Pedalmesteren

//Pedalmesteren havde boet i byen længe. Også selvom han flyttede frem og tilbage, og man nogle gange næsten glemte alt om ham og hans butik, så vidste man altid at han var der. Og man følte sig altid så tryg, når man gik forbi, og nysgerrigt kiggede ind ad vinduet//

1Likes
0Kommentarer
42Visninger

1. -

 

 

Pedalmesteren havde boet i byen længe. Også selvom han flyttede frem og tilbage, og man nogle gange næsten glemte alt om ham og hans butik, så vidste man altid at han var der. Og man følte sig altid så tryg, når man gik forbi, og nysgerrigt kiggede ind ad vinduet, og så ham sidde der ved kassen med sin computer og et excelark, for at kigge på månedens budget. Og kigge på hans ansigt, og hvor bekymret ud han så. Man gik aldrig derind, det var lidt en selvfølge. Når man tænkte over det, havde man faktisk aldrig rigtig set nogle kunder derinde, og man blev altid lidt nervøs, og overvejede hvor lang tid hans butik kunne blive ved med at eksistere. For man følte sig tryg når man vidste at han var der. Og man kunne ikke forestille sig en by uden ham.

Sådan havde man det stadig da Tramper flyttede ind.

I starten boede han i udkanten af byen. Byens beboere var glade for ham, og gik ofte ind i hans butik for at kigge på hjul og lygter og sæder. Men når man gik forbi hans butik, fik man aldrig den samme følelse, som man gjorde med Pedalmesteren. Det var bare ikke helt det samme, Tramper var uforudsigelig, flyttede rundt i udkanten af byen, og man vidste aldrig helt hvor hans butik var, indtil man en dag gik en tur, og tilfældigvis stødte på den på Høgevej 19, og skrev adressen ned på sin hånd for at man kunne huske det til næste gang. Da man så endelig kom forbi igen, for at kigge på reservedele til sin cykel, var han pludselig forsvundet, og så gik man så der og undrede sig over hvor han nu var flyttet hen.

 

Det var indtil at han flyttede ind, lige pladask i midtbyen. Han flyttede ikke meget rundt efter det, og der gik ikke lang tid før alle i byen vidste hvem han var. Selv børnene, der engang havde leget ude foran Pedalmesteren, sad nu hver dag og lavede kridttegninger og hinkeruder ude foran butiksvinduet.

Men det var som om, at det slet ikke påvirkede Pedalmesteren, at byen nu var faldet for Tramper. Tværtimod så han ud til at være gladere end nogensinde, og der gik ikke lang tid før ham og Tramper begyndte at se hinanden til kaffe hjemme ved ham. De ville altid tale om computere, se, det var noget de gik meget op i begge to, og uanset hvor tit de var sammen, kom de aldrig til at tale om cykler. Det var simpelthen ikke noget der interesserede dem, og de var enige om, at de kun havde valgt arbejdet, for at kunne tjene nogle penge.

 

Selvom man ikke havde lyst til at indrømme det, så var der noget spændende ved Tramper. Man gik ofte ind i butikken, og kiggede på lygter og reflekser, og man kom også ofte i snak med ham, mens han sad ved kassen. Man overvejede endda nogle gange at købe sin cykel ved ham, men det endte altid med at man smuttede i sidste øjeblik, og gik hjem i stedet for. Og når man så kiggede rundt omkring sig, så man folk på cykler overalt, og ærgrede sig ihærdigt over, at man ikke havde brugt sine penge derinde.

På vejen hjem kom man også forbi den gamle Pedalmester, og man blev næsten lidt nostalgisk. Man kunne godt overveje at gå derind og købe den cykel man manglede, men man vidste at det bare ikke helt ville være det samme. Den kom til at være rusten og støvet, også selvom Pedalmesteren gjorde sit bedste for at sætte den i stand. Så man vendte sig straks om for at gå hjem igen. Hvis man skulle købe en cykel, skulle det nemlig være hos Tramper, for den ville være skinnende og ren, ikke at man forlangte særlig meget fra en cykel længere.

 

Nu fik man altid en dårlig smag i munden når man gik forbi Pedalmesteren. Når man kiggede ind, var kassen støvet, og reservedelene lå hulter til bulter på gulvet. Uanset hvor meget man prøvede at få liv i butikken igen, var det som om Pedalmesteren havde givet op, og der gik ikke lang tid før han flyttede til en anden by. Uanset hvor meget man prøvede, vidste man at man ikke kunne få ham tilbage, for han var blevet erstattet. På en måde var man også glad, han fortjente bedre end hvad byen havde givet ham, og når man besøgte ham igen, var hans butik atter skinnende og ren.

 

Tramper lagde ikke mærke til noget. Han inviterede stadig Pedalmesteren til kaffe, og man så dem nogle gange gå sammen og tale.

Når man gik ind i Trampers butik, kunne man stadig ikke tage sig sammen til at få købt en af hans cykler, men man begyndte så småt at købe reservedele fra ham, og det var man også fuld tilfreds med, for på et tidspunkt ville man have nok reservedele til at lave en cykel.

Man vidste ikke hvor lang tid der ville gå, før der flyttede en ny cykelhandler til byen, og om Tramper på det tidspunkt ville flytte ud, men man håbede på, at man kunne nå at få den cykel før det skete.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...