I Called her Storm

Ung, smuk og klog er 18 årige Storm Cartier, men intet af dette er iøjefaldende, for hun er trods alt stadig datter af Melina Cartier, tjenestepige af den velhavende familie Evans. Ligesiden Storm blev født, har de boet i kælderen i Evans huset, et af de rigeste huse i Amerika. Med sit høje snit, er Storm blevet accepteret på et af de bedste Universiter. På skolen indser hun, hvor anerledes hun egentlig er i forhold til alle de andre. De nyeste telefoner, bærebare og tøj, alt det som Storm kun har kunne se fra langtafstand. Dog formår Storm stadig at fange Skolens populæreste dreng opmærksomhed, Hayden Charles, både populær i nattelivet og på skolen. Pludselig lever Storm i en stor løgn, for hun er nemlig kendt som Storm Evans på skolen

34Likes
21Kommentarer
2110Visninger

Author's note

Håber inderligt i er villige til at læse den.
AA

6. Just A Dream

 

Han skubber mig op mod væggen, kysser mig heftigt og tager mine hænder over hovedet. Han stopper et splitsekund og kigger på mig. Jeg trækker vejret dybt, ånder ud og presser mine læber mod hans. 

Jeg mærker hans hånd på mit lår, som langsomt kører op på min bare hud. Vi kysser stadig og hans hånd er nu under min nederde.... "Stoooorm" Jeg vågner brat op.

Mit syn er sløret, men ikke sløret nok til at jeg kan se min mor. Det hele var bare en drøm.

"Du skal i skole om en time, Storm" siger hun og rusker lidt i mig så jeg kommer til mig selv. Jeg kigger på klokken og rejser mig op i et sæt.

"Jeg går ned og laver noget hurtigt morgenmad til dig" Siger hun og går ud af værelset.

På vejen ud til badeværelset slår jeg min arm ind i døren, og smerten var virkelig slem. Jeg vasker mit ansigt og begynder at børste mine tænder. Det lignede slet ikke mig, at sove over mig. 

Jeg bliver hurtigt færdig med at børste tænder og løber ind på mit værelse, for at finde noget tøj. Jeg finder en laksefarvet croptop og et par denim shorts. Jeg tager min elastik ud af håret og prøver at sætte det lidt. Mit hår var blevet langt, og det trænger til en klipning. 

Jeg tager en lille smule mascara på, lidt highlighter skader ikke tænkte jeg og påførte det de steder der var nødvendigt. Jeg tog derefter et par hvide sneakers på, smed mine bøger i tasken og løb ud i køkkenet. 

På vejen støder jeg ind i Fru. Evans. "Jeg tolererer ikke løbning i huset, Storm" siger hun med en vred grimasse og går sin vej.

Jeg venter til jeg ikke kan se hende mere, og begynder at løbe videre ned til køkkenet. 

"Mor, jeg bliver nød til at gå nu" siger jeg stressende og åbner min taske så hun kan smide min madpakke derned. Uden at tøve løber jeg ud af bagdøren.

Jeg når et lille stykke og indser at jeg har glemt noget. Jeg løber tilbage og min mor stod allerede klar. Jeg tager begge mine hænder på hendes kinder og kysser begge kinder. 

"Skynd dig ud til bussen" siger hun og giver mig et puf i ryggen. Jeg stormer ud igen og løber hurtigere end før. Jeg skulle simpelthen nå den bus, tænkte jeg. 

Jeg når heldigvis bussen, dog er jeg så forpustet at folk i bussen troede jeg skulle dø. Jeg sætter mig ved siden af en dame med et barn på skødet.

Barnet bliver ved med at kigge på mig og selv når jeg smiler til det, sidder det stadig med et stoneface. Jeg begynder at bekymre mig over, om jeg har noget i ansigtet, siden det ikke vil smile til mig.

Jeg har ikke et spejl og min telefon har ikke noget camera, så jeg kunne kigge på mig selv. Jeg lægger derefter mærke til, at det kun er barnet der kigger mærkeligt på mig, hvilket beroligede mig en del. 

Bussen stoppede lige foran en vandpytte, som jeg hoppede over. Jeg kigger op på himlen og mærker et par dråber på mit ansigt. Det begyndte at regne. Jeg prøvede at løbe indenfor uden at blive helt våd. 

Når jeg når ind i indgangen, kommer jeg til at løbe ind i en pige. Hun var helt blond og så utrolig bekendt ud. Jeg undskylder, men hun kigger på mig som om vi kender hinanden.

"Du er Storm, ikke?" Siger hun og rækker sin hånd ud. Jeg kigger på hendes hånd og derefter på hende. Jeg kunne virkelig ikke huske, hvor jeg havde set hende. 

Jeg tager imod hendes hånd og siger følgende "Kender jeg dig?" Jeg ser yderligere skeptisk på hende. "Jeg er Haydens ven, Hannah. Jeg har hørt lidt om dig" Så Hayden havde snakket om mig til sine venner. Jeg fik et lille smil på læben.

"Jeg tænkte på om du ville hænge ud med os efter skole" Siger hun og retter på sit armbånd. Der var et eller andet over hende, der fortalte mig at jeg skulle holde mig væk fra hende. Den følelse et menneske får, når de ved en person ikke er oprigtig, den følelse havde jeg nu. 

Jeg når ikke at svare på hende, da jeg bliver ivrig efter at læse beskeden jeg lige havde modtaget af Hayden. 

"Det er godt nok langtid siden jeg har set sådan en gammel telefon." Råbe, så andre omkring os kan høre det, og så begyndte hun at små fnise. Jeg ignorerer hende og begynder at læse beskeden.

"Lokale 212, om 2 minutter. Lad mig ikke vente for længe :*" Mit hjerte begynder at banke af glæde.

"Er beskeden fra Hayden?" Hendes blik er helt seriøst. Intet smil. "Mhhe. Jeg bliver nød til at gå nu" Jeg smiler til hende og går forbi hende uden at vente på hendes svar. 

Selvom om jeg har lyst til at storme op ad trapperne og hen til lokalet, prøver jeg at nedtone min begejstring, så folk ikke tror jeg er mærkelig.

Stille og rolig begynder jeg at gå op ad trappen, men på de sidste traptrin, kunne jeg ikke håndtere mig selv mere. Successiv finder jeg lokalet og går over til det.

Mit hjerter banker hurtigere end nogensinde. Jeg havde savnet ham. Jeg tager en dyb indånding og går ind i lokalet. 

Hayden var her ikke. Jeg går længere ind og vælger at vente på ham. 

Efter et par sekunder åbner døren. Det var heldigvis Hayden. Et smil kommer frem på mine læber og det smitter af på hans.

Han går over til mig, og hiver mig ind i sit favn. Jeg begynder at nusse ham på ryggen og har ikke lyst til at give slip.

Vi stopper med at kramme og kigger kort på hinanden. Han kysser mig på næsen og lægger sin hage på min pande efter. Jeg havde helt glemt hvor høj han var.

"Jeg har ikke lyst til at give slip" Siger han og løfter mig op. Jeg får et lille shock, men bliver glad for at jeg ikke skulle stå på tæer for at kysse ham. 

Jeg tager min læber mod hans. Han lukker sine øjne og prøver at presse sine læber mod mine, men jeg trækker mit hoved tilbage, for at ophidse ham. Han åbner øjnene og kigger i mine. Hans brune øjne lysnede helt op og jeg kunne ikke lade være med at kigge på dem.

Han sætter mig ned på gulvet og læner sit hoved ned til mit. Han begynder at kysse mig forsigtigt på læben, og inden det begynder at blive heftigt, åbner døren. 

Vi opdager en person ved døren, og jeg fjerner hurtigt mine læber fra hans. Det var en lærer. Han stod helt målløs og kiggede på os. Det var så akavet. Jeg bliver helt rød i hovedet, men Hayden står og små griner. 

"Øhm, vi er på vej u...." Jeg går ud uden at sige mit sidste ord og Hayden følger mig i hælene. 

"Shh" Siger Hayden og trækker i min arm for at stoppe mig. Han vender mig om så vi står overfor hinanden. Jeg var så flov, at jeg ikke kunne holde øjenkontakt med ham. 

Han kysser mig varsomt på kinden og prøver at afdæmpe situationen. Jeg lægger mærke til at folk stirrer, så jeg tager lidt afstand fra ham. Han lægger mærke til dette og bliver lidt frustreret. 

"Min undervisning starter om 5 minutter" Siger jeg og kigger på uret bag ham. Uden at være bevidst om det, går jeg over til ham, stiller mig på tæer og giver ham et kys på læben. Et smil træk på hans smilebånd. 

Jeg har ikke lyst til at give slip nu, men jeg vidste at jeg var nød til at gå. Jeg vendte ryggen til ham og begyndte at gå over til mit lokale. Han begyndte også at gå over til sit lokale. 

***

Der går et stykke tid, før det går op for mig, at jeg sidder sammen med de populære nu. Jeg befinder mig i kantinen med Hayden og hans venner. De sidder og er igang med en samtale, og jeg har ikke rigtig formået at lytte med til samtalen.

Jeg kigger mig rundt og får et hurtigt indblik af at jeg ikke hørr til her, altså her hos dem. Jeg holdte af Hayden, men han ved ikke hvem den rigtige Storm er. Han tror, at jeg er en rigmands datter. 

Jeg får øje på Grace. Jeg smiler til hende og hun smiler kortvarigt tilbage. Jeg kunne mærke en fornærmelse i hende, og jeg kunne godt forstå hende. Grace var min første ven på skolen, og nu sidder jeg sammen med de personer hun advarede mig om. 

Jeg sidder kort og tænker på de løgne jeg har fortalt på under en uge. Jeg mærker et nus på ryggen og får et lille chock. 

"Er du okay?" Spørger Hayden bekymret. "Jeg er bare lidt træt" afrunder jeg og kigger rundt på dem alle. 

"Hayden, har du snakket med Katja?" Udspørger Hannah og ser på skift på Hayden og jeg. Hvem var Katja, var det første jeg tænkte. Jeg kigger på Hayden og venter på et svar.

"Nej, vi er blevet enige om, at vi ikke skal kontakte hinanden længere" Og inden han afslutte sin sætning, fletter han sin hånd i min. 

"Hun bliver ved med at ringe til mig. Hun har det ikke godt." Hannah bliver ved og af en eller anden grund ville jeg ikke have at hun skulle stoppe, for jeg kunne mærke på Hayden, at dialogen gjorde ham irriteret. 

"Hvem er Katja?" Spørger jeg, efter at have gennemtænkt flere gang om jeg skulle spørge eller lade det ligge. 

"Katja er..." Hannah når ikke at sige sin sætning, før Hayden afbryder "Katja og jeg havde noget kort, men det var inden dig." Jeg fletter min hånd ud af hans hånd og kan mærke en irritation i min krop. 

Jeg indser hurtigt, at jeg bliver nød til at gøre eller sige et eller andet for at det skulle virke som om jeg ikke var sur. Men istedet for at gøre dette, rejser jeg mig op. "Jeg har undervisning om et par minutter, så jeg bliver nød til at smutte" Siger jeg og kigger på Hannah. Hun prøvede at gemme sit smil på læben.

Jeg vidste godt, at hun inddragede Katja, for at kreere en negativ stemning mellem Hayden og jeg. Men hvis ikke hun havde gjort dette, ville Hayden sikkert ikke fortælle mig noget. 

Jeg går ned af trappen, men mærker Hayden bag mig. 

"Storm" Hører jeg ham sige, men prøver at lade som jeg intet hørte. 

Han løber op foran mig og jeg stopper efter jeg kom til at gå ind i ham. Jeg kigger ned på gulvet. 

"Det hele stoppede, efter den dag i bilen." Han tager fat i min hage, for at fjerne mit blik fra gulvet, så jeg kigger ham i øjnene. 

Jeg vidste inderst inde godt, at jeg ikke kunne være sur på ham. Men jeg blev ved med at får billeder i hovedet af ham og en anden pige. 

"Storm, sig et eller andet" Han fjerner sin hånd fra min hage og er så småt begyndt at give op. 

"Undskyld" siger jeg og tager hans hånd. Jeg var forlegen og kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg havde ikke ret til at være arrig på ham. Selvfølgelig har han været sammen med nogen før mig, men det vigtigste er, at han ikke har kontakt til andre nu. 

Han trak mig ind til sig og kyssede mig på panden. Jeg lukkede mine øjne og mærkede hans hjerte banke lige så hurtigt som mit. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...