NATTEN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2018
  • Opdateret: 15 apr. 2018
  • Status: Færdig
Natten som fænomen set fra et søvndyssende perspektiv.
Natten på en togstation, du kender.


Novellen deltager i Oscars 2018 under valgmulighed 2: Skriv en tekst, der er relevant for samfundet i dag.

Natten vandt "bedste fortælleteknik" i konkurrencen.

6Likes
5Kommentarer
189Visninger

1. NATTEN

Kirketårnet står som en sort silhuet mod den brændende himmel. Et tog kører hastigt forbi og bryder stilheden på stationen. Jeg sidder og skutter mig på en bænk. Det er en smuk aften, men den er også forbandet kold som den nat, kulden tog den lille pige med svovlstikkerne.

      Jeg fumler med frosne fingre og får tændt en smøg. Den får liv i gløderne, så de blusser op og fylder mine lunger med varm røg. Jeg læner mig tilbage mod ryglænet og lukker øjnene. For mit indre blik kan jeg se en hed brændeovn i stuen, et kærtegn og en dampende kop kaffe. Jeg lader cigaretten brænde helt ned til filteret, så jeg er ved at brænde fingrene på den. Varmen erstattes hurtigt af nattens bidske kulde. Jeg tænker på, hvordan livet flyver forbi, som et gennemkørende tog. Livet og dagen hænger sammen i en evig cyklus, som alle er vidner til. Dagen former livet, imens natten avler mareridt, der hjemsøger de sovende. Undertrykte minder dukker op til overfladen, når man mindst venter det.

      For nogle mennesker er livet lige så lang som dagen. For andre er det først efter solnedgang, at byen rigtig vågner op. Natten kan være så meget anderledes end dagen på den måde, at den både dækker over lyssky forretninger, men også fungerer som et trygt tæppe for trætte sjæle. Reglerne om natten er anderledes. Det afspejler sig i ansigterne på perronen. Det er som om, at de har forskellige ansigter at tage på, når de bevæger sig udenfor i byens gader alt efter tidspunktet på døgnet.

 

Lyden af hvinende bremser flænger luften, dørene går op og tre veninder står højlydte af toget. Vinden leger med deres afblegede hår. Den ene er ved at snuble i et par høje stiletter. Selvom jeg næsten kan se min egen ånde, er pigerne kun iført tynde jakker og alt for korte kjoler, der ikke udelader meget til fantasien. Den laveste af pigerne åbner en hvid flaske mokai og tager en lang tår, mens de andre går videre lænet op ad hinanden. Pigen med mokaien kalder på de andre, der forvirrede vender rundt. De griner alle tre og følges ned i tunnelen. Det er ikke meningen, at jeg vil følge efter dem, men jeg opdager, at den lille har tabt noget på jorden. Jeg tager min plastikpose med mig og ser tilbage på bænken for at sikre, at jeg ikke selv har efterladt noget.

      Deres latter runger gennem tunnelens blege lys og lugten af pis. De snakker om, at de håber på, at de alle tre kan komme ind på et dansested, selvom den lille egentlig ikke er gammel nok. Jeg indhenter dem på toppen af trappen op til gaden. Først lægger de ikke mærke til mig, men så møder de mig med en mur af forbavselse og afsky. Jeg får et kort tak i findeløn.

      To fyre, står og pisser op ad cykelstativet. Pigerne går i en bred bue udenom dem, inden de krydser gaden og stiller sig i kø til et eller andet farverigt diskotek. Fyrene bliver færdige og vender sig om. De udveksler nogle ord, som jeg ikke hører, og den ene banker på sine lommer.

      “Hey du,” de ser på mig. “Har du noget ild?”

      Jeg låner dem min lighter, og den ene tænder en fed. Han tager et sug og rækker den videre.

      “The good shit,” siger den første og smiler bredt.

      Deres blikke svæver forbi mig.

      “Tak for det, mand, her. Din lighter.”

      Jeg nikker og tænder selv endnu en cigaret. Denne gang føles det som om, at røgen går ned i min mave. Jeg føler mig mæt og tilfreds. De to fyre begynder at snakke om kebab. Jeg kan helt dufte den krydrede kanel og høre kebabrullen dreje rundt, mens der drypper kødsaft af den. Hvis det kun var til mig, ville der være kød nok til månedsvis.

      Fyrene står og snakker, men jeg hører ikke, hvad de siger. Jeg ryger færdigt og skodder cigaretten under min sko. Jeg kan mærke trætheden gøre mine øjenlåg tunge.

      “Godnat,” mumler jeg til fyrene, men de ænser mig ikke længere.

      Vi befinder os i vidt forskellige universer, og deres nat vil fortsætte, indtil solen står op. De har pengene, tiden og lysten til at gribe natten, for natten er endeløse muligheder for de søvnløse. Hvis de ikke bruger den, så er natten spildt. Det er timer, minutter og sekunder, som er i høj kurs i vores samfund. Folk flokkes omkring dem og kan slet ikke få nok. Alligevel ligger natten næsten uberørt hen.

      Nogle mennesker arbejder bedst om natten med en kop kaffe ved siden af sig og en manisk fremdrift, der holder dem i gang. Sådan var det også for digteren Michael Strunge. For ham var natten ikke uhyggelig eller fremmed, men mere en opslugende og omformende maskine:

 

“Vi er en del af Natmaskinen

transformerer angst til venskab.”

 

      Den var hans andet hjem, et sted, hvor han kunne være anderledes og samtidig sig selv.

 

Tilbage på bænken tænder jeg min sidste smøg. På den modsatte perron står Michael Strunge. Han løfter den ene hånd til hilsen ligesom man ville gøre til en gammel ven.

      Et tog ruller forbi som et mørkt gardin. Jeg skimter Strunges ansigt gennem de mørke vinduer. Hans mund former lydløse ord, men jeg forstår dem alligevel: “Vi sover ind som éncellede organismer fra dengang jorden var hav.”

     Da toget er væk, er perronen tom. Jeg trækker min sovepose op af plastikposen, og en dåseøl falder klingende til jorden. Jeg samler den op, åbner den og tømmer den i én lang slurk. Soveposens indre er koldt. Jeg lukker den over mit hoved og håber på, at kulden ikke tager mig i nattens løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...