Farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2018
  • Opdateret: 21 maj 2018
  • Status: Færdig
Jeg hader dig ikke.
Jeg er skuffet over, at du blev til den person.
Som du lovede, at du aldrig ville blive.

9Likes
5Kommentarer
633Visninger

1. Farvel

 

Jeg sad ude i venteværelset og ventede på, at mit navn blev råbt op.

Mine hænder rystede, og mit hjerte bankede hurtigt.

Jeg havde det som om, at alle kiggede ned på mig.

Som om at de vidste, at jeg bare var en 18-årig, som der lige havde mistet dig.

Og som nu vil miste noget som var en del af dig.

 

Alt jeg havde lyst til var, at fælde en tåre eller to.

Men engang sagde du til mig, at jeg var stærk nok til, at lade være med at udtrykke smerte.

Så jeg lod være.

Alt det du sagde til mig var enten rigtigt, eller bare dit meget manipulerende jeg.

 

Mit navn blev råbt op, og jeg rejste mig for at følge efter kvinden i den hvide kittel.

’’Du vil mærke en kold følelse, men det er ikke noget der kommer til at gøre ondt.’’

Men hvorfor gjorde det så ondt på mig?

 

Jeg ventede på svaret.

Man kunne selv vælge om man ville vide det eller ej.

Jeg ville vide det.

’’Du er 4+3 uger henne’’.

 

Da det var overstået, skrev du ’’hvad er status?’’

Som om dit eget kød og blod, bare var en status?

 

Du lovede mig at du ville være der hvis jeg blev gravid.

Du lovede mig at du aldrig ville lade mig få en abort, fordi det netop var dit eget kød og blod.

 

Jeg vidste du ikke ville komme og støtte mig.

For du skrev jo bare ’’få en fucking abort’’.

Intet med at du ville støtte mig, men det var okay.

For jeg vidste at du ikke ville være der for mig, når jeg allermest havde brug for dig.

 

Du var på kasernen i Slagelse, da det skete.

Jeg var på Slagelse Sygehus, som var 5 min væk fra dig.

Du spurgte mig ikke engang om, om jeg havde brug for at du var der.

 

Måske troede du at det ville være et let valg at tage?

Har jeg så nogensinde fortalt dig, at jeg overvejede at droppe det, gå min vej og blive ung mor?

Jeg overvejede at droppe det, også selvom du truede med at du ville tage mig i retten hvis jeg fødte.

 

Som om du ville få forældremyndigheden.

Når du ikke engang kunne se mig i øjnene, da jeg tiggede og bad dig om, at komme hjem til mig.

Så vi kunne snakke om det.

’’Jeg vil ikke se på dig.’’

 

Din undskyldning var at du gik i panik.

Mig tænkte du ikke på.

 

Jeg fik ikke engang et ’’er du okay’’.

I stedet fik jeg ’’din skank’’ smidt direkte i hovedet.

 

Jeg kan tydeligt huske den søndag.

Det var dagen hvor jeg tog testen.

Jeg ventede i nogen minutter, og kom tilbage til en test som var positiv.

 

Det var som om mine ben blev lammet.

Jeg gav over mig, faldt ned på gulvet, og jeg græd.

Jeg græd i flere timer.

Det ville have været et minde for livet, men du gjorde det til et mareridt.

 

Jeg tænker tit på hvorfor du forlod mig, eller generelt bare hvordan du kunne komme videre så hurtigt.

Burde det ikke havde været noget specielt?

Burde det ikke være en oplevelse, lige meget hvad ende resultatet var?

Sådan havde jeg det, men du havde det ikke sådan.

 

For selvom du sagde til mig, at det her ikke bare var ’’stik ind, stik ud, stik af’’, så var det dét eneste som, du kunne bevise overfor mig. Så nu lever jeg med at det var sandheden.

Det var en løgn som du ligeså koldhjertet kunne sige til en pige, som allerede var blevet svigtet før.

Og som nu fandt tryghed hos dig, i en halvanden måned.

 

En halvanden måned med manipulation og løgne.

Hvorfor? Det er alt der går igennem mit hoved.

 

Hvorfor?

 

Jeg fortalte dig at jeg var bange for at elske.

Du vidste at jeg var blevet svigtet.

 

Jeg fortalte dig i detaljer, hvordan min egen far havde misbrugt mig seksuelt.

Så du lovede mig at du nok skulle passe på mig.

Og jeg stolede på dig.

 

For min kærlighed til dig, gjorde mig blind.

 

Jeg kan huske den første dag jeg mødte dig.

Det minde bliver afspillet igen og igen.

For det var den dag jeg svigtede mig selv.

 

Første gang jeg mødte dig, havde vi aftalt at mødes på stationen.

Også ville vi gå et sted hen, for jeg ville ikke have folk skulle se os.

Stedet blev så min gamle skole, hvor vi rendte rundt på legepladsen, som to små børn.

 

Jeg kan huske at jeg ikke turde at se dig i øjnene.

For jeg vidste at når først jeg havde kigget dig i øjnene, så ville jeg ingen andre muligheder have, end at blive din.

 

Da du så skulle afsted igen, sagde vi farvel ved parkeringspladsen nede foran. Jeg skyndte mig hen til Kvickly for, at hente to pakker til min mor. Jeg nåede lige at komme tilbage til stationen, idet bussen kørte.

Du nåede at vinke til mig, og jeg nåede at smile tilbage.

 

Efter bussen var kørt skrev du til mig, ’’nu elsker jeg dig endnu mere, end jeg gjorde før, og jeg går ikke fra dig. det lover jeg dig, at jeg ikke gør’’.

 

Lørdag den 17 februar, var den allerførste gang vi sov sammen.

Det kan jeg huske fordi det var dagen jeg havde min første gang, og dagen vi to blev kærester.

 

Du var min første gang.

Og den første jeg oprigtigt elskede og stolede på.

 

Jeg kan huske at jeg som 13-årig, allerede gik rundt og tænkte på, at jeg snart skulle gå i seng med en.

Fordi alle dengang begyndte, at have deres første gang i en tidlig alder, og jeg ville være som dem.

 

Men jeg blev aldrig som dem.

Jeg ventede til jeg var 18 år.

 

Dengang tænkte jeg på at jeg ville have, at min første gang var fyldt med tryghed, kærlighed og bare os to.

Jeg var bange for at det ville gøre ondt. Da det så endelig skete, så var det smertefuldt, men det var en behagelig smerte.

 

Vi havde sat en gyserfilm på, og jeg valgte så efter noget tid, at gå ud og skifte til nattøj.

Du spurgte mig om hvorfor jeg ikke bare sov uden bukser.

 

Jeg sagde at det var fordi at det var koldt, men i virkeligheden var det fordi at jeg var bange for, at knytte et seksuelt forhold til dig. For jeg vidste at jeg ville elske dig endnu mere, og hvis du så gik fra mig.

Så ville jeg være knust.

 

Da jeg var ude på badeværelset, valgte jeg så at lade være med at skifte til natbukser, og bare sove uden.

Det valgte jeg fordi jeg håbede på der ikke ville ske noget.

Da jeg kom ind på værelset igen, sagde jeg til dig, at jeg ikke har nogen bukser på, så nu skulle du ikke prøve på noget. Du sagde bare ’’nejnej’’, og grinte.

 

Efter noget tid lagde du dig oven på mig, og du begyndte at gnide dig op af mig.

Jeg havde lyst til at græde, for jeg følte mig ikke klar.

Men jeg tænkte på at det nok skulle gå, for jeg stolede på at du ville holde alt det du havde lovet mig.

 

Jeg bad dig om at tage dine bukser af.

Du spurgte mig om jeg var sikker på at jeg ville det her.

Jeg sagde bare ’’ja, jeg er sikker’’.

 

Noget indeni mig sagde, at hvis jeg ikke sagde ja, så ville du næste dag sige, at det her i mellem os to ikke fungerer.

Og så klog som jeg nu var, der havde jeg allerede sat mig i tankerne om, at jeg aldrig nogensinde ville miste dig.

 

Hvad hvis jeg gjorde noget forkert?

Ville du så synes, at jeg var dårlig?

Måske ville du droppe mig?

 

Også selvom du lovede, at du aldrig ville gå fra mig?

 

Jeg kan huske at jeg var bange, men jeg turde ikke sige stop.

For hvad hvis du tænkte, at jeg bare var en barnlig 18-årig som intet turde?

 

Du vidste jeg var bange, for vi havde skrevet om det før.

Så jeg stolede på, at du ville være rolig.

 

Det var du også, de første par gange.

Men du begyndte at blive mere dominerende.

 

Du begyndte at slå mig hårdt på låret, og det var lige meget hvor mange gange jeg bad dig om at stoppe, og lige meget hvor mange gange jeg sagde det gjorde ondt.

Så stoppede du ikke før mit lår var rødt med dit håndaftryk.

 

Du begyndte at hive mig i håret under sex.

Det gjorde ondt, for det føltes som om jeg fik revet hår ud.

Men jeg turde ikke sige stop.

 

Du begyndte også at tage kvælertag på mig under sex.

Jeg kan huske en af gangene, hvor du tog så hårdt fat om halsen på mig.

 At jeg havde en følelse af at jeg ikke kunne få vejret.

Du fik også slået mig på struben.

 

Jeg begyndte at græde.

Du stoppede, spurgte mig om jeg var okay, og forsatte.

Jeg græd stadig.

 

Jeg tror at du tændte på det.

Men det undrede mig ikke.

 

Hver gang du kom hjem til mig på weekend.

Det første du ville, var at have sex.

Ikke engang et, ’’jeg har savnet dig’’.

 

Det første du altid gjorde, var at tage din hånd ned i mine trusser, og det var hvad du gjorde som det første, nærmest hver gang. Det var altid kun sex, sex, sex, sex og sex.

 

Nogen af mine veninder sagde, at jeg skulle melde dig for det du gjorde mod mig en nat.

 

Den nat hvor jeg lå og sov, og du bare begyndte at have sex med mig.

Jeg var påvirket af sovemedicin, og det vidste du.

Jeg kan huske at jeg vågnede, fordi at jeg kunne mærke der var noget oppe i mig.

Men jeg faldt hurtigt i søvn igen, så jeg nåede ikke at reagere. 

 

Jeg siger hele tiden til mig selv, at jeg ikke burde melde dig, for jeg vil ikke ødelægge dig, som du ødelagde mig.

 

Du siger til andre, at jeg selv bad om det.

At jeg sagde til dig, at du skulle tage din hånd rundt om min hals.

Hvorfor kan jeg så ikke huske, at jeg bad om det?

Hvorfor skulle jeg bede dig om, at tage kvælertag på mig.

Når jeg hver gang bare havde lyst til at græde?

 

En af mine veninder nævnte det overfor dig, uden at nævne mit navn.

’’Er det voldtægt hvis man har sex med en der sover?’’

 

Du nævnte mit navn med det samme, uden at du vidste at det var mig, hun snakkede om.

Er det fordi du vidste, at det du gjorde var forkert?

 

Alle dine ekser støtter dig.

Som om at du ikke er ’the bad guy’.

Du kan stolt sige til alle, at 4 af dine ekser er inde i et rum, og at de alle sammen har haft dig, oppe i dem?

 

Er du stolt af den smerte du har påført dem?

Den smerte de ikke selv kan indse?

Er du stolt af alle de piger du har løjet overfor?

Er du stolt af dig selv? Det håber jeg virkelig, at din mor og far er.

 

Jeg håber ikke at de ved, hvad deres søn render rundt og laver.

For de ville ikke kunne ændre den du er.

 

Du reddede mig fra, at falde ned i en dyb depression.

Du hev mig op af den, for at rive mit hjerte i ti tusinde stykker.

Du smadrede mig mere end nogensinde.

Alt faldt ned i hovedet på mig, på en halvanden måned.

 

På en halvanden måned gik jeg fra, at møde dig for første gang.

Til at have min første gang, til at blive din kæreste, til at blive gravid.

Og det endte så med, at du skred fra mig.

 

Og så var jeg helt alene.

Alene med alt det, du var med til at lade ske.

 

Mine tanker flyder rundt.

Som om at dagene bliver afspillet igen og igen.

Jeg forstår stadig ikke hvorfor.

Jeg forstår ikke hvorfor du forlod mig.

Du siger at det var pga. min skizofreni, fordi at jeg ikke fik hjælp.

 

Men du sagde til mig at jeg ikke behøvede hjælp, for alt var bare oppe i hovedet.

Hvad du ikke vidste var, at jeg faktisk fik hjælp. 

Men jeg var nødt til at stoppe hos min psykiater, netop fordi at de ikke havde kompetance til det jeg gik rundt med.

Så jeg blev sendt videre til distriktpsykiatrien. 

 

Du går rundt og fortæller andre løgne.

 

Du siger at du slog op med mig, inden jeg fortalte dig at jeg var gravid.

Men hvorfor fik du det så, ud af mig den lørdag?

 

Den lørdag, hvor jeg ikke turde fortælle dig at jeg måske var gravid.

Så jeg bad dig om at love mig, at du ikke ville gå fra mig.

Du lovede mig du ikke ville gå, og du sagde at du elskede mig.

 

Senere samme aften skrev du ’’jeg tror det er bedst vi holder en pause’’.

 

Havde du brug for en pause?

Hvordan kan du have brug for en pause?

 

Var det fordi at du vidste, at du ikke kunne være der for mig?

Ville du ikke kunne se dig selv i øjnene, efter du lovede mig at du aldrig ville gå fra mig, men ikke kunne holde det?

 

Dagen jeg fik aborten, kom du hjem til mig.

Du holdte om mig og fortalte mig, at du aldrig ville give slip på mig igen.

Du sagde at du var ked af alt det du havde gjort.

Du holdte om mig så længe, og dine øjne blev røde, som om du skulle til at græde.

Men hvordan kan en fyr som dig, have nogen følelser?

Efter at du endnu engang lovede mig, at du aldrig ville gå fra mig igen.

 

Der havde vi sex.

 

Jeg kan huske hvor ondt det gjorde, jeg havde jo stadig kramper.

Der var ikke engang gået 4 timer, så jeg tror ikke at min krop kunne holde til det.

 

Da du var færdig lå jeg bare der og græd.

For tanken om at jeg lå med smerter, og fortalte dig at de gjorde ondt.

At du bare var ligeglad, og forsatte.

 

Der var blod på lagnet, for blødningen fra aborten var ikke stoppet.

Det ville den først gøre efter en uges tid.

Du grinte og sagde at jeg bare skulle bide smerten i mig.

 

Skulle jeg virkelig bare bide smerten i mig?

 

Ved du hvad jeg havde lyst til?

Vil du vide hvad jeg ville ønske jeg havde gjort?

 

Da du proppede dine fingre ind i min mund, for at få mig til at larme mindre.

Der ville jeg ønske, at jeg bare havde bidt så hårdt.

Jeg ville ønske, at det var dig der fik kvælertag, så du selv kunne føle, at du næsten ikke kunne trække vejret.

 

Jeg ville ønske at det var dig, som gik rundt med denne her indelukkende smerte, som jeg går rundt med hver evig eneste dag. Men ved du hvad, selvom det er ønsker, som jeg ville ønske, at jeg kunne få mig selv til at ønske.

 

Så ville jeg aldrig i en million år, ønske at du oplevede den smerte, som du gav mig.

 

For jeg er ikke som dig.

Jeg er ikke den hjerteløse. Det er du.

 

Engang da jeg fik en af mine såkaldte ’’skizo anfald’’.

Der lå jeg i fosterstilling, og jeg græd, jeg græd en del.

Stemmerne sagde at jeg bare skulle tage fat i min forlængerledning, og kvæle mig selv med den.

 

Du lå bare og sov.

 

Og da du så endelig vågnede, lavede du jokes om det, og kaldte mig for en spasser, fordi at jeg ikke bare kunne ligge der, og græde som en baby.

Du sagde bare at du var ked af at jeg tog det sådan,  da jeg konfronterede dig med det.

Og jeg tilgav dig, fordi så dum var jeg.

 

Er det alt hvad du har at sige? At du er ked af det?

Hver aften måtte jeg gå i seng, imens jeg undrede mig over hvorfor jeg ikke var god nok til dig.

Jeg græd hver aften, fordi jeg vidste at jeg ikke var i dine tanker.

Men ved du hvad? Du burde ikke undskylde.

 

Jeg burde undskylde.

For jeg svigtede mig selv.

 

Men hvorfor? Ud af alle piger, hvorfor lige mig? 

Du besluttede dig for at knuse mig, og bruge mig som om jeg bare var et stykke legetøj.

 

Jeg var bare en pige, der elskede dig af hele sit hjerte.

Så hvorfor fortjente jeg det her?

Hvorfor fortjente jeg alle dine løgne.

 

Jeg elskede dig.

 

Jeg kan huske den sidste gang jeg så dig.

Der var du kommet til min by, for kun at gøre én ting.

Netop for at have sex med mig, men du ville ikke hjem til mig den dag.

Så det blev på et toilet, nede i Føtex.

Vi kom op og skændes, og der var ekko.

Så jeg bad dig om at dæmpe dig.

 

Du tog bare din hånd ned i mine trusser.

Og du gik bare til den.

Lige meget hvor mange gange jeg sagde nej, du blev ved.

 

Da du så skulle hjem.

Vi gik ned til stationen, og jeg ventede indtil bussen kom.

Jeg plejer altid at vente til at den kører, for at vinke farvel.

Og altid efter bussen kørte, blev jeg ked af det, for jeg savnede dig altid.

Men den aften, var jeg ligeglad.

 

For jeg vidste at jeg aldrig ville se dig igen.

Jeg kyssede dig farvel, og så gik jeg. 

 

Jeg gik min vej, inden bussen overhovedet kørte.

Du lagde ikke mærke til det, for du var på din mobil.

 

For første gang, kunne jeg gå fra dig.

Jeg var ikke ked af det, jeg var glad.

 

Du valgte at tage fat i en skrøbelig pige. 

Du fortalte hende at alt nok skulle gå, og at du aldrig ville være som de andre. 

Du fortalte mig du ikke ville gå. 

Så du spurgte mig en af de første dage om jeg ville være din for evigt. 

 

Du valgte at tage fat i den skrøbelige pige, for at få hende til at tro, at hun var noget værd.

For at skride fra hende en halvanden måned efter. 

Skride på dagen hvor du fortalte hende at du ikke ville gå, og at du elskede hende. 

Dagen hvor hun fortalte dig at hun måske var gravid. 

 

Der skred du, og du gav ikke en fuck.

 

Jeg lovede dig engang, at jeg ville støtte dig igennem de valg du tager.

Og fordi at jeg ikke vil være ligeså koldhjertet som dig, så holder jeg det.

 

Jeg giver slip på dig nu.

Så det her er mig, der siger farvel.

 

Farvel.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...