Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
607Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

16. Manden i havet

William snurrede rundt om sig selv i den sidste rus fra de sidste frugter. Det var lykkedes List at kaste dem over bord, da kaptajnen endelig var faldet i søvn, og Bonny stod nu groggy og holdt fast om roret. Hun var grå under øjnene og snerrede af alle, der kom nær – selv Jamie, skønt hun lod til at fortryde det med det samme, da han grædende løb ned til List.

   ”Og hvad har vi så lært?”

   Iren gloede olmt på englænderen og blottede sine tænder i et grumt smil. ”Tag ikke slik fra fremmede?”

   ”Hvis jeg drejer hurtigt nok, bliver solen en klat!” William udstødte en hyletone, der fik selv Jamie til at holde sig for ørene.

   ”Hold så mund!” råbte drengen arrigt.

   ”Jamie!” hvæste Bonny.

   Will holdt en hånd for brystet og så snøftende på Bonny. ”Det bliver så hurtigt store.”

   Bonny rodede op i sit hår og pustede. ”Okay, det vinder den her,” mumlede hun. William kollapsede på dækket.

   Kaptajnen tog en dyb indånding, satte hænderne i siden og så op mod de tidlige stjerner. Himlen havde fået lyserøde og gullige nuancer. Månen var intet steds at se, horisonten var blevet lilla, og vandet var roligt. ”Det her er grunden til, at jeg stak til søs.”

   List så på hende. ”Hvad?”

   Hun nikkede mod det åbne hav. ”Athair flyttede os til kolonierne længe før moderne søfart. Det var en hård tur. Nætterne var lange, og jeg var bange for, at skibet skulle synke.” Hun sukkede dybt. ”Men en nat kunne jeg ikke sove. Så jeg sneg mig ud af kahytten og op på dækket. Solen var ved at stå op, og det var det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg forelskede mig i farverne og havblikket, List, du ville ikke kunne tro, hvor fantastisk det var.”

   Han så på hendes blik, der gled længere og længere væk fra Dødssejleren, og trak på smilebåndet. ”Hvorfor flyttede vi?”

   Bonny fnøs. ”Min man var athairs tjenestepige. Hans kone var ikke just begejstret for mig, så athair flyttede til London, begyndte at klæde mig som en dreng og kalde mig Andy – kan du tro det? Så snart hans hustru opdagede det, skar hun ham af, og han flyttede mam og mig til kolonierne.”

   ”Det lyder som en hård start.”

   ”Modgang gør stærk.” Kaptajnen trak sit iltre hår om i nakken og bandt det sammen med en lædersnor. ”Jeg ville gerne kunne give Jamie en bedre tilværelse end den, jeg havde. Jeg blev tvunget til at flytte rundt, gå i bukser og aldrig lege med de andre piger. En lille pige vil bare passe ind, det samme gør sig gældende for en dreng.” Hun hvilede sin hånd mod sin kind. En rynke dukkede frem mellem hendes øjenbryn, mens hun betragtede drengen, der varsomt var begyndt at nærme sig den bevidstløse førstestyrmand. ”Jamies eneste venner er Mis og de udøde her på skibet.” Hun gned sine arme. ”Det er ikke et liv for et barn.”

   Drengen fik øje på noget mere interessant og gik hen til nogle tønder, hvorved en matros var i færd med at samle reb. Jamie hjalp ham, da de blev for tungt, og mandens hånd faldt af, så mens han satte den på igen, samlede kaptajnens søn torvene.

   List så på Jamies mor og fór sammen. ”Bonny… græder du?”

   Kaptajnen skyndte sig at tørre kinderne og rystede på hovedet. ”Sikke noget sludder! Jeg fik bare saltvand i øjet!”

   List undlod at påpege, at vandet på ingen måde kunne være nået om bord på skibet, og lagde en arm om Bonny. Han gav hende et klem. ”Jamie skal nok få et fantastisk liv. Han er blevet godt opdraget.”

   Bonny slog ham dvaskt på brystet. ”Smiger bringer dig intetsteds,” vrissede hun. ”Jeg er stadig arrig over eskapaden med Kalypso.”

 

Kaptajnen blev vækket af alarmklokkerne midt om natten. Hun sprang op fra sengen og bad Jamie lægge sig til at sove igen, inden hun sprang ud af kahytten og op på dækket.

   William havde bundet roret fast, og han, List og besætningsmedlemmerne stod nu med lanterner og lyste ned mod vandet til styrbord.

   ”Hvad i de blå bølgetoppe foregår der her?!” Bonny marcherede hen og greb en fakkel fra et lig.

   ”Der er en mand i vandet,” mumlede William. ”Ligesom overskriften forudsagde.”

   Efter at have sendt ham et kortluntet blik, strakte Bonny armen ud. ”Hallo!” Hun og Dødssejlerens yderligere beboere var tavse, indtil der lød et råb i det fjerne:

   ”Vær hilset!” Bølgernes brusen overdøvede den næsten.

   ”Svøm nærmere! Skibet rammer dig ikke!” Kort efter Bonny havde kaldt, dukkede en skikkelse op i tågen, der omgav det forbandede skib. ”Kast noget ned til ham.” Kaptajnens ordre blev fulgt, og hun råbte ned til den fremmede: ”Er De levende eller død?”

   ”Øh… Levende, tror jeg nok!”

   ”Så kan du ikke komme om bord – farvel!” Hun skulle til at give signal til William om, at de skulle styre skibet væk, men den fremmede brød ind:

   ”De er Anne Bonny! Ikke sandt?”

   Bonny stivnede og så på Will. ”Få ham hejst op – men ikke ombord!”

   Snart dinglede en absolut gennemblød herre i faklernes skær. Han grinede bredt og lettede på en usynlig hat for kaptajnen. ”Godaften!”

   ”Vi er midt i ingenting,” fremhævede kaptajnen. ”Ingen land i miles omkreds. Hvem er De, og hvad laver De her?”

   ”Jeg er Elias,” svarede manden. ”Jeg er svømmet hele vejen fra New Holland, og aldrig har jeg været så lykkelig som da jeg så den berømte Anne Bonnys kaninkranie!”

   Bonny skævede op mod det sorte flag i den øverste mast. En bid var taget af kaninøret på kraniet. Det var hendes kendetegn, men hun havde ikke før oplevet, at det faktisk var genkendelig. Hun trådte nærmere manden, der klamrede sig til de træ, der var sænket ned til ham, og snerrede: ”Hvis du ved så meget om mig, er du også godt klar over, at jeg ikke kan tage dig ombord.” Hun så på en matros. ”Smid ham over bo-”

   ”Nej!” Manden samlede bønfaldende hænderne. ”Jeg kan arbejde! Jeg er god med mine hænder, jeg er stærk, jeg kan blive en god matros!”

   Will lænede sig hen mod List og mumlede: ”Sidste gang hun fik sådan et tilbud, mistede hun en styrmand.”

   ”Og hvis skyld var det så?” snerrede Bonny til ham over skulderen. Hun vendte igen sin opmærksomhed mod Elias. ”Alle poster er besat – jeg har ikke brug for dig.”

   ”Hvad med underholdning! Jeg kan synge, jeg er en fremragende skuespiller!”

   Bonny hævede et øjenbryn. ”Jaså? Spil noget.”

   Elias gloede lidt på hende. ”Nu?”

   Hun nikkede. ”Med mindre du vil ud med hajerne?”

   ”Kære, kære veninder!” udbrød Elias med en mærkværdig, skinger stemme. ”Vi har meget til fælles. Den måde vi bare er på, - igså vores teint. Jeg er helt vild med jer, og I er søde, hvis jeg altid må være jeres egen ambassadør hos mændene. Det er derfor jeg er kommet. Lige fra torvet. Jeg gik rundt og hørte på deres mandesnak, og så kom der noget hårrejsende frem. Det er virkelig slemt, altså, og I må love mig, at I holder øjnene godt åbne, så det ikke kommer bag på jer.”

   ”Han lyder som min onkel Albert,” mumlede William rynkende på næsen.

   ”Han lyder som en svans,” knurrede List med foldede arme.

   ”Det var Kleisthenes,” smilede Bonny til dem. Fra Halløj i Thesmoforiet. Det er en græsk komedie af Aristofanes.”

   ”Så De kender teaterverdenen, kære kaptajn!”

   ”En evighed skal fyldes med ét eller andet,” mukkede hun.

   Elias foldede håbefuldt hænderne. ”Kunne det tænkes, at De ville bringe mig ombord?”

   ”Nuvel.” Bonny vinkede ham ind, men greb fat om hans krave, før bommen, han havde ligget henover, var jordnær nok til at han kunne stå. ”Men du er på prøvetid.” Hun vinkede List nærmere. Indlogér ham i din kahyt. Du har to-tre køjer til overs, så vidt jeg forstår?”

 

Elias gned sine arme og krøb ned under tæppet. Et suk undslap ham, og han lukkede øjnene. ”Vandet er bidende koldt,” mumlede han.

   ”Det kan jeg forestille mig.” List gabte og gned sin nakke. Han sad på sengekanten og betragtede sin nye værelseskammerat. ”Sig mig, Elias… Kaptajnen stiller ikke mange spørgsmål, men tillad mig: Hvad lavede du i New Holland?”

   ”Hvad mener De?”

   ”Det er en fængselskoloni. Meget langt væk.”

   Elias smilede skævt og trak på den ene skulder. ”Måske har jeg myrdet ti. Eller måske er jeg en oprørsk vagt. Det korte af det lange er, at jeg ikke er her for at skade dig, List. Godna-”

   ”Jeg har ikke fortalt dig mit navn.”

   Elias’ læber blev stramme. ”Jo, De har da!”

   List rystede på hovedet. ”Nej, du har ej. Du lyder, som om du har en mission. Normalt bliver folk skræmt af dødningene, eller modsætter sig Bonnys autoritet.” Han kneb øjnene sammen, lænede sig frem og spurgte lavere: ”Hvem er du, Elias? Hvad vil du her?”

   Elias satte sig op og gengældte Lists blik. ”Hvad rager det dig?”

   List skulle til at sige noget om Jamie – om, at Elias lige kunne vove på at skade ham eller kaptajnen, men han tav og sagde i stedet: ”Jeg stoler ikke på en pome.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...