Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
26Kommentarer
809Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

6. En kvinde som hende

List prøvede at fugte sin mund, men solen stod højt, og han havde ikke drukket længe. William var i gang med at tælle husene for 30. gang, og Bonny og Jamie havde været i deres tildelte hytte siden festen sluttede ved daggry. De få amazoner, der var ude, ofrede ikke deres tid på dem. En klasse sad og fik undervisning i skyggen mellem to huse. Skriftsproget lignede ikke noget, List før havde set.
   Alt åndede fred. Indimellem kom en abe lidt for tæt på, og Will snerrede af den, så den stak af.
   Agata og Bonny kom ud fra hytten. Bonny trådte ganske forsigtigt på jorden, som om hun var bange for, at den skulle opsluge hende, og rørte hele tiden ved sit ansigt og sin hals. Agata fulgte hende hen til fangerne, og ventede lidt væk.
   ”Jeg har fået lov til at tale med jer,” mumlede kaptajnen. ”Hvordan klarer I den?”
   ”Vi hænger bare ud,” mukkede William. ”Jeg kan ikke mærke mine hænder, men det er fint.”
   ”Kan vi ikke komme fri?”
   Bonny så beklagende på List. ”Jeg har prøvet at overtale hende hele dagen, men de er ikke lige-frem glade for mænd her.”
   ”Hvor kommer børnene så fra?”
   ”Man ældes ikke på øen. De fleste er tusinde år gamle.”
   List måbede og så på Agata, hvis ungdommelige udseende lod til at være så robust som en klippe.
   En lille abesprang ned på Williams pæl og pillede ved hans hår. Han hylede forskrækket, og aben skyndte sig væk. ”Kan vi i det mindste få noget at spise?”
   Bonny så på Agata. ”Jeg kan spørge…” Hun gik hen til hende og begyndte at tale. Bonny var selv en høj kvinde, men hun gik kun Agata til brystet.
   Amazonen lagde armene over kors og skulede hen mod fangerne. Så trak hun på skuldrene og gik hen til dem. Hun løsnede deres reb, men holdt dem nu som hunde i snor. ”Gå!” De trippede forsig-tigt af sted. Bonny fulgte Agata. Jamie blev passet af byens ældste – de elskede at have et rigtigt barn i landsbyen.
   Lidt væk fra byen lå et kalkbrud. Agata bandt List og William til hver deres pæl, men denne gang havde de mere snor, så de kunne bevæge sig rundt. Hun pegede på to hakker, efterfulgt af fem tril-lebøre. ”Mad når de er fyldt.”
   List så klagende på Bonny, der smilede skævt og trak på skuldrene. Hun kom hen til ham og hvi-skede: ”Jeg skal nok få os væk herfra, men…” Hun smilede. ”Synes du ikke, der er er spændende?”
   ”Jamen Bonny,” mumlede List sammenbidt. ”Vi skulle jo-”
   ”I gang!” Agata vinkede Bonny hen til sig. Kaptajnen lod sine fødder slæbe over stenene, hun ikke havde mærket i evigheder. ”Hvordan kan rejse med sådanne?”
   Bonny lo og rystede på hovedet. ”De er ikke dårlige mænd. De er bare…” Hun pustede en hårlok væk. ”Mænd. Tro mig.” Hun gned sine arme. ”Jeg har kendt værre.”
   Agata satte sig på en sten. ”Harmonia så godt i mand – i Ares.” Bonny satte sig på en solrig plet. ”De fik barn. Flere.” Hun sukkede. ”Men han forlod hende. Hun død af sorg. Vi blive efterladt, så vi passe på hinanden.” Hun spændte sin biceps og smilede kækt. ”Vi kan klare!”
   Bonny snoede sit hår om sin finger. ”Men savner I aldrig at tingene var som de var?”
   Agata trak på skuldrene. ”Det være længe siden. Vi ikke huske andet liv.”
   ”Hm…” Piraten sprang på benene og tog en dyb indånding. ”Mænd er ikke så slemme – bare, du ved… Halvdumme.” Hun pegede på Agatas spyd. ”Må jeg se?”
   Agata rakte hende våbnet. Træet var stærkt og olieret, og bronzespidsen skinnede i solen. ”Jeg lave selv.”
   Bonny hævede øjenbrynene. ”Waow, det er virkelig godt håndværk!”
   Agata rettede ryggen og smilede. ”Du selv lave?” Hun nikkede mod Bonnys pistol.
   Ireren lo og rystede på hovedet. ”Åh nej, nej, det kan jeg slet ikke finde ud af.” Bonny løsnede pistolen og fyrede op i luften.
   Agata fór sammen og faldt ned fra sin plads. Hun holdt en hånd for brystet og så målløst op efter skuddet. ”Som Zeus!” udbrød hun. ”Fantastisk!”
   Bonny trak på skuldrene og satte pistolen i hylsteret igen. ”Agata… Har I aldrig overvejet at rejse væk fra Themiscyra?”
   Agata satte sig op ad stenen og rystede på hovedet. ”Hvor vi tage hen?” Hun løftede sin hånd. Den var meget større end Bonnys. ”Vi være kæmpe for menneske.” Hun smilede og rystede på ho-vedet. ”Vi nyde besøg udefra. Skibe drive ind, sælge til os, det være rart.”
   ”Jeg har aldrig hørt om en ø her. Den var ikke på noget kort – og jeg har ellers sejlet disse vande tynde.”
   Agata lo. ”Themiscyra kun ses under Mars og fuldmåne.”
   ”Men hvorfor har ingen skibe berettet om jer?”
   Amazonen syntes et øjeblik at blive en smule stram. ”Vi foretrække anonymitet. De forstå?”
   Bonny nikkede og kløede sig i nakken. Hun havde en dårlig vane med ikke at efterlade overle-vende – kun én mand til at fortælle resten. ”Jah, det gør jeg vel.”

Mågerne skreg uden for vinduerne. Mændenes drukkenskab kunne stadig høres ovenpå. Read hav-de låst døren og sad med Bonny på sengen. Bonny havde sit ødelagte skørt i hænderne. Hun skæl-vede stadig lidt, og indimellem gled en sagte tåre ned ad hendes kind.
   ”Jeg forstår ikke, at Rackham kunne finde på sådan noget,” mumlede Read.
   Bonny snøftede og tørrede sine øjne. Hun smilede gennem tårerne og fnøs. ”Årh hold op Mary – det er jo ikke fordi han ikke har gjort det før.”
   ”Jo, men… Det er jo dig, Anne.”
   Bonny trak på skuldrene. ”Jeg tror, Rackham er ligeglad.”
   Read gned hendes skuldre og gav hende et knus fra siden. ”Gør det stadig ondt?” Bonny svarede ikke. Read strøg hendes hår. ”Måske skulle du bare… opgive ham?” Bonny rettede sine grønne øjne mod sin veninde. ”Altså, han er jo ikke god for dig.”
   ”Jeg kan ikke bare… Hvordan skulle jeg overhovedet gøre det? Han er kaptajnen.”
   Read fnøs og rystede på hovedet. ”Og du er Anne Bonny – kan du huske ham bejleren fra Cuba? Hvad var det, du gjorde med ham?”
   Bonny rødmede. ”Jeg puttede kabysslam i hans sko.”
   ”Og?”
   Den militære vred sine hænder. ”Og hans mad.”
   ”Og du har jo været gift før – det slap du da rimelig godt fra.”
   Hun sukkede og gned sit ansigt. ”Måske skulle jeg være blevet med James.”
   Read fnøs. ”Søde Anne – hvem var det, der brændte din fars plantager af?”
   ”Det er jeg ikke ligefrem stolt af…”
   ”Og hvem var det, der brugte måneder på at banke beskidte sømænd til plukfisk, for at blive mili-tære?”
   ”Mary…” Bonny så på sin veninde. ”Rackham er ikke som noget af det. Han er-”
   ”Han er en mand, Anne.” Read holdt Bonnys hoved ind mod sin skulder og gav hende et klem. ”Og ingen mand skal behandle dig sådan!”
   Bonny så på gulvets ru brædder. Rackham havde forladt hende efter sine gerninger, og efterladt hende alene til sagte gråd, indtil Read var dukket op. ”Har du nogensinde tænkt på at tage tilbage til England?”
   Read tøvede. ”Selvfølgelig.”
   ”Hvorfor har du ikke gjort det?”
   Hendes veninde sukkede dybt, trak på skuldrene og rystede på hovedet. ”Havet er mit hjem nu. Jeg nyder at lytte til mågerne, når jeg vågner, og mørke bølgerne vugge mig i søvn.”
   Bonny gned sin hud, der føltes kold og tør. ”Jeg tror, jeg tager på land i et stykke tid.” Hun ven-tede, at Read ville modsige hendes idé, men kvinden holdt sig tavs. ”Bare et par måneder…”
   ”Det lyder som en glimrende plan.” Read lagde en arm om hendes skulder og gav hende et klem. ”Indrømmet kunne jeg selv godt bruge en pause fra de ferskvands-ål, der kryber rundt på dækket, men…”
   Bonny smilede til hende og nikkede. ”Det er okay.”
   Read fnøs og nikkede op mod dækket. ”De æder og drikker som havde vi plyndret hele øhavet.”
   Den rødhårede lo og rystede på hovedet. ”Jeg håber, Rackham har sit hyr med dem!”
   ”Mon Jorge har tømt øllet endnu?”
   ”Jeg tvivler!” Bonny lænede sig ind mod Reads skulder og så ud i luften. ”Tror du, jeg kan klare mig selv?”
   Read strøg hendes hår. ”Selvfølgelig kan du det. Du er 18 år gammel og har sparket mere røv end den her gamle hejre.”
   ”Du er 36 år gammel, Mary,” vrissede Bonny. ”Hold op med at kalde dig selv gammel!”
   ”Min tante Silvia fik gigt før hun blev 29,” påmindede Read.
   Bonny rynkede panden. ”Var det ikke hende, der arbejdede på et vaskeri?”
   Read sukkede længselsfuldt. ”Hendes tøj duftede altid af parfume.”
   ”Luksus…” Ireren betragtede sine negle. Huden i hendes hånd var blevet hård af pistolen – en handske af hårdt tjent frihed, om man ville. Det var ikke nemt at kæmpe for respekt hver eneste dag, og ærligt talt glædede hun sig til at holde en pause. Om ikke andet, så for at glæde sig til at vende tilbage til havet.
   De glade stemmer fra oven begyndte at råbe op. Bonny og Read fór sammen, da alarmklokken begyndte at kime.
   Bonny sprang på benene og smed hurtigt sin kjole til fordel for en skjorte og et par bukser. Read var allerede ude af døren, da den militære tog sit trofaste våben og ilede ovenpå.
   Rackham stod og snøvlede ordre til mændene, der faldt over deres egne fødder i drukkenskab. Read greb fat om Bonnys arm, da hun trådte af trappen, og ledte hendes opmærksomhed ud mod havet.
   Et skib nærmede sig med stor hast. Kongens farver vajede i mørkets milde vind, og under det kunne man skimte det sorte flag, kun ved hjælp af lysene fra dækket. Det løb Bonny koldt ned ad ryggen.
   ”Read, fat Deres våben,” beordrede hun. ”Vi har jamaicansk selskab.”
   ”Hvad vil de med os?” snerrede Read. ”Vi har ikke angrebet nogle engelske skibe i ugevis.”
   ”Vi har afskåret dem fra udenlandske varer,” svarede Bonny, mens hun prøvede at måle afstanden mellem dem og skibet. ”Vi har længe været en torn i Jamaicas øje!” Med de ord satte hun i løb mod kanonerne, hvorover de døddrukne sømænd hang og brølede af grin. ”Lad kanonerne! Rub neglene, kom så, kom så!” Mændene fór sammen og tumlede rundt for at adlyde hende. Enkelte gloede åndsforladt efter hendes barm, men det ordnede hun med et blik fra de koldeste vande.
   ”Hey!” Rackham greb fat om Bonnys arm og trak hende omkring. Hendes hjerte begyndte at ham-re voldsomt, da hun mødte hans blik, og et sært hysteri fossede rundt i hendes blod. Hun prøvede at hive sin hånd til sig, men han tog hårdere fat. Et øjeblik følte hun sig fristet til at stampe ham over foden, men modstod og makkede i stedet ret. ”Sheg a shapshajnen!” snøvlede han. ”Og det a sheg, der shir ordre sher!”
   Bonny sank en klump og rettede ryggen. ”Med forlov, her shapshajn, så er De ude af stand til at fuldføre Deres pligt-”
   Rackham slog Bonny så hårdt, at hun faldt til jorden. Hun ømmede sin kind og slikkede blod væk fra sin læbe. Hun knugede om pistolen og tog en dyb indånding. Kaptajnen greb fat i hendes krave og hev hende på benene, så hendes mave blev blottet. Han skubbede hende væk og viftede med sin pistol, så han vaklede to skridt til højre. ”Kom shå af shted med shig!”
   Anne prustede og snurrede om på hælene. Hun trampede op til roret, for bedre at kunne holde øje med modstanderen.
   Det første skud blev sendt mod dem, men kuglen ramte i vandet. Rackham gav ordre til, at mæn-dene skulle affyre mod skibet, men idioterne gav sig til at skyde med deres håndvåben ned mod træet under dem. Anne gned sit ansigt.
   ”Read!” kaldte hun. ”Kom hid!”
   Read ilede op til hende. Styrmanden skævede til dem, hans kinder og næse blussede rødt, og ind-imellem hikkede han. Ikke den mest pålidelige mand til at styre William.
   ”Det her bliver en hård kamp, men de har ikke hejst det røde flag, så der er en chance for at over-leve. Rackham er ikke til nogen hjælp, ej heller er resten af mandskabet.”
   ”Hvad skal vi så gøre?” jamrede Read.
   ”Find det længste reb, der er bundet til masten,” bad Bonny lavmælt. ”Bind det fast til så mange ben du kan få fat på, eksklusiv vores, og bind enden til Rosa. Er rebet ikke langt nok, så bind det sammen med mere.”
   Read så en smule bekymret på Bonny. ”Anne,” hviskede hun så, ”er du okay?”
   Bonny smilede og nikkede. ”Det er en skør plan, men stol på mig!” Et fornøjet smil sneg sig frem på hendes læber. Read gjorde honnør og gjorde, som der blev sagt. Adræt som en kat i ly af mørket viklede hun rebet om tre sømænds fødder, og fortøjede enden på galionsfiguren i den anden ende af skibet. Bonny tog roret, da Read gav tommel op, og holdt det roligt.
   Kongens skib nåede dem. Rackhams forpulede mænd kunne knap holde sig på benene. De jamai-canske soldater begyndte at skyde mod piraterne. Read løb mod Bonny. Sømændene tumlede rundt og faldt enten blødende eller fordrukne om på dækket.
   Da Read var nået op til roret og havde sparket den fordrukne styrmand ned ad trappen, hjalp hun Bonny med at rive roret til siden. William bragede ind i sin sidemand. Masten på det fjendtlige skib krængede ind over dem, og fjenden snublede ned på dækket. Kvinderne trak af al kraft roret til den modsatte side. Træet i skroget knagede i protest.
   Da skibene var adskilt, bragede piraterne igen mod jamaicanerne. Soldaterne, der var på vej mod Bonny og Read, mistede fodfæste. Igen trak de roret væk. Masten bragede, da den knækkede og faldt mod modstanderens skib. De tre fastbundne pirater fløj hylende med – én var allerede om-kommet. Bonny trak sin pistol og løb mod masten. Hun sprang op på den og løb mod skibet med den britiske fane.
   En mand med en hvid paryk mødte hende med en grimasse, der slet ikke klædte hans fine uniform. En sømand kom løbende mod hende. Hun snurrede rundt og sparkede ham i ansigtet. Kaptajnen rettede sit våben mod hende, men hun greb én af hans egne mænd og holdt ham frem, så han pare-rede kuglen med sin pande.
   ”Jonathan Barnet – har jeg ret?” Hun skød mod ham, men ramte forbi, og satte i løb. Han prøvede at skyde efter hende, men hun trak sin kårde og sprang på ham. ”De forstår vel, at det er ubehøvlet ikke at introducere sig for en dame!”
   Barnet stoppede hendes klinge med sin egen og rynkede på næsen. ”Jeg ser ingen damer her, suc-cubus!”
   Bonny havde næsten trængt kaptajnen op i en krog, da to mænd kom ham til undsætning. Hun bakkede væk og fik skudt én af dem, men den anden strejfede hende med en kugle.
   Hun begravede ham i en dynge af irske eder, mens hun stak kården gennem hans mave og skød i blinde mod Barnet.
   Read sprang frem bag hende og affyrede sit våben mod kaptajnen, der kun lige nåede at springe i dækning. Mens han søgte skjul, ilede de to kvinder tilbage til deres eget skib.
   Allerede på masten blev de mødt af modstand. Mens de balancerede på det glatte træ, blev skud fyret mod dem fra deres egen båd. Bonny spredte sine ben og gled rundt om masten, Read fulgte trop. De greb fat i de rebstumper, der hang derfra, og kæmpede sig ombord på skibet.
   De lykkedes dem at nedlægge fem mand, men deres held løb snart ud. Kuglerne var opbrugt, og kårderne blev taget fra dem. Brutale hænder greb dem bagfra og bandt dem sammen til fjendeski-bets mast.
   ”Guvernør Lawes vil fryde sig, når han ser, hvad vi har med hjem.” Barnet smilede grumt til Bon-ny og Read. ”Fortæl mig, de damer… Hvad afholder mig fra at lade mine mænd have deres vilje med jer?”
   ”Jo, ser De kaptajn… Deres mænd er alt for travlt optagede med at fylde hinandens rø-”
   Barnet slog Bonny så hårdt, at hun kunne høre sin kæbe knase. Han greb fat om hendes hår og hvislede i hendes ansigt: ”Tal ikke sådan om mine mænd!”
   Hun spyttede en blodklat op midt i hans ansigt. Han sprudlede og slap hende. Mens han trak et lommetørklæde, en vimset ting kun briter ville tage ombord på et ellers så stærkt skib.
   Hendes øje fangede Rackham, der sad og hang med hovedet ved den modsatte mast. Hans næse var rød som det svin han var. Han var bundet sammen med fem andre besætningsmedlemmer.
   ”Brænd deres skib.”
   Ordren lød i Bonnys baghoved. Selvom det smertede hende, var dette ikke noget nyt. Soldaterne kastede olie og ild mod William, der inden længe brændte bag dem.

Bonny slog øjnene op. Hun lå og så op i det flettede loft, mens hun gennemarbejdede sin drøm. Kampen i Jamaica stod klart i hendes erindringer, selv i dagtimerne. Den hjemsøgte hende.
   Ude af stand til at falde i søvn igen, satte hun sig op og så på Jamie, der lå og sov i en seng ved siden af hende. Hun kyssede ham på panden og tog sin jakke.
   De sære lyde fra skovene på Themiscyra var hende ukendt, men beroligende. Natlige fugle og brølende bæster kunne høres i det fjerne. Lydløst som de, der holdt øje med hende, bevægede hun sig gennem landsbyen. En kat mjavede udenfor en hytte. Den tav og holdt øje med hende, til hun var drejet om et hjørne. Hun havde altid fundet natteluften forfriskende.
   Stemmer fangede hendes opmærksomhed. Hun gik mod madhytten, hvorfra en liflig duft strøm-mede. Måske ville en bid brød få hendes nerver til at slappe af?
   Hun forstod ikke amazonernes sprog. Men noget fangede hendes blik, da hun passerede det åbne vindue. Hun dukkede sig instinktiv og så undrende ind på den store gryde, der simrede over åben ild. Hvad var det for et tidspunkt at koge suppe på?
   To amazoner stod og kiggede frem og tilbage i en bog, hvis sider var krøllede og gulnede af tid.
   Bonny stillede sig på tæer i ly af mørket for bedre at kunne se. Hun spærrede øjnene op og holdt en hånd for munden for ikke at gispe. Hun vendte sig om – og stod ansigt til ansigt med Agata.
   ”Hvad lave De her?”
   Bonny sank en klump. ”Hvorfor laver de mad midt om natten?”
   Agata lagde en hånd på hendes skulder og ikke så meget førte som trak hende med sig væk fra køkkenet. ”De forbedre særlig middag – De være gæst med ære.”
   ”Hvilken slags middag?” Bonny vred sig fri. ”Jeg så tegningerne. Hvor er William og List?”
   ”De være fin.” Agata bøjede sig fremover og så på kaptajnen med et ubehageligt blik. ”Pas De bare dreng.”
   ”Jamie er en stor dreng, svar De hellere på mit spørgsmål!”
   Agata greb Bonnys hår og trak hende med sig. Ireren vred sig og slog ud efter hende, men noget ramte hende i hovedet fra oven, og alt gik i sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...