Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

73Likes
381Kommentarer
45364Visninger
AA

27. Bad Conscience.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Kl. 09.30.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

*Ring-Ring, Riiing-Riiing, Riiing-Ring-Riiing..*

Jeg kunne dårligt åbne øjnene, men tvang mig selv, da ringetonen blev mere og mere tydelig. Først troede jeg, at det var min egen, men blev hurtigt opmærksom på, at det ikke var min, men Jamies, der lå og ringede nede på gulvet inde i den lille bunke tøj på gulvet.

Meget træt vippede jeg dynen af mig og svang benene ud af sengen, og satte mig op, så jeg med det samme mærkede Jamies arm langsomt glide af mig, så han rørte lidt på sig bag mig.

Jeg bøjede mig forover og greb fat i tøjbunken imens mobilen stoppede med at ringe. Det stoppede dog ikke mig i at lede efter den, og til sidst fandt jeg den også i hans ene bukselomme, da jeg kunne mærke den udenpå. Jeg trak mobilen op af lommen og skulle lige til at tænde skærmen, da den pludseligt tændte sig selv eftersom, at et hemmeligt nummer forsøgte at få kontakt.

Jeg så mig kort over skulderen og hen på Jamie, som stadig lå med lukkede øjne, dog ikke længere på siden, som han gjorde før, men nu på ryggen og med ansigtet vendt væk fra mig, hvor jeg kun lige kunne ane hans lukkede øjne.

Jeg så ned på mobilen igen og besluttede mig for at tage den, selvom jeg i baghovedet sagtens kunne høre Jamies vrede stemme som skældte ud på mig fordi jeg havde taget hans telefon. Ja, det havde jeg prøvet før, da en ’’forretningsforbindelse’’ havde ringet til ham og jeg havde taget hans telefon. Dengang lovede jeg både ham og mig selv aldrig at tage hans mobil igen, men lige nu var jeg faktisk ret ligeglad..

’’Jamies telefon, det er Molly?’’ Sagde jeg med en meget træt og spørgende morgenstemme.

’’Ja, goddag, du taler med Susan Glimbow fra Northwest Hospital & Medical Center. Har du Jamie i nærheden?’’ Lød det i den anden ende af røret fra en venlig kvindestemme.

’’Han sover.. Handler det om hans bror, Justin?’’ Spurgte jeg hurtigt og tænkte kun på, at det var 100% sikkert, da jeg ikke rigtig kunne forestille mig, at det handlede om andet eftersom hospitalet havde lovet os at kontakte en af os, så snart der var nyt om Justin.

’’Ja, det gør det.. Hvem sagde du, at jeg talte med nu?’’ Spurgte hun mig venligt.

’’Molly Parker. Jeg er..’’ Startede jeg, men stoppede mig selv, da jeg hurtigt kom i tvivl om, hvem jeg skulle sige jeg var.. Jamies kæreste, Justins lover, deres veninde, pårørende?..

’’..Jeg kom ind på hospitalet med Justin og hans bror i nat’’ Endte jeg med at svare efter en kort tøven og bed mig lidt i underlæben.

’’Nå okay. Vi har også prøvet at ringe til dig nu her, men vi kunne ikke komme igennem til dig?’’

’’Nej, jeg var så træt igår, da jeg kom hjem, at jeg glemte at tænde min mobil’’ Svarede jeg kort og fik følelsen af, at vi nok skulle til at få den her samtale tilbage på sporet.

’’Nå ja, men det er jo også ligemeget nu. Så længe vi fik fat på jer, så er alt jo godt.. Nu skal du høre. Justin er blevet opereret, og det gik rigtig fint, men hans tilstand er stadig meget kritisk og pga det slag han fik i baghovedet, da han faldt om efter at være blevet skudt, har han fået et ordentligt slag i hovedet, så vi har været nødt til at lægge ham i koma..’’ Forklarede damen, som jeg pludselig glemte fuldstændig hvad hed eftersom, at jeg begyndte at fokusere utrolig meget på ordene ’’kritisk’’ og ’’koma’’, som fik startet mit hjerte så meget, at det var lige før jeg troede på, at det ville springe ud af brystet på mig.

’’Vi vil meget gerne have dig og hans bror, Jamie, herind, så i kan blive orienteret om Justins tilstand af lægerne. De ved mere om det end jeg.. Og så kan jeg se, at det er efter jeres ønske, at i vil komme tilbage idag?’’

’’Ja, det er rigtigt. Vi kommer så hurtigt vi kan. Tak fordi du ringede..’’ Sagde jeg hurtigt og rejste mig fra sengen.

’’Det var så lidt. Hej’’ Svarede kvinden i den anden ende, hvorefter der blev lagt på, så jeg fjernede telefonen fra øret og smed den på sengen i et lille blødt, men hurtigt, kast, hvorefter jeg gik et par skridt frem for at få fat i morgenkåben der lå på gulvet.

’’Hva så?’’

Jeg vendte mig hurtigt om og så ned imod Jamie, som havde sit blik imod mig, men stadig lå på ryggen.

’’Hospitalet har ringet.. Justin er blevet lagt i koma. Vi skal derop nu..’’ Sagde jeg roligt imens jeg lukkede morgenkåben omkring min krop og bandt bæltet omkring min mave.

’’Molly, hvis han ligger i koma, så..’’

’’Hvis du ikke vil med, så køre jeg selv’’ Afbrød jeg Jamie en anelse skarpt og så bestemt på ham imens han klappede i og bare kiggede et øjeblik på mig inden han sukkede lettere opgivende..

 

~

Location: Northwest Hospital & Medical Center, Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Kl. 11.00.

 

Det var svært at holde tårerne tilbage ved det syn der mødte mig, da vi trådte ind på stuen, hvor Justin lå bevidstløs i sengen med drop og slanger over det hele. Jeg græd ikke, men mine øjne var fugtige.

Det var skrækkeligt, det her. At se ham helt væk uden nogen kontrol over noget. Ikke engang hans egen vejrtrækning styrrede han. Det var et rør de havde før ned i lungerne på ham, som trak vejret for ham, så en maskine ved sine af, hvor jeg stod lød, som et menneske, der trak vejret ved siden af mig.

Jeg kunne se på Justins brystkasse, at den hævede og sænkede sig, men det fik mig langt fra til at blive mere rolig. Jo, han var i live, men.. Det føltes bare ikke sådan lige nu. Det var kun maskinerne der holdte ham i live, så hvis de pludselig svigtede og gik i stykker, så..

’’Ej, stop det, Molly!. Den tanke skal du slet ikke hen i!’’

Jeg tog en dyb indånding for at ryste tankerne af mig imens jeg stod og så trist ned på Justin imens jeg holdte hans kølige hånd. Den var køligere end normalt, men det havde jeg fået af vide af lægen, som stod herinde og talte med Jamie et stykke væk fra sengen, var helt normalt, når en person lå i koma. På en eller anden måde fik lægerne Justins temperatur ned til 33 grader. Jeg havde ikke fattet hverken hvorfor eller hvordan, men ærlig talt, så var jeg også ligeglad. Det eneste jeg kunne tænke på var, at det var min skyld, at han lå der nu, og at det var pga mig!. Tanken om, at han måske ikke vågnede igen, eller blev sig selv igen, ville jeg ikke engang bevæge mig over i.. Men mine ustyrlige tanker kunne ikke stoppes, så jeg endte med ikke at kunne tænke på andet!. Hvis ikke han vågnede op, så... Så.. Hvad skulle jeg så gøre?..

’’Har i nogen spørgsmål?’’ Hørte jeg pludseligt lægen sige ovre fra hvor han stod sammen med Jamie. Jeg kiggede derover og så ham se skiftevis på Jamie og jeg..

’’Hvor længe skal han være i koma?’’ Spurgte jeg stille og med en klump i halsen imens jeg gjorde alt for ikke at bryde sammen og tudbrøle.

’’Foreløbig et døgn..’’ Svarede lægen mig roligt og venligt.

Jeg havde så mange spørgsmål i hovedet og ærligt, så anede jeg ikke om Jamie og jeg allerede havde fået det af vide af lægen. Han havde fortalt så meget, men det var langt fra det hele jeg fik fat i. Dog syntes jeg, at jeg havde fået fat i det vigtigste. Justin var blevet opereret og havde fået fjernet sin milt, da den ikke stod til at redde pga skuddet, og så var han blevet syet i baghovedet og lagt i koma pga det voldsomme slag han fik i baghovedet, da han faldt om efter skuddet havde ramt ham..

’’Men han vågner igen, ikke?’’ Spurgte jeg videre og fik voldsomt hjertebanken, da frygten for svaret steg voldsomt i mig.. Tænk, hvis han sagde nej!.

Jeg håbede virkelig at få et svar straks, men da lægen, som jeg slet ikke havde fået fat i, hvad hed, tøvede lidt og tog en dyb indånding, hvilket jeg kunne fornemme på hans skuldre, blev min frygt for hans svar kun større og min krop føltes som om, at den splintrede i atomer indeni!. Jeg var lige ved at sige, at han ikke skulle svare, men det nåede jeg ikke før lægen åbnede munden.

’’Vi gør hvad vi kan, men desværre er der aldrig nogen garantier.. Foreløbig skal han bare have lov til at komme sig i ro og fred’’ Svarede lægen mig.

’’Ka.. Kan han høre, hvad vi siger, hvis vi taler til ham?’’ Spurgte jeg ovenpå hans melding om, at han skulle have ro og fred. De ord gav mig den tanke og sådan som jeg havde det nu, så havde jeg ikke særlig meget filter overfor, hvad der var relevant at spørge om, og hvad der ikke var. For mig var det vigtigere at få svar på alle mine tanker, så jeg ikke behøvede at bruge endnu mere tid på at tænke over det.

’’Lige dét er der meget delte meninger om, men det er set før at personer er vågnet op og kan genfortælle, hvad der er blevet talt om herinde, men personligt vil jeg sige, at det ikke altid er sikkert, da det kommer meget an på, hvor langt væk vedkommende er. I dette tilfælde har Justin fået en del bedøvelse og på vores skala over hvor bevidste vores patienter i koma er, ligger Justin på omkring 8..’’

’’Og hvad betyder det?’’ Spurgte Jamie kort, så jeg kiggede hen på ham og så ham stå og kigge lettere alvorligt på lægen imens han havde krydsede arme.

Ja, nok var Jamie hård og knækkede sjældent, og de fleste ville nok slet ikke bemærke det, men jeg.. Ja, det var som om jeg så lige igennem den kølige facade som udtrykte stor ro og afslappethed.

Jamie var virkelig påvirket af Justins tilstand. Jeg vidste, at jeg aldrig ville se ham sidde og græde over det, men det var tydeligt, at han bekymrede sig meget. Det var også virkelig forståeligt. Det var hans lillebror, men ovenpå alt der var sket, så var jeg overbevist om, at ingen andre end mig ville tro på, at han overhovedet bekymrede sig eftersom, at han udenpå virkede så rolig omkring det og langt fra så hug på at komme herop og besøge Justin og se til ham. Det var mest mig der var sådan, men come on. Hvis han ikke bekymrede sig, så var han aldrig taget med, og så havde han ærligt fortalt mig, hvor ligeglad han var med at besøge Justin.. Men det gjorde han ikke. Han var realistisk og tog det roligt omkring det ja. Det kunne han sikkert efter alle de andre gange han havde prøvet lignende ting med andre personer.. Men det var tydeligt. Han havde det så stramt med, at Justin lå i koma!. Men jeg accepterede, at det var et emne som Jamie og jeg aldrig kom til at snakke om.. Om ikke andet, hvis jeg så prøvede at tale om det, så ville han aldrig indrømme det, men det var også ligemeget. At observere ham, når han ikke vidste jeg gjorde det, var bekræftelse nok.. Han var ligeså påvirket af det her som mig..

’’Det betyder, at han er langt væk og at chancen for, at han hører hvad der bliver talt om herude ikke er så stor. Vores skala går fra 1 til 16, hvor 1 er helt væk og 16 er ved fuld bevidsthed ligesom vi tre er nu.. Man kan vel sige, at Justin er 50/50, så chancen for, at han kan høre, hvad der tales om også er 50/50’’

Lægens forklaring fik mig til at tage en dyb indånding og kigge ned på Justin imens jeg gav hans hånd et klem. Håbet om, at han både kunne mærke og høre mig var der. Eftersom lægen havde givet tal på det og sagt, at det var 50% chance for at Justin kunne høre mig, så var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville tale til ham og få ham til at mærke, at jeg var her hos ham.. Hele tiden!.

’’Tak, doktor’’ Lød det fra Jamie, som jeg så, ud af øjenkrogen, give lægen hånden, som høfligt tog imod og nikkede, hvorefter han sagde farvel og forlod stuen, så Jamie og jeg var alene tilbage med Justin.

’’Du vågner igen.. Det skal du gøre..’’ Sagde jeg stille imens jeg klemte Justins hånd og så ned på ham med tårer i øjnene.

’’Selvfølgelig vågner han, babe, men som lægen sagde, så sker der med sikkerhed ikke noget før om 24 timer, så der er ingen grund til at blive her’’ Sagde Jamie imens han med rolige skridt gik over imod mig og stillede sig ved siden af mig ved sengen.

’’Du hørte også, at der var chance for, at han kan høre, hvad der sker herude, og jeg vil ikke have, at han ligger og venter helt alene’’ Svarede jeg stille, da jeg godt fornemmede Jamies hentydning.

’’Han sover, Molly. Du kan ikke gøre noget så længe han..’’ Startede Jamie, men stoppede sig selv, da jeg kiggede op på ham med et opgivende blik.

’’Lad vær med at prøve at overtale mig, Jamie’’ Småhviskede jeg stille og roligt. Jamie sukkede og lagde blidt en hånd på min ryg og nussede mig blidt.

’’Jeg prøver ikke at overtale dig til noget, men du bliver nødt til at leve videre selvom han ligger her. Han vil ikke føle 24 timer ligeså lang tid som du vil, når du bare sidder her og venter på at tiden går imens de bliver mere og mere træt.. Du har dårligt fået noget søvn.. Og du har heller ikke fået noget mad’’ Sagde Jamie og så mig i øjnene.

’’Jeg er ikke sulten’’ Sagde jeg og så ned på Justin imens jeg nussede hans hånd på håndryggen med min tommelfinger.

’’Nej, men du har brug for noget mere søvn. Jeg kan se på dig, hvor træt du er..’’ Indskød han kort og gled sin hånd helt over ryggen på mig, så den endte på min hofte, som han trykkede lidt til imens han stillede sig tættere på mig.

’’..Tag med hjem igen. Få sovet helt igennem, spis noget mad, og så tager vi herop igen imorgen’’ Sagde han blidt og roligt tæt ved mit øre imens han nussede min hofte og kuldegysningerne spredte sig i mig over hans berøring.. Dog varede den ellers behagelige følelse kun ganske få sekunder, før jeg blev ramt af en ustyrlig dårlig samvittighed, som jeg også havde mærket i bilen på vejen herop.

Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad lige præcis denne her dårlige samvittighed kom sig af. Det var rimelig tydeligt faktisk. Det føltes så underligt at få dårlig samvittighed over noget så uskyldigt som det at sove sammen med en fyr, men det var sådan jeg havde det. Fra det øjeblik jeg vågnede i morges og det gik op for mig, at jeg havde ligget i ske med Jamie hele natten, havde jeg haft det ret stramt. Det føltes nærmest som om, at jeg havde begået noget kriminelt, og det var så latterligt, for sådan set kunne jeg jo gøre hvad jeg ville. Ingen kunne blive sure over, at jeg sov hos Jamie, så jeg forstod det slet ikke. Men jeg var nødt til at deale med de følelser og få det afklaret med Jamie..

’’Jamie?..’’ Sagde jeg stille og så lidt ned af mig selv.

’’Mm?’’ Mumlede han afslappet som svar ved siden af mig. Jeg tog en dyb indånding og samlede mig op fra gulvet, så modet i mig steg og jeg derfor kunne se ham i øjnene uden at virke usikker.

’’Jeg tror jeg tager hjem og sover hos Becca fremover’’ Sagde jeg helt stille og roligt. Jamie rynkede panden en smule og så småundrende på mig.

’’Hvorfor?’’ Spurgte han mig.

’’Fordi.. Det der med at.. At vi sover sammen..’’ Startede jeg, men blev totalt forstyrret af mit hjerte der begyndte at banke voldsomt af nervøsitet.

’’Hvad er der med det?’’ Spurgte Jamie en smule køligt, men stadig roligt og slap roligt min hofte og trådte et skridt til siden imens han vendte sig halvt rundt og satte sig ned på kanten af sengen imens han krydsede armene og så afventende på mig.

’’Jeg tror bare ikke, at det er en god idé, at vi sover sammen..’’ Sagde jeg og lød præcis ligeså usikker som jeg følte mig, og jeg var slet ikke i tvivl om, at Jamie kunne mærke det.

Jamie så bare på mig med et lettere skeptisk og tænksomt blik, og det gjorde slet ikke min usikkerhed mindre. Jeg ønskede jo ikke at såre ham eller gøre ham vred, men samtidig ville jeg heller ikke gøre noget jeg ikke havde lyst til.. Eller.. Jeg havde lyst, men.. Det var bare.. Hvis nu han fik falske forhåbninger af det, så var det bare bedst at lade vær!.

’’Kan du huske, at du vågnede i nat med mareridt?. Du rystede og græd og var bange?’’ Spurgte Jamie mig med et blik som jeg tydeligt kunne læse. Han havde et formål med det han sagde, og allerede nu kunne jeg næsten regne ud, hvad det var.

’’Jo.. Det kan jeg godt huske’’ Svarede jeg med et stille suk og et svagt nik imens jeg igen så lidt ned.

’’Var det ikke rart for dig, at jeg var der?..’’ Spurgte Jamie og gjorde mig bevidst om, at mine anelser om, hvor han ville hen med det her, var helt rigtige!.

’’Jo, det var det, men.. Det er bare..’’ Forsøgte jeg at sige imens jeg sukkede og tog mig lidt til hovedet.

’’Bare hvad?’’ Spurgte Jamie og så afventende på mig.

’’Jeg har bare dårlig samvittighed..’’ Indrømmede jeg opgivende og så opgivende på ham, da jeg ikke kunne finde noget andet og bedre at sige end sandheden.. Det var jo det der trykkede..

Jamie så først lidt på ham, men idet vi fik øjenkontakt gik der ikke mere end få sekunder før det virkede som om, at han lurrede mig. Det føltes nærmest som om, at han læste mine tanker, eftersom, at han tog en dyb indånding ind og vendte blikket ned på Justin imens han pustede opgivende ud igen uden at sige noget.

Det var selvfølgelig ikke rart at indrømme det, da vores fortid stadig spøgte imellem os alle tre, men jeg havde bare ikke lyst til at lyve overfor ham.. Men jeg var ærlig talt glad for, at han selv kunne regne ud, hvem den dårlige samvittighed skyldtes, så jeg ikke behøvede at sige det med ord..  

’’Okay.. Det er fint’’ Sagde Jamie roligt imens han nikkede svagt og kort efter flyttede sit blik fra Justin og op på mig igen.

’’Vi behøver ikke sove sammen.. Du sover bare inde i sengen og så sover jeg på sofaen.. Jeg vil gerne være der, hvis der sker et eller andet, så hellere det end, at du sover hos din veninde’’ Sagde Jamie og lød meget beslutsom.

Normalt ville jeg nok have startet en diskussion med ham omkring, at han ikke behøvede at sove på sofaen, da jeg bare kunne sove hos Becca, men helt ærligt, så var jeg alt for udkørt til overhovedet at diskutere om ting der ikke var højst nødvendigt.. Og samtidig, så.. Så havde jeg det også bedst med at være hos Jamie så længe jeg havde det sådan her. Hans tryghed var uundværlig, og hvis jeg blev hos ham, så behøvede jeg heller ikke forklarer Becca og de andre alt hvad der var sket.. Det var jeg slet ikke klar til endnu..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...