Strandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2018
  • Opdateret: 11 maj 2018
  • Status: Igang
Den 22-årige Jennifer Young kommer originalt fra Kroatien, men bor i den larmende storby Sevilla i Spanien. Hun arbejder som personlig assistent for den pisse irriterende Claudia, som arbejder inde for mode. En dag flyver hun til New York på grund af hendes bedste venindes forlovelse. Desværre styrter hendes fly ned og hende og Matt Jones er de eneste overlevende. Matt er en ung mand fra Hawaii. Super rig. Virkelig stærk. Og gudesmuk. Matt og Jen må sammen tackle øens udfordringer, overlevelse og deres spirende kærlighed. Desværre…

2Likes
7Kommentarer
225Visninger
AA

2. Styrtet

 

Kapitel 2 - Styrtet

Af Laura F. Hempler

 

”Undskyld mig, kan jeg bestille en fedtfattig jordbær/ananassmoothie med en lille paraply”, sagde jeg til en ung stewardesse. Normalt var jeg ikke specielt snobbede, men da Matt havde betalt for min 1-klasses flybillet, kunne jeg altså ikke lade vær. Stewardessen rynkede brynene og rullede med hendes smukke brune øjne, der lignede flyende chokolade. Hun var asiatisk og helt fantastisk smuk. Nok en af de smukkeste personer, som jeg nogle sinde havde set. ”Den kommer lige om lidt”, sagde hun, og gav mig et stift smil. Jeg tog mine høretelefoner på og lyttede til musik et kort stykke tid.

 

”Vi oplever en lille smule turbulens, så spænd jeres sikkerhedssele og lad vær med at gå i panik”, sagde en højtaler. Jeg spottede stewardessen, der slingrede sig forbi de mange kufferter, samtidig med at hun prøver at holde balancen og holde Smoothien på bakken. Pludselig probede mine øre og en virkelig ubehagelig ringen i mine øre opstod. Jeg kunne ikke høre noget, og uanset hvad jeg gjorde, gik det galt. Flyet begyndte at gynge, og jeg blev også svimmel. ”Flyet risikerer at lande på vand, så tag jeres redningsveste på, og lad vær med at gå i panik”, sagde den samme stemme igen. Et sus gik igennem mig, og jeg fik svært ved at trække vejret. Jeg skulle dø. Flyet ville styrte, og jeg ville dø. Sådan rigtig dø. Og jeg ville dø som ingenting. Jeg havde et forfærdeligt job som personlig assistent, ingen kæreste eller børn og intet tæt bånd med mine forældre. Jeg tænkte tilbage på min barndom. Den var faktisk rimelig perfekt. Mine forældre gjorde alt de kunne for at få mine karakterer op, men mode var altid min store passion. Jeg var den populære pige som de fleste så op til. Jeg var nu også en lille bitch. Jeg flyttede til Spanien da jeg var 18, fordi at jeg var blevet tilbudt et job hos selveste Johanna Smith. Livet var fantastisk, men så døde Johanna pludselig af brystkræft, og jeg stod arbejdsløs. Claudia Moore tilbudte mig så et job, og jeg tøvede ikke med at sige ja. Jeg havde arbejdede der 3 år, og hun drev mig til vanvid. Midt i alle mine spekulationer løb jeg tør for luft, og alt blev sort.

 

”Jennifer Young, kan du høre mig?” spurgte en gråhåret dame. Hun talte virkelig tydeligt og artikulerede utrolig meget. ”Jaja, jeg har det fint”. Jeg lavede en sjov efterligning af hendes måde at tale på, og hun gik forbavsede væk. Jeg hørte hende sige noget om at nutidens unge var ubehøvlede og forkælede, hvad end det så betyder. ”Vi lander på vand om få minutter så vær sød at finde vej til nærmeste udgang”, hørte jeg. Jeg modtog beskeder og gjorde som hun sagde. Lige da jeg havde rejst mig op, faldt jeg ned på gulvet og prustede efter vejret. Flyet vendte på hoved og styrtede ned mod det uhyggelige hav.

 

Hele min krop sprællede, og jeg kæmpede for livet. Mine ben plaskede løs, samtidig med at mine arme prøvede at holde mit hoved over mit ansigt. Jeg ville have givet alting for at have haft en redningsbåd eller bare en træstamme. Jeg var iskold og mine korte shorts kunne ikke lide saltvandet. Jeg fik vand i munden og næsen, og mit hår kunne ikke have været vådere. Jeg kunne ikke se nogle af de andre passagerer, hvilket skræmte mig endnu mere. Jeg gik til svømning et kort stykke tid i folkeskolen, men ellers var jeg helt hjælpeløs. Mine albuer og ben blev trætte, men jeg blev ved. Jeg fik øje på mit fly, der sank i det fjerne, mens jeg prøvede at få vejret. Jeg holdt imod, og kæmpede bragt. Det blev pludselig for meget for mine ben, og de holdt sig stille. Til sidst gav jeg op, og jeg sank langsom ned. Vandet slugte mig, og jeg var fortabt, indtil et par hænder lagde sig om min hofte.
             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...