Nattens Fodspor

Denne historie er med i "En hyldest til antihelten"-konkurrencen.

* Indeholder grafiske beskrivelser af overgreb, selvmord og hatecrimes *

4Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

1. Nattens Fodspor

Jeg husker den morgen ret tydeligt.

Jeg vågnede med et sæt. Sveden dryppede ned af min pande, mit sengetøj var helt svedigt og det virkede som om, at mit hjerte prøvede at hoppe ud af min brystkasse. Det havde været endnu et mareridt. Endnu et mareridt med samme handling. Jeg ville komme hjem fra skole, og så snart jeg kom ind i huset,  kunne jeg mærke, at der var noget galt. Der var stille, alt for stille. Jeg ved instinktivt, at jeg skal åbne døren til badeværelset. I det jeg gør det slutter drømmen.

Meget udramatisk når man fortæller det sådan, men jeg husker tydeligt hvordan disse mareridt plagede mig. Hvordan jeg ville være bange for at gå i seng, og hvordan jeg gang på gang ville vågne op i en sveddryppende krop. Selvom mareridtet var det samme på denne morgen, så var det nok også det eneste der var det.

Da jeg havde sat mig nedenunder, og gjort en skål havregryn klar, ringede min telefon. I første øjekast er der ingen alarm at komme efter, men da jeg ser at det er Martin, der ringer, får jeg et flashback fra natten. Vi står i en bar, drikker, griner og spiller lidt pool. Det er ved at være sent, og da jeg for tredje gang den aften, får den lille sort kugle i det modsatte hul, vælger vi at gå hjem. Klokken er også ved at være 3, og jeg har en rapport for til mandag.

Vi bor i hver vores ende af samme kvarter. Vindegade i den lille skodby kaldet Odium. Det betyder had på latin, og er meget sigende for vores forhold til byen. Der er en enkelt bar, som både fungere som sports bar, værtshus og natklub, så det er ikke specielt fedt at være ung. Jeg slår mig ud af mine tanker, da mobilen ringer igen. Jeg tager den op og trykker på det grønne ikon.

“Det er Marcus” - “Hallo? Marcus?” Det er ikke Martins stemme der svarer mig, ikke Martins stemme. Jeg husker det tydeligt. Jeg husker hvor tydeligt, at jeg fik gåsehud, da en bekymret kvindelig stemme svarer igennem Martins telefon. “Merete?..”

Jeg har været over ved Martin mindst hundrede gange, og der er ikke tvivl om, at det er hans mor, som jeg taler med. “Er Martin hos dig?” Der er en desperat klang til hendes stemme.

“Nej, vi skiltes i går.” Jeg så for mig, hvordan Martins bange ansigt så på mig, hvordan han kiggede sig over skulderen, da en busk rystede. Hvordan han sprang op, da en lygte flakkede. “Er du sikker på der ikke er nogen?” Spurgte han mig. Selvom jeg vidste, at drenge gruppen bag os boede i den anden ende af byen, og at de havde gået bag os siden værtshuset - så nikkede jeg. “Vær nu ikke så paranoid!” Jeg gav ham et venskabeligt klap på skulderen. Jeg kan tydeligt huske, at Martin så sig over skulderen en sidste gang inden han så mig i øjnene, “kan vi ikke følges til mit hus?” Der er et desperat blik i hans øjne, præcis samme slags desperation, som var i hans mors stemme. “Martin jeg bor lige her..” Vi var stoppet op foran, det hus jeg boede i sammen med min far og søster. Da jeg så tilbage bag os, så jeg drengene, som ellers boede i den anden ende af byen, stoppe op nær en lygtepæl. Martin nikker, “så ses vi bare..” Jeg nikkede og lagde en skulder på hans hånd, “det skal nok gå, skriv når du er hjemme” havde jeg sagt.

“Ring hvis du hører fra ham.” Martins mors stemme er grådkvalt, uvisheden om hvad der er sket med hendes søn, og hvor han er, er destruerende. Han kom aldrig hjem. Ingen ved helt præcis hvad der skete. Alt vi fik af vide var at hans lig blev fundet 3 dage efter. At der var tydelige tegn på overlast. Jeg husker det sidste blik han sendte mig, et frygtsomt blik da han gik fra mit hus, og drengegruppen fulgte med. Hans mor blev aldrig den samme. Hun kom ikke ud af sit hus siden artiklen blev bragt. “Kontakt politiet hvis du ved noget, ethvert spor kan gøre en forskel” havde der stået. Jeg har stadig avisen. Jeg har stadig nummeret, men jeg har aldrig ringet. To år efter var Martins gamle hus solgt, og en ny familie med børn og hund flyttede ind.

Uvisse om hvilken tragedie, der var faldet over dens sidste ejere. Uvisse om hvad der havde foregået i den lille by.

 

 

Der nåede kun at gå et par måneder, inden den næste tragedie skulle falde over byen. Eller det er måske så meget at sige, men inden den næste tragedie skulle falde over den del af byen, som jeg vil kalde mine venner. Jeg var i byen med en gruppe venner fra folkeskolen. Jeg fulgtes med en pige ved navn Aby, hun var udadvendt, smilende, blond. Hun blev så fuld til sidst på aftenen, at jeg måtte følge hende ud på dametoilettet. Dog kunne ingen af os finde det, så vi endte i en gyde bagved baren. “Jeg venter bare lige indenfor, okay?” Jeg husker, at hun havde kigget sig omkring, og til sidst nikket. Jeg var gået ind igen, og blev grebet af en samtale med et par gutter fra mit gymnasie, som boede i byen.

Der gik faktisk lang tid, før jeg kom i tanke om Aby - kom i tanke om gyden. Hendes frygtsomme blik er stadig indprentet på min nethinde. Jeg kan huske, hvordan jeg sprintede igennem rummet og hen til døre, som ville føre mig hen til gyden, gyden med Aby, som bare var faldet i søvn - eller måske gået ind igen.

Jeg åbnede døren med et brag og bliver mødt med et syn, som jeg har fortrængt. Eller ihvertfald har prøvet på. Aby ligger i hjørnet af gyden, bukser trukket ned og bag hende.. på knæ, står en høj mand, med bukserne nede. Hans underliv presset ind mod hende. Aby klynker, og presser hovedet mod den kolde brostens dækket gyde.

Før jeg overhovedet får tænkt mig om, er jeg ude af gyden og inde på baren igen. Jeg føler mig svimmel, billedet af Aby i gyden.. Min mor, min mor på badeværelset, hendes livløse ansigt, opsvulmet ansigt. Jeg ser i flashbacks hvordan jeg skriger på min far som stadig er på arbejde, hvordan naboen løber ind til mig. Ambulancemanden bad mig blive på røret indtil de ankom, og det gjorde jeg ikke.

Men jeg er ikke 5 mere. Der er 12 år siden, at min mor blev begravet. 12 år siden den dag.

Jeg gik hjem den aften med en tyngde i maven og en smerte i brystet. Nok en smule fordi, at jeg havde drukket for meget, og fordi jeg faldt en enkelt gang på vej ud af baren. Jeg kan huske, at vejen hjem føltes ulideligt lang.

 


 

Den morgen vågner jeg uden sved på hverken pande, dyne eller lagen. Jeg satte mig op, så mig omkring. Det havde været en rolig nat, men langsomt da aftenens begivenheder går op for mig, mærker jeg stenen i min mave igen. Men bedst, som jeg sad der i min egen elendighed, hører jeg høje hulk. Det var ikke til at tage fejl af, det var Cecilia.. Sådan lød det altid fra hendes værelse, efter det var sket. Dét at betyde, at vores far havde forgrebet sig på hende. Jeg vil helst ikke gå i detaljer, hverken nu eller dengang, både for at spare mig selv, jer og min søster.

Normalt ville jeg blive liggende i min seng, blive liggende og vente på at gråden forsvandt, men jeg husker, at jeg tænkte, at hvis ikke jeg gjorde noget hvem skulle så?

Jeg går ud mod gangen, til min forbløffelse står hun der, midt på gangen.

Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg så min mor, så hendes livløse ansigt over skulderen på politimanden og lægen, som brød døren op og hastede ind på badeværelset. Hendes øjne var tomme. Døde. Men det var ikke min mor der - ikke længere. Min søster stod foran mig. Tårer strømmede ned af hendes lyserøde kinder. Hendes øjne krummet sammen, øjne som havde set alt for meget, alt for tidligt. Hendes hænder, der knugede om en lille aflang pind.

“Cecilia?..” Jeg lagde min hånd ovenpå hendes. Hun kiggede op på mig med smertende øjne gav hun min pinden. Jeg så forundret på hende, men aflæste snart hvad pinden sagde. To streger. To lige, tynde streger.

“Lad os tage væk..langt væk.” Ordene er over min mund, før jeg får tænkt mig om. Et skær kom tilbage i hendes øjne da hun kigger p, et skær jeg ikke havde set siden dagen før hun blev 9. Et skær, som forsvandt den dag, hun blev voksen alt for hurtigt. Et skær, som signalerer håb, fremtid.

 

Det er 5 år siden i dag. Cecilia fandt sig en god mand, han behandler hende godt. Jeg er tit over ved dem, til aftensmad. Tænk engang at hun er 19 nu. Selvom hun blev voksen alt for hurtigt, kom til at bære et ansvar som så ung, sat overfor sådan et valg som ingen 14-årig burde skulle tage, så er hun glad i dag. Hun bor i en lille lejlighed i København med sin kæreste, alene. Dog uden planer om børn lige foreløbig.

Aby har jeg haft kontakt med, skrevet lidt frem og tilbage. Hun holder foredrag i dag, om selvforsvar og beskyttelse når man er i byen.

Hvad Martins mor, Merete angår? Hende har jeg aldrig kunnet få fat på. Trods jeg har kigget telefonbøger igennem i flere timer, ringet alle de Merete Jensen’er op, som jeg kunne finde.

Men måske er nogle ting bare skæbnesvangert uafklaret, måske er nogle ting bare dømt til at være et fodspor i natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...