Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
619Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

9. Særen syn

Det var de mest mærkværdige ting, man så i trekanten. Da Bonny endnu var sengeliggende, sejlede William Dødssejleren forbi et gigantisk skib lavet udelukkende af skinnende metal. Det lignede en grå hval, der flød over vandet. Det havde ingen master men lavede en forfærdelig larm. Bonny styrede skibet omkring middag den følgende dag, og en hvid, lagdelt ark strøg forbi dem. Den skabte røre i vandet, så alle måtte fare til deres poster. Runde mennesker rettede små kasser mod dem. Lys og lyn skød ud fra dem. Mis hvæste, og Bonny affyrede et skud mod dem, der fik båden til at sætte farten op.

   Små kanoer kunne indimellem ses suse forbi, primitive mennesker så op på dem og skreg. En aften skiftede vejret pludselig fra klart til stormvejr, og jernfugle regnede fra himlen. Runde skyer med mennesker under sig dalede mod havet, men vejret fortrak sig og folkene forsvandt, før de ramte overfladen.

   Bonny havde beordret Jamie til at blive i kahytten, så han ikke skulle se alle disse foruroligende syn.

   Men endelig kunne Bonny proklamere, at de var ude af ”Djævlens Trekant”. List stod og talte med hende ved roret. De betragtede Jamie, der legede med Mis på dækket.

   ”Fortæl mig om din familie,” bad Bonny.

   List smilede skævt. ”Min hustru hedder Alice. Hun er skotsk. Vi faldt i snak i New York, mens vi ventede på vores papirer – jeg tilbragte ugevis dér. Vi sneg os ud for at se byen, den er så lille sammenlignet med London…” Han sukkede, da minderne kørte gennem hans hoved. ”Men du vil ikke tro, hvor mange djævle, der var. Jeg kunne ikke holde det ud, så da jeg fik mine papirer, drog jeg ind i landet. Jeg boede hos indianerne i et stykke tid, og tog så til Georgia – det var dér, Alices mor havde fortalt mig, de ville tage hen. Jeg fik mig et stykke land og byggede en gård op med pengene fra…” En klump satte sig fast i hans hals, og hans mave føltes pludselig ubehagelig.

   ”Miss Campos milits?”

   Han nikkede. ”Ja… Alices mor var død, mens jeg havde været væk, og hun boede hos sin søster og hendes mand. Vi giftede os og fik Marianne kort tid efter.”

   ”Du har to døtre, ikke sandt?”

   Deres ansigter dukkede op for hans blik. Mariannes store, brune krøller og Ellens nysgerrige, grønne øjne. Et stik ramte hans hjerte. Han savnede Alices varme krop ved siden af sig om natten. Hendes evindelige support og usikkerhed i nærheden af indianerne. ”Jo,” mumlede han.

   Bonny så på ham. ”Du savner dem.”

   ”Selvfølgelig gør jeg det.”

   ”Hvorfor tog du så med?”

   Han så ned på knasterne i plankerne under sig og trak på skuldrene. ”William fik det til at lyde som om, Maria var her. At jeg havde et formål, at…” Han sukkede og rystede på hovedet.

   Bonny tøvede. Så smilede hun til ham og prikkede til ham med sin støvlespids. ”Der er noget, jeg skal fortælle dig.” Hun havde dæmpet sin stemme. ”Kom…” Han trådte nærmere. Bonny nikkede ned mod Jamie. Selv mandskabet lod til at holde af ham, og han syntes ikke at have noget problem med deres rådnende lemmer. ”Jeg troede ikke, jeg kunne få børn.” Hun lagde fraværende en hånd på sin mave. ”Da jeg fandt ud af det, sejlede jeg efter hans far, men han var allerede væk. Vi sejlede til Singapore og lå i kaj, til jeg skulle føde.” Hun skar en grimasse. ”Det gjorde ondt som ind i Helvede, men da jeg først havde ham i mine arme…” Hun sukkede. ”Han var den dejligste lille skat jeg nogensinde havde set.”

   List smilede og nikkede. ”Jeg kan huske, hvordan det var at få Marianne og Ellen hjem første gang.”

   Bonny tog en dyb indånding. ”Ja, men… List… Jeg frygter, at Jamie kommer til at vokse op… uden en mor.”

   Englænderen så forbløffet på Bonny. Kaptajnen blinkede hurtigere. Hendes øjne var en smule røde, og scener og muskler i hendes hals var spændte. ”Bonny…”

   ”Jeg har en dårlig fornemmelse. Jeg er træt. Jeg tror, det her bliver min sidste sørejse.”

   List vendte sig med front mod hende. ”Jamen… Han er kun et barn, han kan ikke klare sig uden Dem.”

   Hun nikkede. ”Jeg ved det godt. Jeg ved det godt… Det var derfor, jeg sendte bud efter dig…” Hun så op på ham. ”Jamie har brug for sin far.”

   ”Jeg vidste det!” lød Williams fjerne råb.

   Et øjeblik gloede List bare på hende. Så blinkede han et par gange og så på Jamie. ”Jeg… Jeg har en søn?”

   Hun nikkede. ”Ja.”

   ”Er De sikker?”

   Bonny lo tomt. ”Du er den eneste mand, jeg har haft i årevis.” Hun rettede ryggen og lagde en hånd på hans arm. ”Så? Hvad tænker du?”

   Lists tunge føltes som uld. Hans hals snurrede sig sammen, og med ét forvandledes den legende dreng til det yndigste væsen på jorden. Hans øjne begyndte at svie. ”Jeg har en søn,” mumlede han og dækkede sin mund. ”Jeg har en søn!”

   Bonny gav ham et sidelæns klem. ”Han ligner dig mere end jeg bryder mig om,” lo hun. Med en dæmpet stemme tilføjede hun næsten hoverende: ”Men han har et irsk temperament!”

   List lo tørt og nikkede. ”Selvfølgelig.” Han skævede til kaptajnen. ”Han har jo kun været sammen med Dem.”

   Bonny måbede og stødte til List med hoften. ”Du.”

   ”Hva’?”

   Bonny sukkede og lænede sig ind over roret. ”Lad os være dus – du kan ikke være des med dit ældste barns moder.”

   List gispede og slog hænderne for munden. Han kunne mærke sine nakkehår rejse sig. ”Hvad vil Alice ikke sige?!”

   Kaptajnen forholdt sig tavs, mens Lists tanker snurrede. Endelig åbnede hun munden. ”Jeg har ikke fortalt ham det.” Hun knugede sine hænder på det glatte træ. ”Jeg vidste ikke hvordan.”

   Englænderen placerede sin hånd på irerens skulder. ”Skal jeg?”

   ”Nej!” udbrød hun hurtigt. ”Nej… sammen.” Hun sukkede og så på Jamie, der løb efter Mis ned til kahytterne. ”Jeg elsker ham så højt… Han skal ikke tro, jeg ikke holder af ham.”

   ”Bonny.” List fangede hendes blik. ”Jeg kan ikke forestille mig et scenarie, hvor du vil fremstå sådan.”

   Hun fnøs og så væk. ”Du er alt for god ved mig, List.”

 

Jamie plirrede med øjnene. Så bredte han armene ud og omfavnede List. ”Hej athair,” mumlede han ind mod hans bryst.

   List lagde armene om ham og strøg hans hår. Han så på Bonny, hvis øjne var blanke. Hun bed sig i læben og så smilende på sin søn. ”Du er ikke vred på din mor – vel?”

   Jamie rystede på hovedet og så på Bonny. Han rakte en arm ud, og Bonny lænede sig ind i krammet. List kyssede først kaptajnen på håret, så Jamie på panden.

   ”Hvorfor forlod du os?”

   Drengens spørgsmål skar sig gennem List som en nål. Han så ned på de store, grønne øjne, der mindede ham alt for meget om sine egne. ”Jeg… Jeg forlod jer ikke, Jamie…” Han strøg sin søns kind. ”Jeg vidste ikke, din mor var blevet gravid.” Hans hjerte satte farten op. Han huskede ikke sin egen far. Det eneste, han havde fra ham, var en rusten daggert, der på nuværende tidspunkt lå gemt under hans madras hjemme hos Alice. ”Jamie?” Jamie så op. ”Du har to søstre. Marianne og Ellen.”

   Sønnen så på sin mor. ”Hvorfor er de ikke på skibet, mam?”

   Bonnys blik flakkede. ”Det er ikke mine døtre, Jamie.”

   ”Hvorfor ikke?”

   ”Jeg har en kone,” forklarede List langsomt. ”Hendes navn er Alice. Vi bor sammen i Amerika.”

   Jamies mund gled lidt åben. Han så skiftevis fra sin mor til sin far. ”Så… I skal ikke være sammen?”

   ”Nej, Jamie.” Bonny strøg hans hår. ”Men det betyder ikke, vi ikke elsker dig.”

   Jamie kneb øjnene sammen og skar en grimasse. ”Kommer athairs familie og bor med os her?”

   List rystede på hovedet. ”Nej – jeg ved ikke helt, hvad der kommer til at ske.”

   Jamie vippede med sine fødder og nikkede. ”Okay…” Han så op på Bonny. ”Hvad skal vi have til aftensmad?”

   Bonny lo hjerteligt og trak Jamie ind til sig. List smilede lettet og så på drengens rødbrune hår. Det var lige så pjusket som hans eget, om dog Bonnys krøller sprang igennem hist og her. Sikke en dejlig dreng.

   Et halvråddent lig vaklede ind og begyndte at vrøvle. Bonny spærrede øjnene op. ”Han hvad?!” Hun lagde hænderne på Jamies kinder. ”Jamie, stór, mam er nødt til at se til mister William. Vær sød og hjælp Harry i kabyssen, men lad være med at drikke noget – okay?”

   ”Ja mam.”

   Bonny fór ud af døren. List smilede til Jamie, der pilede af sted, og fulgte selv efter kaptajnen.

   Han fandt hende i hendes egen kahyt. Hendes hoved var næsten lige så rødt som hendes hår, og kæben var centimeter fra gulvet. List bremsede op og så forbløffet på William, der sad mageligt tilbagelænet i den rødpolstrede stol med fødderne på Bonnys mahogniskrivebord.

   ”Goddag igen,” smilede han. Hans øjne glødede gyldent som kaptajnens. Et sort pentagram roterede nær pupillen. ”Hvordan går det?”

   ”Vrede?” List rømmede sig, da en lidt for lys stemme slap ud.

   William fnøs og strakte sig, så stolebenene skrabede mod gulvet. ”Nej, mine panderynker kommer fra solskin og ponyer.” Han glattede sin pande og rømmede sig. ”Jeg tænkte, jeg ville poppe forbi og advare jer.”

   ”Hvorfor?” Bonny samlede sig og trådte et skridt frem. ”Hvad får du ud af det?”

   Vrede smilede triumferende. ”Altså for det første er din koordinationsevne rædselsfuld, Anne. Du har virkelig brug for min hjælp.” Bonny knyttede næverne, så de begyndte at sitre. ”Desuden havde William brug for en pause,” mumlede han. ”Det stakkels kræ ser flere spøgelser end dig, List.”

   ”Jeg kan sagtens guide os frem til Lilith,” hvæste Bonny. ”Skrid tilbage til Helvede!”

   ”Åh, jamen ser du, det kan jeg slet ikke,” lo Vrede og lagde en hånd for hjertet. ”Jeg har holdt kære William i live de sidste 7 år – hvis jeg forsvinder nu, ja, så dør han!”

   ”Hvad?” List trådte frem og så Vrede i øjnene. ”Hvad taler du om?”

   Vrede smilede lidt for bredt. ”Åh, jeg er så glad for, at du spørger!” Han sprang på benene og trak let og elegant sin trøje over hovedet.

   Lists mave vendte sig, og han måtte holde en hånd for munden og koncentrere sig om ikke at kaste op, da dusinvis af hæslige ar mødte hans blik. Williams krop var dækket af dem. De bulede op og snoede sig, han havde brændemærker og markeringer fra piskesmæld. Et sted var hans hud forvreden og deform, som havde nogen kogt det, og han havde endnu enkelte åbne sår. Foruden det var der det hvide ar på hans hoved.

   ”De ting, du fik ham til at gå igennem…” Vredes stemme var lav. Han fløjtede imponerende. ”Og det kalder mig en synd.” Han blottede charmerende sine tænder. En enkelt var lidt for hvid. En protese? ”Bingo! Elfenben, for at være eksakt – takket være kaptajnen.” Vrede sukkede og betragtede List med et imponeret blik. ”Altså, List… Pisk, ild, kirurgi, operationer, voldtægt, omvendelsesbehandling… Hader du ham virkelig så meget?”

   List åbnede munden for at tale, men hans krop vibrerede så meget, at ikke ét ord slap ud.

   ”Lad mig gætte.” Vrede tog trøjen på igen og kastede kedsommeligt med hovedet. Med en barnlig stemme klagede han: ”Det var ikke min mening! Jeg vidste det ikke! Jeg ville aldrig skade William!” Han lavede en opkastende lyd og himlede med øjnene. ”Det tog mig århundreder at få en ny krop – og jeg har vagt en pokkers god én, for med den behandling, han har fået, slipper han mig ikke foreløbigt.” Vrede satte sig op på bordet og lagde Williams lange ben over kors. ”Hvorfor ser du sådan på mig?” spurgte han List. ”Kunne det tænkes, at det flamboyante ikke er så slemt endda?” Han sendte et luftkys mod englænderen, der veg tilbage.

   ”Det var dråben!” snerrede Bonny. Hun drog sin pistol og rettede den mod ham. ”Forsvind!”

   Vrede fnøs. ”Det tør du ikke.”

   ”Én…”

   ”Vi ved begge to godt at-”

   ”To…”

   List brød ind. ”Øh, Bonny…”

   ”Tre!”

   Williams ansigt skiftede fra selvfedenhed til chok, netop som kuglen bragede mod hans pande. Hans krop kollapsede ned på gulvet. Bonny satte pistolen tilbage i bæltet og gik hen til ham. Hun knælede og betragtede hans ansigt. Øjnene var vidtåbne, men det gyldne veg for det blå. Hans bryst bevægede sig ikke. Heldigvis var der heller ikke blod fra såret.

   Wills mund sprang åben, da han trak et dybt, rallende hvæs af luft ind. Han hostede og vendte sig på siden. ”Du skød mig!” hylede han.

   ”Såh såh…” Bonny hjalp ham på benene. ”Kom, jeg hjælper dig tilbage til din kahyt.”

   Williams ben skælvede, mens han lod Bonny føre sig ud. Han klamrede sig til hende. Sveden drev ned over hans ansigt og blandedes med tårerne. Hun hviskede beroligende til ham og signalerede til List, at han skulle åbne døren.

   Da Will endelig lå i sin seng, spjættede han nogle gange og gispede så. Hele hans krop blev slap, og han så op på Bonny med et nær euforisk udtryk. ”Der var en mand…”

   Bonny rynkede panden. ”Hvad?”

   Will blinkede langsomt. ”Der var en mand… Han svømmede… fra landet nedenunder.”

   ”Du taler i vildelse.” Bonny strøg hans pandehår væk. ”Hvil dig.”

   Bonny og List var på vej ud, da William med rusten stemme sagde: ”Kaptajn…” Bonny så hen på ham. Hans øjne var halvlukkede, og han var ved at glide ud af bevidstheden. ”Pas på… nøkken.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...