It's Acting - Harry Styles -PAUSE-

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2018
  • Opdateret: 20 maj 2018
  • Status: Igang
//PAUSE//
Zuri Lodge er ikke typen, man nomalt ville placere i Hollywoods travle verden, men da skæben giver hende et skub i den retning, starter et kaotisk drama.

Den verdenskendte skuespiller Harry Styles er ikke tilfreds med hans nye, uerfarne on-screen flamme og ser helst Zuri ude af Hollywood, men hun er kommet for at blive, også hvis det betyder hun skal spille forelsket i en kæmpe nar.

(Har selv lavet coveret, så hvis du kan lide det, tjek min coverstore ud ;P)

27Likes
21Kommentarer
3576Visninger
AA

8. /A dirty Mess/


 

8.

"Hvor i alverden tager du mig hen? Er det her en kidnapning?" beskylder jeg Harry og rækker for en sikkerheds skyld hånden ned i min taske og lader den omfavne min telefon. Man kan aldrig stole på nogen i Hollywood, det er et konstant paranoidt spil, hele lortet.

"Slap nu af Zuri, stoler du ikke på mig?" joker han livligt omkring. Nej, Harry. Det gør jeg ikke.

Jeg kigger ud af bilruden og prøver at fokusere på alt det, der suser forbi, og skabe et helstøbt billede af, hvor jeg bliver taget hen, men det er umuligt. Alt svømmer bare rundt i en mylder af farver.

"Hvor skal vi hen?" sukker jeg bedrøvet, da mine tanker falder tilbage på alt det jeg går glip af med Jack. Det her skulle have været en perfekt aften, hvor blev han af?

"Det finder du ud af," svarer Harry hemmelighedsfuldt og hvisker noget til chaufføren. Jeg er så småt begyndt at tvivle på, om knægten overhovedet selv kan køre, tror aldrig jeg har set ham bag et ret.

"Harry, klokken er snart otte, vi når jo ikke at se premieren, vil du ikke godt sætte mig af her?" vrisser jeg og glor stresset mod bilens ur.

"Hold nu op med at klage dig sådan!" vrisser han tilbage og langer ud efter mig omme fra forsædet af. Som en far, der lydløst skælder sine børn ud, på en lang biltur.

"Ej okay Harry, hvor fanden er vi?" spørger jeg nervøst, da jeg ser færre og færre bygninger og glimtende lys. Det er som om vi ikke engang er i Hollywood længere. Ligesom jeg afslutter min sætning, drejer chaufføren om et hjørne og parkerer bilen mellem et par høje træer. 

"Tag det her for øjnene," kommanderer Harry og smider en bandana om til mig, mens han stiger ud af bilen og smækker døren i bag sig.

"Vel vil jeg da ej," surmuler jeg og træder ud af bilen med ham. Uden at sige noget binder Harry hurtigt bandanaen om mine øjne og fører mig afsted. Jeg kan høre bildækkene spinde i gruset bag mig og forsvinde i det fjerne. Er det ikke noget med, at ens andre sanser forstærkes når man mister synet? Sejt.

Det giver et sæt i mig, da Harry løfter mig, og jeg protesterende må opgive mit fodfæste. Jeg bliver ubetænksomt dumpet ned på noget, der føltes som rustent metal, og en anelse panik sætter ind, da jeg ikke kan mærke Harry længere.

Jeg skal lige til at hive bandanaen af og råbe ad ham, inden jeg mærker hans varme åndedræt mod mit øre.

"Bliv her, please. Stol på mig," hvisker han, og det velkendte grus knaser igen. Stole på ham? Det bliver helt sikkert den dummeste beslutning jeg har taget hele mit liv, men okay så.

 

Det larmer gevaldigt, da Harry atter vender tilbage og dumper ned ved siden af mig. Han tager hænderne om bag mit hoved og binder bandanaen op. Det tager lidt tid før mine øjne vender sig til mørket, men hvad jeg i hvert fald får øje på, er den store skærm foran os, der lyser op med en yderst velkendt introsang i luften. Jeg blinker et par gange og kigger ned. Vi sidder på kølerhjelmen af en gammel skrotbunke af en bil. 

Jeg kan ikke lade være med at le. En drive-in biograf? Jeg kigger mig omkring et par gange og konstaterer, at det er en forladt drive-in biograf.

"Velkommen til mit hemmelige sted, frøken Lodge," brummer Harry i mørket og vikler et blødt tæppe omkring os. Det kommer bag på mig, at selveste Harry Styles, den arrogante, kendte skullespiller, kan nyde at være et gammelt sted, der lugter af rust og mug. Han er trods alt vokset op i rampelyset, ikke i lyset fra bilers ødelagte forlygter.

"Hvordan kan det her overhovedet lade sig gøre?" griner jeg stille i mørket og nikker fremad mod skærmen, der fejlfrit afspiller pilot-episoden af vores serie.

"Er det ikke pisse ligemeget?" spørger han beroligende og lægger sig ned på bilens kølerhjelm.

"Jo," sukker jeg og lægger mig ned til ham. Det her er, utroligt nok, bedre end hvad end Jack havde planlagt.

 

 

 

"Nu starter det," bryder Harry tavsheden, da rulleteksterne løber over skærmen. Jeg vender mit hovede og kigger over på ham.

"Nu starter hvad?" spørger jeg forundret og smiler svagt. Jeg kan kun være glad, også selvom det er i Harrys selvskab. Rustne biler, frisk luft og natur. Jeg føler mig tryg - Jeg føler mig hjemme.

"Din karriere," forklarer han hæst og lægger sin hånd på mit knæ. 

"Ved du egentlig hvorfor Jack brændte mig af?" vælter det ud af mig, og jeg kommer hurtigt i tanke om, at Harry ikke engang vidste, at Jack og jeg havde planer. Hans mund åbner sig en smule og han trækker tøvende en dyb indånding ind.

"Arrh, det var derfor du var så ked af det. Du skulle have være sammen med Jackie-drengen!" mumler han forstående, begejstret over sin geniale opdagelse. Hvor er du bare hurtigt Harry.

"Han sagde godt nok han havde tøs på i aften, men vidste sku ikke han skulle slæbe rundt på dig en hel aften," griner Harry drillende og puffer blidt til min arm, så mormorflæsket sætter gang i en ustoppelig tsunami.

"Shut up," hvisler jeg irriteret og rejser mig fra bilen, der helt sikker har ødelagt min relative nye bluse. Skønt.

"Kan vi ikke tage hjem nu?" spørger jeg og udstøder et udmattet støn, mens jeg utålmodigt hiver i hans arm. Med et brølende skrål, hopper han ned fra bilen og tager sin ene hånd under mine skulderblade, og den anden under mine baglår. Uden varsel løfter han mig op i hans favn og tonser vaklende afsted.

"Harry, hvad fanden har du gang i!?" skriger jeg skræmt og omklamrer mig rystende om hans nakke.

"Vi skal på en vaskeægte Hollywood-hulemandsvandring hjem! Ingen luksus til dig endnu, lille dame!" klukker han prustende, og sætter forpustet farten ned, da han når ud over grusvejen og ud på asfalten.

"Haha, sjovt. Sæt mig ned og ring til en eller anden," kommanderer jeg lavmælt, med hjertet helt oppe i halsen. Jeg føler hvert et øjeblik, at jeg kan hoste det ud på vejen og lade Harrys fødder trampe det i stykker.

Jeg rokker blidt i Harrys favn i takt til hans skridt, og mine øjenlåg føles pludselig utrolig tunge. 

"Nope, jeg er dybt seriøs, vi går hjem," insisterer han og sætter mig endelig ned på vejen ved hans side.

"Held og lykke med det," fnyser jeg og sætter i løb ind mod grøften, og videre ind i skoven til vores side. Jeg gemmer mig bag en stor træstub, og ringer så hurtigt jeg kan efter Julia. De højlydte, ventende bip virker alt for høje i det stille mørke. 

"Zuri!" kalder Harry forvirret, og hvis ikke jeg tager helt fejl en smule bange, i baggrunden.

"Hey, Julia!" hvisker jeg ivrigt, da jeg kan høre, at hun har taget den.

"Zuri, hva' så?" mumler hun forvirret, gumlende på et eller andet mad. Årh, hvor kunne jeg godt fråde noget lækkert mad lige nu.

"Kort sagt, er jeg blevet kidnappet af Harry, og du er nødt til at komme og hente mig!" beder jeg hende tryglende og sparker spastisk med benet, da en psykoklam bille begynder at pusle ved min ankel.

"Emhh," stammer hun chokeret og hvisker diskuterende med en utydelig stemme. Enten har hun selskab, eller også er hun skitzofren. Jeg ved ikke hvad der er mest uhyggeligt.

"Hvor er du?" spørger hun endelig, og det går op for mig, at jeg ikke aner det. Og jeg kan heller ikke høre Harry længere. Mit hjerte stopper med at slå og mine tanker går fuldstændig i baglås.

I. Fucked. Up.

Som sædvanlig.

"Det ved jeg ikke," klynker jeg hviskende, og kan ikke lade være med at le. Jeg har altid fået af vide, at det er en form for forsvarsmekanisme. Det var bare ikke praktisk til tante Annie's begravelse, hvor mit forhold til to tredjedele af familien ligesom falmede.

"Oh my god, Zuri," griner Julia og forklarer hendes medsammensvorne i den anden ende, at jeg er faret vild.

"Nogle gange er hun sku for dum!" lyder en alt for velkendt stemme pludselig, og jeg kan nærmest føle panikken, der transporteres fra Julia og Jack gennem telefonen.

Biiiip.

Oh no, you fucking didn't.

"Hallo?" 

"Julia, Hallo!" 

Med et arrigt, overdramatisk kast, lader jeg min telefon flyve gennem luften og lande i en bunke fugtige blade i skovbunden et par meter fra mig. Næsten før den rammer jorden, er jeg allerede igang med at slæbe min patetiske røv efter den.

"Der er du!" ånder Harry lettet op, da hans skikkelse pludselig dukker op over mig. 

"Jeg vil bare gerne hjem," sukker jeg og dumper opgivende ned i mosset med min nu ridsede telefon i hånden. Det var ikke lige sådan her, jeg forestillede mig mit glamourøse  Hollywood-liv...

 

 

 

"Zuri, sødeste skat," sukker Abby og trækker svagt, næsten ubemærket, på smilebåndet. Jeg tror hun er ved at kunne lide mig. Eller i det midste ikke hade mig. Jeg synker en klump som svar, og retter ryggen rankt på den ubehagelige træstol, for at vise det selvtillid jeg ikke har.

"Du er nødt til, at passe lidt bedre på dit ry," forklarer hun tålmodigt og folder sine fingre sammen i ubehagelige stive bevægelser.

"Undskyld," mumler jeg og slår flovt blikket  mod skrivebordets overflade, der danner et skjold i mellem os. Jef er udemærket klar over, hvad hun hentyder til.

Hun udstøder et understregende suk, mens hun klasker en magasin op på bordet. Hun holder det en anelse over mod mig, med et stramt blik. Nærmest som om, at jeg er hendes hund, der skal skamme sig over den sko, jeg lige har bidt i stykker.

På forsiden danner der sig et billede af mig, dækket til i mos, jord og jeg ved ikke engang, hvad det er der sidder i mit hår. Ærligt talt, ligner det mest af alt en død fugl.

Med råbende bogstaver, skælder ordene fra overskriften mig ud, uden Abby behøver at sige det mindste kvæk - og det ved hun.

'Fra primitiv tøs, til Hollywood-stjerne over natten? Det kan ikke lade sig gøre.' 

Nøj hvor er der bare én, der fortjener en forfremmelse for den geniale overskrift. Virkelig.

"Hey, jeg er da på forsiden?" prøver jeg forsigtigt og smiler svagt. Aldrig i mit liv har jeg ønsket at trække noget tilbage så voldsomt.

Abby udstøder et hvæs af en art og  og strammer sit greb om magasinet. Hendes pegefinger maser mit ansigt, og jeg er ret sikker på, at det er med vilje.

"Tænk dig nu om en anden gang!" skælder hun vredt og rejser sig fra sin trone på den anden side af bordet.

Det hele kører jo som smurt for lille mig.

"Der er mindre end to uger til, at vi skal til Cannes filmfestival, og jeg kan ikke møde op til noget så prestigefyldt med et patetisk vrag som hende her!" hvisler hun lavmælt og peger arrigt mod forsiden, på mit knap så elegante ansigt.

"Undskyld Abby, det sker ikke igen," mumler jeg underdanigt og søger tilladelse til at gå i hendes øjne. I stedet kaster hun mig praktisk talt ud derfra med hendes noget så aggressive håndtegn, som jeg efterhånden kender så godt.

 

"For en gangs skyld, er det ikke Harry, der er fanget i producerens vrede klør," klukker Jacks stemme, da jeg lukker døren i bag mig.

"Jack, hey jeg så dig slet ikke," mumler jeg fortumlet og ryster på hovedet. Jeg prøver at virke kølig og afslappet, men hold kæft, hvor er det svært at modstå fristelsen til at tage fat om hans nakke, og smadre hans hovede ind i murstensbrokkene bag os. 

"Angående i går aftes," begynder han med en stemme, der stjæler alt min vrede. Fuck ham, jeg var lige så klar.

"Du behøver ikke forklare, det er helt fint," smiler jeg så falsk, at jeg ikke ved om det er oprigtigt?

"Har du besluttet dig for, hvem du tager under armen på den røde løber til Cannes. Mig eller Harry?" spørger han emneskiftende og læner sig tættere på mig. Som om han kan bestikke mig med hans duft - Det kan han.

"Ikke endnu," svarer jeg afslappet og trasker langsomt forbi ham, som tegn til at jeg gerne vil slutte samtalen og smutte.

"Husk nu, at det var Harrys skyld, at du endte med at være på den forside," mumler han højt efter mig, da jeg allerede er så langt væk, at samtalen virker akavet og påtrængt. Åh gud, har Jack nu også set den?

"Teknisk set er det din skyld. Husker du?" smiler jeg spydigt tilbage og trasker stolt væk med det sidste ord som trofæ. Jeg kan lige se hans flove, røde kinder for mit blik. Hvor er det skønt at være mig. Nogle gange.

Jeg har syntes, at Harry var en stodder siden dag ét, men i sidste ende, var det ham der var der for mig, når Jack valgte at brænde mig af. Måske fortjener han alligevel en chance? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...