Catastrophic Chaos

(OBS HARRY STYLE OG LOUIS TOMLINSON ER IKKE KENDTE I DENNE FORTÆLLING)

Harry styles er altødelæggende, og gør ikke noget for at ændre det. Dette viser sig i den grad, da han ødelægger hans forhold mellem ham og hans lillesøster. Men kan Harry nu ændre sig? Han kommer til at fortryde at splitte ham og hans søster ad.
Brook styles, Harry's lillesøster er hovedpersonen i denne fortælling. Hun er vred og frustreret over sin brors valg, og håber inderligt han skammer sig. Hun er hævnfuld, men ender med at falde i med begge ben. Og hvordan ender det for det ellers så gode kammeratskab mellem Harry og Louis?
Læs gerne med her i Catastrophic Chaos.

0Likes
1Kommentarer
963Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Brook's synsvinkel - Chicago, på klubben - 00.23 - Nat

 

Den friske og kolde luft overfaldte mit ansigt, og mine andre bare steder. Jeg var nærmest fløjet ud af klubben, efter det syn jeg så. Jeg havde kvalme. Hvordan kunne han? Hvordan kunne hun? Jeg var så vred og frustreret, de havde brudt det aller helligste kodeks! Jeg kunne slet ikke være i mig selv, grundet al den vrede jeg havde i mig. En hånd lagde sig på min arm, det var Louis. Han så bekymret på mig. 

" De er på vej ned" Sagde han advarende, han forstod godt mine følelser. Jeg begyndte at gå. Men de her fucking stiletter gjorde kraftedme ondt! I ren vrede smed jeg stiletterne fra mig, og skulle til at sætte i løb, ja det vil sige lige indtil at en hånd greb fat i mig. 

" Brook vent lige.." Sagde Louis.
" Louis, slip mig, jeg vil hjem." Sagde jeg. Jeg var på kanten til at græde. 

" Lad mig i det mindste gå med så." Sagde han og så bedende på mig. Jeg kastede et hurtigt blik på udgangen, hvor jeg så Harry og Ava komme ud. Louis så det også, han tog min hånd og satte så i løb. Han ledte os ind i en gyde, hvorefter han åbnede en dør og hev mig med op. Han førte os ind i et mørkt rum. Hvor var vi?

Han tændte lyset. En mega hyggelig lejlighed kom til syne, væggene var af mursten, og her var underligt, cozy og en smule rodet, men på sådan en pæn måde, alt var lagt sån lidt 'messy'. Der var små lyskæder hængt op i hele lejligheden. Jeg var fan. 

"wow, hvem bor her?" Spurgte jeg.

" Det gør jeg." Sagde Louis, og stak sine hænder i hans bukselommer.

" Wow" Var det eneste jeg kunne fremstamme. Han smilte svagt. 

" Vil du hjem, eller vil du crashe her? Det gør mig ikke noget." Sagde han en anelse nervøst. Jeg så undrende men smilende på ham. 

" Hmm, vil gerne crashe her" Sagde jeg og smilte endnu mere. Et bredt smil bredte sig på hans læber. 

 

" Jaer, sengen er der, jeg sover på gulvet." sagde han sødt. Jeg nikkede bare. 

" Tak.." Sagde jeg taknemmeligt. Han smilte.

Jeg krøb op i sengen, men af en underlig grund følte jeg mig ensom, som om jeg lige havde mistet min bror og min bedste veninde. 

" Louis?" Kaldte jeg stille.

" Mhm hvad så?" Sagde han nede fra gulvet af. 

" Kan du ikke kommer herop?" Spurgte jeg, der var stille lidt.

" Please?" Bad jeg. 

" Jeg tror ikke det er en så god ide." Sagde han halvkvalt.

" Årgh hold dog op, det sgu da ikke fordi jeg bider, eller vil knalde dig." Sagde jeg og rullede øjne. Han grinte. Han rejste sig op og lagde sig i sengen ved siden af mig. 

" Tak" Sagde jeg og smilte.

" Altid" Sagde han. Jeg havde ryggen til ham, men kunne tydeligt høre smilet på hans læber. Jeg vendte mig mod ham, og puttede mig ind til ham. Først reagerede han ret impuls agtigt, og rykkede sig lidt. Men lidt efter kom han tilbage, og lagde sine arme om mig. Jeg kunne ligge her i flere år. Det var det tryggeste jeg længe havde prøvet. Ikke længe efter, døsede jeg hen.

---

Jeg vågnede op til et syn jeg ikke helt havde ventet. En topløs Louis, der lå og sov fredløst. Jeg smilte for mig selv. Jeg var faldt i søvn med kjolen og makeuppen på. Jeg hadede sådan noget. Jeg havde i en kort stund glemt episoden i går. Jeg sukkede højt og opgivende. Louis bevægede sig ved siden af mig. Da jeg vendte mit hoved, så mine øjne direkte ind i hans sø grønne øjne. 

" Undskyld hvis jeg vækkede dig.." Hviskede jeg. Han smilte

" Nah det gjorde du ikke," Sagde han og knugede mig ind til ham. Hans duft fyldte mine næsebor. Jeg smilte for mig selv. 

 

Vi havde spist morgenmad, og det var lækkert. Jeg må ærligt indrømme, jeg havde sgu nydt Louis's selvskab. Han lignede heller ikke en der led. Det bankede på døren. 

Louis åbnede den. Det var min bror og Ava.

"Hvor er hun!?" Sagde Harry vredt, og brasede ind. Jeg sad stadig ved spisebordet. Harry greb fat i min arm og hev mig op.

" Av Harry slip mig!" sagde jeg vredt, fuck det gjorde ondt alligevel. Han vendte fronten mod mig. 

" Du skal fanme aldrig skride sådan fra mig igen!" Sagde han hårdt. Hans øjne var fulde af had, men også en anelse triste. Han forbandt mig med Mor.

" Du kan sgu da bare lade vær med at stå og æde min veninde sådan!" Sagde jeg vredt, han skulle ikke tro han kunne vinde den her. Hans ansigtsudtryk blev en smule blidere. 

" Troede du jeg bare ville være okay med det? Huh? Du brød kodekset!" Sagde jeg hårdt. 

" Og dig, hvem fuck tror du lige du er? Du skulle forhelved forestille at være min bedste veninde. Jeg prøver at sætte dig sammen med min ven, fordi du ikke mener nogle er gode nok til dig, Og så snaver du min bror? Min fucking storebror Ava! Din utaknemmelige Bitch!" Sagde jeg vredt og såret. Harry fyrede mig en lussing. 

" Sådan skal du ikke snakke til hende!" sagde han vredt, han var ildrød i ansigtet. Jeg tog mig til min kind. Louis trådte ind. 

" Harry, jeg tror du skal gå nu." Sagde han roligt. Harry så vredt på ham. Jeg vidste Louis var et ømt punkt for Harry. Harry vendte rundt og tog Ava med sig. Da de var ude af døren, og den var blevet lukket faldt jeg sammen. Jeg græd.  Louis skyndte sig ud i køkkenet og fandt en ærtepose, og viklede et stykke viskestykke omkring, han holdte det blidt mod min kind. Jeg så på ham. 

" Tak Louis" sagde jeg, imens et par tårer faldt. 

" Altid" sagde han igen, ligesom i går. Hans ansigt var lige ud for mit. Jeg havde en kæmpe trang til at kysse ham, men jeg var bedre end min bror, så istedet så jeg bare ned. 

Harry skulle forestille at være min bror, og passe på mig. Istedet er han grunden til at jeg bliver såret.

Jeg var skuffet. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...