Mystery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2018
  • Opdateret: 13 maj 2018
  • Status: Igang
Sapphire (Sapp) får i en dansk time øjne op for en dreng, hun aldrig har lagt mærke til før. William er ikke bare lige til, han mystisk og gemmer på hemmeligheder ingen nogensinde vil tro på. Men William drager Sapphire ind i et helt nyt univers, og åbner hendes øjne for alt det hun ikke har lagt mærke til.

0Likes
0Kommentarer
46Visninger

1. Kapitel 1.

Kapitel 1.

Måske var det faktisk slet ikke min skyld, men hendes egen? Jeg kunne ikke gøre noget, det skete ligesom bare. Hun stod bare der og kiggede på mig, som om hun ikke vidste hvem jeg var. Hun pegede sin pistol mod mig, og jeg faldt på knæ Lukkede mine øjne i håb om, at det måske ville gøre mindre ondt. Jeg hørte skuddet gå af, men det gjorde ikke ondt nogle steder. Jeg slog øjne brat op, og der lå hun. Min mor. Jeg kunne ikke få blikket fra hende, hun så så fredfyldt ud. En tåre begynder langsom dens lange vej ned over min kind, mens et hulk undslap fra min mund. Det var overstået, men det var ikke endt godt. Eller jo, måske var det. Jeg var ikke død, men det var hun. Da jeg hørte skridtene bag mig, vente jeg mig rundt i en ubehagelig vending, som gav et stød gennem hele kroppen. Og der stod ham med et tomt blik i øjne. Han tabte pistolen, og faldt på knæ. Så sad vi der og kiggede tomt ud i luften, og overvejede hvad der lige var sket. Der var stille i et godt stykke tid, indtil han kiggede op på mig og sagde, ”jeg gjorde det for dig”…

Jeg må have stenet, for det går først op for mig nu at det er mit, det som Mr. Clarke læser op for klassen. Jeg kan mærke, at min ansigt kulør skifter til rød, og jeg bliver mærkeligt nervøs. Der er så småt begyndt at gå op for nogen, at det er noget som jeg har skrevet.
  ”Dette mine kære elever er et sandt kunstværk. Kan i se hvordan forfatteren formår, at stille så mange bagvedlæggende spørgsmål, på så relativt få linjer? ” Han kigger rundt i klassen, lægger papiret fra sig. Jeg når lige at tro, at det er slut. Men så sætter han sig på kanten af kateteret, og så ved jeg at det ikke er slut endnu.
  ”Er der nogen der vil give et bud på, hvorfor hovedpersonen både virker lettet og ked af situationen på samme tid? ” Men det samme han har spurgt om det, kan jeg bare mærke hvor galt det her kommer til at gå. Nu skal jeg sidde og høre på deres dumme ideer og forslag, men der ingen af dem der får ret. En af eleverne nede bag i klassen får ordet, og hun giver en dum forklaring, som er helt ude og skide. Mr. Clarke prøver diskret at stoppe hende, og forklare hende at det nok ikke helt er sådan som hun tror. Endnu en elev får ordet, og jeg gør mig klar til at lukke af. Men så begynder han at snakke.
  ”Hovedpersonen er splittet, fordi det er hendes mor der er død. Hun ved ikke hvordan hun skal reagere, fordi hendes mor ikke har været hendes mor det sidste lange stykke tid, men hun er trodsalt hendes biologiske mor. Der er også det i det, at hendes mor var ved at skyde hende. Det var enten hende selv eller hendes mor. En tredje ting der spiller ind er, at det er en, som er tæt på hende, der har skudt hendes mor. ” Jeg kigger over på ham, han sidder lige ved siden af mig. Da han er færdig, får vi øjenkontakt. Jeg kan ikke få mig selv til at kigge væk, han havde fuldstændig ret. Hvordan kunne han vide det? Jeg har aldrig snakket med ham før, eller for den sag skyld overhovedet lagt mærke til, at vi har timer sammen.
  ”Sapphire, jeg går ud fra, William ramte plet” Jeg tager blikket fra ham, fra William, og nikker til Mr. Clarke.
  ”Som de flest nok har opdaget er stykket, jeg læste op for jer, skrevet af Sapphire. Godt arbejde Sapphire” Jeg kigger ned i bordet, og håber at timen snart slutter. Da det endelig sker, snupper jeg min taske og prøver at flygte så hurtigt jeg kan. Men da jeg når til døren, kan jeg høre mr. Clarke ”Sapphire, vent lige. ” Jeg drejer rundt, putter et falsk smil på og går mod strømmen hen til kateteret.
  ”Du har en gave,” siger han og kigger på mig. ”Det er du godt klar over ikke? ”, spørg han og fortsætter med at pakke sine ting sammen.
  ”Jeg ved ikke om jeg ville kalde det en gave, men jeg er da glad for, at du kan lide mit værk” Siger jeg i håb om, at vi kan slutte samtalen her. Han nikker og beder mig love han, at jeg ikke stopper med at skrive. Det gør jeg så, og får lov til at gå. Da jeg kommer ud af klassen, stå han på den modsatte side af gangen og kigger på mig. William. Jeg kan ikke tro, at jeg aldrig har lagt mærke til ham før. Han er jo fuldkommen komplet. Måske er han ny? Men det kan jeg vel finde ud af nu, for han kommer gående i min retning. Hvad skal jeg gøre, kan jeg nå at løbe? Nej, det er for sent, han har set, at jeg har set ham. Jeg smiler falsk, da han præsentere sig selv.
  ”Hej jeg hedder William, og du er Sapphire? ”, spørg han og rækker mig hånden. Hvem er så formel nu til dags. Tænkt at han overhovedet kommer og siger hej til mig, når han ser ud som han gør. Han er lige så flot tæt på, som han er på afstand.
  ”Jov, det er mig”, siger jeg akavet og trykker hans hånd. Hvad er det jeg har fået mig rodet ud i. Og nu er det helt sikkert for sent at løbe. Pis os altså.
Jeg kigger forventningsfuld på ham, og giver ham et smil, mens jeg venter på at han skal sige noget. Den her akavede stilhed er ikke lige mig, men jeg bliver heldigvis reddet.
  ”Nånå hvem er så den her lækre sag, du har fanget? ” Det er Marko der redder mig. Marko er biseksuel. Han sprang ud af sit lille behagelige skab for godt et år siden, men folk har taget godt i det.
  ”Hej Marko. Det her er William”, siger jeg og ser William stå og små smile over Markos entre.
  ”William”, siger han kort og giver Marko hånden efterfulgt af et hårdt ansigtsudtryk. Jeg gad godt vide hvad det der handler om. Jeg synes ellers det startede så fint med et lille smil, men jeg tog vidst fejl. William slipper hurtigt Markos hånd og begynder at gå ned af gangen. Efter nogle skridt vender han sig om stadig gående og råber, ”Sapphire jeg håber vi ses igen”.
  ”Er det bare mig, eller virker han lidt underlig? ” Marko åbner sit skab, og lægger sine ting ind. Jeg har for travlt med at kigge efter William til at svare, så Marko ender med at puffe til mig. William er ikke nået helt ude af syne, så jeg mumler et eller andet om svar. Det er først, da jeg slet ikke kan se ham længere, at det klare op igen. Jeg var som tryllebundet, der var bare et eller andet over ham. Et eller andet mystisk.
  ”Jorden kalder Sapp”, Marko griber mig om skuldrene med begge hænder og kigger mig ind i øjne. Jeg kigger på ham og mumler undskyld. Jeg skubber tankerne om William til side og fokusere på Marko, som trække mig med mod kantinen, samtidig med at han er i gang med at fortælle om en eller anden ny pige, som han har mødt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...