Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
604Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

8. Over ild

”Buh!” hylede William. ”Den titel stinker!”

   ”Hold nu din kæft!” skreg List. ”Agata! Hvad fanden i Helvede har I gang i?!”

   Agata betragtede ham uimponeret fra trætronen, hvorpå hun havde sat sig. Muntre amazoner holdt liv til bålet. Væsken i gryden boblede allerede, og Agatas kvinder så ud til at have slebet deres knive til en passende skarphed. ”Tal ikk’ min navn, mand.”

   ”Agata, du vover ikke at skade dem!” Bonny vred sig for at slippe fri fra de reb, der holdt hende til tronen. Hun var vågnet omkring solopgang, da Agata var stødt til dem.

   ”Jamen kaptn – mand på Deres skib ikke være frisk.”

   Bonny så måbende på amazonen. ”Du kan ikke være alvorlig!” Hun slog hovedet mod mændene, der stod bundet lidt for tæt på ilden. ”I vil ikke virkelig spise dem – vel?!”

   William rettede sig op og smilede kækt. ”Endelig!” Han lo lystigt. ”Jeg er en mand!”

   ”Bare fordi en kvinde spiser dig, betyder det ikke, du er en mand,” knurrede List utålmodigt.

   ”Jeg talte ikke til…” Will rynkede på næsen. ”Ad… Helt ærligt!”

   List klukkede, men latteren hørte op, da en kniv blev boret ind i træet over hans hoved. En amazone nedstirrede dem, til de krympede sig.

   ”Vi ofre til mitéra Harmonia,” fortsatte Agata. Hun løftede hånden og vinkede. To krigerkvinder var straks ved Lists side og skar ham fri. Hans kamp mod dem kunne sammenlignes med en bille mod en fugl, og snart var han bundet på ny, denne gang til et stenbord.

   Kvinderne fjernede hans tøj og begyndte at male ham med den hvide kalkfarve, de selv havde båret ombord på Dødssejleren.

   William skævede ned ad ham og fnøs. ”Og du kalder dig selv en mand?”

   ”Kan vi fokusere på noget andet?!” hylede han. En amazone proppede vindruer i hans mund. De bristede, og en sød saft gled ned i hans hals. Under andre omstændigheder ville den have været velkommen – men hans svælg begyndte at lukke sig. Han gispede. Ilten gled ikke ned i lungerne. Druerne stoppede hans mund og saften snørede halsen sammen.

   Kvinderne gjorde plads for én af deres ældre, der begyndte at tage mål af de hvide streger med en kniv. Tårerne væltede op i Lists øjne. Træerne blev længere.

   Amazonerne var kommet efter dem, mens han og Will endnu lå og sov. De havde set til, mens bålet var blevet klargjort.

   ”Stop!” hylede Bonny. ”I kan ikke gøre det her!”

   ”Det være hellig ritual.” Agatas stemme var næsten irettesættende. ”Hvorfor De tro, vi leve længe? Mitéra få sjæl, vi få krop, og guder beskytte Themiscyra.”

   ”Mod hvad?” Bonny fangede Agatas blik. ”Ingen ved, at I findes! Øen her er ikke på noget søkort, jeg besidder, og jeg har dem alle! I er i sikkerhed, så hvorf-” Agata løftede kedsommeligt sin hånd, og Bonny blev kneblet.

   Krigerdronningen rejste sig og bredte armene ud. Den ældre ved siden af List nikkede og skulle til at skære for. Han lukkede øjnene. Galde blev fanget bag muren af vindruer. Syren skar i hans hals.

   Noget eksploderede over ham. Kvinderne hylede op. List vendte blikket mod himlen, der snart blev skygget af Jamies fregnede ansigt. Han tog druerne ud af Lists gab og skar hans reb over. List vendte straks om på siden og spyttede bræk ud på jorden.

   Jamie skubbede ham ned fra bordet og fulgte efter, da en sky af pile sendtes mod dem. Jamie gav List en af hans egne daggerter i hånden. ”Tag mister William,” bad han. ”Jeg får mam med tilbage til skibet.”

   List nikkede kort. ”Javel hr.”

   Jamie smilede bredt. Han manglede en kindtand, den næste var allerede på vej ud. Lists mave fyldtes af noget ukendt. Men Jamie pilede videre, og han måtte ryste det af sig.

   Pilene ophørte kort. List sprang ud fra sit skjul og gemte sig bag træet, der holdt Will fast.

   ”Faktisk er det rebene, der holder mig fast,” rablede den unge mand. ”Og jeg rabler ikke, jeg påpeger bare, at-”

   ”Hold nu kæft,” sukkede List og skar hans reb over.

   Will gned sine håndled og nikkede. ”Og nu til Bonny.” Før List kunne nå at bede ham følge med til skibet, var William på vej mod trætronen. Agata havde fattet sit spyd, og hun og de andre amazoner lod ikke til at gå ned uden kamp. ”Goddag de damer! Lad mig hjælpe med ilden!” Will sprang mod dem. Flammer omgav hans hænder.

   Amazonerne bakkede væk fra ham med enorme øjne. Han gik roligt hen og brændte Bonnys reb over. Kvinderne omkring dem genvandt deres fatning og gik til angreb.

   Williams ild susede rundt om dem. Han greb Bonnys hånd, og sammen spurtede de efter List og Jamie.

   Amazonernes lange ben bar dem hurtigt gennem junglen. List brændte de planter, der stod i vejen for dem, væk, og inden længe kom Dødssejleren i syne. Det var drevet lidt ud, men det udøde mandskab lod til at have det under kontrol. Jamies lille skikkelse stod i stævnen og råbte ordre, der lød umiskendeligt som Bonnys.

   Da de nærmede sig med kvindehæren i hælene, blev en stige kastet ned i vandet. Bonny sprang ud i vandet og begyndte at svømme mod den, men William stoppede brat.

   Bonny trådte vande og så først på ham, så på kvinderne, der begyndte at kaste spyd mod ham. ”William! Kom nu!”

   Han så sig forhutlet omkring og slog ud med hænderne. ”Jeg kan ikke svømme!”

   ”For fanden da!” skreg kaptajnen. Hun piskede ind mod land og trak ham med ud. ”Har du nogensinde set en frø?” William nikkede. ”Gør som den – men lidt hurtigere!”

   Selvom hun måtte hjælpe ham med at holde sig oven vande, bevægede de sig fremad. Agata skreg inde på vand. Hendes spyd fór gennem luften.

   Bonny gispede, da spidsen gravede sig ind under hendes ene skulderblad. Blodet strakte sig ud i vandet i en tynd snor, mens hun stædigt begav sig videre mod stige.

   William fik først fat i stigen. Han holdt fast i den og trak Bonny hen mod den. Efter hende kom han op ad vandet, netop som en haj kom i syne i det fjerne.

   På dækket hjalp List Bonny op. Han trak spyddet ud og knappede hendes skjorte op, så han kunne inspicere såret. William kom op bag dem og dumpede ned på underlaget.

   ”Mam?” Jamie kom hen til Bonny. ”Er du okay?”

   ”Det er ikke så dybt,” lovede List. ”Men De skal ikke betjene roret i et stykke tid.”

   ”Hvordan ved du det?” spurgte kaptajnen spidst.

   ”Muscogee på min jord har en fremragende medicinmand, han tilså mig for nogle år siden, da jeg fik en hakke i foden.”

   William skar en grimasse. ”Hvordan fik du en hakke i foden?”

   ”Har du sluttet fred med indianerne?” spurgte Bonny undrende.

   ”Kender De indianere?!” udbrød Jamie ellevild.

   List sukkede. ”Jeg kom op at skændes med en nabo, selvfølgelig har jeg det, og…” Han smilede til Jamie. ”Jeg boede hos dem et stykke tid, da jeg kom til Amerika.”

   Bonny viftede med hånden, så List fjernede sig, og trak sin skjorte op. ”Jamie.” Hendes stemme var kold som en polarvind. Jamie vred sine hænder og så ned. ”Jamie, kom her.” Han trådte nærmere sin mor.

   Kaptajnen langede ud efter ham. Et øjeblik troede List, hun ville slå ham, men hun trak ham bare ind til sig i et bjørnekram. Så holdt hun ham ud for sig. ”Du må aldrig skræmme mig sådan igen!” hylede hun. ”Hører du?!”

   Han nikkede hurtigt. ”Ja mam.”

   ”Hvad tænkte du dog på?!” skreg hun.

   Jamie trådte sig selv over tæerne. ”De ville spise mister List og mister William… Og de havde bundet dig, mam, de var ikke rare damer…”

   Bonny sukkede og lod sit hoved hænge ned. Hun rystede på hovedet. ”De var slet ikke damer, Jamie…” Hun fugtede sine læber og strøg hans hår. ”Du må aldrig gøre sådan noget igen.” Hun tog fat om hans arm og ruskede ham blidt. ”Hører du mig?”

   ”Ja, mam…” Han gav hende et kram.

   Hun lagde armene om ham og holdt ham ind til sig i nogle sekunder. Så rejste hun sig op og pegede anklagende på William. ”Og dig! Hvad tænker du på?! Tage hyre på et skib uden at fortælle mig, at du ikke kan svømme?!”

   William rejste og rettede sig op. ”Hvor skulle jeg have lært det? I Themsen?” Han fnøs. ”Og være død af pest? Nej tak!”

   ”Få det lært!” vrissede hun. ”Og…” Bonny holdt en hånd for brystet. Hun gispede og sank sammen. List nåede at gribe hende, før hun ramte jorden.

   ”Mam!”

   ”Jamie, hold afstand,” bad List. Han så på Bonnys ansigt. Noget ændrede sig ved hendes ansigt, og hendes våde hår mistede en smule glans. List løftede hende op og bar hende ned mod hendes kahyt. Jamie løb i forkøbet og åbnede alle dørene.

   Drengen blev ved sin mors side, mens hun hvilede sig. List kom op på dæk og stillede sig ved siden af William, der skuede mod Themiscyra. Da List rettede sit blik mod øen, skød hans øjenbryn i vejret. Træerne og bjergene bølgede som jorden en varm sommerdag. Bølgerne slog ikke ind mod stranden, men fortsatte gennem illusionen.

   ”Hvad i alv-”

   ”Det her sted er mærkeligt,” mumlede Will kedsommeligt. ”Themiscyra er ikke virkelig, men det er vist heller ikke helt falskt.”

   List sukkede og gned sine hænder. ”Jeg er sulten. Har Harry lavet mad?”

   ”Han har lavet noget,” gryntede Will. ”Om det er mad, ved jeg ikke helt…” En brise fik hans tøj til at bølge. Hans hår veg, så det grimme ar kunne ses. ”Nå, du skulle absolut kalde det grimt?” vrissede han og dækkede arret med hånden.

   ”Jeg…” List rystede på hovedet. ”William, jeg er ked af, at jeg satte dig på Bethlem.” Mis strøg gned sig op ad hans ben og mjavede spagt.

   ”Det er ikke godt nok.”

   List så på Will. Hans havblå blik virkede fjernt, og hver en muskel i hans krop var spændt. ”Hvad?”

   ”En undskyldning er ikke god nok.” Hans stemme vibrerede. ”Du har ingen idé om, hvad jeg har været igennem.” Et fnis undslap ham. Han tog en dyb indånding, vendte om på hælene og marcherede mod roret.

 

Mørket var totalt, da List blev vækket af Jamie. Drengen holdt en lanterne for lys og hviskede, for ikke at vække Lists kahytskammerater. ”Mam vil se Dem.”

   List nikkede og gned sit ansigt. Han fik bukser og trøje på, gled i skoene og fulgte Jamie til kaptajnens kahyt.

   Bonny sad med puder i ryggen. Jamie satte lanternen fra sig og kravlede op til sin mor. Hun gav ham et puslespil, og han begyndte at nørkle med det, mens hun så på List. ”Tak,” sagde hun lavmælt. ”Du forbandt min skulder, ikke sandt?”

   List nikkede. ”Jo – jeg sværger, jeg så ikke noget, jeg-”

   ”Det er fint,” afbrød Bonny. ”Jeg…” Hun skævede til Jamie og kyssede ham på håret. ”Jeg synes, du fortjener en forklaring. Du… så noget, da jeg kollapsede. Korrekt?”

   ”Ja, miss kaptajn.”

   Bonny lænede sig tilbage. ”Themiscyra er, så vidt jeg kan forstå, ikke en rigtig ø. Græsset er ikke græs, sandet er ikke sand, og vandet er kunstigt. Men det er en form for land. Og jeg kan ikke gå på land.” Hun holdt en hånd frem. Huden havde fået en smule mere markante rynker. ”Hver time jeg befinder mig på land, ældes jeg med fem år. Themiscyra er som sådan ikke land, så tak Himlen for at jeg ikke er død.”

   List satte sig på sengekanten, da Jamie rakte ham sit puslespil. Han tog imod det, men betragtede fortsat Bonny. ”Det er ikke så slemt,” lovede han.

   Hun lo let. ”List… Jeg var 18, da jeg opgav mig selv til skibet.”

   Det gav et sug gennem Lists mave. Bonny var en kvinde skøn som få, men han ville have sat hende til at være Alices eller sin egen jævnaldrende. Han så ned på puslespillet. Han drejede nogle af de små træbrikker, så de faldt i hak, og gav det tilbage til drengen, der løste resten. Med et stolt smil viste han det til sin mor.

   Bonnys udtryk var ikke, som man skulle forvente. Hun strøg hans hår og roste ham, men uro hvilede i hendes blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...