Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

6Likes
14Kommentarer
626Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

12. Kære Maria

Bådens milde vuggen fik hængekøjen til at gøre det samme. List døsede, men sov ikke. Han havde fået den mindste kahyt for sig selv, så han ikke skulle sove blandt stanken af rådnende lemmer fra de andre matroser.

   Men der var en besynderlig ensomhed over det. At ligge alene og lytte til bølgerne skvulpe mod skroget. Indimellem knagede træet udenfor døren, når nogen humpede forbi.

   En lyd udefra fik ham til at fare sammen. Han forlod køjen og åbnede op til sit værelse. Mis strøg ind og gned sig omgående op ad hans ben. Taknemmelig for det lille kræs selskab, løftede han katten op og lagde sig tilbage. Dyret krøllede sig sammen ved hans bug, og som han strøg det over den støvgule pels, begyndte det at spinde.

   Hårene mindede om Wills, dengang de var langt og velplejet fra Londons finere produkter. Det skar List i hjertet, da han et øjeblik huskede den dreng, der havde fulgt ham og Maria rundt i Europa. Det var svært at erindre, hvordan han havde været, før Vrede havde gjort sit indtog. Hvordan var det nu, han havde smilet? Leet? List huskede det ikke.

   Men Maria… Han huskede Maria. Hendes latter, mild eller hånlig, og hendes smil, varmt som solen eller koldt som vinteren. Hendes sorte lokker og mørklødede hud, hendes stemme og accent, der fik det til at kilde i hans mave.

   Og så var der Alice. Den havn, han var landet i. Alice, der havde givet ham to skønne piger, en familie, et hjem. Alice, der havde ladet ham rejse uden hverken råb eller skænderi. Alice, der var det bedste parti, han kunne have valgt.

   Elskede han hende? Det gjorde han vel. Hun havde støttet ham, når tiderne var hårde og maden svandt ind, aldrig truet med at forlade ham eller bringe ham skam. Det var ikke den vilde, spændende mavekilden, Maria havde bragt ham – måske fordi hans følelser for hende havde været forbudte. Det var et normalt forhold. Det var den normale vej, han burde følge.

   Mis vendte sig om på maven, greb fat om hans finger og nappede i den. List lod ham gøre det og nussede ham på hovedet, til katten faldt til ro og begyndte at lukke sine øjne. Han måtte foreslå Alice, at de skulle have sådan en, når han kom hjem… Cody kunne også godt trænge til en ven.

 

List vågnede, da han holdt op med at trække vejret. Han fór sammen, så Mis sprang og med et spjæt og forsvandt fra mandens ansigt, hvor han havde hvilet sig. Katten spænede ud som besat. List spyttede kattehår ud af munden og vrissede.

   ”Athair?” Jamie stak hovedet ind. ”Hvad laver du?”

   List smilede og svang benene ud over køjen. ”Ikke noget – godmorgen.”

   Jamie rynkede panden. ”Det er middag.”

   Ud af harme havde Bonny undladt at vække List, så han resten af dagen måtte arbejde dobbelt så hårdt for at indhente sine pligter. Han skulle vaske tøj, hjælpe med aftensmaden, polere sølvtøj og give Mis et bad, skønt bæstet ikke var glad ved det.

   Og oven i det skulle han sidde vagt om natten. Hans lemmer var ømme og hovedet hang, men kaptajnen lod ham ikke gå i seng. Desuden fik højden i kragereden hans hjerte til at hamre. En engel hørte hans ømme led knirke og sendte Jamie med et spil. Efter et hurtigt slag kort lagde Bonny sin søn i seng – hun huskede selvfølgelig at sende List et olmt blik, da hun hentede drengen.

   Det var William, der stod ved roret den nat. Skibet drev, og han sørgede såmænd bare for, at det ikke krængede for meget til siden.

   Da månen stod midt over dem, dukkede Bonny op ved Lists side. Hendes vilde, røde lokker faldt frit om hendes fregnede ansigt. Hun var hoser og skjorte, hastigt påført og knappet skævt. Hun lagde armene over kors og så på ham med smalle øjne. ”Jeg burde kølhale dig for at være så længe væk med Jamie!” hvislede hun. ”Har du nogen idé om, hvor rædselsslagen, jeg har været?”

   List sukkede og rystede på hovedet. Selvom han var imponeret over, hvor hurtigt og lydløst hun var kommet op i højderne, ville han have foretrukket hende på dækket. ”Jeg har to døtre, Bonny – jeg ved, hvor uhyggeligt det er, når de ikke kommer hjem til tid-”

   ”Tre uger!” hvæste hun og slog ud med armene. ”I var væk i tre uger! Jeg troede, I var døde!”

   ”Men han har det fi-”

   ”Hold mund!” Bonny lukkede distancen mellem dem. Hun var så tæt på, at han kunne mærke hendes bryst mod sit. Med knap adskilte læber snerrede hun: ”Tre uger. Det var så lang tid, det tog mig at finde ud af, at jeg var med barn. Det tog mig yderligere otte måneder, før han var hos mig. Otte måneder, hvor jeg sejlede rundt og ledte efter dig. Du tager ham med i land i det, jeg tror er få timer, og…” Ordene satte sig på tværs i hendes hals. Hun tog en dyb indånding, mens øjnene langsomt blev blanke. ”Jeg troede, jeg havde mistet ham. Min leanbh…” Hun holdt en hånd for brystet. ”Jeg troede, du havde taget ham fra mig.”

   List lagde hænderne på hendes skuldre og fangede kaptajnens blik. ”Bonny… Det ville jeg aldrig gøre mod dig. Du har født min søn, je-”

   Hendes morderiske blik fik ham til at tie. ”Din søn? Gentag det og jeg skal få dig hængt fra den højeste mast!” Hun prikkede ham i brystet, så han måtte gribe fat om redens side, for ikke at falde. ”Jeg madede ham. Jeg skiftede hans bleer. Jeg opdragede ham, lærte ham at tale, gå, læse og løbe. Du er hans far, men han er vores søn!”

   Lamslået stod List og så på kaptajnen, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Han tørrede dem væk med sin tommel og strøg hendes hår. ”Bonny… jeg er så ked af det, jeg anede ikke…”

   ”Det er fordi, du ikke var her!” Kaptajnen trådte et skridt tilbage. ”Jeg siger ikke, at jeg havde brug for dig – jeg har ikke været afhængig af nogen, siden jeg blev bundet til Dødssejleren. Men List… prøv at forstå den situation, jeg er i. Jeg er rædselsslagen for, hvad der skal blive af Jamie.” Hun nikkede ned mod dækket. ”Hvad hvis han ender som pirat? Hvis han sælger sin sjæl, ligesom du og jeg? Hvad hvis hans hoved ender på en pæl på grund af mig?”

   ”Hør på mig.” List tog fat om hendes skuldre og ruskede blidt i hende. ”Det kommer ikke til at ske. Min far forlod min mor og mig – men jeg vil være der for Jamie.”

   Hun nikkede. ”Okay…” Tørrede sine tårer. ”Godt så… Jeg… jeg må hellere komme i seng.” Hun stod et øjeblik stille og betragtede havet. Så nikkede hun igen og begav sig nedad.

 

Det ensformige hav gjorde List rastløs. Selvom Bonny gav ham masser af opgaver, greb han sig selv i at stå og vippe med foden, mens han ventede, eller tappe med fingeren, mens han gik. Bonny tvang ham, Jamie og William til at spise citron og appelsin til næsten hvert måltid, for at undgå skørbug, men midt på Atlanten løb deres forråd ud.

   Og da lyset fra Kapstaden mødte dem 15 dage senere, efter storm og havblik, lagde Bonny Jamie tidligt i seng.

   For ud kom sukker og rom. Bonny blandede drinks, mens et halvråddent mandskab spillede op med harmonika og violin. Alkoholen slog ind, og inden længe fandt List sig selv i en dans med kaptajnen. Han kluntede frem og trådte hende over tæerne, men hun lo bare og svang rundt om ham. William overtog hans rolle, og han slog sig ned ved resten af de saltede fisk, der kun lige havde holdt til turen.

   Will gik omkuld et par timer efter midnat – fordrukken og snorkende op ad rælingen. List lagde arm med kokken Harry over en tønde. Beklageligvis faldt Harrys arm af, før de nåede at finde en vinder, så Bonny overtog hans plads.

   Hun slog sig ned over for List og trak op i sin skjorte. Han sendte hende et overbærende blik, men hun smilede tilbage som en ræv til musen og slog albuen i tøndelåget. Han tog hendes hånd, der var ru af det hårde arbejde.

   Hans muskler spændte, da kaptajnen begyndte at gøre modstand. Hun skar tænder i et sejrsberuset smil, da hans hånd begav sig nedad. Han spærrede øjnene op og lagde flere kræfter i, men før han vidste af det, løftede hun hænderne i et sejrsskrig.

   Stjernerne flød sammen med havet i takt med, at rommen gled ned i Lists svælg. Han og Bonny tumlede omkring på dækket og skreg af grin til solens første stråler oprandt. List vågnede på en sæk spirende kartofler i kabyssen. Bonny, der var vant til druk, sad og spiste morgenmad, men så snart manden prøvede at bevæge sig, ramtes han af en gennemskærende hovedpine. Han rullede op på siden og kastede op.

   Harry begyndte at sprudle og klage over ham. List løftede en hånd for at undskylde, men endte med at kaste op igen.

   Det lykkedes ham at kæmpe sig hen til kaptajnen, der skubbede en skål grå grød hen til ham. Ham puttede det i munden, men det gled ud igen, og Bonny måtte hjælpe ham i seng.

   Men på hans værelse var William ved at gennemrode hans taske. List slæbte sig hen på sengen, mens kaptajnen satte hænderne i siden og begyndte at råbe af førstestyrmanden.

   ”Hvad tror du, du har gang i, matros?!”

   Will vendte sig mod hende og bukkede dybt. ”Kaptajn.” Han så op med et krokodillesmil. ”Altid mig en glæde.” Bonny trådte tilbage. Hendes gyldne øjne låstes med Vredes. Han tog Lists rustne daggert op og så på den arme mand. ”Arh, jeg ville nu ikke kalde ham arme… måske patetisk.” Vrede slikkede langsomt sine læber, mens han betragtede det ubrugelige våben. Han viftede med bladet. ”Jeg tager den her,” erklærede han. ”Vi kan jo ikke have, at Guds tåre dukker op igen – vel?”

   Han begyndte at gå mod udgangen, men Bonny stillede sig i vejen. Vrede hævede øjenbrynene og stirrede nysgerrigt på hende. ”Ville De noget, frøken kaptajn?”

   ”Du…” Hun knyttede næverne. ”Giv William tilbage.”

   Vrede fnøs. ”Han kan knap stå på benene – næh, han tager sig en lur.” Han passerede forbi hende. Hun greb fat om hans håndled. Vrede rettede ryggen og nikkede roligt. ”Vi ankommer i Kapstaden om få timer. Det bliver dejligt at komme på land. Tror De ikke?”

   Bonny skar tænder, men hun slap Wills krop, og Vrede bragte den ud af kahytten.

   Verdenen sejlede for Lists blik. Kaptajnen kom hen til ham. ”Jeg ville egentlig havde bedt William om det…” Hun tog fat om hans hage, så han holdt fokus på hende. ”Du har bare at blive ædru, så du kan tage Jamie i land.”

 

Bonny sendte Harry til List med aralievedbendjuice. Hen ad eftermiddagen lagde Dødssejleren til Kapstaden. Jamie dukkede op og trak sin far ud ad sengen.

   Den friske luft på dækket gjorde godt. List fik klaret sit hoved. Vrede smilede kynisk til ham, da landgangsbroen blev sænket. Skibets tåge rullede ind over byen.

   ”Er du klar?” Bonny så udtryksløst på List, der nikkede og gned sit ansigt.

   ”Jeg blev født klar.”

   Bonny strøg Jamies hår. ”Jamie, kan du vise athair, hvordan man behandler havnefogeden?”

   Jamie nikkede. Kaptajnen bøjede sig ned, så hendes søn kunne kysse hende på kinden, inden han greb sin fars hånd og trak ham ned på kajen.

   Vrede fulgte fnisende efter og spankulerede ned ad gaden med hænderne begravet i lommen. Jamie så sig omkring og pegede frem. List så sig over skulderen. Bonny betragtede dem fra skibet. Noget trist havde sat sig fast i hendes ansigt.

   Jamie fik List ind på havnefogedens kontor. Det var aften, og selvom det endnu ikke var mørkt, var manden bag skrivebordet begyndt at pakke sammen.

   Det var en smal sag at få plads i havnen. Jamie havde fået en pose mønter med af sin mor, så snart var de ude i den kølige aftenluft.

   Nattevægtere gik allerede rundt, men ligeledes gik fine folk og deres slaver. List holdt godt fast i Jamie, så han ikke løb væk, og så med stor undren på de sorte mennesker, der gik blandt det fornemme stof.

   Han havde aldrig set slaver så tæt på. Deres næser var større end englændernes, og nogle af dem var hvide i hænderne. Deres holdning var sølle, og de undgik øjenkontakt.

   Både engelsk, fransk og flamsk fløj rundt i luften, samt enkelte sprog, List ikke genkendte. Det var så sandelig ikke London! Et bjerg strakte sig i det fjerne. Tykke, spøjse træer, der lignede aspargeskål, stak op de steder, de ikke var slået ned til fordel for velplejede lerhuse. Jorden var tør og luften var varm.

   Jamie travede hjemvant rundt, men da List spurgte, om han havde været der før, rystede han på hovedet. ”Vi besøger altid sådan nogle byer,” forklarede drengen. ”Jeg plejer at gå rundt alene.” Hans ansigt lyste op, og han trak List med hen til en legetøjsbutik. ”Se, athair!” Han pegede på en hest af træ. ”Hvor er den fin!”

   ”Har du ikke nok legetøj på skibet?” spurgte List utålmodigt.

   Jamie så ærligt på ham og rystede på hovedet. ”Jeg har slet ikke noget legetøj. Kun det, mor har lavet til mig. Og Mis, selvfølgelig.”

   Lists hals tørrede ud. Han tog Jamie med ind i butikken og købte hesten for nogle af Bonnys penge – han skulle nok betale hende tilbage.

   Hesten havde hjul på benene. Jamie trak den i en snor, mens de gik rundt i gaderne. Han navngav den Polly og fandt på historier om, hvor den havde arbejdet. List lo fornøjet med og rodede op i sønnens hår.

   Et skilt fangede hans opmærksomhed, da de var på vej tilbage til skibet. ”Hey, Jamie… vi skal lige herind.”

   De trådte ind på posthuset. List gik hen til disken. ”Taler De engelsk?” spurgte han.

   Manden bag nikkede. ”Så sandelig gode herre – født og opvokset i Manchester.”

   ”Kan I sende internationalt?”

   Manden nikkede og slog sig stolt på brystet. ”Naturligvis! Det vil tage lidt tid, alt efter hvor Deres brev skal hen, men vi skal nok få det frem!”

   List nikkede. ”Nuvel… To stykker papir og noget at skrive med så…”

   Jamie satte sig i hjørnet og begyndte at lege med Polly, mens List satte fjerpen for papir.

 

Kæreste Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...