Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
621Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

11. Tidløs

Calypso førte dem ind i junglen og fortalte, at de ikke ville se mange af deres egne på denne øde del af øen. List gik ud fra, at hun mente mænd, men William gav ham det korte resumé af Homers fortælling om hende. Hvordan hun havde fanget Odysseus på øen i syv år og var datter af titaner. De var i selskab med en lille gudinde – men på den anden side kunne man efterhånden argumentere for, hvorledes William og Bonny endnu hørte til den menneskelige verden.

   ”Hov, det var ikke pænt sagt!” vrissede Will.

   De nåede et sted, hvor ranker og snylteplanter havde dekoreret hvide marmorsøjler. Et forfaldent tag spændte mellem dem, og i midten skinnede en pool i det lys, der faldt ned mellem trækronerne. Dufte strømmede fra nydeligt dekorerede krukker på stengulvet. Calypso bød dem plads på puder og fandt fade med frugt og kød frem fra ingenting.

   De spiste af maden og drak af den søde vin. List måtte holde sit blik mod jorden, da Calypso klædte sig af til det bare skind og tog Jamie med ud i vandet. De legede og svømmede i det, der føltes som timevis.

   Junglens dyr besøgte Calypsos hjem uden frygt – hunde og katte fra San Juan stødte til dem og forlod dem som de ønskede, men ingen mennesker nærmede sig. List fik næsten skræmt livet af sig, da han troede, onde ånder begyndte at gentage hans ord, men Jamie grinede bare og pegede på de farverige papegøjer, der havde bygget reder over søjlerne.

   Stjernerne tindrede over dem, et bål knitrede og holdt dem varme. Calypso bragte dem tæpper og sang dem sange fra sit hjemland. Hendes stemme var klar som vandet ved stranden, og hendes ord berettede om hendes forfædres krig, sømændene, der havde besøgt hende, og den gennemborende ensomhed, hun bare med sig.

   Hun og William faldt i snak. De talte i timevis. Will åbnede op til hende om smerte, List end ikke kunne forestille sig, og Calypso fortalte ham om dengang, hun først var blevet sat på øen.

   Jamie lå og sov med hovedet i Lists skød. William var faldet i søvn på Calypsos divan. Han lå uroligt og trak vejret overfladisk. Han kneb øjnene sammen, slog med hovedet og viftede sig ved øret, som om noget plagede ham.

   ”Han er dejlig.” Calypso satte sig ved siden af List og så på Jamie. Hun havde taget et tørklæde over håret og skuldrene, for at holde varmen. ”Jamie.” Hun rakte ud og strøg blidt hans hår. ”Jeg har altid ønsket mig et barn. En pige, jeg kunne op lære som jeg, eller en dreng som Jamie.”

   ”Han er…” List sukkede og så smilende på sin søn.

   Calypso lænede sig op ad List. ”Du ved… Jeg mangler kun en mand, for at kunne få mig min egen.” Hun så op på ham. ”Du behøver ikke blive hos mig. Bare indtil jeg er sikker på, at…”

   ”Calypso…” List smilede og lo nervøst. ”Øh, jeg har en hustru.”

   ”Åh… Nåh ja.” Calypso aede Jamies skulder. ”Drengen har vel en mor.”

   ”Nej – jo, men…” List prustede. ”Jamies mor er ikke min hustru. Han, øh, det var kun én nat. En enkelt uheldig nat.” Han bed sig i læben og så ned på drengens rødbrune hår. ”Nåh ja. Måske knap så uheldig.”

   ”Så det er altså ikke et problem?” spurgte Calypso forhåbentligt. Hun tog fat om hans arm. ”En enkelt nat. Det er alt!”

   ”Nej, Calypso – det var før, jeg mødte min Alice. Jeg har to døtre, Jamies halvlillesøstre.”

   ”Hm.” Calypso trak sig væk og lagde armene over kors. ”Okay så…”

   List sukkede frustreret. ”Hvad er der med kvinderne i de her vande? Amazonerne var præcis de samme!”

   Calypso rystede på hovedet. ”Nej, List, sammenlign mig ikke med de barbariske kvinder!” Hun sukkede. ”Jeg har været alene her i 5000 år. Amazonerne er drevet af dyriske drifter, jeg drives af ensomhed.” Hun så ned på Jamie. ”Men er det således, må I hellere vende tilbage til skibet, når dagen gryer.”

   List gibbede og slog en hånd for munden. ”Blazes! Vi skulle have været tilbage ved aften!”

   ”Hvilken aften?”

   List så på kvinden ved sin side. ”Aften, selvfølgelig.”

   Calypso blinkede lidt og skævede tænksomt ned. ”List… I har været her i ugevis.”

 

Bootlickin’, lick-spittl’in’, gobdawin’ feckers!” Bonny sparrede ikke på bandeordene, men holdt da hænderne over Jamies ører. ”Hvor vover I at udsætte mig for den slags?!” hvæste hun. ”Jeg har været syg af bekymring! Jeg var inde på øen tre gange for at lede efter jer!” Ganske rigtigt var en ny rynke dukket op i hendes pande. ”Jeg troede, I var døde!”

   List prøvede at gøre sig så lille som mulig. William stod med bøjet nakke. ”Hvor lang tid var vi væk?” spurgte førstestyrmanden.

   ”Ugevis!” snerrede kaptajnen. ”Det er oktober! Oktober! Hvor i himlen, helvede og havets navn var I henne?!”

   ”Øh… Hos Calypso,” fik List fremstammet.

   Bonny slap Jamie og satte hænderne i siden. ”Calypso. Hvor dum tror du, jeg er? I tog garanteret til San Juan og-”

   ”Og hvad?” Will så piraten direkte i øjnene. ”Ville nogen af os få på bordel? Eller drikke, mens Jamie var med? Røve folk? Holde ferie? Vi var hos Calypso i det, der føltes som en enkelt nat.”

   Bonny tog Jamies hånd og holdt ham ind mod sig. Med et suk sagde hun: ”Så længe, I er sikre.” Hun knælede og knugede Jamie ind til sig. Han gabte og trykkede sit hoved ind mod ham. List havde hevet ham og William ud af fjerene, så snart Calypso havde informeret ham om tiden på hendes domæne.

   ”William, tag roret.” Bonny løftede Jamie op. ”Jeg ligger ham i seng.” Hun så på List. ”Du burde også krybe til køjs. Jeg har intet job til dig lige nu.” Hun forlod dem.

   List blev stående ved rælingen, hvor hun havde skældt dem ud. ”Tror du, hun er vred på mig?” Hans eneste svar var fra en passerende matros, der bare trak på skulderen og tabte hele armen. Han samlede den op og haltede videre. ”William?” List så på Will.

   Den unge mand stod som frosset til stedet og stirrede ud i luften. Hans næsebor var udvidede, og hans øjne vidt åbne. Han nikkede stift. ”Mhm.” Med anstrengte skridt gik han mod roret. Han slog armene om sig selv og bevægede sig op ad trappen.

   ”Hey…” List løb efter ham. ”Er du okay?”

   Will nikkede og greb fat om roret. Han stirrede ned i træet. ”Jeg har det fint,” fremtvang han.

   ”William…” List lagde sin hånd på hans skulder – varsomt, af frygt for at Will ville angribe ham.

   ”Det kunne jeg ikke finde på,” mumlede hans med dirrende stemme. Han tog en dyb indånding og klemte øjnene sammen. ”Lad mig være.”

   List stod fast et øjeblik, indtil William rettede sig op og så frem. Så begav han sig under dæk.

 

”Jeg sværger, Mary – næste gang jeg ser ham skyder jeg ham en kugle for panden!” Bonny satte sig rødglødende af raseri på den beskidte bænk.

   Read så tålmodigt på hende. ”Det hjælper ikke at råbe.”

   ”Jeg ved det godt!” råbte Bonny. ”Men han var kaptajnen! Hvilken idiotisk, overstadigst, irrationel kaptajn drikker hele sin besætning fra sans og samling?!”

   ”Anne…”

   Bonny slog ud med armene. ”Jeg kan ikke tro ham! Det er hans held at vi blev sat i forskellige celler!”

   ”Anne!” Read rejste sig og greb Bonnys hænder. ”Tag dig sammen!” Hun knælede foran sin veninde. ”Vi står for hængning. Rackham og de andre er allerede blevet dømt, de bliver klynget op i morgen ved daggry. Vi er nødt til at fokusere.”

   Netop som ordene forlod hendes læber, kom to vagter og en soldat frem på gangen udenfor det mørke rum. Soldatens røde jakke og sorte hat fik ham til at ligne en karikatur af ham selv og det, han stod for. ”Bonny. Read.” Soldaten rullede noget papir ud og læste op. ”Pågrebet af kaperen Jonathan Barnet under provision af Nicholas Lawes, oktober 1720. I er anklaget for pirateri under John ”Calico Jack” Rackhams kommando og skal for domstol i morgen efter hængningen af jeres kaptajn.”

   ”Ville det ikke være bedre at hænge os sammen med resten af besætningen?” vrissede Bonny.

   Soldaten skævede til hende. ”Mændene først, derefter… damerne.”

   ”Hvorfor tøvede du, før du sagde det?” spurgte Read spotsk.

   Mændene rykkede på sig og sukkede. ”I vil blive hentet og bragt for retten.”

   ”Har vi ikke ret til et forsvar?” spurgte Bonny, som hun mærkede tålmodigheden svinde.

   Den ene vagt fnøs. ”For pirateri?” Mændene klukkede. ”Næppe. Retssagen er blot en formalitet – jeres galge er allerede ved at blive sat op.” De begyndte at begive sig væk. Latter rungede mellem murene.

   ”Vent!” udbrød Read. Mændene så monotone på hende. Hun vred sine hænder. ”I kan ikke hænge os!”

   ”Og hvorfor så ikke?”

   Read spændte i kæberne og greb fat om tremmerne. ”Jeg er gravid!” Vagterne og soldaten så befippede på hinanden. ”I vil vel ikke berøve Gud et ufødt barn?”

   Mændene så rundt på hinanden og begyndte at diskutere indædt.

   Bonny rejste sig. ”Hun er ikke den eneste!” Hun lagde en hånd på sin mave. ”Vi venter os begge.”

   Deres ord skabte røre i mændenes samtale, og snart pilede de i alle retninger for at informere de forskellige parter i den fremstående retssag.

   Bonny sukkede dybt og satte sig tilbage på bænken med hovedet i hænderne. ”Åh, hvad gør vi nu? Set vi bliver benådet vil det kun være til efter fødslen, der aldrig kommer!” Hun tog nogle dybe indåndinger. ”Nej, det er okay, det er okay Anne… Du har mindst to måneder til at finde på noget, måske tre…”

   ”Øhm… Anney…” Read satte sig ved siden af hende. ”Der er noget, jeg må fortælle dig…”

   Bonny så håbefuldt på hende. ”Har du en plan?”

   ”Nej…” Read lagde en hånd på sin mave. ”Bonny… jeg er faktisk gravid…”

   Bonny måbede. Så greb hun Reads hænder. ”Tillykke!” udbrød hun og omfavnede sin veninde. ”Åh Mary, hvor er jeg glad på dine vegne – jeg ved, du altid har ønsket dig et barn.” Hun sukkede og hvilede hovedet mod Reads skulder. ”Hvis bare vi ikke befandt os i denne situation…” Ireren lænede sig tilbage og smilede stort. ”Hvem er faren?”

   Read bed sig i læben og bøjede hovedet. ”Rackham.”

   Bonnys blik holdt sig fast ved Read i det, der føltes som timer, før hun flyttede på sig. ”Men… Rackham og jeg var partnere… Mary, du ved, hvordan han har behandlet mig… Hvor kunne du?!”

   Read rystede på hovedet. ”Undskyld, Anney – det skete bare. Det var ikke meningen, men…”

   ”Hvor længe?”

   ”Anne…”

   ”Hvor længe?!”

   Read vred sine hænder. ”Siden William fik ny mast.”

   Bonny holdt sig for munden. ”Og barnet?”

   ”Jeg er næsten en måned henne.” En øredøvende tavshed lagde sig over dem. Read så på Bonny, der holdt blikket nede. Hun nægtede at møde englænderens blik. ”Anne… sig noget?”

   Men den tidligere militære rystede bare på hovedet. ”Jeg troede, du var min ven.”

   ”Det er jeg!”

   ”Nej, du er ej!” Bonny rejste sig brat op. ”Du er præcis hvad de kalder dig! Ikke andet end en billig mær!” Hun marcherede hen i det fjerneste hjørne fra Read og holdt om sig selv, mens hun kæmpede mod tårerne.

 

Bonny åbnede øjnene. Hendes bryst gjorde ondt, men lige så langsomt mærkede hun Jamies varme ved sin side. Han lå og suttede på sin tommelfinger – en dårlig vane, hun måtte se at få ham vendt af med.

   Hun stod op med et hjerte, der bankede for hurtigt til søvn, og drog op på dækket. Hun stødte til Will, der lod skibet drive hvorhen det ville.

   ”Jeg er ked af det,” mumlede han, da hun var inden for hørevidde. ”Jeg vidste ikke, Read havde behandlet dig sådan.”

   Bonny satte sig på rælingen og fnøs. ”Du har nogle uhyggelige evner, gasón.” Hun glattede en fold på sit skørt. ”Men tak.”

   Han skævede til hende. ”Dit og Rackhams skib hed William?”

   Bonny nikkede og trak på den ene skulder. ”Rackhams skib gjorde. Jeg har mine tvivl om, hvorvidt det faktisk også var mit…” Hun sukkede og så ud over de knap eksisterende bølger. ”Det er et stærkt navn. Brugt i mange lande og kulturer.”

   Will nikkede tavst og undertrykte en gaben. ”Frøken kaptajn… hvis De ikke kan sove, vil De så overtage roret?”

   Bonny nikkede. ”Selvfølgelig – hvordan har du det?”

   Han så spørgende på hende, mens de byttede position. ”Hvad mener De?”

   Hun smilede og sendte ham et moderligt blik. ”Jeg behøver ikke specielle evner for at forstå, at du ser spøgelser, William. Du er så fuld af angst og negative følelser – jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for at hjælpe dig.”

   Han rystede på hovedet. ”Mine dæmoner er mine egne. Jeg ønsker ikke at volde skade over andre.” Kaptajnen nikkede. Hun betragtede ham for en stund, til han begyndte at rykke uroligt på sig. ”Hvad? Hvad tænker De på?”

   ”Ikke noget,” svarede hun. ”Det er rart. At tale med dig, når du er rolig.”

   Han blødte op og nikkede mod himlen. ”Jeg kan godt lide at være alene i disse timer. Vandets skvulpen og stjernernes blinken… Det er som en vuggevise.” Han fnøs, rystede på hovedet og vendte ansigtet mod plankerne han stod på. ”Sandt at sige minder de mig om Nightingale Nest. Det var ikke det nemmeste eller mest behagelige liv. Men jeg havde en familie. Et job, hvorfra jeg kunne betale mine barndomsregninger af, venner, kost og logi. Det var rart, skønt ingen ville tro mig.”

   Bonny rystede på hovedet. ”Jeg kan sagtens forestille mig det.”

   William så ud i luften. Hans smil falmede, og da han igen fik øjenkontakt med kaptajnen, var hans blik formørket. ”Min mor døde, før mine minder begynder. Hun efterlod mig med min tante, der arbejde på the Nest. Det er alt, jeg nogensinde har kendt…”

   Bonny nikkede. ”De sidste år må have været skræmmende.”

   Han sukkede. ”Du skulle bare vide…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...