Knust

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2018
  • Opdateret: 22 maj 2018
  • Status: Igang
Isabell, er knust over et breakup med sin kæreste.
Hun vil gerne komme videre.
Da hun møder Noah, bliver hun ramt. Af kærlighed.
Spørgsmålet er bare om hun kan klare de nye følelser, og udfordringerne ved kærlighed.

3Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Imens jeg så udover vandet, tænkte jeg på hvad der var sket:

Jeg var taget hjem. Hjem der hvor mig, og Max boede. Jeg gik op af de hvide trapper, op til lejligheden. Jeg var gået glad ind af døren. Når man får tidligt fri fra arbejde, fordi man har gjort det godt- havde man lov til at være glad. Jeg så mig smilende om i den smalle gang, den velkendte luft af Max ramte mig. Men også en anden lugt ramte mig. En parfume. Det var ikke min parfume. Hvad er det her? Jeg stod og lyttede efter stemmer- og der’ hørte jeg dem.

”Du er bare så smuk, ved du godt det?”, jeg hørte tydeligt Max dybe stemme. Der lød en piget fnisen.

Jeg knyttede mine næver, så knoerne var helt hvide. Hvad fanden var han i gang med? Ikke det jeg troede, vel…? Nej, det ville han ikke gøre imod mig. Egentlig var jeg ikke rigtig sikker.

Jeg listede stille mine sko af, og gik længere ind i lejligheden. Max stemme, og den pigede fnisen, kom inde fra soveværelset. Jeg åbnede den lille dør ind til værelset.

Det eneste jeg så, var Max læber trykket imod en eller anden blondines læber. Hendes hænder i hans hår. Hans tunge nede i hendes hals.

”Du er mig utro” hviskede jeg rasende. Max kiggede forvirret op fra blondinens læber, ”Isabell,” sagde han forbløffet, ”Jeg troede først at du kom hjem i aften…”.

”Hvad fanden har du gang i, Max?” spurgte jeg is koldt. ”Nej, vent, jeg vil ikke høre det”.

”Isabell, jeg kan forklare det” svarede han. Han rakte en arm frem imod mig. Jeg skubbede den rasende væk.

”Den forklaring, gider jeg ikke at høre!” råbte jeg arrigt af ham. Blondinen havde endelig fattet, at et var hendes stikord til at gå. Mine øjne lynede i hendes retning.

”Du er et egoistisk nar hovedet, som kun tænker på dig selv!” skreg jeg af ham. Så blev jeg stille: ”Jeg troede at du elskede mig…”. Mine tårer løb ned af kinderne- hidsigt tørrede jeg dem af.

”Jeg elskede dig, men nu er…” han så skyldbevidst ud. Jeg kiggede på ham, ”Gå”.

”Hvad?” spurgte han forvirret. ”Du hørte hvad jeg sagde,” svarede jeg, ”Gå”.

”Du kan ikke smide mig ud, det er også min lejlighed” sagde Max vigtigt.

Jeg kiggede isende på ham, ”Tror du at jeg interesserer mig for det?”.

”Nej, men…”. Jeg så på ham, ”Godt, for det gør jeg heller ikke”.

”Isabell…” han kiggede bedende på mig, ”Gør ikke det her…”.

”Nå, nu skal vi tale om hvad man ikke skal gøre?!” spurgte jeg vredt. ”Det lod ellers til, at du var ret ligeglad med sådan noget. Eftersom du lige har været sammen med en pige, og lavet… hvad i nu har lavet!”.

Brune hundeøjne stirrede på mig.

”Jeg mener det. Gå”. Max gik imod døren. Så kiggede han på mig. ”Ved du hvad?” spurgte han koldt, ”Det er faktisk ikke første gang at jeg har været sammen med andre,” som om at det var ligegyldigt så han på mig. ”Det er faktisk sket rigtig mange gange, og jeg er ligeglad med dine følelser,”.

”Hav et godt liv, Isabell”, han lavede et lille selvsikkert vink til mig, og gik så ud af døren.

Helt forstenet stod jeg, og hørte døren smække i. Så faldt jeg sammen. Jeg græd, og græd. Først nu havde jeg fattet det.

Max havde aldrig rigtig elsket mig. Han har løjet hele tiden. ”Sovet” sammen med andre piger.

Men det værste var, at jeg var faldet for hans løjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...