Finally free

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2018
  • Opdateret: 31 maj 2018
  • Status: Igang
Den 23 årige Jessica har ikke set sine forældre siden foråret 2009, da hun blev bortført af en mand i en sølvgrå bil. Trods hendes forældres store indsats var sporet altid endt koldt og de havde næsten opgivet håbet om at finde hende, både i live og død. I en kælder, med en slidt seng, et toilet i hjørnet med vask og et spejl og et lille tildækket vindue, var hvor Jessica befandt sig. Hver dag sendte manden der havde bortført hende, mænd ned til hende, for at voldtage hende, ydmyge hende og hvad de ellers havde lyst til, for penge, som manden fik. Hun lever kun lige med nød og næppe, et måltid mad pr. dag er hvad manden serverede hende, og havde hun ikke gjort ¨kunderne¨ tilfredse, så fik hun ingen mad. Bad skete kun engang om ugen og om fredagen kom der ingen ¨kunder ¨ men det hændte at manden selv kom ned og voldtog hende, hvis han lige trængte til et hurtig knald. Men en dag ændrer alt sig, da en fremmede endelig hører hendes banken, Vil han redde hende og hvem er han??.....

1Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

1. Prolog

Da jeg var 14, blev jeg kidnappet. Jeg var på vej hjem fra en veninde og havde valgt at tage en smutvej, en vej som jeg altid tog, for at komme hurtigere hjem. Jeg havde tit fået at vide af mine forældre at de hellere så jeg kom lidt senere hjem end at jeg tog den vej, da jeg på den måde skulle igennem det ”farlige” kvarter, som de kaldte det. Så dum som jeg var, troede jeg ikke på deres advarsel, og fortsatte med at bruge den uden der skete noget. Ja det var jo så lige indtil den skæbnesvangre dag i maj 2009, eller for at være mere præcis, d. 23-05-2009, hvor jeg blev kidnappet. Jeg husker jeg så en sølvgrå bil bremse et godt stykke bag mig, men jeg opdagede først for sent at den havde trillet langsom efter mig, da en sæk blev trukket over mit hoved og alt blev mørkt. Jeg gjorde mit bedste for at gøre modstand, sparkede og prøvede at skrige, men dsv. uden held, da personen allerede havde fået smidt mig ind i hvad jeg gætter på, var bagagerummet på bilen. Jeg husker ikke hvor længe vi kørte i, jeg var så bange og det eneste jeg kunne tænke på var at jeg skulle have lyttet til mine forældre og at jeg måske aldrig så dem igen. Jeg græd, faktisk det meste af køreturen, jeg var rædselslagene for hvad personen ville gøre med mig, jeg var bange for at dø. Havde jeg vidst hvad der ventede mig, havde jeg ikke frygtet døden, tværtimod, det ville have været en udvej. Jeg huske bilen stoppede manden stod ud og åbnede bagagerummet på bilen. Jeg skreg og sparkede ud med benene og gjorde modstand med armene. Jeg havde fået sækken af hoved og kunne nu se min kidnapper. Han tog et reb frem og forsøgte at binde mine hænder men jeg gjorde modstand, det sidste jeg husker, er at han gribe om noget ved mit lår, det ligner en rørtang, han svinger den og så bliver alt sort. Da jeg vågnede igen, kørte vi stadig, mine hænder var bundet, og min mobil fra baglommen var væk. Han må have taget den og smidt den væk, fordi den kunne spores. Bilen stoppede og jeg hørte manden stige ud endnu engang. Da han åbnede bagagerummet igen, gik det op for mig jeg igen havde fået sækken over hovedet. Jeg var rædselslagene da han hev mig ud af bilen og begyndte at græde. Jeg husker lyden af en carport der lukker og så blev jeg slæbt ned af nogle trapper. Der lugtede kraftigt, ligesom kælderrum ofte lugter af, og da han lidt efter rykkede sækken af mit hoved, forstod jeg hvorfor. Han har slæbt mig ned i hans kælder. ”Dit nye hjem” sagde han kold, med et slags ondskabsfuldt grin og skubbede mig nærmest ind i rummet, der kun var indrettet med en slidt seng, og et toilet i hjørnet med håndvask og et lille spejl til. Der var kun et vindue, som var sømmet til inde fra med brædder, hvor kun små revner af solskin strømmede igennem. ”Hør efter, bryder du disse regler, bliver det værst for dig selv” sagde han og gik hen mod mig for at fjerne rebene om mine håndled. Jeg var klar til at flygte så snart han var tæt nok på, indtil jeg hørte hvad han sagde. ”Du får kun et måltid om dagen, hvis du prøver at flygte og det mislykkes for dig, så får du så mange tæsk at du ikke kommer til at kunne gå længe, og du mister din daglige portion mad, gør du ikke som jeg siger, så får du ingen mad, gør du ikke kunderne tilfreds, så får du ingen mad, er det forstået”. Jeg nikkede mundlam og flere tårer banede sig vej. ”Vi ses i morgen, sørg for at få noget søvn” var det sidste han sagde inden han gik ud ad døren og låste den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...