Sidste skoledag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2018
  • Opdateret: 19 apr. 2018
  • Status: Færdig
Jeg føler mig som verdens største taber, fordi det betyder så meget for mig, at jeg ikke kan se meningen med livet efter det. Jeg bryder helt sammen bare af at tænke på den dag, det slutter. Jeg går i fuldstændig panik. Jeg vil ikke skifte skole.

2Likes
6Kommentarer
104Visninger
AA

1. sidste skoledag

15-04-2018

Sidste skoledag

-Af Laura B. Schmidt.

 

 

Jeg glæder mig ikke! Nej lige modsat. Det føles som om, at mit liv slutter den dag. Jeg vil ikke væk. Jeg er ikke klar. Der går hele tiden kortere og kortere tid til den dag, og jeg falder længere og længere ned i et dybt sort hul. I snart ti år har det været en del af mig, og nu forsvinder det bare fra den ene dag til den anden. Det er det der har holdt mig kørende. Det er det der skaber min livsglæde. Jeg føler mig som verdens største taber, fordi det betyder så meget for mig, at jeg ikke kan se meningen med livet efter det. Jeg bryder helt sammen bare af at tænke på den dag, det slutter. Jeg går i fuldstændig panik. Jeg vil ikke skifte skole.

 

Selvfølgelig kan jeg stadig holde kontakten og mødes med nogle fra klassen, det fortæller alle mig, når jeg betror dem mine følelser. Det er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg kan med nogle få af dem. Det er bare ikke det, der bekymrer mig. Jeg er glad for min klasse, det er slet ikke det, men jeg kan sagtens gå i en helt ny klasse, og for at være ærlig trænger jeg også til det. For det har ikke været nemt for mig at være en del af klassen, og det er det stadig ikke. Det er omgivelserne og måden skolen fungerer jeg holder så meget af. Jeg syntes selv, at det her lyder fuldstændig åndssvagt, og jeg har også svært ved at sige det til folk, men selvom jeg aldrig har haft det vildt godt i skolen, er der ikke andet jeg hellere vil end at blive.

 

Jeg har aldrig været den populære i klassen, men jeg er heller ikke blevet direkte mobbet. Jeg har bare altid været en af de lidt kiksede, og har altid haft plads i ”underklassen”. Jeg har altid følt mig forkert. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke har haft nogen veninder, for det har jeg. Det har bare aldrig været nemt. Helt tilbage i første klasse havde jeg allerede problemer med at holde et venskab, fordi jeg ikke var populær. Hvis man var sammen med mig, risikerede man at blive ligesom mig, hvilket åbenbare ikke var noget ønske nogle havde.

Ja i første klasse var første gang jeg mistede en veninde. Jeg var meget tæt med den pige, så som små børn gjorde dengang, købte jeg en veninde-halskæde til hende. Dagen efter havde en anden pige også købt en til hende, og fra den dag af gik hun med den anden piges halskæde, og min lå nede i bunden af hendes taske. Jeg var knust. Hun kunne åbenbare ikke have begge halskæder på, og hun kunne heller ikke have to veninder. Jeg ved godt at vi bare var små børn på dette tidspunkt, men oplevelser fra barndommen sætter spor senere. Det lyder jo fuldstændig vanvittigt, men jeg oplever stadig fordomme imellem personer som stammer helt fra indskolingen. Man udvikler sig hele tiden, det gør vi alle sammen. Men mærkeligt nok, har vi alle det samme klistermærke siddende i panden, som vi fik sat da vi var mindre.

 

Jeg ved ikke præcis hvad mit klistermærke er? Men jeg ved, at det er et mærke der ikke tiltrækker venner og veninder. Det må jeg kæmpe for selv, og der har jeg det egentlig også godt nok med. Jeg har aldrig haft en ven eller veninde, som ikke har været ”flov” over at være sammen med mig. Folk ude fra kan ikke se direkte, at folk har det sådan med mig. At folk ikke tør være sammen med mig, uden at rulle øjne af mig, hvis en anden person kigger. At jeg altid er tredje, fjerde, femte og så videre prioritet. At folk er bange for deres egen popularitet falder, hvis de hænger ud med mig. Det er noget der forgår i klassen. Det er bare sådan, det altid har været. Jeg ved ikke hvorfor? Men det stammer helt fra indskolingen. Det er sygt at tænke på, hvordan vi bliver fastholdt i vores roller. Undskyld men det pisser mig faktisk rigtig meget af. Jeg har ikke haft en jordisk chance for at pille det dumme klistermærke af. Jeg har gået med det mærke i snar ti år.

I snart ti år har jeg følt mig dum, kikset og barnlig. Jeg har ikke følt mig lige meget værd som alle andre. Og jeg har haft en opfattelse af, at jeg er én stor fiasko.

 

Alligevel frygter jeg at forlade skolen. Jeg spørger mig selv hver dag, hvorfor jeg så gerne vil blive, og  hvorfor jeg holder så meget af det sted? Og jeg har bare ikke et direkte svar. Det vil være rigtig fedt, hvis jeg bare kunne sige ”Ses lorte skole! Nu tager jeg ud og lever mit liv” for de ti år har bragt meget lort til mig. Det er der sikkert mange der godt kan sige, men det kan jeg bare ikke. For det er ikke en lorte skole, min klasse er heller ikke en lorte klasse, og jeg er heller ikke en lorte person. Det er de klistermærker, vi alle får klasket i hovedet, der er lort, og de er også på alle andre skoler. På den her skole kender jeg omstændighederne. Jeg har en masse voksne der kender mig. Jeg ved, hvor jeg skal gå hen i alle situationer. Jeg kan være tryg og glad på trods af klistermærkerne. Jeg kan ikke forstille mig et liv uden for skolen. Jeg vil gerne have et nyt klistermærke, men på samme tid er jeg bange. Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af at være til et andet sted. Hvad nu hvis jeg får det samme klistermærke igen? Jeg kan ikke klare mig med det klistermærke andre steder end på min nuværende skole. Jeg kender absolut intet og ingen det nye sted.

Jeg er i panik. Der er kortere og kortere tid tilbage. Kortere og kortere tid til sidste skoledag. Mit liv slutter den dag. Sådan føles det. Forstil dig, at du ved hvilken dag, dit liv slutter. Jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Der er kortere og kortere tid til sidste dag. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...