Harry Potter, fangen fra Azkaban og de to genopståede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2018
  • Opdateret: 25 maj 2018
  • Status: Igang
Harry er i gang med sit tredje år på Hogwarts, da hans forældre dukker op.

1Likes
0Kommentarer
99Visninger

Author's note

Hej alle, det her er min første movellas, håber i kan lide den.
Jeg har længe gået med tanken om, hvad der ville ske, hvis Lily og James genopstod, jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan det kommer til at lade sig gøre, men det kommer til at ske. Såda jeg læste en fanfiction på fanfiction.net kaldet The tree patronuses, hvor Lily og James returnere, tænkte jeg at det kunne jeg også, så her er den. Min version adskiller sig meget fra den anden, men den har stadig været en inspiration, så synes den skal nævnes.
God læselyst☺️
AA

4. De hesteløse vogne

“Første års denne vej.” En kraftig stemme overdøvede mumlen fra de hundrede vis af elever. Stemmen kom fra den venlige kæmpe, der gang på gang, havde hjulpet Harry de sidste to år, uden ham, ville de aldrig have nået frem til de vises sten.

 

Harry skulle lige til at gå over til Hagrid, da han indså han skulle med de hesteløse vogne. Han havde aldrig kørt til Hogwarts i vognene før, får i hans første år havde de sejlet, og han ville nødigt minde sig selv om den flyvende bil, det havde været skræmmende, men han var glad for at det skete sammen med Ron, han vidste ikke hvad han ville have gjort ellers. Mon de holdt statistikken med en ny transportform hvert år?

 

Harry gik i sine egne tanker, hvorfor kørte toget ikke helt op til slottet? Hvorfor kørte man overhovedet i tog? Hvorfor havde han en billet, når der ikke var en kontrollør? Hvad hvis man glemte sin billet? Hvorfor var toget ikke beskyttet mod dementorer? Hvis de kunne komme ind, kunne dødsgardister så også? Og mens tankerne løb afsted med ham, forsvandt Ron og Hermione, det var ikke bevidst, men menneske mængderne hobede sig op, og det var svært at holde sammen, især når man gik i sine egne tanker. Så da Harry endelig kiggede op, var der kun en vogn tilbage, og gæt hvem der sad i den.

 

Han overvejede bare at vende om, at gå op til slottet om nødvendigt. Men trods fornuften satte han sig op, han satte sig over for Malfoy, som sædvanlig havde Crabbe på sin højre side og Goyle på sin venstre. Kunne han mon bevæge sig to meter alene? Og vigtigere kunne Crabbe og Goyle? Men det var nok et spørgsmål, der aldrig ville blive besvaret, for de tre virkede uadskillelige. 

 

Til sin egen højre havde han en smuk pige, med langt mørkt hår, han kunne se på hendes kappe, at hun var fra Ravenclaw, så både smuk og klog i en.

 

“Har dine to vogtere forladt sig?” Malfoy stemme var iskold, som istapper der hang over hovedet og bare ventede på at falde ned i Harry’s hoved og knuse ham.

 

“Hvis du med forladt, mener at de venter på slottet, så ja” Han prøvede at virke følelses kold, men han kom ikke i nærheden af Malfoy kolde ryst. 

 

“Vær ikke så sikke på det, min far har selv lært mig, man kan ikke stole på blodforrædere og mudderblod” Harry boblede af raseri, hvor vovede han at sige det. Ron var alt andet end en forræder, han var det mest loyale menneske på jorden, og Hermione, hvis hendes blod var mudder, var Malfoy’s gylde, ingen tvivl om det. Harry skulle nok ikke have sagt det sidste højt, for Malfoy’s næver spændes, mens alt Harry kunne tænke på var, istapperne slår ned om 3...2...1

 

Og som sagt “hvor vover du... lammer”, Harry undveg lige akkurat, og med et elegant hop, hoppede han ned fra vognen, og i samme sekund han ramte jorden, dækkede han sig med sin usynlighedskappe. Til hans held, var de næsten ved slottet, og et kvarters gang burde kunne gøre det.

 

“Haarryyy Poottter, jeg skal nok finde dig, din lille....” Malfoy’s stemme blev lavere og lavere, og til sidst døde den hen, og Harry smilede over hele ansigtet, mens han tænkte ‘i dine drømme’. Han begyndte gåturen, og til hans store glæde, ventede Hermione og Ron på ham, da han trådte ind på slottets grund. 

 

“Vi hørte Malfoy, så vi tænkte du nok ville komme her” Malfoy tog fejl, hans vogter svigtede aldrig.

 

Arm i arm, gik de “tre vogtere” ind i Storsalen, de sluttede sig til Gryffindorbordet, og så snart de havde sat sig gik dørene op, og McGonagall kom ind fulgt af 40 elleveårige. De stillede sig op på to rækker, harry så sig selv i de små elever, og kunne ikke lade være med at tænke bage på første skoledag som den bedste dag i sit liv.

 

Så snart de mange elleveårige havde fundet sig på plads begyndte hatten sin sang, i Harry’s hoved virkede alle andre kollegier kedelige, og selvom han værdsatte Ron’s uendelige loyalitet, og måden Hermione’s viden altid kom dem til gode, ville det jo ikke være til meget nytte, hvis de ikke turde tage med på eventyrene i første omgang...

 

Harry spejdede rundt i salen, og et par mørke flotte øjne fangede hans, Cho Chang fra vognen havde vist også lagt mærke til ham. Han sendte hende et sødt smil, før han vendte sit fokus op mod fordelingsceremonien der lige var begyndt, og lige som med de hesteløse vogne, tænkte han nu på, hvordan det var første gang han så ceremonien, sidste år var Ron og han jo blevet nægtede afgang, tænk hvor meget skade en flyvende bil kunne gøre.

 

Han kendte ikke nogen af førsteårerne, men han havde alligevel ond af dem der kom i Slytherin. Han genkendte er par efternavne, der var en der hed Black, sikke en stakkel, tænk at skulle kendes ved Det sorte hul. Der var også en Bones, en Johnson og en Finnigan, han kendte deres søskende, mens inden ingen af dem endte i Slytherin mistede han hurtigt interessen.

 

“Velkommen til de nye, og på gensyn til de gamle,

 

I år har vi haft nogle udskiftninger i lærestablen, som de fleste af jeg nok ved, trådte professor Smørhår fra i slutningen af sidste år, og det er mig en glæde at annoncere, at den nye professor i forsvar mod mørkets kræfter er professor R. J. Lupus.”

 

Manden med chokoladen fra toget rejste sig, eleverne hujede og klappede, især drengene var glad for at slippe af med sidste års professor.

 

“Dette er dog ikke den eneste ændring i lærestaben, sidste års professor i magiske dyrs pleje, har trådt af, for at have mere til til sig selv, derfor er det mig en glæde at fortælle jer, at den nye professor er vores alle sammens Hagrid” ved denne besked rejste Helle Gryffindorbordet sig, også Hufflepuff og Ravenclaw stemte glade i den høje jubel, kun Slytherin forblev stille, hvilket ikke undrede nogen.

 

“Og til sidst men ikke mindst, vil jeg genopfriske, at den forbudte skov er forbudt område, og man ikke må opholde sig uden for opholdsstuen efter udgangsforbuddet.

 

Nu er der vel kun tilbage at sige god appetit.” Og med et knips blev fadene fyldte, nogen klappede af talen, men de fleste var allerede i gang med maden, selv Harry, byder havde tilbragt meget af sommeren sammen med Weasley’erne spiste som aldrig før, og summen forstummede hurtigt, og blev erstattet af en tilfreds gumlende lyd.

 

Harry ville egentlig helst bare i seng, da han var færdig med at spise, men Ron mindede ham om at han manglede kodeordet, så da han ikke kunne se Percy Weasley, valgte han at blive siddende med de to andre.

 

“Er du kommet dig efter dementorererne?” Han kunne se på Hermione, at netop dette spørgsmål gik hende på, men han var ikke i humør til det, først spektakel transferisionen, så dementorererne, han kunne ikke klarer mere i dag, så han svarede bare kort.

 

“ja, det er fint, men kan vi venligst skifte emne” Hermione kiggede trist på ham, men hun skiftede dog emne, til noget om muligt endu værre.

 

“Har i set skemaet fra i år? Vi har eliksir sammen med Slytherin igen, fatter de ikke at det bare ikke fungere? Og hvad med Hagrid som professor, tror i det kan fungere?” Hun fik to meget trætte par øjne hen på hende, Harry var bare træt, mens Ron ikke kunne bære tanken om skole. Så han svarede hende kort og kontant.

 

“Behøver vi absolut diskutere skole inden den er begyndt rigtigt? Og til din spørgsmål: 1. Nej, 2. Tydeligvis ikke, 3. Jeg tror det bliver helt fint” de begyndte at mundhuggedes, som de altid gjorde, så da Harry fik et glimt af præfekten, løb han ham nærmest i armene.

 

kodeordet var “grønne druer”, og Harry kollapsede nærmest i sin seng, da han nåede til tredje års drengenes værelse.

 

“Harry?” Det var Ron, kunne han ikke se at Harry var i gang med noget meget vigtigt? At sove.

 

“Skal du ikke have nattøj på?” Harry sukkede, tog sin pyjamas på, og så blev alt sort, indtil næste morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...