Rejsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2018
  • Opdateret: 19 apr. 2018
  • Status: Færdig
En novelle om en dramatisk beslutning i livet.

1Likes
2Kommentarer
102Visninger

1. Rejsen

Denne følelse af rastløsthed. Denne følelse af ikke at høre til. Den drukner ham. Han følte sig hæmmet, lammet og var ude af stand til at handle plausibelt. Han kunne ikke gøre andet end at træffe det sværeste valg, han nogensinde havde truffet. Det ville vende op og ned på hans tilværelse, men for hans overlevelse, og måske en chance for lykken i fremtiden, skulle han gøre det nu. Det var bedre sent end aldrig. Noget han burde have gjort for mange år siden. En blanding af en tiltro til at tingene ville ændre sig, manglende af modet og modenhed, havde udskudt denne handling. Men det sværeste var den periode, der kom efter handlingen. Det vidste han. For det var noget, han havde tænkt på i flere år. Nu følte han sig endelig klar. Han var klar til livet, der måtte komme efter det....

 

John sad i stuen. Han kunne ikke længere følge med i samtalen. Den følte som støj i hans ører. Han fokuserede sin opmærksomhed på det, der skete i fjernsynet. Noget ligegyldigt som ørkenstorme virkede pludseligt interessant. Han så det for sig, ham selv midt i det hele, slået i små stykker af sandkornene indtil enhvert bid af ham forvandledes til blodige sandkorn. John smilede for sig. Han kunne lide tanken om det. Dette forsvindingsnummer var mere kreativt end det fleste, han fandt på tidligere. Pludselig forsvandt støjen. John orienterede sig i stuen. Han så på hver af de enkelte familiemedlemmer. Hans far, en alkoholiseret funktionær ansat, der efter utallige år med rygning, var mærket med fugerne på ansigtet, der havde et læderagtigt skind. Dette skyldes utvivlsomt en kombination med for megen tid under solen uden nogen form for beskyttelse og en pakke cigaretter om dagen i årtier. Hver gang han kiggede på sin far, var det med en blanding af ærefrygt, mistillid, kærlighed og en smule had. Hadet afkom fra, at faren havde en ustyrligt  temperament, der pludselig kunne dukke op ud af ingenting, som i et magisk tryllenummer, hvor en hvid due kom frem ud af den blå luft. John elsker selvsagt dette magisk trick. John vendte blikket mod moren, der var grædefærdigt. Han fik denne sædvane medynk for sin mor. Han kæmpede trangen til at løbe over til hende, gav hende et knus, berolige hende, at alting skal nok gå. Men det ville kun forblive i tankerne. Hans far vil uden tvivl farede op over denne gestus, få hans blod til at koge over endnu mere. Hans søskende, en af grundene de her intetsigende kontroverser. John ville ønske, at han kunne åbne deres hjerne op; studere nærmere hvad det er der gør dem anderledes i forhold til hans venners søskende. Hans søskende var de eneste, der virkede som om alting var som det skulle være, at intet var hændt. at de ikke var grunden til balladen. John forestillede sig igen, et tryllenummer han især holdt af.

 

Han havde dog sin tvivl. Sommetider troede han på, at han kunne ændre det hele, at han kunne ændre dem, at han kunne tale dem til fornuft, at udvide deres horisont, at de også kunne indrømme deres fejl og mangler. Hver gang forkastede han denne tanke, og følte afmagt. Men dybest inde i ham nærede der et spinkelt håb, der aldrig ville forsvinde. De var trods alt hans familie.

Hvordan ville de reagere på hans beslutning, ville han kunne sige det til dem ansigt til ansigt, ville han kunne tåle sin mors ansigt i gråd? John ville aldrig tilgive sig selv, hvis det kom til at såre hans mor dybt, prøvede han at overbevise sig selv om. Men john måtte tænke på sig selv for første gang i sit liv, sådan rigtigt være selvisk; ingen hensyntagen for andre end sin egen velbefindende. John kunne lide at lege med denne tanke, det boostede hans selvtillid.

 

John sad i kupeen på vej til sin familie. Hans sidste rejse til dem. Han betragtede det flade landskab, med drømmende øjne. Hans tanke var andetsteds. Han smilede af og til. En ældre dame overfor ham spurgte ham, hvad der var så godt, at det fik ham til at smile. Men han hørte ikke hende det første par gange. Endelig fik hun john’s opmærksomhed. Hendes venlige væsen fik john til mæle:

-"Jeg kunne lide dette flade landskab", løj John. "Den minder mig om enkelheden i tilværelset, eller hvad det bør være".

Den ældre dame nikkede tilkendegivende:

- "Unge mand. Enkelheden er noget man gør det til. Noget man skal kæmpe for. Man må ofre mangt og megen for enkelheden. Dette taler jeg om af egen erfaringer."

 

John smilte forstående. han ville uddybe dette, men fangede sig selv fra at dele sit privatliv med en fremmed, som han intet ved om. Damen ventede spændt på Johns modsvar, men da hun indså dette ikke var aktuelt, lukkede hun øjnene og lænede sig tilbage på sædet.

John kiggede længere på hende, uden at have noget bestemt i tankerne. Som om han ville suge al hendes livserfaringer og visdom til sig. John lod sine øjne lukket. Han så for sig sit ankom til Odense. Hans krop sitrede ved tanken.

 

John følte mørket tage over i hans tanker. En dundrende tunghed kom farende i hans sind. Han synkede ned i dybet, følte modløshed og desperation tog et bid af hans liv. Han mistede endnu engang sig selv. John kunne høre sig selv skrige af al hjertets magt. Ingen kunne høre hans råb om hjælp. Ingen kunne hjælpe ham, for ingen kunne forstå ham. John lå i sin seng i mørket med ryggen mod væggen. Det sidste skanse af trygheden i dette tilstand af iskoldt havvand, hvor alle hans lemmer er følelsesløst. Han var helt alene. John vågnede brat op, da højtalen for tredje gang annoncerede togets ankomst til Odense station.

 

John stod ud af toget, tøvede et øjeblik, men tog et langt sug af Odensiansk luft, før han stig ud af toget. Han begav sig ned ad den gade, han kendte i hele sin barndom. Han følte vrede, glæde, lettelse, skuffelse, en blanding af hele følelsesregisteret.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...