Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
626Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

4. Sølv i mund, guld i øre

Det blev altid beskrevet som en ”frisk havbrise”, men da List så Amerika forsvinde bag sig, var himlen grå og vinden bidsk. Will stod bag roret og så stift frem. List stod varsomt bag sig – det var bedre at opholde sig her frem for hvor hans kniv kunne ramme.

   ”Jeg har ingen kniv på mig i øjeblikket,” vrissede William. Han så sig over skulderen og smilede charmerende. ”Men du skal da være velkommen til at lede.”

   List svarede ikke, men så i stedet ned mod kølvandet.

   ”Åh ja,” sukkede styrmanden. ”Jeg kunne jo skubbe dig ned i det.”

   ”Tør op og hold kursen.” Bonny rettede på roret, så William rettede ryggen og nikkede.

   ”Javel miss kaptajn.”

   Bonny lænede sig ud over rælingen og så med et suk mod landet, der forsvandt i horisonten. ”Jeg plejede at elske denne del.”

   List så på hende. Hendes ildrøde hår flagrede løst i vinden. ”Hvilken del, miss Bonny?”

   Hun lavede en håndgestus ud mod havet. ”Det hele. At sejle ud fra en havn. Aldrig vide, hvilken var den næste.”

   ”Men ikke længere?”

   Hun trak på skuldrene. ”Jeg har snart været på havet i 80 år. Så meget har ændret sig, List.” Hun vendte sig om og så op mod den højeste mast. List fulgte hendes blik og så på det sorte flag med de korslagte kårder. Under det blafrede en blodrød fane. ”Ved du, hvad de betyder?” List rystede på hovedet. Bonny tog en dyb indånding. ”Det røde står for nådesløs død – det andet betyder kampgejst.” hun sukkede så dybt, at det næsten lød udmattet. ”Jeg ved ikke, om jeg bør have det sorte hejst længere…”

   ”Men De elsker pirateri,” indskød List.

   ”Nej,” rettede Bonny. Hun så på ham med sine ravskinnende øjne. ”Jeg elsker frihed. Er pirateri prisen at betale, lad det da være sådan. Men at være bundet til skuden er ikke frihed, List.” Hun trak sit pandehår væk fra ansigtet og smilede til ham. ”Det er rart med lidt kødeligt selskab.”

   ”Hvis I skal i kanen, så gør det nedenunder,” vrængede Will. ”Og prøv for syndens skyld at undgå at fange fortællerens opmærksomhed!”

   Bonny himlede med øjnene. ”Det er ikke pænt at smuglytte.”

   William så sig over skulderen og skar en grimasse. ”Det er ikke pænt at piratere.”

   Kaptajnen fór op og fattede om sin pistol. ”Tving mig ikke til at sætte en kugle i dit kønne lille hoved, William!”

   ”De har allerede prøvet,” vrissede Will og så frem. ”Jeg har allerede prøvet. Alle her på skibet har prøvet, kaptajn! Jeg er lige så forbandet som De!”

   ”Pas roret, knægt!” Bonny sukkede og fugtede sine læber. ”Nåh, List – jeg kom egentlig, fordi vi har et hængeparti.”

   List så tøvende på kaptajnen. ”Jeg forstår ikke, hvad De mener?”

   Bonny trak sit hår tilbage og blottede de skinnende guløreringe. ”Vi skal have sat et sæt i dig.”

   List holdt hænderne op og bakkede. ”Bestemt ikke!”

   ”Det er obligatorisk,” påpegede Will. List så på ham. Ringene i hans ører var ikke så store som Bonnys, men de var der.

   ”Jeg er ikke pirat,” udbrød List. ”Jeg sejler bare med jer – jeg vil ikke…”

   ”Hvorfor tror du, vi har øreringene i, List?” Bonny greb fat om hans skulder og skubbede ham ned fra skansen. Hun var stærkere, end frakken lod se.

   ”Nonsens,” lo Will, mens han så ned fra roret. ”Du er bare blevet svag, List!”

   Bonny fulgte med ned ad trappen og fik List sat på en skammel, der var sat frem på dækket. ”Vi har ikke ringe i, fordi de er fine.” Kaptajnen tog en pose fra sit bælte og trak to øreringe op. Hun viste dem til List og vinkede et besætningsmedlem hen til sig. Det var en gammel mand med en halv mave, som hans skæg kun delvist dækkede.

   List tog øreringene og så på sit navn, der var graveret med ganske små bogstaver på indersiden. ”Hvad er det her?”

   ”Dit navn. Alfred Carter, så vidt jeg kan forstå.” Hun satte sig på hug foran ham og tog fat om sin ene ørering. ”Hvis du dør på denne færd, skal din familie ikke lide til last. Guldet i den ene ring betaler din begravelse – den anden forsørger din kone og dine børn. Desuden…” Hun rettede sig op og rykkede i sin ring. Et lille stykke voks blev revet med. Hun rakte det frem, så List kunne se det. ”Du får brug for høreværn, når kanonerne affyres. Såh! Hvor vil du begraves?”

   List blinkede målløst. ”Øh… Hvad?”

   Gamlingen tog øreringene. List gøs, da de stive, forrådnende fingre rørte hans kød. Manden tog et lille stykke værktøj og så koncentreret på guldet.

   ”Ja gamle Jackie skal jo vide, hvad han skal skrive – hvis du dør, hvor skal vi så sende dig hen?” Bonny satte voksen i igen.

   List sank en klump og rømmede sig. Han løsnede sin krave. Det var meget at tage stilling til. Hans første tanke var London, men inden han sagde det, rettede han sig selv: ”Brunswick, Georgia. Det er dér, min familie er…”

   Jackie begyndte at hamre de små tegn ind. List holdt øje med ham, da Jamie kom løbende.

   Drengen gav din mor noget, der lignede en gammel sytøjsæske. Hun rodede op i hans hår, knælede og kyssede ham på panden. Det gav et sug i maven på List, da han så guldet i drengens ører. ”Mange tak, Jamie – vil du ikke være en stór og finde noget vand?”

   Jamie nikkede og trykkede sig genert ind mod sin mor, mens han så på List. List smilede og vinkede forsigtigt.

   ”Mr. List er en værre tøsedreng,” mumlede Bonny og kyssede sin dreng på kinden. ”Men han er en god mand. Så – afsted med dig!” Jamie trippede ned mod kabyssen. Bonny så kærligt efter ham. ”Og jeg der ikke ville have børn… Nåh!” Hun klappede i hænderne og åbnede syæsken. Hun tog en gammel stofklud og en lille beholder op. ”Sid helt stille.” Hun dyppede stoffet i væsken i beholderen og dubbede det på Lists ene øreflip.

   Det lugtede fælt, og List skar ansigt. ”Hvad er det?!”

   ”Tag dig ikke af det – du vil ikke undvære det.” Hun lagde det fra sig på dækket og knipsede til hans øre. Han kunne ikke mærke det mindste og så bekymret på nålen, hun samlede op.

   Det gav et prik, da hun skubbede den gennem hans hud, men hans ene side føltes næsten følelsesløs. Da Jackie var færdig med den ene ring, satte Bonny den i, og processen gentog sig.

   Det var små ringe, så List kunne lige bære dem, da han så sig i spejlet. Men hvad ville Alice ikke sige?

   ”Jeg fjerner dem, inden du går fra borde,” lovede Bonny lavmælt, som om hun havde læst hans tanker. ”Hullet lægger hun ikke mærke til.”

   List smilede lettet og nikkede. Bonny rejste og strakte sig. Hun tog sit kompas op, så fremad og vendte sig mod Will, til hvem hun råbte: ”Mod styrbord! Der er torden på vej.”

   ”Javel miss kaptajn.”

 

Vinden var god de næste dage, men Bonny lod ikke til at nyde den. Hun holdt Jamie under dæk efter bedste evne, hun hundsede med besætningen og gav List absurde opgaver, som han slet ikke var kvalificeret til.

   ”Hvorfor er det nu, vi skal gøre det her?” List så på William. De to sad under dæk og bandt knuder op på gamle reb.

   ”Fordi kaptajnen siger det,” knurrede Will. Han havde været i et dårligt humør hele dagen. Bonny insisterede på, at hun skulle stå ved roret. ”Kun fordi det her også er vigtigt!”

   ”Hvor vigtigt kan det være?” spurgte List. ”Det er jo…”

   ”IKKE DIG!” råbte William. Han bøjede sig forover og hev skumlende i rebet. ”Jeg skumler ikke.”

   ”Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi skal holde os fra dækket,” fortsatte List prøvende. ”Det er en dejlig dag.”

   ”Alle skulle også under dæk på vej mod Amerika,” brummede William.

   ”Hvorfor?”

   Will så olmt på List og rynkede på næsen. ”Fordi vi sejlede ind i bermudatrekanten i går. Kaptajnen har sejlet her tusindvis af gange, men…”

   ”Der er altid en tosaitheoirí, der ødelægger det hele.” List så på Bonny, der kom frem i det lille lastrum. Jamie holdt fast i hendes skørt og så nysgerrigt på mændenes arbejde. Han holdt Mis i sine arme. ”Pas på Jamie – Harry prøver at gøre ham til sin drikkepartner igen.”

   ”Hvad er der med bermudatrekanten?” spurgte List.

   Bonny sukkede og rystede på hovedet. ”Storme, hvirvelstrømme…” Hun smilede drilsk. ”Pirater.” Hun klappede Jamie på hovedet. ”Såh – opfør dig ordentlig, mens jeg er væk.”

   ”Ja mam.” Jamie satte Mis fra sig. Katten strøg sig op ad hans ben og luntede med løftet hale hen til William, der aede den på hovedet.

   ”Jeg har det bedst, når jeg selv styrer skibet,” sagde Bonny til List. ”Pas nu godt på min dreng.” Hun forlod dem. Jamie kom hen til Mis og så på William, der akavet vinkede til drengen.

   ”Såh, Jamie…” List rømmede sig. ”Hvor gammel er du?”

   Jamie tænkte sig lidt om og holdt så seks fingre op. ”Fem år, sir.”

   List smilede overbærende og kom hen til drengen. Han rørte hans fingre, mens han talte. ”Én, to, tre, fire, fem… og?”

   Jamie så på sine fingre og lyste op. ”Seks! Jeg er seks år, sir!”

   ”Nåh!” udbrød List. ”Jamen så er du jo en stor dreng!”

   Jamie nikkede ivrigt. ”Ja! Jeg må hjælpe mr. Harry med kartoflerne og alt muligt!”

   ”Hold da op… Kan du godt lide at sejle?”

   ”Mhm.” Jamie kløede sig i det ene øje. ”Men jeg kan ikke li’ tordenen.”

   List rynkede panden. ”Hvad for en torden?”

   ”Kanonerne,” mumlede William. Han smed det sidste reb fra sig og så på sine flossede negle. ”Jeg går op i min kahyt.”

   ”Mr. William, har De flere honningbolsjer?”

   William så målende på Jamie. ”De vil måske gerne have et, mr. Bonny?”

   ”Ja tak,” smilede Jamie.

   Will smilede venligt og lænede sig frem mod drengen. ”Bare ærgerligt.” Med de ord forlod han kahytten.

   Jamie stak underlæben ud og lagde armene over kors.

   ”Hey…” List lagde en hånd på hans skulder. ”Hjælp mig med at samle rebene. Okay?”

 

Musik bølgede over dækket som vandet under William. Rackham svang Read rundt i en livlig dans mellem de andre drukkenbolte på skibet. Bonny lo lavmælt, mens hun blandede vand og rom med citronsaft og sukker.

   Skønt de havde mistet fire store poser til de dybe vande, havde de nu 36 sække med sukker ombord. Det skulle nok give en pæn indkomst i Singapore.

   Bonny lagde hovedet bagover og bundede sit krus, før hun stavrede hen til Rackham og Read. ”Må jeg bryde ind?”

   Read bukkede fjollet og bakkede væk. Rackham rakte Bonny en hånd, som hun villigt tog imod.

   Han havde stadig krudt i ansigtet, og matrosen, der havde fyldt den med løst krudt, havde fået lov at tilbringe natten for enden af et reb under prægtige William. Det skabte striber i hans brune hår og skæg, og hans blågrå øjne mindede Bonny om et oprørsk hav.

   ”Du kæmpede bravt i dag,” roste Rackham.

   ”Så du siger, du tog fejl?”

   Han fnøs. ”Bliv nu ikke for kæphøj.” Han greb fat om hendes liv og svang hende rundt.

   ”Næh nej du!” Hun slap ham og satte hænderne i siden. ”Jeg er ikke én af dine franske duller. Stram dig an, John.”

   Rackham smilede udfordret. ”Jamen dog! Den militære har da vist fået en sjus for meget!” Han klappede rytmisk i hænderne. ”What will we do with the drunken sailor? What will we do with the drunken sailor?” Bonny himlede med øjnene, men andre pirater stemte i – selv Charlie begyndte på sin harmonika. ”What will we do with the drunken sailor, early in the morning?”

   Mange stemmer på William sang i kor: ”Way hay and up she rises! Way hay and up she rises! Way hay and up she rises, early in the morning!”

   Bonny sprang op på en tønde og greb Rackhams hat på vejen. ”Shave his belly with a rusty razor! Shave his belly with a rusty razor! Shave his belly with a rusty razor, early in the morning!” Besætningen hujede og sang omkvædet i kor. Read sprang op til Bonny, og i kor skrålede de næste værs: ”Put him in a long boat till he's sober! Put him in a long boat till he's sober! Put him in a long boat till he's sober, early in the morning!”

   ”Way hay and up she rises” genlød over dækket, indtil Rackham greb Bonny og sprang rundt med hende over skulderen. ”Stick him in a barrel with a hosepipe on him!” hujede besætningen, mens Bonny grinende hamrede på kaptajnens ryg for at komme ned. ”Stick him in a barrel with a hosepipe on him! Stick him in a barrel with a hosepipe on him, early in the morning!”

   Rackham satte Bonny fra sig, og hun gik i gang med en livlig can-can arm i arm med Read, mens de to i kor hujede i takt med besætningens klappen og piften: ”Put him in the bed with the captain's daughter! Put him in the bed with the captain's daughter! Put him in the bed with the captain's daughter, early in the morning!”

   I takt med omkvædet sparkede de to pirater så højt som muligt, så skørterne fløj omkring dem. Besætningen hujede og piftede som de barberer, de var – men Bonny lo hjerteligt, da hun tog Reads hænder. De sprang rundt i ring og hylede: ”That's what we do with a drunken sailor! That's what we do with a drunken sailor! That's what we do with a drunken sailor, early in the morning!

   ”Way hay and up she rises” gav stadig genlyd, da Bonny faldt om i Rackhams arme. Hun lo og sprudlede.

   ”Så har du vist fået nok, Anney.” Han løftede hende op og signalerede til Read, at han ville tage hende med ned i kahytten.

   ”Slip mig din indtørrede søslangemide!” Hun slog ud med armene og vred sig, da de kom under dæk. ”Jeg er Anne Bonny! Jeg skal sprætte dig op og tvinge dig til at æde dine egne indvolde!”

   ”Såh såh,” lo Rackham og lagde Bonny på den store seng. Hun sukkede og så sig fortumlet omkring. Han strøg hendes ansigt og tørrede smuds af hendes kind. ”Du er så smuk, Anne.”

   Hun fnes og slog ham blidt for panden. ”Har du tænkt dig at udnytte en fordrukken ungmø, Jack?”

   Han smilede bidskt til hende. ”Det ville jeg, men her er ingen.” Han kyssede hende i nakken.

   Bonny trak sit tørklæde frem og tørrede forsigtigt hans ansigt. ”Ikke i aften. Jeg er for træt.”

   ”Mhm, det tager ikke så lang tid,” mumlede han og begyndte at fumle med hendes snøre.

   ”Jack,” sagde Bonny bestemt. ”Jeg sagde ikke i aften.”

   Rackham sukkede og hvilede sin pande mod hendes skulder. ”Fint.” Rackham rullede væk fra Bonny og tog en cigaræske fra en reol. ”Vil du have en?”

   Bonny rystede på hovedet og dækkede sit ansigt med sine hænder. ”Nej, jeg har drukket for meget.” Hun satte sig op med et suk.

   Rackham tændte en cigar over et stearinlys og sugede ind. Han pustede ud og lagde hovedet tilbage, hvorefter han smed sig på sengen. ”Marijuana er fantastisk.”

   ”Det får dig til at lugte rådden.”

   Rackham klukkede og rakte ud efter hendes ben. Han kyssede hendes knæ. ”Åh Anne – du og jeg er rådne helt ind til marven.”

   Bonny spændte i kæberne. ”Det passer ikke.”

   Rackham fnøs og satte sig på knæ. ”Virkelig?” Han rykkede tættere på, så deres knæ mødtes. Så greb han fat om hendes ansigt, så cigarrøgen skar hende i næsen. ”Hvor mange kvinder ville forlade deres ægtemand til fordel for livet på havet?”

   ”James er en god mand,” protesterede hun. ”Han fortjener bedre end mig.”

   ”Fordi du er rådden.” Rackham blottede sine brunende tænder og snusede til hendes bryst. ”Og jeg elsker lugten af råd.”

   ”Du er ulækker.” Hun slog ham forsigtigt på hovedet. ”Gå i seng.”

   ”Ikke uden dig.”

   ”Som om jeg skulle dele seng med dig i denne tilstand,” gøede hun. Hun prøvede at vriste sig ud af hans greb, men han vred hendes ene arm om på ryggen og tyngede hende ned mod sengen. ”Jack, hvad er det du gør?!”

   ”Åh Anne…” Rackham lænede sig ned over hende og slikkede hende på kinden. ”Du ved, jeg ikke kan lide ikke at få min vilje.” Han strøg hendes ryg og satte cigaren i munden. Han bandt hendes hænder sammen med hendes eget bælte. ”Lig stille – jeg vil så nødig gøre dig ondt.” Han trak hendes underklæder ud under skørtet. Bonny begyndte at sparke, men Rackham satte sig på hendes ben og tyssede på hendes. Han lænede sig frem og kyssede hende på ryggen. Bandt hendes snører op og blottede hendes ryg. ”Anne – en dag skal vi to giftes. Og du skal have mine børn. Okay?”

   ”Slip mig Jack!”

   Hun kunne høre ham løsne bæltet. Hendes hjerte hamrede i hendes ører. Hun kneb øjnene sammen og begyndte at skælve, da tårerne pressede sig på. Med en klagen pressede hun ansigtet ned i tæpperne.

 

Bonny åbnede gispende øjnene. Mis løftede hovedet og så nysgerrigt op. Kaptajnen så sig forvildet omkring og snappede efter vejret. Hun bed de spage hulk i sig og lod tårerne løbe, mens hun i underkjole svøbte hun et sjal om sig og forlod sengen.

   Hun begav sig op på dækket. William mødte hende, da hun kom op under stjernerne. Hans øjne var tørre, men han havde et underligt udtryk. ”Kaptajn Bonny… Jeg anede ikke…”

   Hun sank en klump og slog blikket ned. ”Har ”fortælleren” sladret om mig?”

   ”Sæt hende ikke i gåseøjne, hun er ganske virkelig og forfærdelig ond.” Will nikkede mod ireren. ”Ellers havde hun ikke gjort dét mod dig.”

   ”Det var Rackham, der…”

   Bonny gispede, da William lagde armene om hende. Han var vokset, siden hun havde sat ham af i Dover, og han var nu halvandet hoved højere end hende. Han holdt så ømt om hende, som kunne hun knække i hans arme. Et øjeblik stod hun stivnet. Men så tøede hun op og lænede hovedet ind mod hans skulder. Han havde været igennem det samme som hun. Som den eneste i verden forstod han hende.

   ”Selvfølgelig gør jeg det,” hviskede han og strøg hendes hår.

   Bonny rynkede panden. ”William… Hvem styrer skibet?”

   Han fór sammen og pilede op til roret. ”Beklager kaptajn!” udbrød han og rettede kursen op.

   Bonny lo og satte sig hen på rælingen. Stjernerne blev genspejlet i bølgerne. Det var en rolig aften. Trekanten var mild under denne gennemsejling.

   Nogle af lysene i vandet blev klarere. Bonny smilede, da velkendte ansigter dukkede op under overfladen. Deres blege øjne så nysgerrige op på hende, men mundene smilede, da de genkendte hende. De dykkede og hentede deres søstre.

   Bonny vinkede til de lysende skabninger og rystede på hovedet. ”Beklager,” sagde hun. Hendes stemme lød som en nål mod stof i den stille nat. ”Jeg kan ikke tage jer ombord.”

   ”Hvad er de for nogle, kaptajn?” Williams halvskræmte stemme lød fra skansen. ”Jeg er ikke skræmt, jeg er-”

   ”Det burde du ellers være,” afbrød Bonny. ”De er oceanider. De opsøger altid Dødssejleren, når vi krydser gennem Djævlens Trekant.” Hun så op på styrmanden. ”Jeg må kun samle de mandlige sømænd op. Disse kvinder kunne lige så godt være mig. Bare hold kursen.”

   Han nikkede og rettede blikket frem, selvom han indimellem skævede ned mod vandet.

   Bonny så ned på oceaniderne. Nogle prøvede at bryde overfladen, men de var for evigt fanget i havet.

   ”Sig mig, William – hvor er Jamie?”

   ”Nede i Lists kahyt, miss kaptajn.”

   Bonnys hjerte sprang et slag over. Hun så forskrækket på sin førstestyrmand. ”Hvad laver han dér?”

   William trak på skuldrene. ”De hyggede sig så meget, at List lod ham sove hos ham.” Will skævede ned til kaptajnen. ”Bare rolig, kaptajn. Jeg har ikke sagt noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...