mareridt, Molly..’’ Lød det beroligende i mit eget hoved, men det hjalp overhovedet ikke. For mig var det mareridt for virkeligt, og efter mine oplevelser kunne jeg ikke lade vær med at tænke på, at det ligeså godt kunne have været sket, hvis ikke det var for Justin og Jamie..

Jeg satte mig op i sengen og holdte dynen op foran min krop imens jeg mærkede tårerne presse sig på. Det tog dem ikke lang tid at komme frem i mine øjne, og med tårerne fulgte hulkende, som jeg forsøgte at holde inde eftersom, at Jamie lå lige ved siden af og sov tungt.. Eller, det troede jeg i hvert fald, at han gjorde indtil jeg fornemmede bevægelse ovre hos ham.

’’Molly?’’ Lød det pludselig meget stille fra ham, hvorefter han bevægede sig igen, så jeg til sidst kunne fornemme ham ud af øjenkrogen.

’’Hey?.. Hvad sker der?’’ Spurgte han hviskende ved siden af mig og nussede mig blidt på min nøgne overarm. Jeg kneb øjnene sammen og trak et stykke af dynen op til mit ansigt, som jeg bøjede forover og gemte i dynen, så mine hulke og gråd blev mindsket en smule.

’’Hey, rolig, baby..’’ Hviskede Jamie og lagde armene om mig og trak mig ind til hans bryst og holdte om mig.

’’Kom.. Læg dig ned igen’’ Hviskede han videre og lænede sig selv tilbage og slap mig lidt for at give mig valget, men for mig, var der slet ikke noget valg, så jeg fulgte straks med ham ned, så jeg lå i hans arme med ansigtet imod hans nøgne bryst.

’’Shh..’’ Hviskede han blidt imod mit hår, som han plantede et kys i bagefter.

’’..Jeg passer på dig..’’ Fortsatte han blidt og hviskende imens hans fingre nussede mig blidt op og ned af rygraden.

’’..Du er i sikkerhed her, baby.. Der sker dig ikke noget’’

Egentlig kunne man sagtens have lyst til at sige ’’det ved du ikke en skid om’’, men den tanke kom slet ikke til mig i det her moment. Lige her, der troede jeg virkelig på ham, og langsomt blev jeg mere og mere rolig imens han sagde som han gjorde og på intet tidspunkt slap grebet om mig.

’’Luk øjnene, babe.. Jeg er her hele tiden’’ Hviskede han efterfulgt af et kys i mit hår, som det allersidste, før jeg gjorde som han sagde og få sekunder efter røg et helt andet sted hen.. Et sted, hvor der var fuldstændig ro og fred, uden hverken tanker eller følelser!.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...