Krystallerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2018
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Igang
Sephtys er en ung kvinde, der bliver giftet væk i en tidlig alder, til en mand hun aldrig kommer til at elske.
Historien handler om hendes liv, hendes følelser og kampe med sig selv og hendes nærmeste.

0Likes
0Kommentarer
36Visninger
AA

1. We don't even know who we are yet

Flaget blafrede blidt i den milde sommervind, uden for vinduet. Normalvis ville det ikke være noget hun lagde mærke til, men lige i dag – bare i dag – ville hun ønske at den samme sommervind kunne bære hende langt, langt væk. Dagen var så lun og mild, og alligevel kunne hun ikke få sig selv til at stå ud af sengen – end ikke for at mødes med Mattis, hendes bedste ven. Hun huskede tidligere på ugen, hvor hun havde leget gemmeleg med Mattis, og hvor sjovt det havde været – men i dag var Mattis på vej væk, og hun var låst inde i sine gemakker. Dette var ikke noget nogen pige skulle være tvunget til at stå model til, vagter for dørene og en fest planlagt i ens ære – som man ikke selv måtte hjælpe til med! Hun kunne mærke uretfærdighedens tårer presse sig på, men hun ville ikke græde mere. Hun havde grædt nok de andre nætter – ikke mere tuderi nu! Hun savnede Mattis, men hver gang hun tænkte på ham, så kom billedet af ham der skreg og sparkede fra sig bare tilbage. Panikken i hans øjne havde brændt sig fast i hendes minder. Hun vidste det jo ikke, det var ikke hendes skyld!

Smerterne over lænden fik hende til at krympe sig og kravle sammen i fosterstilling, mens hun stadig så ud ad vinduet. Gad vide hvor Mattis var nu? Han savnede sikkert ikke hende, hun var jo bare en pige. Hun fik ikke tænkt tanken til ende, for pludselig bankede det hårdt på døren, inden den gik op, og en høj tynd dame kom ind, sammen med fire yngre kvinder der alle bar på hver deres beklædningsgenstand til hende.

’’Hvad skal vi?’’ spurgte hun, og damen så på hende med stålgrå øjne. Det tog et langt sekund, inden damen svarede hende: ’’De skal klædes på, Deres Majestæt. Deres fest skal til at starte, og kongen vil gerne se Dem i Deres udvalgte klæder inden da.’’. Javel ja, så den fest far havde talt om, var ikke bare pure opspind. Hendes mor – dronningen – havde prøvet at forklare, at festen var en form for fødselsdag, men det kunne ikke passe – de havde jo nærmest lige holdt hendes fødselsdagsfest, havde de ikke? Hun satte sig op i sengen, og nikkede, men måtte hurtigt krympe sig igen, grundet smerterne. ’’Kom nu, prinsesse Sephtys! Vi har ikke tid til Deres narrestreger!’’ sagde damen iskoldt, så det rislede ned ad ryggen på Sephtys.

Sephtys rejste sig fra sengen, og så undskyldende på damen og tjenestepigerne. Hendes hvide natkjole, i silke og med smukke blonder og broderier, var blevet plettet langs prinsessens underliv med den klareste røde farve. Tjenestepigerne stivnede lidt, men rystede det hurtigt af sig. En af dem fandt en våd klud frem, mens en anden trak kjolen af Sephtys. Da Sephtys stod helt nøgen, vaskede de hende blidt af for blod, omhyggeligt og nænsomt, inden de stillede sig op på række og holdte kjolerne frem, så Sephtys selv kunne vælge. Kjolerne var alle smukke, i juvelfarver og med krystaller over alt – krystallerne som Illirya var kendt for, og rige på – de krystaller som var hvad alle i hele verden søgte efter, og betalte gode penge for. En af kjolerne var en jadegrøn balkjole med snøre i ryggen og syrenfarvede krystaller i smukke mønstre på brystudskæringen. Sephtys havde aldrig fået lov til at gå med kjoler som denne – disse var forbeholdt de voksne. Gad vide om det var en fødselsdagsfest?
’’Den vil stå godt til Deres øjne!’’ sagde en af tjenestepigerne ivrigt, men tav straks da den ældre dame stirrede stift på hende med sit stålblik. Sephtys smilede venligt til tjenestepigen, inden hun nikkede. ’’Den vil passe mig helt perfekt, tak. Hjælper du mig ikke i den?’’ spurgte hun den tjenestepige der havde virket så ivrig for få sekunder siden. Tjenestepigen nikkede svagt, inden hun trådte frem og hjælp Sephtys i hendes kjole. Hendes hår blev sat op i en elegant frisure, med fletninger og krystalhårnåle – noget hun heller ikke havde prøvet før. I dag måtte være en helt speciel dag.

Det var køligt, selvom sommerdagen var mild. Gangene på slottet havde altid en smule træk, og kuldegysningerne var nærmest uundgåelige. Desværre havde Sephtys krop udviklet sig meget i foråret og hen på sommeren, og hendes krop reagerede nu på brystet på samme vis som huden på hendes arme og ben – men disse kuldegysninger var langt nemmere at se gennem tøjet end resten – og en prinsesse går ikke med armene over kors, så hun måtte affinde sig med det. Hun rettede ryggen, og gik videre ned på sin fars arbejdsværelse, med et helt hold af både vagter og tjenestepiger omkring sig. Da hun endelig ankom, efter hvad der føltes som evigheder, til sin fars arbejdsværelse, bankede en vagt på og introducerede hende. Hendes far – kongen – rejste sig fra sit skrivebord, og smilede varmt til Sephtys. Hans varme var ikke uvant, men sjælden, så dette gjorde hende blot endnu mere utryg ved det hele – hvad var det han ikke fortalte hende? Hvorfor fortalte han hende ikke hvad der skulle ske i dag? Eller hvor Mattis var – og om han overhovedet kom tilbage…

’’Min kæreste datter!’’ smilede Kong Eremus, inden han slog armene ud i en gestus. ’’Så smuk du dog er blevet! Den klæder dig, den farve! Men det sagde din mor jo også at den ville!’’ sagde han, mens han gestikulerede at resten af Sephtys følge godt kunne vente uden for døren. Utilfredse forlod flokken af vagter og tjenestepiger kongen og prinsessen i kongens arbejdsværelse.
’’Tak, far...’’ sagde Sephtys en smule tøvende, ligeglad med det hele. Hun ville bare vide alt, nu! Ikke om ti år, men nu!

Kong Eremus var en smuk mand, høj og med brede skuldre. Hans hår var en smule gråt, imellem det tykke sorte hår der prydede hans hoved. Han havde et velfriseret skæg, og minimale rynker i forhold til alle de mænd der sad i Tinget. Han var i god form, og hans tøj vidnede om de spændstige muskler der gemte sig derunder. Sephtys havde aldrig lagt mærke til det før, men hendes far var en ganske flot mand. Hendes mor, Dronning Smilla, var dog en anden snak. Sephtys forgudede sin mor, og havde altid gjort det. Hun var guddommeligt smuk, med smaragdgrønne øjne og kobberfarvet krøllet hår. Sephtys havde været heldig, med en mor som dronningen – alt andet kunne have været lige meget.
’’Min kære Sephtys, jeg håber at du kommer til at nyde aftenen i aften.’’ Sagde kong Eremus, med et tonefald som Sephtys godt vidste betød at hun ikke ville få noget at vide, selv hvis hun spurgte. Kongen smilede, og pegede ind mod balsalen der lå omkring 20 minutters gang gennem de mange slotsgange fra hans arbejdsværelse. ’’Din mor venter dig i balsalen.’’ Sagde han, men hans smil var forsvundet. ’’Jeg kommer lige om lidt.’’ Sagde han så, inden han gik hen og åbnede døren for hende. Noget havde fået hans humør til at skifte – og hvad kunne Sephtys ikke finde ud af. Derfor fulgte hun blot sin fars anvisning, og begav hen mod balsalen. Man kunne høre summen af liv, mennesker der grinte og snakkede, mens musikken spillede. Det var første gang, at Sephtys skulle gå til balsalen alene. Normalt skulle hun følges med Mattis, og hans far – kongens bedste ven. Men hverken Mattis eller hans far var her mere, og tanken gjorde hende mere og mere fortvivlet. Hvad var det der gjorde alt dette? Var det hende? Hendes krop? Hun ville have det, noget af det!

Da Sephtys ankom til balsalen var der ingen tvivl om, at man havde ventet hende. Kong Eremus var allerede ankommet, i sit stiveste puds, og sad på tronen med dronning Smilla ved sin side. Sephtys havde sin egen trone, ved sin fars venstre side, men den var taget væk. Hvorfor!? Var det fordi hun ikke måtte plette den? Hun kunne jo bare sidde på et klæde?... Det var som om hele festen stoppede, da Sephtys stod i indgangen til balsalen. Alle kiggede på hende, og mange smilede. Der var utroligt mange mænd, synes hun. Flere end der plejede at være til kongelige festligheder – var der ikke? Det var ikke normalt, var det?
’’Deres Kongelige Højheder, må jeg præsentere… Kronprinsesse Sephtys Illyana Peritortia Magistra af Illirya!’’, sagde annoncøren, inden han viste Sephtys ind i balsalen. Alles øjne var rettet mod hende, og det eneste hun ville var at løbe skrigende væk. Hun var aldrig blevet præsenteret som kronprinsessen, det var en titel man kun brugte ved få lejligheder i Illirya. Så hvorfor nu?

Festen varede længe, og nærmest hver eneste mand havde bedt om en dans med Sephtys. Hun kunne af ren tradition ikke afvise en dans, men hun hadede at danse. Hvert skridt var blandet af had og afsky for dansens kunst – den virkede så falsk og lalleglad, noget som Sephtys havde afskrevet sig for lang tid siden. Hun havde danset med mindst tredive mænd, og ikke en eneste havde været bare den mindste smule interessant. Hun var træt, hun havde ondt i maven og i fødderne, og hun var i rigtig dårligt humør. Ikke flere danse! Ikke mere dans! Slut, nu ville hun gå op til sin far og sidde på sin… trone… Som ikke var der mere. Modløst sukkede hun lydløst, inden hun mærkede en hånd på hendes skulder – en hånd som hun kunne genkende.
’’Du har aldrig danset så forfærdeligt som i aften!’’ grinte en stemme, en velkendt stemme. En sten faldt fra hendes hjerte, og tårer samlede sig igen i hendes øjne. ’’Ej, undskyld Sephy!’’ gispede stemmen, og personen trak sin hånd til sig – men i samme sekund drejede Sephtys om på hælen og nærmest smed sig ind i favnen på personen. Han klukkede svagt, og lagde armene blidt omkring hende, inden han hviskede mildt til hende: ’’Så nemt slipper du ikke af med mig…’’. Derefter slap han hende af sin omfavnelse, og trak sig lidt væk. ’’Mattis, din… din…!’’ hviskede hun, mens hun ledte efter et ord hun kunne skælde ham ud med, en skældud der end ikke var berettiget. ’’Ja ja, prinsesse, gem det til senere!’’ klukkede en anden stemme, en ældre mand med en stor vom og gråt skæg, som stod ved siden af Mattis.
’’Onkel Arterus!’’ smilede Sephtys lettet, inden hun så op på sin far. Hendes far sad på sin trone og snakkede diskret med dronningen, mens han til tider nikkede hen mod en af gæsterne. Han havde ikke bemærket Mattis og Arterus endnu.
’’Hvad laver i her? Jeg troede i var rejst?’’ spurgte Sephtys, inden hun så tilbage på Mattis. Men Mattis slog blikket ned, og Sephtys søgte derfor svar hos Arterus. ’’Jo, ser du min kære, Mattis og jeg er nødt til at tage videre nu-’’ sagde Arterus, mens Mattis bed sig i læben. Mattis var 15 år, og med samme røde krøllede hår som hans mor – den afdøde kusine til dronningen. Der var derigennem at Arterus var blevet ven med kongen, og havde fået lov til at bo hos dem indtil andet var planlagt. Mattis havde samtidig helt mørke øjne, nærmest sorte. Hans øjne var lige til at svømme i, så drømmende og milde.
’’Nej! Det er i ikke nødt til! I bor jo her! Hvorfor skal i rejse! Det er ikke fair!’’ hendes toneleje blev skingert, og man kunne se hvordan hun skælvede. Mattis var hendes eneste ven, og Arterus hendes eneste onkel. Hvis de rejste, ville hun være helt alene. Hendes forældre havde aldrig tid!
’’Sephy, dæmp dig! Vil du have din far til at opdage at vi ikke er taget afsted endnu!?’’ sagde Mattis en smule hidsigt. Sephtys stoppede og stirrede på Mattis. ’’Min far…? Hvad har han med det her at gøre? Har han smidt jer ud!?’’ Sephtys var rødglødende, og hendes grønne øjne skiftede svagt over i blå undertoner. Men før at Mattis eller Arterus kunne nå at svare havde et hold vagter opdaget dem, og havde hevet dem med ud fra balsalen igen. Kongen rømmede sig, og rejste sig fra sin trone, hvor han slog armene ud.
’’Velkommen, kære venner, til min datters forlovelsesfest!’’.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...