I Called her Storm

Ung, smuk og klog er 18 årige Storm Cartier, men intet af dette er iøjefaldende, for hun er trods alt stadig datter af Melina Cartier, tjenestepige af den velhavende familie Evans. Ligesiden Storm blev født, har de boet i kælderen i Evans huset, et af de rigeste huse i Amerika. Med sit høje snit, er Storm blevet accepteret på et af de bedste Universiter. På skolen indser hun, hvor anerledes hun egentlig er i forhold til alle de andre. De nyeste telefoner, bærebare og tøj, alt det som Storm kun har kunne se fra langtafstand. Dog formår Storm stadig at fange Skolens populæreste dreng opmærksomhed, Hayden Charles, både populær i nattelivet og på skolen. Pludselig lever Storm i en stor løgn, for hun er nemlig kendt som Storm Evans på skolen

34Likes
21Kommentarer
2117Visninger

Author's note

Håber inderligt i er villige til at læse den.
AA

3. The New Member Of The Evans

 

Min hånd gjorde stadig ondt og min krop var ikke kommet til sig selv. Jeg vidste ikke om det var fordi jeg var vred eller ked af det. Hvad skulle jeg sige til min mor? Hun bliver sikkert så ked af det. Hun vil endnu en gang blive husket på, at hendes løn er dårlig.

Jeg når lige hjørnet af huset, da en taxi kommer kørenede og stopper foran huset. En mand træder ud. Han ser lidt bekendt ud, men det er sikkert et af Hr. Evans kolleger, tænkte jeg og gik tættere på. 

Han tager sine kufferter op af bagagen, og jo tættere jeg kommer jo hurtigere går det op for mig, at det er Aidan Evans. Jeg vidste ikke om jeg skulle hilse på ham eller ej, men han havde travlt med at betale chaufføren. 

Jeg indser at jeg står som en eller anden vagt og venter på ham, men insisterer på at vente til at han er færdig med at snakke med chaufføren. 

Efter et par minutter kører taxien og han går tættere på mig med en kufferter i hver sin hånd. "Skal du have hjælp?" jeg lød virkelig desperat. Men jeg havde altid hørt, at han var den flinkeste af Evans familien. 

Han stopper op foran mig. "Kender jeg dig?" spørger han nysgerrigt og kigger længe på mig, som om han rent faktisk kendte mig. "Øhm jeg er Storm." udbryder jeg akavet og rækker hånd ud efter en af hans kufferter. 

"Aha, du må være Adams Datter?" siger han og lyder meget sikker i sin sag. Adam er havearbejderen. Han startede med at arbejde i huset et par år inden min mor. Han har altid været forelsket i min mor, men min mor på den anden side, har aldrig elsket en anden end min far. 

"Nej, jeg er Melinas datter?" Siger jeg og prøver at gå ved siden af ham. Han stopper op i et brat og kigger på mig. "Melina. Jeg vidste ikke Melina havde en datter?" Hans smil forsvandt et øjeblik og han kiggede stadig på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

Ud af det blå kommer hele Evans familien ud. Nogle krammer ham, andre kysser ham. Men han så stadig utrolig forbavset ud. Jeg tager begge hans kufferter og går ind med dem. 

"Mor" råber jeg. Intet svar. Det er første gang, at huset har været så stille. Jeg går ud i køkkenet, for det var snart tid til aftensmad, så hun var sikkert igang med at tilberede det. 

Jeg går ind i køkkenet og ser min mor kigge ud af vinduet. Hun kiggede sikkert på Evans familien, der alle var glade over, at Aidan var kommet hjem. 

Min mor reagerer stadig ikke på mine skridt. "Mor" siger jeg. Stadig ingen reaktion. Jeg tager hende på skulderen og hun får et chok. Hun var helt bleg igen. "Er du okay?" spørger jeg og tager begge hendes hænder i mine. Hun nikker og går hen mod gryden. 

Der var et eller andet galt. "Mor du har opført dig så mærkeligt efter vi fik af vide, at Aidan ville vende tilbage" Sagde jeg og lagde mærke til hvad det var der lige kom ud af min mund. "Har han gjort dig noget?" Spurgte jeg hidsigt og gik over til hende. 

"Nej skat. Aidan var min eneste ven i huset, da han rejste fik jeg det virkelig hårdt. Han var den eneste der beskyttede mig i dette hus." Sagde hun og agede mit hår. Hun krammede mig efter og spurgte mig til hvordan min dag havde været. Jeg fortæller hende om episoden med mobilen og hun tager det meget pænt. 

Vi sidder og snakker lidt, men bliver forstyret af Fru. Evans. "Aftensmaden må gerne komme på bordet" siger hun og det øjeblik hun vender sig om siger hun "Og fra i dag af, er det kun Storm der må komme ud med maden." Hvad mente hun med det, tænkte jeg.

"Fru. Evans, Storm har en skole hun skal passe." Sagde min mor. Jeg kiggede på hende. Det lignede ikke min mor at modsige Fru. Evans. Jeg var stolt af hende. 

"Det er jeg godt klar over Melina, det er derfor jeg har ansat to tjenestepiger mere. Fra nu af står du kun for maden. Jeg vil ikke se dig bevæge dig ud af køkkenet." Sagde hun snobbet og gik ud af køkkenet. 

"Hvorfor siger hun det?" Spørger jeg nysgerrigt. Alting begyndte at blive mærkeligt. "Fru. Evans var altid imod mit og Aidans venskab." Sagde hun og begyndte at stille maden på en bakke. 

"Mor I er midten af 30'erne. Er der noget du ikke fortæller mig?" Spørger jeg og hjælper til med maden. "Er det ikke også altid det du ville have, at jeg ikke skulle have så meget at lave?" Sagde hun og ignorerede mit spørgsmål. Jeg lod det ligge og gik ud med maden. 

De var alle i gang med en samtale, men de stoppede, da de så mig komme ud med den store bakke. Jeg var ved at tabe den, da jeg skulle stille den på det andet bord. Jeg mærkede øjne i nakken.

"Hvor er Melina?" Spørger Caila. "Melina har travlt." Siger Fru. Evans irriteret og peger på bordet, et signal til at jeg skulle stille maden på bordet. 

"Hvor gammel er du egentlig Storm?" Kommer spørgsmålet ud af den blå luft fra Aidan. Fru. Evans kiggede på ham med de største øjne, en 60 årige dame havde. Han ventede stadig på et svar. 

"Jeg er atten og fylder snart nitten" Sagde jeg smilende og lagde den sidste salat på bordet. 

"Så må du vel gå på uni?" spurgte han og rakte ud efter den salat jeg lige havde lagt på bordet. "Mhh" sagde jeg og ventede på at få tegn på, at jeg måtte bevæge mig ud. 

Aidan var ved at sige noget yderligere, men blev afbrudt af Fru. Evans. "Tak Storm, du må gerne gå" Sagde hun og gav de andre tilladelse til at spise, selvom Aidan allerede var i gang. 

*** 

Det er næste morgen og jeg er lige kommet ud af bussen. Den var varmere end i går. Det føltes som en sauna, dog ikke som Evans familiens sauna, som jeg ofte gik ind i uden nogen vidste det. Jo mor vidste det, men hun blev altid sur på mig. Jeg var jo også et barn.

Jeg tog mine solbriller på, som jeg lige havde fået af Caila. Det var vidst Gucci, hun fik dem af sin mor, men hun plejede altid at give mig de ting, som hendes mor havde købt eller givet til hende. Min mor blev altid sur, når jeg tager imod hendes ting, men ellers ville de jo bare smide det ud i stedet. De ville ikke engang give det til en genbrug eller noget, nej det skulle bare ud. 

Jeg går nu ned af trappen og opdager Hayden og hans venner. Lige dem jeg ville undgå. "Hey ulykkepige" Råber Hayden og går over til mig. Pigerne der står rundt omkring mig sender mig de ondeste øjne. Jeg prøver at ignorere ham og vender ryggen til ham. 

Han tager fat i min arm. "Du kan godt lide arme" siger jeg og kigger ned på hans hånd der holder om min arm. Han tager sin hånd til sig. "Undskyld" siger han, og det virkede som om han mente det. 

"Episoden i går. Jeg er ked af det. Jeg har tænkt meget på di.. Altså min samvittighed er ikke på plads. Er du sikker på, at jeg ikke skal købe en ny telefon eller hvad kan jeg gøre for at gøre det bedre?" Jeg kigger ned på gulvet. Han lød oprigtig, men hvem ved, måske har han øvet sig foran spejlet hele natten. 

"Du kan gøre det bedre, ved at fortælle dine venner, at skubbelege ikke fungere på skoler. Hav det godt." Sagde jeg stolt og gik min vej. Han var målløs og det var alle der var vidne til vores samtale også. 

Måske var jeg for hård ved ham, men jeg lovede min mor, at jeg villle fokusere på skolen og ikke andet. Jeg lovede hende at få hendes drøm i opfyldelse. Hun ville også gerne læse Jura, men fik aldrig mulighed for det, fordi hun blev gravid med mig. Hun fortalte mig altid at det ikke var min skyld, men fordi hendes karakter ikke var gode nok, men det troede jeg ikke på, for hun er et af de klogeste mennesker jeg kender. 

På vej ind til lokalet møder jeg Grace, hun havde blå striber i håret i dag. Jeg kigger igen for at se om det virkelig er hende, for er det så nemt at skifte hårfarve? 

"Hold da op du ser godt ud i dag" siger hun og giver mig et kram. "Hvor er din kjole fra?" Spørger hun og hiver lidt i den. Jeg havde ingen anelse om hvor kjolen var fra, det var en af Cailas gamle kjoler. Den var hvid og havde en lille snor, som man kunne binde rundt om maven. En rigtig sød sommerkjole, som jeg kombinerede med et par sandaler og et guldarmbånd, som min moster havde givet mig. 

Jeg nåede ikke at svare hende, for vores underviser kom gående. Jeg blev lettet, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til hende. Måske burde jeg undersøge de her forskellige mærker. 

Vi sætter os aller forrest. Måske virkede vi som to ivrige nørder, men jeg var virkelig ligeglad. Skolen er virkelig vigtig for mig, og jeg vil ikke som alle andre sætte mig bagved og snakke med de andre. 

Alle begynder at tage deres bærebare op. De har næsten alle Macbooks og jeg sidder her med en blok, som jeg købte for en 20'er. "Sejt, at du skriver i blok. Hvordan kan du det?" Spørger Grace og tænder sin computer. 

"Min computer er gået i stykker. Og jeg prøver selv at spare op til en" Endnu en løgn Storm, endnu en. Hun kiggede overraskende på mig.

"Du minder mig ikke sådan en type" Sagde hun og kiggede op og ned af mig. "Hvad mener du?" spørger jeg nysgerrigt og kigger på mit tøj, som om der er noget galt med det.

"Dit tøj og dit udseende siger noget helt andet. Du minder mig rigtig om en eller anden snobbet rigmands datter. Jeg blev virkelig overrasket, da du snakkede til mig i går" Sagde hun og kiggede efter på underviseren, der begyndte at tale. 

Det tog jeg som et kompliment, tror jeg. 

Efter et par timer var undervisningen færdig. Gid undervisning ikke stoppede tænkte jeg. Vi var lige nået til det mest spænende punkt. Jeg var nok et af de få mennesker der fandt det spænende, for pigerne foran mig sad på facebook. 

Efter vi har samlet vores ting sammen, går vi ned mod kantinen. Grace skulle købe mad, men jeg derimod havde madpakke med, som jeg fik smurt af min mor. Men hvis nogle spørger, så har jeg selv smurt den. 

Når vi kommer tættere på kantinen ser vi en rundkreds med studeredende. Der sker noget i midten. Vi høre et højt råb og en anden stemme bliver pludselig involveret. Vi går lidt hurtigere for at se hvad det er der foregår. 

"Jeg sagde til dig, at du skulle holde dig fra min søster." Råber en af drengene til den anden. Drengen der blev råbt af, så rimelig bekendt ud. Jeg var sikker på, at jeg som ham sammen med Hayden i går. Grace hvisker også i øret på mig, at det er Haydens ven.  

"Jeg advarede din søster inden vi lavede noget." siger Haydens ven og griner lumsk. Den anden dreng bliver rød i hovedet af vrede og går tættere mod ham.

"Har du tænkt dig at slå mig? du er en kylling det tør du ikke?" Siger Haydens ven og går endnu tættere på. 

Drengen vender sig om, som om at han har brug for et forspring til at slå ham. Straks kommer Hayden og stiller sig i midten af det hele. Han står med ryggen til drengen. 

"Hvad sagde jeg til dig." Råber han til sin ven og skubber ham væk fra det hele. "Cirkusshowet er færdigt her." Råber Hayden endnu højere, så folk skal begynde at gå væk. 

Folk begynder at gå og Grace trækker mig væk inden folk begynder at træde os ned. 

"Jeg sagde til dig, at du skulle holde dig fra hans søster, Cole." Når jeg at høre inden jeg bliver hevet helt væk. 

Måske har jeg været for hård ved Hayden. Måske er han ikke så slem som folk går og siger. Episoden med hende pigen der hældte teen udover ham og det her, det modsiger næsten alt det Grace har fortalt om ham. Jeg har altid fået af vide, at man ikke skal være fordomsfuld, så måske burde jeg give Hayden en chancen. Som ven måske, men hans øjne, siger noget helt andet end venskab. 

Jeg går ud af min sidste undervisning og ved at jeg har travlt. Klokken var 16:41 og bussen kørte 16:45. Hvis jeg når bussen, skal jeg vente i 2 timer. Det går ikke. Jeg skal hjem og læse og hjælpe mor med at lave mad tænkte jeg og fik gang i de lange stænger. 

Jeg ved at jeg er nød til at løbe nu, så det gør jeg. "Nej det er ikke min bus vel?" siger jeg til mig selv og stopper op. Den kører lige forbi mig. En lille dreng vinker til mig i bussen. Hvad skal jeg gøre tænker jeg og går tættere mod busstoppestedet i håb om, at jeg måske har taget fejl med bustiderne. 

Lige nu tænkte jeg på om jeg skulle sætte mig over på skolen eller blive siddende her og læse en bog. Uden at have besluttet mig stopper Sort BMW lige foran mig. jeg kigger væk. 

"Hey ulykkepige. Ja du må undskylde, at jeg kalder dig det, men jeg har aldrig fået dit navn af vide. Du får nok aldrig fat på en taxi her" Smiler han og ruller vinduet længere ned, så jeg kan se ham. Det var Hayden. 

"Jeg nåede... Jeg ventede på min taxi, men den kom ikke." Sagde jeg indså at jeg stod i et busskur. 

"Lad mig køre dig hjem, du vil først komme til at fange en taxi om en timestid." Siger han og åbner døren for mig. 

Jeg kigger mig rundt. Han havde ret der var ingen taxi at se. Selv hvis jeg så en taxi, ville jeg stadig køre med ham. Men et af de regeler mor fortalte mig, var aldrig at køre med fremmede. Uden at have tænkt igennem sidder jeg nu i hans bil. 

Han duftede godt. Han kigger på mig. "Er der noget galt?" Spørger jeg nervøst og prøver at undgå hans øjne. De var grønne med et brun skær. Et par flotte øjne. "Sele" Siger han og smiler. Det er 100 år siden jeg sidst har kørt i bil, så jeg havde helt glemt alt om det.  

Jeg har svært ved at få selen ned. Pludselig mærker jeg hans hånd på min. Hans hoved er med siden til mit. Hans læber er lige foran mine, dog med siden. Kortvarigt prøver jeg at få vejret i mig igen. Han hjælper mig med at lukke selen og vender sit hoved mod mit inden han fjerner det. 

Jeg sidder med et smil på læben. Han begynder at køre. Han kører stærkt. 

"Ikke så stærkt." Siger jeg og ubevidst fat i hans arm. Inden han begynder at køre langsommere kigger han på mig. Han kigger derefter på vejen og jeg begynder at realisere at min hånd er på hans arm. Jeg fjerner den i et sæt og lægger begge hænder på mit skød. 

"Hvad hedder du." Spørger han uden at kigge på mig. "Storm." siger jeg og kigger ud af vinduet. Jeg mærker hans øjne på mig. "Du er den første storm jeg har mødt." Griner han og prøver at variere med at kigge på vejen og mig. 

"Efternavn?" Spørger han og stopper op for rødt. "Øhm Evans" Siger jeg tøvende og kigger ned på mine hænder. to løgne på en dag Storm, tænkte jeg. Men dette var en stor løgn, som jeg ikke kunne komme foruden. 

"Storm Evans. Min far har altid sagt, at med en smuk tilhører der altid et smukt navn." Siger han og kører videre. 

"Hvad er dit navn." Spørger jeg selvsikkert og kigger på ham. Han skulle ikke vide, at jeg vidste hvad han hed. Jeg kan se at han bliver overrasket. 

"Hayden. Hayden Charles." Wow intet med, du kender mig sikkert eller du har sikkert hørt en del om mig. 

Efter jeg har fortalt ham hvor han skal sætte mig af, begynder stilleheden. Jeg er ikke længere nervøs, selvom han faktisk virkede lidt. Efter alt det jeg havde fået af vide om ham, ligner det ham slet ikke at være så stille. 

Vi ankommer til området og jeg beder ham om at stoppe et par huse fra Evans huset. 

"Du er ikke som de andre piger." Siger han uventet og stirrer på mig med hans flotte øjne. "Hvad mener du?" Spørger jeg uroligt og kigger bagved ham, som om at han var luft. 

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Men du er uskyldig, så uskyldig at man næsten ikke tør at rører dig. Dine smukke grønne øjne, der kigger alle andre steder end på mine." Han opdager pludselig, at han blev for følsom. Disse ord kom ikke ofte ud af hans mund.  

Jeg svarer ikke. Hans ord gik lige ind i mit hjerte. Mit hjerte bankede hårdere end nogensinde, så hårdt at han næsten kunne høre det. 

Jeg opdager i et sæt Caila komme gående ned af bakken. "Jeg må hellere komme hjem." Siger jeg og stiger ud af bilen. Han siger noget efter mig, men jeg når ikke at høre det, for jeg begynder at løbe, så Caila ikke opdager at jeg steg ud af bilen. 

Jeg vinker til Caila og bemærker mig straks. "Storm" Råber hun og løber ned mod mig. Jeg vender mig og ser heldigvis, at Hayden er kørt videre. Mit hjerte bankede stadig. 

"Har du stødt ind på Hayden på skolen. Jeg nåede slet ikke at spørge dig igår, fordi min onkel kom hjem." Spurgte hun og tog fat på mine skuldre. Intet hej eller hvordan har du det. Caila går altid straks til sagen, dette er faktisk noget jeg godt kan lide ved hende. 

Jeg fortælle hende ikke noget om, at jeg har stødt ind på ham, men derimod at jeg har set ham en gang på skolen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...