Faldne Farver

Jeg ser jer. I er bange. Bange for at elske. Bange for at dø. Men du elskede. Og jeg elskede. Og nu bøder vi prisen, med vores faldne farver. Kæmp for din ret, og du bliver hugget ned ved roden. Nu er du væk. For altid.

1Likes
3Kommentarer
53Visninger

1. Faldne Farver

Jeg ser din faldne sjæl. Dit forfrosne åndedræt. Dine døende øjne. Tårerne som løber om kap mod tiden. Vindens bidende kulde. Ingen nåde. Det før farverige flag falder til jorden med viden at det tabte krigen. Krigen for ret. Ret til at elske. Vinden river i det nye flag, det krigeriske, det vindende flag som aldrig har set kærlighedens ædle farver. Det kvæler det ved den spæde rod. Den voksende sandhed. Sandheden erstattes med en bedre løgn. En ren løgn. Uden smuthuller. Når først du er inde, så falder du som fanen af farver. Mod jorden. Uden nåde. Uden farvel. Alt man elsker dør og fjernes som voksende ukrudt. Alt. Uden nåde. Du kan kæmpe, men ikke vinde. Du kan prøve, men det vil ikke lykkes. Det gør ondt. Da de rev dit liv itu rev de mit med. Mit liv var dit liv. Dit hjerte bankede i samme rytme. Rytme med kærlighed og glæde. Men nu banker det næsten ikke. Rytmen slået itu. Snart banker mit alene, uden rytme, uden glæde. Det vil banke men jeg vil ikke leve. Du var mit liv. Men nu forsvinder du i mine arme. Dine øjne bliver tomme. Den tomme hule lyd fra dit bryst forsvinder. Din ånde holder op, alt bliver stille. Du er væk. Du tog mit hjerte med. Flaget som før bragte liv, rammer jorden. Rytmen er væk. Uret står stille. Alt er væk. Ingen frosne vejrtrækninger. Ingenting. Kun tomheden. Den bitre sandhed. Den endeløse tomhed, som aldrig vil høre op. Du er væk. For altid.

Jeg husker dig. Dine glade øjne, dit glitrende smil, dine søde ord i mine øre. Det for jeg aldrig at føle igen. For du er væk. For altid.

Jeg husker da det startede. Invasionen. 3. Verdenskrig. Starten og enden på min lidelse. Rytmen er slået itu. Uret gået i stå. En smerte så stor spredes i mit bryst. Det strømmer med blodet. Jeg vil skrige, men der kommer ingen lyd. Kun små halvkvalte hulke lyde. Smerten er for stor, jeg kan intet se. Mine øjne flyder i tåre. De rammer dine små runde kinder. Dem som jeg for nogle timer siden kyssede. Hvor et smil bredtes på dine perfekte læber. Aldrig mere.

Jeg vil huske os. Jeg vil huske dig. Men smerten dræber mig. Jeg klarer den ikke. Jeg vil ikke uden dig. Aldrig mere. Aldrig.

Gid han ville trykke på aftrækkeren. Ende det hele. For altid.

 

7 timer tidligere…

Sneen daler stille ned og lander på mine sko. Mine lidt for store sko. Men det gør ikke noget, de er flotte og gode at gå i. Du kan lide dem, det har du altid sagt. Om det så er sandt eller ej, så er jeg ligeglad. Jeg kan lide dem.

Jeg høre bussens brummen nærme sig. Snart ville jeg sidde inde på et varmt sæde og glæde mig til at de dig i skolen, henne på din plads i hjørnet ved vinduet. Og når jeg kom ind i klassen ville du smile og vinke kejtet. Med en hemmelighed glødende bag dine smukke øjne. For vi har en hemmelighed. Som er forbudt. Men vi kan ikke lade være. Vi vil ikke lade være. Men ingen må vide noget. Ingen. Aldrig må de vide noget.

 

Jeg træder op i bussen og finder et ledigt sæde omme bagest. Jeg stiller min taske så ingen skal sidde ved min side. Selvom det er strengt. Men jeg kan ikke lade være, hvad nu hvis de kan se sandheden i mine øjne. Sandheden at jeg elsker en selvom det er forbudt. Det er forbudt at elske nogen som er anderledes end andre. Jeg kan ikke lade folk vide det. Så vil de tage dig fra mig. Tage mit liv. Derfor må ingen vide det. Aldrig.

 

      

Bussen stopper foran skolens hovedindgang, og elever strømmer ud i to ulige rækker. Ingen snakker. Ingen. Alt er helt stille. Man kan ikke se de funklende farver bag jeres øjne mere. I er blevet hjernevasket, eller det skulle man tro. I er alle bange, bange for at dø, bange for at miste. Miste flere. For vi har alle mistet. Mistet dem der ikke ville bukke under for de grå farver. De stod ved deres funklende farver. De millioner af farver i deres hjerter. Det blev deres død. Deres tro på kærlighed.

Derfor er i bange. For i ved at det var forkert at de døde. I ved hvad der er rigtigt. Eller de fleste af jer. Nogen af jer syntes de fortjente det. Jeres verden er sort og hvid. Aldrig en stråle af sol eller de funklende regndråber. Jeres skyer er grå og regnen er endeløs.

Ligesom nu. Skyerne på himlen er grå, og sneen daler lydløst ned. Kulden bider i kinderne. Kun få enkle solstråler skinner igennem de tætte skyer. Det er mit håb.


 

Tiden snegler sig afsted. Jeg venter på klokken skal ringe så jeg kan se dig i hemmelighed. Kravle ind gennem vinduet hvor du vil stå og vente på mig. Jeg kan allerede se dine funklende øjne. Dine sprukne læber. Jeg venter.

En fugl hopper rundt udenfor vinduet. Den ser ikke forstyrret ud, som om den aldrig har vidst bedre, end at hive små insekter op fra jorden. Den hopper rundt i cirkler og snupper en uopmærksom orm. Verden er hård. Men sådan er naturens gang vel. Fuglen letter forskrækket da den skingre klokke ringer. Jeg pakker hurtigt mine ting ned i min taske. Jeg glæder mig. Jeg er bange. Tasken vejer lidt. Jeg lunter ud af klassen og mod kantinen, sammen med en flok halvdøde teenagere. Jeg lister af ind i et andet klasselokale og skjuler mig bag et bord. Jeg listede ud igen da der blev stille. Den nervøse sitren i min krop tog til. Jeg måtte ikke blive set. Jeg listede hen til vinduet og kravlede igennem. I det jeg kravlede ud på den anden side, kunne jeg mærke dine hænder på min talje. Det gør mig tryg. Jeg drejede rundt og krammede dig. Du duftede som altid godt.

“Jeg elsker dig” hviskede du i mit øre.

“Jeg elsker også dig” hviskede jeg og bed din øreflip let. Det elsker du. Sådan står vi lidt. Holder om hinanden. Dit hjerte banker. Du er bange. Bange for at de vil tage mig. Og jeg er bange for at de vil tage dig. Jeg vil ikke miste den jeg elsker. For så dør jeg. Jeg dør af sorg. Jeg dør af smerte.

 

Dine øjne kigger på mig. Du søger mit blik. Jeg kigger dig i øjnene. Du smiler. Dine læber rør blidt mine. Men det vare ikke længe. For pludselig hører vi en forfærdet stemme.

 

“I er så døde” stemmen kom fra en høj og ranglet dreng, med vrede stikkende øjne. Jeg ved hvad der skal ske nu. Jeg mister dig. Panikken strømmer op i mig.

“Vil du ikke nok lade være.” jeg bønfalder ham med tåre i mine øjne. Men han løber sin vej. Du ser bange på mig. Du græder.

 

“Vi må væk. Vi stikker af. Ellers dør vi” Min stemme knækker, og jeg ryster. Du nikker og tager min hånd. Vi løber ud af klassen og videre mod den tætteste udgang.

 

“Hov. Vent. Der er givet ordre om at alle skal mødes udenfor.” sagde en streng mandestemme. Jeg mærker hvordan du stivner af skræk. Mine nakkehår rejser sig og jeg mærker hvordan det løber koldt ned af min ryg. Manden kommer nærmer og gripper min skulder. Han trækker os med. Med ud i den kolde gård. Frosten bider og vinden rusker let i mine tynde klæder. Han stiller os i hver vores række ude i gården. Alle elever står på ræd og række. Alle med tomme og bange blikke. Jeres lys er ved at forsvinde. I er ved at tape. Eller også giver i op. I stirre alle tomt frem, mod en gruppe bevæbnede mænd. Ingen ved hvad der venter. Men jeg gør. Og det gør du også. Jeg mister dig om lidt. Om lidt vil du forsvinde. Om lidt vil du dø. De tager dig fra mig. Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage, men det er ikke let. For den jeg elsker vil dø, for øjnene af mig. Det skræmmer mig ikke at jeg selv skal dø, men at du dør. En tårer løber over og triller ned af min kind. Min krop ryster og mine ben kan snart ikke holde mig oppe mere. Jeg kollapser snart. Jeg gipper forskrækket ved lyden af en mands høje stemme.

 

“Jeg tolerere ikke forbudte ting i mit land. I skulle have været den nye bedre generation uden alt det forbudte. Men alligevel er der elever der syner. Elever der er anderledes. Og de skal straffes. I ved alle godt. At sådan en syn koster livet. Eller skal jeg demonstrere?” råbte han og kiggede stift på os. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg vidste hvad der skulle ske. De ville tage dig. Slå dig ihjel. Tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder.   

Et farverigt og lyst flag bliver rejst i flagstangen. Manden tager en pistol op af sit bælte og sigter på det smukke farvestrålende flag. Der høres et skud og alle giver et sæt. Jeg står rædselslagen på stedet og ser dig i mine tanker. Der fyres flere skud og der er en skinger tone for mine øre. Lige om lidt rammer det ikke fanen af farver. Men gennemborer dit bankende hjerte. Du vil falde til jorden som fanen vil gøre hvis de skyder længe nok. Dine funklende øjne vil nu være tomme og døde. Intet spor af farver. Intet spor af liv. Bare en tom skal som før var mit liv. Min glæde. Min verden. Et skud og alt er væk. Et skud og alt er slut. Et skud og du er væk. For altid. Manden lavede en fejende bevægelse med hans arm, og lidt efter bliver jeg grebet i nakken af en stor hånd. Den klemmer og løfter mig op. Jeg kæmper imod, sparker, slår og skriger. Men det hjælper intet for han slår mig i maven så det sortner for mine øjne. Det gør ondt. Jeg skriger. Jeg høre dig skrige. Jeg kæmper. De tager dig. De vil slå dig ihjel. Noget bliver hevet ned over mit hoved, noget mørkt, og noget hårdt ramte mig i baghovedet, så alt forsvinder. Jeg mærker en varm væske løbe ned af min nakke. Alt bliver sort og stille.

 

Jeg høre dig skrige. Mine øjne glider op, men alt er sort. Jeg kan intet se. Det dunker af smerte i mit baghoved og jeg mærker det varme væske fra før. Jeg høre du græder. Jeg høre et slag og du kaster op. Jeg spjætter med mine ben og får sat mig op. Jeg mærker en hånd ramme mit hoved og tingen jeg havde på hovedet blev fjernet. Du ligger på alle fire på jorden, med blod over alt. Der drypper blod fra din mund, og du græder. Jeg fanger dine øjne, du er rædselsslagen. Det gør ondt at se dig sådan. Men jeg vil ikke kigge væk. Jeg ser dem sparke dig. Du kaster mere blod op. Jeg kæmper imod, men jeg bliver holdt nede. Jeg mærker noget hårdt og skarpt for min hals. En kniv. En kold og skinnende kniv. Jeg er bange. Hvis jeg kæmper, strammer han grebet og presser kniven hårdere mod min strube. De rejser os op. Og vender os ud mod alle jer andre. I er bange. Jeg ser jeres frygt dybt i jeres øjne. I ville ønske i kunne hjælpe, men ingen tør. I er bange.

 

“Disse to har synet for sidste gang. Og det skal de bøde for. De vil lide. De vil trygle og bede om at jeg ender deres lidelse. Men jeg er ikke nådig. Jeg er grusom. De har synet og de skal nu betale prisen for det. Med deres liv. “ råbte manden der holdt om min nakke. Han strammede sit greb og jeg fik svært ved at trække vejret. Jeg gispede efter luft. Det sortnede let for mine øjne. Jeg mærker kniven forsvinde fra min hals, og lidt efter mærker jeg en smerte i mine knæhaser. Mine ben bukker under. Jeg mærker hvordan kniven havde skåret hul i min hud. Hvordan blodet nu løb. Hvordan smerten bredte sig.   

 

Manden hiver mit hår tilbage og tvinger mig kigge på dig. De skære dig i armen, op langs skulderen og dine kraveben. Du skriger og græder. Du kæmper forgæves. Jeg ser hvordan kniven skære ned gennem din hud, ned langs brystet, ned på maven. Den åbner din bluse, så man kan se hvordan den skære din hud op. Hvordan rødt blod strømmer ned af dig. Dit skrig skære mig dybt ind i hjertet. Det gør ondt. Jeg ser hvordan de hamre kniven ind i dit bækken, hvordan du skriger og blodet flyder ned. Dine tårer glimter i lyset. Blodet farver sneen rød, og alt bliver smurt ind i rød, varm væske. Jeg hamre mit hoved tilbage og rammer manden på kæben. Han siger en halvkvalt lyd, og rammer mig i ryggen med kniven. Den borer sig ind langs et ribben. Jeg skriger.

 

Min krop giver et ryk da han hamre kniven i min side. Den glider gennem min hud så let som ingenting. Jeg mærker smerten fra knivens blad, skære i mit indre. Jeg mærker hvordan dens takkede blad, skære gennem mit kød. Et smerteskrig forlader mine kolde læber. Det flimre i udkanten af mit syn. Jeg høre dig kalde på mig. Du skriger mit navn. Jeg ser din silhuet kæmpe imod mændene der holder dig fast. Men du er ikke stærk nok, de slår dig. Din krop bukker under. Du falder mod jorden. Jeg mærker smerten fra endnu et slag. Jeg mærker knivens æg mod min skulder. Den skære ned langs mit kraveben som lette og smertefulde kærtegn. Den åbner min hud så let som ingenting. Jeg mærker det varme blod flyde ned langs mit bryst. Det farver min bluse rød. Kniven bliver presset mod min højre skulder, den borer sig ind og ødelægger alt hvad den røre ved. Det sortner for mine øjne. Jeg kan ikke skrige. Han holder for min mund. Tårerne løber ned af mine kinder. Det gør ondt. Jeg mærker kniven flænse min skulder op og køre ned langs min arm. Jeg høre dig skrige af smerte, du kæmper imod. Jeg river mig løs, og lander på gulvet. Alt bliver mørkt. Lydende forsvinder.

“Undskyld min elskede…” Alt forsvinder.

 

Jeg hører lyden af et skud. Jeg mærker en smerte i hele kroppen. Jeg høre dit hæse åndedræt og dine hulkende ord. Du siger du elsker mig, du siger at du aldrig vil glemme mig. Jeg var dit liv. Jeg åbner mine øjne, og ser ind i dine forpinte øjne. Du smiler stille og falder lidt sammen. Jeg griber dig og lægger dig ned. Du ånder hæst. Dine øjne er næsten tomme. Jeg ser din faldne sjæl. Dit forfrosne åndedræt. Dine døende øjne. Vindens bidende kulde. Ingen nåde. Det før farverige flag falder til jorden med viden at det tabte krigen. Krigen for ret. Ret til at elske. Vinden river i det nye flag, det krigeriske, det vindende flag som aldrig har set kærlighedens ædle farver. Det kvæler det ved den spæde rod. Den voksende sandhed. Sandheden erstattes med en bedre løgn. En ren løgn. Uden smuthuller. Når først du er inde, så falder du som fanen af farver. Mod jorden. Uden nåde. Uden farvel. Alt man elsker dør. Alt. Uden nåde. Du kan kæmpe, men ikke vinde. Du kan prøve, men det vil ikke lykkes. Det gør ondt. Da de rev dit liv itu rev de mit med. Mit liv var dit liv. Dit hjerte bankede i samme rytme. Rytme med kærlighed og glæde. Men nu banker det næsten ikke. Rytmen slået itu. Snart banker mit alene, uden rytme, uden glæde. Det vil banke men jeg vil ikke leve. Du var mit liv. Men nu forsvinder du i mine arme. Dine øjne er tomme. Den tomme hule lyd fra dit bryst forsvinder. Din ånde holder op, alt bliver stille. Du er væk. Flaget som før bragte liv, rammer jorden. Rytmen er væk. Uret står stille. Alt er væk. Ingen frosne vejrtrækninger. Ingenting. Kun tomheden. Den bitre sandhed. Den endeløse tomhed, som aldrig vil høre op. Du er væk. For altid.

Jeg husker dig. Dine glade øjne, dit glitrende smil, dine søde ord i mine øre. Det for jeg aldrig at føle igen. For du er væk. For altid.

Jeg husker da det startede. Invasionen. 3. Verdenskrig. Starten og enden på min lidelse. Rytmen er slået itu. Uret gået i stå. En smerte så stor spredes i mit bryst. Det strømmer med blodet. Jeg vil skrige, men der kommer ingen lyd. Kun små halvkvalte hulke lyde. Smerten er for stor, jeg kan intet se. Mine øjne flyder i tåre. De rammer dine små runde kinder. Dem som jeg for nogle timer siden kyssede. Hvor et smil bredtes på dine perfekte læber. Aldrig mere.

Jeg vil huske os. Jeg vil huske dig. Men smerten dræber mig. Jeg klarer den ikke. Jeg vil ikke uden dig. Aldrig mere. Aldrig.

Gid han ville trykke på aftrækkeren. Ende det hele. For altid.

 

Jeg ser jer. Jeg ser jeres øjne. Jeg ser ind i jeres sind. I er bange. I vil kæmpe. Men i er bange. En efter en kysser i jeres hånd og strækker den i vejret. Til sidst er ingen alene. Kun dem som dræber. Kun dem i sort hvid. I er klar. Kæmp for jeres farvede hjerte. Kæmp for jeres endnu bankende hjerte. Kæmp mens mit fader ud. Jeg ser dig. Jeg lukker dine øjne og kysser dine læber for sidste gang. Mit blik formørkes og mit hjertes lyd forsvinder. Jeg har trukket mit sidste åndedrag. Nu er alting forbi. Alting. For evigt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...