Juleønsket

Andrea ved at juleaftensdag er utrolig lang. Hun har et brændende ønske til en gave, men er det nu det hun vil have?

0Likes
0Kommentarer
25Visninger

1. Juleønsket

ENDELIG - nu blev det jul. Andrea havde glædet sig i lang, lang tid til denne dag. Jul. Om få timer skulle træet pyntes, og om nogle flere kom gæsterne. Andrea havde kun ét ønske til jul. Sims. Sims 4. Alle fra klassen havde det. Alle fra klassen spillede det. Hun havde fået lov til at prøve et par gange. Det var ikke fordi, det var vanvittigt godt. Hun så det bare som den eneste chance, til at kunne blive venner med nogen af de populære. Den eneste ven hun havde var Anton. Hun havde ham altid med, hvor end hun gik. Den lille tøjabe hang altid over skulderen. Anton gjorde hende ikke populær. Tværtimod. Hun skulle snart i syvende. Hendes forældre havde flere gange prøvet at skille sig af med den, men den var som en del af hendes krop.  

 

Men idag var en stor dag. Juleaftensdag. I dag var det chancen for at få Sims 4. Men hvor var der dog lang tid til. Først skulle folk komme. Så skulle de spise en hel masse mad. Så skulle man tro, at det langt om længe var tid til at få gaver. Men nej nej. Så skulle der danses om et indslæbt nåletræ - med pynt på. Altså man siger at jul, er noget af det mest danske vi har. I virkeligheden er det eneste danske ved jul, at vi pynter træet med flag. Det gør man ikke i andre lande. Ikke engang med deres eget flag.

 

Hun skulle med hjem til sine forældres venner. De var blevet inviteret til frokost. De gjorde de altid på juleaften. De venner var egentlig rigtig irriterende. Men som mor sagde: “Du er nødt til at tage med, ellers udstråler du dårlige vibrationer”. Hun sagde tit sådan noget. Sådan noget sludder. “Dårlige vibrationer” helt ærligt.

 

Men hun blev nødt til at tage med. Sammen med Anton. Han hang som altid over skulderen. Hun troede, at de skulle have æbleskiver, og måske lidt slik. Som de plejede. Det troede Anton også. Den samme lille bolle, som ikke er en bolle. Bare en… Ja en hvad. Æbleskiver er så ligegylige, at de ikke engang har en betegnelse.


 

De kom derhen. Andreas mor havde tvunget hende til at tage pænt tøj på. Det var egentlig ikke særlig pænt, men det synes hendes mor altså. Sådan noget måtte Andrea aldrig selv bestemme. Vennernes familie havde to børn. De havde en lille dreng på et år, en pige på fem og en pige på elleve. De to piger legede altid med dukker, og de havde en million af dem. Drengen - ja. Han var så lille, at han ikke vidste, hvad han ville lege med.

 

Som Anton og Andrea sagde, skulle de have æbleskiver. Dem som de besøgte, lavede dem selv, og de propper dem med grøntsager. De smagte egentlig okay, det var bare tanken, om at der var grøntsager i. Da de blev serveret, tænkte hun på alt andet end grøntsager, det gik ikke så godt, så hun spiste kun en halv. Til gengæld drak hun næsten fire glas kakao.

 

Da de voksne svingede emnet over på politik og arbejde, gik Andrea og Anton ovenpå. Som altid sad de to piger, og legede med dukker. Det var utroligt, at der stadig var leg i de dukker. Hun kiggede rundt på deres værelse. Det var kæmpe. Det var utroligt, at de havde fået lov til at få det værelse. Det var på størrelse med Andreas stue. Hun kunne lige forestille sig hvor meget skænderi, der ville blive om fx indretningen om bare syv år.

 

De to piger så ikke op på hende. De var som fortryllet i legen. De så eller hørte ikke noget fra den virkelige verden. Hun spurgte forsigtigt, om hun måske kunne være med. Hun ville egentlig ikke sådan rigtigt være med, men hun kunne ikke se andet at lave. Alberte, som den ældste hed, så op på hende. Kiggede mystificeret på hende, som om Andrea i virkeligheden var et spøgelse.

 

Lidt efter sagde Sofia, som var den yngste, at hun selvfølgelig måtte det. Andrea blev hurtigt indviet i legen, men det var lige hurtigt nok for hendes skyld. Men det var noget med at den ene dukke, som hed Kristine, skulle til frisør. Andrea fik lov til at være frisør.

Men Andrea fandt ret hurtigt ud af, at frisøren var en meget lille statisk i legen. Hvis hun sagde noget var det forkert. Legen var åbenbart planlagt ned i mindste detalje. Hun sad og kiggede på at Alberte og Sofia der legede, og prøvede at finde ud af, hvornår hun skulle sige noget. Hun var lige ved at spørge efter manuskriptet.

 

Efter en halv time havde Andrea sagt tre ting, klippet ét enkelt hår af en dukke og sat en elastik i Kristines hår. Den blev så taget ud ret hurtigt, da den sad forkert, så Sofia satte den i igen - endda på nøjagtig samme måde. Men stadig. Det var bedre end slet ikke at lave noget.

 

Efter lidt tid kom Andrea mor op. De skulle til at hjemad. Hun så på uret. Klokken var allerede kvart i fire. De skulle være hjemme senest klokken fem, for der kom der gæster. Hun sagde farvel til Sofia og Alberte, men de skænkede hende ikke et blik. Hun rystede opgivende på hovedet, og gik med sin mor. De voksne fik sagt farvel, og de gik hjem.

 

Da de kom hjem, begyndte Andreas forældre med det samme at lave mad. Der var en and i ovnen, så der skulle stadig laves kartofler, brune kartofler, sovs, rødkål salat og alt det der.

 

Klokken nærmede sig fem, og Andrea havde aldrig kedet sig så meget, som hun gjorde nu. Der var ingenting at lave. Især ikke når man vidste, hvor mange ultra fede ting der ventede i aften. I dét hun tænkte gæsterne, aldrig ville komme, ringede det på døren. Mormor var kommet. Morfar boede langt væk, så det var bare hende, der kom. Andrea sagde hej, og gav en krammer. Mormor spurgte om Andrea, ikke ville hjælpe med at få julegaverne ind i huset. Det ville hun selvfølgelig.

 

Mormor havde, som altid, en masse gaver med. Hun var en gave magnet. Hvis noget var sat på tilbud, så skulle det købes, og først bagefter, tænkte hun på, hvad det skulle bruges til. Eller i det her tilfælde - hvem den skulle være til. Det kunne være en god ting, men også ret skidt. Sidste jul fik Andrea en dukke. Den havde hun også ønsket sig. For fem år siden.

Hun måtte have set skuffet ud, da hun fik den, for mormor spurgte hvad der var galt. Hun svarede selvfølgelig, at der ikk var noget. Andet kunne hun jo ikke være bekendt. Dukken lå oppe øverst i skabet et eller andet sted. Der havde den ligget lige siden. Hun havde ikke rørt den. Hvis hun havde fået den for fem år siden, havde hun leget med den. Hele tiden. Nærmest mere end Anton. Men det var fem år for sent. Så den lå der endnu.

 

Mormor kunne snakke som ingen anden, og mens hun sad, og snakkede om køen i Netto,  kom farmor og farfar. De var lidt småskøre efter Andreas mening. Men på den gode måde, og så de havde mange gode gaver, så det kunne hun leve med.

 

Som aftenen skred frem, fik den lille familie klaret de forskellige stadier. De havde netop ryddet af bordet efter desserten, og skulle til at danse om juletræet. Andrea kunne godt lide at synge, og hun synes også, at det var hyggeligt nok. Problemet var at bare, at når man ved man får gaver lige bagefter, bliver 10 minutter til halvtreds timer.

 

Men langt om længe. Efter et langt besøg hos Sofia og Alberte, mange timer hvor hun ikke vidste hvad hun skulle lave, 4 kartofler, 2 stykker and og 5 salmer om juletræet - var det tid til gaverne. Andrea havde ventet hele året på den her aften. Det kunne kun gå for langsomt med at få åbnet gaven med Sims i. Hun vidste selvfølgelig, ikke hvad hun ville få, men hun havde en stærk fornemmelse om det. Hun  havde ikke fået købt så mange gaver. Hun havde lavet en fin lervase til sin mor, og købt en kaffekop til sin far. Ellers havde hun ikke nogen. Men selvfølgelig skulle de andre have gaver først. Hun var måske lidt ivrig. Men er du gal, hvor ville hun gerne have det spil.

 

Der var blevet åbnet en del gaver, da klokken nærmede sig halv ni. Andrea havde fået et par trøjer, en computertaske og et mobilcover. Der var ikke nogen gaver, der havde den rigtige størrelse til spillet. Hun begyndte at miste modet.

Især da den sidste gave blev givet til farfar. Bare en Randers FC t-shirt. Hun sank tilbage i sofaen. Hun havde spildt en hel dag på at glæde sig til at få et spil, som hun så ikke fik. Det var ret skuffende. Det var det eneste på ønskesedlen.

Midt i tankerne kom farmor hen til hende. Hun havde en lille gave i hånden. Hun sagde at hun havde glemt at få den op at tasken. Den gave havde den rigtige form og rigtige vægt. Hun tog langsomt papiret af. Af en eller anden mærkelig grund var hun nervøs. Hendes hjerte bankede et slag over. Det var Sims 3. Kunne det her blive mere skuffende? Hun så op på sin farmor. Hun lignede en, der ventede på et stort kram. Det fik hun ikke. Andrea prøvede at smile, sagde tak, og gik ind på værelset.

 

Mor kom ind kort tid efter. Hun kunne ikke forstå, at hun pludselig var gået. Andrea forklarede at hun ikke ville have Sims 3 men 4. Det var det eneste på hendes ønskeseddel. Hendes mor kunne ikke forstå, hvorfor hun reagerede sådan. Hun havde fået et spil, men hun ønskede sig det ikke. Den samme følelse havde hun fået, hvis hun havde fået Sims 4. Hun skulle ikke ønske sig noget, eller rette sig ind efter hvad andre synes. Hun skulle, gå op i hvad hun ville. Hun så på sin mor. Hun havde jo ret. Hvorfor gik hun så meget op i det spil. Det var jo kedeligt. Hun ønskede sig det ikke. Hun fortrød hun gik så meget op i det.

 

Hun kom tilbage i stuen, og sagde tak til farmor for gaven. Hun så på sine gaver. Trøjerne var meget fede. Tasken kunne hun også godt bruge. Hun kunne ikke forlange mere, når hun ikke havde ønsket sig det. Efter ferien kom alle pigerne fra klassen sikkert med nye mobiler og dyrt tøj. Hun kom med et par trøjer fra H&M og en computertaske fra Lenovo. Hun havde ikke engang en Lenovo, men en Acer. Det betød heller ikke noget. Så længe hun havde Anton og sin familie.






 

Dagen efter jul var altid en sjov dag. Da man var mindre, legede man med det legetøj man fik, og når man blev ældre, spillede man på sin nye computer eller IPad. Ingen af de ting kunne Andrea efter igår. Men hun havde lært en vigtig lektie. Man skal ikke bygge sig selv, efter det andre vil, men gøre som man selv ønsker. Hun var ligeglad med det spil. Til næste år vil hun lave en ønskeseddel, og den vil blive rigtig lang.

 

Midt i tankerne kom mor ind. Hun havde forklæde på, så hun bagte nok et eller andet. Hun spurgte om Andrea ville være med til at lave pebernødder. Hun så på mor, og sagde ja. Selvfølgelig ville hun det. Netop sådan noget var rigtig jul. Tid med familien.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...