Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
619Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

1. Prolog

NOTE:

Dette er efterfølgeren til Ravnekrigen. Plotforståelse og karakterer er sammenhængende med denne. Dette er desuden første, uredigerede udgave. Da jeg bruger automatisk orddeling på Word, kan der muligvis være visse steder, hvor ordene er delt såle-des.

 

Den bagende sol måtte vige for en frisk havbrise. De blå bølgetoppe glimtede som stjerner fra himlen, og det lune træ lugtede af lak. Bonny lænede sig ud over lukafet og lukkede øjnene, så det salte vandt ramte hendes ansigt. Hun så på skibet, der langsomt forsøgte at vende om.

   ”Det røde flag er hejst, miss militære.”

   Bonny så på bådsmanden, der stift gjorde honnør. Hun skævede op, hvor den blodrøde fane blafrede, og smilede skævt. ”Nuvel Eduardo – sørg for at Richard har styr på kanonerne.”

   ”Javel miss!” Han pilede straks væk fra den rødhårede pirat, der igen gav sig til at skue mod målet.

   ”Fyrre sække sukker,” lød en stemme bag hende. ”Hvor mange tror De, vi kan nå at få, før vi må på tilbagetog, miss militære?”

   Bonny så sig over skulderen med et selvsikkert grin. ”Den alle, hr. captaen – og der bliver ingen tilbagetog! Ikke for os, i hvert fald!”

   Rackham kom leende hen og lagde en hånd på hendes skulder. ”Det er den rette ånd!” Han tøvede og gned sit brune skæg. ”Hør, Anne…” Han sænkede stemmen. ”Burde du ikke gå under borde?”

   Bonny så stramt på kaptajnen. Hun satte hænderne i siden og fnøs. ”Betvivler du stadig min kampgejst, Rackham?”

   ”Kampgejst, nej – forstand, derimod…” Bonny himlede med øjnene og slog ham på brystet. ”Du er en fremragende militære og en brav kriger.” Han rykkede nærmere og strøg hendes hofte. ”Men jeg vil også gerne have små Rackhamer ombord en dag.” Han kyssede hende på halsen. ”Og…”

   Hun puffede ham væk og lagde en hånd på sin kårde. ”Jeg er ikke så nem at få ned, Rackham. Desuden agter jeg ikke at få børn – hverken med dig eller nogen anden mand.”

   ”Sig nu ikke det, Anne…”

   ”Miss militære?”

   Rackham sukkede. ”Tænk over det. Okay?” Han gav hende et klap bagi og trådte forbi piraten, der var kommet op på lukafet.

   Read kom op på Bonnys side. ”Vi har god vind,” meddelte hun og pegede frem mod skibet. ”Deres sejl er ødelagt af gårsdagens uvejr.”

   Bonny hævede sin kikkert. Ganske rigtigt havde de ikke sænket sejlene, skønt William halede ind på det. ”Er kanonerne istandgjorte?”

   ”Ja, miss militære.” Read tøvede. ”Sig mig… Har vi planer om at udvide vores flåde?”

   Bonny sukkede og nikkede. ”Ja, men ikke med dét skib – det er i rædsom stand, og hellere stjæle et nyt end at bruge vores erobringer på at ordne sejlene.” Hun trak sit hår op og samlede det bag sig i en hestehale. ”Er alle poster bemandede?”

   ”Ja, miss militære.”

   Bonny fnøs. ”Her er ingen andre, Mary – kald mig Anne.”

   Read smilede skævt og lagde armene over kors. Hendes musebrune hår sad i en rodet knold, der var ved at falde ud af båndene. ”Jeg respekterer dig som min overordnede, Anne – det er der vel ikke noget galt i.”

   Bonny lo og pustede en hårlok væk. ”Har vi rom nok til i aften?”

   ”Ja – det er citronerne, det kniber med.”

   ”Skal vi ikke regne med, at de har nogle ombord?” Bonny strakte sig. ”Nå, jeg må vel hellere forberede mig – Rackham kan ikke klare en kamp hvis ikke jeg holder øje med ham.” Bonny skulle til at gå, men Read greb fat om hendes håndled.

   ”Anne…” Hun lænede sig nærmere og dæmpede stemmen. ”Har I talt om… du ved?”

   Bonny himlede med øjnene. ”Jeg agter ikke at bære Rackhams børn, Mary.” Hun lænede sig frem og kyssede sin veninde på siden af munden. ”Et barn ville være en belastning for skibet. Og gå så under borde. Jeg kan høre de klaprende matroser helt heroppe.”

   Read trak på skuldrene. ”Måske er de bange.”

   Bonny fnøs og slog med håret. ”Hvad skulle de være bange for?” lo hun hånligt. ”De har været i kamp før.”

   Read nikkede. ”Måske er de bange for dig.”

   Bonny rynkede panden og skulle til at protestere. Men Read fangede hendes blik. Hendes solbrune hud var blevet grå. De grønne øjne var matte i de udsultede øjenhuler, og hendes hår hang fedtet ned om hendes ansigt.

   Den militære bakkede forsigtigt væk. Read lagde hovedet på skrå og så sørgmodigt på hende. ”Du forlod os, Anne.”

   Bonny rystede på hovedet. ”Nej, jeg…”

   ”Du forlod mig.” Kvinden trådte et skridt frem. ”Hvor kunne du? Jeg troede, vi var venner?” Skyerne over dem tættedes og blev sorte. Kold vin vred sig om Bonny og rev i hendes skørt. ”Hvordan kunne du efterlade os, Anne?”

   ”Mary, hvad er der med dig?!” Bonny så sig om efter en flugtvej. Men tomme skaller af pirater kom vandrende mod hende.

   ”Hvor tog du hen?” spurgte Read. ”Hvorfor forlod du os?” Piraterne kom nærmere. Bonny bakkede yderligere og stødte mod rælingen. Mary rakte ud efter hende. ”Hvorfor, Anne? Hvorfor?” De kom nærmere. Bonny holdt vejret og lukkede øjnene. Spidse fingre greb fat i hendes tøj. Mørke skygger indkapslede hende. Hun kastede sig bagover. Håret piskede om hende. En klokke kimede i det fjerne.

 

Bonny satte sig op med et sæt, inden hun ramte overfladen. Hun gispede efter vejret og så sig forvildet omkring. Sveden drev ned over hendes ansigt. Hun rakte ud efter væggen og lod sine fingre glide over de udskæringer, hun havde påført den i løbet af de sidste årtier.

   Lettet åndede hun ud og så rundt i sin kahyt. Det var de samme møbler og tæpper som altid. Dødssejleren lugtede som den plejede, og selvom hendes hjerte hamrede en anelse hurtigere end normalt, skulle et mareridt ikke slå hende ud. Tågeklokker kimede udenfor skibet.

   Hun rejste sig og trak i støvler og frakke. Et øjeblik stod hun og så på sine skælvende hænder. Hun lukkede øjnene og fattede sig med et par dybe indåndinger. ”Du er skør som en æske frøer,” mumlede hun og gik hen til vandfadet. Hun plaskede vand i hovedet og gik op på dækket.

   Det var endnu mørkt, og en kold vind strøg ind fra Themsen. Hun gik op til roret, hvor styrmanden stod fast på sin post. Han lettede på hatten, da hun viste sig, og hun bøjede kort hovedet. Han manglede en del af sin brystkasse, men armene var stærke og hjernen delvis intakt.

   Lysene fra London omgav dem, indhyllede i den tåge, byen havde ry for. Hun var ikke sikker på, om hun nogensinde havde sejlet denne rute, men de havde sat sejl mod styrmandens hjemstavn.

   Hun lænede sig op ad rælingen og indåndede hørmen fra byen. Enkelte små både drev forbi, men langt de fleste var i havn. Enkelte vagtposter sad på dækket og spillede kort i lanternernes skær.

   Styrmanden lagde til ved en havn. Bonny gik ned på dækket og så ned mod gaderne.

   Dette var det tætteste hun ville komme på land. Når dagen gryede, ville handlende komme ombord på skibet og købe ind af de stjålne goder. Men skulle en tyv være blandt dem, ville kun en kugle kunne forfølge ham.

   Bonny sukkede og hvilede armene på skibet. Gad vide, hvad der var blevet af den tyv, hun frivilligt havde taget ombord for det, der føltes som evigheder siden.

   Skønt intet slemt var hændt, siden hun havde sat ham af med nonnen og drengen i Dover, var havene stadig i oprør. De dødelige, hun ansatte til at styre skibet, gik i forrådnelse og blev før eller siden til skum, og kølhalede sømænd blev fortsat samlet op. Intet havde ændret sig.

   En kat hvæsede på land. Bonny så hen mod kræet, der med rejste børster luskede ud fra en gyde. Kaptajnen rynkede panden, da den nærmede sig skibet. Kun Mis, skibskatten, hun havde taget med fra et angreb for nogle år siden, turde blive på skibet. Andre dyr undgik det sædvanligvis. Så hvad fik nu dette væsen til at komme til Dødssejleren frem for Londons sikre mørke?

   En lurvet skikkelse kom langsomt vaklende ud fra selvsamme gyde. Katten hvæste og styrtede ned ad gaden.

   Bonny lagde en hånd på sin pistol og løftede vagtsomt hovedet. Den fremmede bevægede sig i ujævne ryk og slog sælsomt med hovedet. En hysterisk klukken og en stank af blod blev båret op mod piratskibet.

   ”Hvem dér?” kaldte Bonny.

   Styrmanden kom hen til hendes side. Han kneb de halvrådne øjne sammen og snøftede. ”Et spøgelse, kaptajn?”

   Bonny spændte hver en muskel i kroppen. Spøgelser var forfærdeligt svære at slippe af med – det burde hun af alle vide. Umulige at slå ihjel, umulige at leve med.

   Skikkelsen kom nærmere, og den overspændte latter døde ud. Den fremmede bar hvidt tøj fra top til tå. Spænder og seler prydede trøjen. Håret var revet af i totter. Tynde, blege hænder blev løftet mod skibet. ”Jeg ønsker hyre!” lød en uhyggeligt kontrolleret stemme.

   Bonny skævede til styrmanden. ”Vi har ingen ledige stillinger. Vig bort!”

   Den fremmede sænkede hænderne og bakkede vaklende. Bonny mærkede sine nakkehår rejse sig. Der var noget uhyggeligt bekendt ved den ukendte på gaden.

    En pistol blev rettet hurtigere end Bonny kunne opfatte. Et skud blev affyret. Styrmanden gryntede og gjorde sig skilleøjet, så han kunne se det rygende hul i sin pande. Så faldt han bagover og holdt op med at bevæge sig.

   ”Du mangler en styrmand,” lød stemmen.

   Bonny slog hænderne for munden og så lamslået ned på kajen. ”Hvordan gjorde du dét?!” udbrød hun. De andre på dækket var begyndt at samles for at se, hvem der havde slået deres udødelige kammerat ihjel.

   Manden løftede hovedet. Bonny holdt sit vejr, da de klare, blå øjne mødte hendes gyldne.

   ”Sænk landgangsbroen,” beordrede hun.

   Snart efter var den knap så fremmede på vej ombord. Bonny mødte ham for enden af broen. Hun greb fat om hans ansigt og så måbende på ham. ”Ved alle have, hvad er der sket med dig?”

   Mandens blå øjne havde sprækker af noget gyldent i sig, og sorte skygger lå under dem. Hans udsultede ansigt lignede det på skibets døde besætning. Et ar strakte sig på hans skalp, og blodstænk dækkede hans tøj.

   ”Jeg ønsker hyre,” gentog han lavere. En nerve sitrede under hans ene øje, og han udbrød en sær fnisen.

   Bonny sank en klump og nikkede. ”Vent på mig i min kahyt.” Uden et ord forlod manden hende med forsigtige, hårde skridt. Han knurrede af alle, der kom for tæt på, så selv dødningene holdt afstand. Mis fulgte nysgerrigt efter ham.

   ”Miss kaptajn.” Bonny så på den enørede kok, der forsigtigt nærmede sig. ”Mister Jamie er vågen. Skal jeg give ham en flaske rom?”

   Bonny rynkede på næsen. ”Er du gået fra forstanden, din stook?!” Hun gned sin næseryg og tog en dyb indånding. ”Jeg tjekker op på ham. Herren i min kahyt har måske brug for noget.” Hun fugtede sine læber. ”Gå ned og se, om William ønsker noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...